For Nordens enhed

Skandinavismen har alltid været en rørelse med ringe tilsluttning. Det synes som om den kræver en trussel udefra for å kunne få en bredere folkelig appell hvilket er synd. Det var i hvert fall tilfellet i 1930-tallet og 40-tallet da Sven Clausen hade någet held med sit nordiske målstræv som fortjæner en nærmere behandling på et tidspunkt.

Omkring hundrede år tidligere, i 1840-tallet, hade studenterskandinavismen dog god vind i seglene, i hvert fall blandt ungdommen. Den eldre generasjon minnedes i Danmark ennu tapet av Norge til Sverige i 1814; men de unge mødtes jevnligt til nordiske studentermøder i hverandres hovedstæder, og deres ildhug og nasjonale - nordisk-nasjonale - høystemmthed grep også borgerskapet. Det var ikke en helt ufarlig sag for i 1840-tallet var formuleringen av en nasjonal bevissthed tett sammenkopplet med tanken om demokrati - en ennu uhørt tanke.

Tidsånden gikk i rettning mod folkestyre; spørsmålet var blott hvårdan man avgrensede begrepet "folk". Var inbyggerne i de tre gamle kongeriger tre eller ett folk? Store dele av studenterungdommen foretrakk den siste mulighed og håpede oppriktigt på en genopprettelse av Kalmarunionen.

Til de nordiske studentermøder skrev någle av tidens beste hoveder sange som er nesten ukennte i dag. Enkelte blev i 2001 insunget av mannskoret Cantantes Animi som jeg hade den store glæde å være formann for. En av studenterskandinavismens fremmeste skikkelser, Carl Ploug, var alltid mann for fedrelandsk demokratisk patos, og hans sang "Til avsked" fortjæner et større publikum.

Den er gennemsyret av Herders tanker om Verdens nasjoner som en del av en himmelsk plan, en tanke som kanske ennu har en viss udbredelse og som jeg har mødt blandt enkelte færinger. Andre dele av sangen rummer observasjoner som med en tidssvarende formulering stadig kan bruges, om enn Nordens politiske integrasjon i dag overhales av Europas; thi Nordens kulturelle integrasjon er enn ikke begynnt.

Carl Ploug skrev sangen til avsluttningen av studentermødet i 1845. Melodien er av H.E. Krøyer:

TIL AVSKED
Et ord ennu. Vårt samlivs daglys svinner, (studentermødet)
om korte timer er dets fryd forbi;
da syssler tanken med de rige minner,
og hjertet nynner sagnets melodi,
momentets perlekrans i støvet ruller,
og livets allvår tynger på vår skulder!

Kom I da, brødre, hid kunn for å skue
i broget glans nordhavets dronningstol; (Køpenhavn)
kunn for å kryste nydelsernes drue
og vågne trette opp med neste sol?
Nei, der var inhåld i vår ungdomsgammen;
en mektig tanke drev og bannt oss sammen.

Og det var den at livets Herre hented
av samme kilde våre årers blod, (folkeligt slektskap)
det samme språg på våre læper prented (det nordiske)
og drog vår higen av den samme rod,
gav oss i odel efter våre fedre
det samme hjemm å verge for og hædre. (det nordiske fedreland)

Og det var den at, som av store minner
vi fikk i varetekt den samme skatt (felles historie)
som oss én tro, ett åndens præg forbinner, (felles religion og kultur)
er oss det samme mål i tiden satt: (en historisk forpliktelse)
å kempe fremst i folkenes bravalle (for demokratiet)
frigøre Verden atter eller falle.

Og denne tanke ei med glæden slukkes,
den dør ei bort med våre stemmers klang:
med eder over havets strømm den vugges,
hos oss den spirer på den grønne vang;
den giver mod å trodse dage mørke,
den giver sinnet kraft og armen styrke.

Den lærer oss at stammens skillte grene (de tre riger)
som sygned hen i mørke makters bånd,
må til et enigt hele sig forene,
da er vår skæpne i vår egen hånd. (folkestyret)
så far da vell! Vårt felles løsen være:
For Nordens enhed, Nordens segr og ære!

Og hvad er det så for observasjoner som også i dag kan bruges? At allt det som binner Norden sammen, også i vår tid kan være grundlaget for en felles offentlighed. Ennu finnes ingen felles medier, hverken trykkte eller elektroniske. Dagbladene opptager bare artikler på én målform, selv i Norge.

Ennu finnes ingen felles videregående uddannelsessystemer. Ennu finnes ikke en felles litteratur. For hundrede år siden var vi tett på, men i dag oversettes nesten alle bøger imellem de fire skriftnormer frem for å udgis i originalversjonen i hele Norden, kanske med en ordliste i margenen.

Allt dette er spill av tid og penge og fører blott til at vi aldrig venner oss til synet av hinannens dialekter. Skal Norden fortsette ad denne veg?

Modersmål i Bengalen og i Netto

Det er i dag UNESCOs internasjonale modersmålsdag. Tradisjonen kommer fra Bangladesj hvår kampen for det bengalske språgs ligeberettigelse på denne dato krævede dødsoffre. Dagen bruges dærfor til å markere retten til modersmål og til å feire språglig mangfåldighed i verden.

Modsettningsforhåldet mellem enhed og mangfåldighed er et tilbagevendende emne i filosofiens historie. Språglig mangfåldighed er en av de ting som gør verden værd å leve i. Samtidig kan den bli et tveægget sværd når uinteressante forskelle mellem dialekter blir til uoverstigelige hindringer om der går statsgrenser eller nasjonale grenser gennem språgområdet, og om vi venner oss av med å omgås dem på den annen side. Under disse forhåld kræver det en vedvarende bevisst insats å bevare et språgfellesskap. Den er dessverre ikke til stede i Norden.

Når man som skandinavist tenker på sitt modersmål som nordisk, er det med bekymring at man ser det falle fra hinannen. Nesten all språgforandring i Norden fører dialekterne bort fra hverandre. Vi færdes ikke i samme offentlige rumm, og vi har ikke øren for hverandres målformer. Oftere og oftere taler nordboer et fremmedspråg sammen. I Danmarks Radio gennemføres intervju med selv nordmenn med klar og tydelig bokmålslignende dialekt ved at en dansk speaker avbryder for å fortelle oss på dansk hvad der blir sagt. Hvårnår skal vi så høre norsk?

Bengalen komm i fare for å gå ad samme veg da Pakistan i 1948 inførte det vestpakistanske hindustani (av politiske grunde kallet urdu) som officiellt språg i hele landet. Om bengali i Østpakistan var blevet reduceret til hjemmespråg, kunne det ha begynnt en selvstendig språgforandring bort fra Vestbengalen i Indien. Oppgøret med hindustani var dærfor ikke blott begynnelsen til et selvstendigt Bangladesj, men også til bevarelsen av bengalsk felles språg og felles offentlighed på tværs av grensen. Lenge leve Bengalens enhed.

I Norden har vi ikke politiske modsettningsforhåld som kræver dødsoffre, men de oppdeler språgområdet, ganske ligesom det serbokroatiske og det hindustanske (hindi og urdu), for de bevirker at vi nordboer ikke er oppmerksomme på å oppretthålde en felles offentlighed som kan dempe språgoppsplittningen; sådan behøver det ikke å være. Tyskland og Østrig så vell som Holland og Flandern lar ikke deres felles språg være et problem i forhåld til deres ulige nasjonale identiteter, men oppretthålder en balance mellem enhed og mangfoldighed. Kan vi lære av dem?

Mangfåldigheden er vakker, og all språglig og menneskelig mangfåldighed skyldes jo i sidste ende politiske og historisk-geografiske forhåld. Alligevell ville det være synd om mangfåldighedens pris for oss var Norden selv. Det er vanskeligt å gøre denne skandinavisme til en ideologi for så skulle den gelde overallt og til alle tider, og så skulle vi ønske å ha bare ett språg på Jorden; det ville være en forskrekkelig verden. Alligevell byder min nordiske identitet mig å arbeide for at den nordiske mangfåldighed ikke blir for stor.

I disse tider er der trøst å hente i supermarkedet - av alle steder. Når man bor i en grenseby som Køpenhavn er det en fornøyelse å oppleve hvårdan de fleste medarbeidere i Netto i disse år er svenske; hvårfor ved jeg ikke. Men kommunikasjonen forløper upåklageligt. Der hilses på svensk og svares på dansk, spørgsmål stilles på dansk og besvares på svensk. De forskellige tallord bruges side om side. For nylig blev jeg hilst med et "tjænare" hvilket er ganske eksotisk å oppleve i et supermarked. Lenge leve køen i Netto og dens lille bidrag til Nordens enhed!