Symptombehandling

En av de mere direkte anledninger til at begynne denne blogg var frustrasjonen over at Ungdommens Nordiske Råd for snart et år siden udsendte en engelsksproget udtalelse om å åpne mulighed for å bruge dette språg på sine møder om det var nødvendigt. I de referater av udtalelsen som blev bragt i de relevante medier, stod det dog uklart hvårnår det ansås for "nødvendigt". Meningen var tilsyneladende at de nordboer som har nordisk som fremmedspråg, alltså islendinge og finner, i stigende grad har problemer med de dialekter av nordisk som ellers er obligatoriske i deres skoleundervisning.

Det kan ikke siges tydeligt nokk at denne instilling er ødeleggende for Norden. Å åpne for et språg med en global styrke som engelsk er å åpne for en indre ladeport - av fristelse til å velje den løsning som kanske i øyeblikket synes nemmest, men som på lengere sikt blir et stort sømm i Nordens ligkiste. Om bare én ikke-nordisktalende nordbo er til stede på et møde i UNR, kan man risikere at alle deltagere blir frataget ennu en mulighed for å forhandle på deres modersmål og for å venne sig til hverandres dialekter. Et domænetap for det nordiske språg i Nordens udkanter.

Det er dessuden en glidebane i rettning av å benytte engelsk, også i tilfelle av at f.eks. en dansk og en svensk har inledende vanskeligheder med å forstå hinannen. Dette forekommer ganske visst dagligt i Norden, dessverre, men å åpne mulighed for det i UNR er alldeles uhyrligt da det er et direkte skridt mod å la nordisk lide domænetap i sit kerneområde og falle fra hinannen i dialekter.

Det er imidlertid slående at denne uhyrlighed tilsyneladende er et produkt av resignasjon. Når man som UNR's formann, Lisbeth Sejer Gøtzsche, konstaterer (citeret ifølge Nordisk Råd): "Uansett hvilket land man kommer fra [alltså også de lande hvår nordisk er modersmål?], er det problemer med å forstå de skandinaviske språkene" og i samme åndedrag peger på engelsk som en løsning - er man så ikke ved å resignere og gøre engelsk til den allt for nemme løsning for alle nordboer?

Efter å ha konstateret at finner og islendinge kan have problemer, veljer man å handle defensivt og satse på ren symptombehandling. Udtalelsen om brugen av engelsk bygger jo på den præmiss som Gøtzsche formulerer: "Det nordiske samarbeide skal være åpent for alle individer i Norden og ikke være en eksklusiv klubb for de[m] der behersker skandinavisk".

Det er formellt set en falsk præmiss å hevde at der finnes en modsettning mellem å beherske nordisk språg og å inkludere alle, all den stund at alle nordboer som har nordisk som fremmedspråg, lærer nordisk i skoleundervisningen. I Finnskfinnland i form av svensk, og på Island i form av dansk. For min skyld kunne islendingene erstatte dansk med svensk eller norsk; det er underordnet.

I praksis kan der være det problem (hvårmed præmissen reellt kan nærme sig sannheden) at någle individer ikke har været tilstrekkeligt flittige med nordisk i skolen. Men om man politisk har en nordisk instilling og veljer å sysselsette sig med arbejdet i UNR, finnes der ingen undskyldning for ikke å inhente det forsømte og lære nordisk umiddelbart. Tror man virkelig at man kan klare sig i verden med bare ett fremmedspråg, engelsk? EU-kommisjonen anbefaler at alle europæere lærer minst to fremmedspråg. Størstedelen av verdens befolkning, bl.a i Asien og Afrika, betjæner sig i dagligdagen av minst to fremmedspråg.

Om man på någen måde vil hevde å høre til i Norden, bør et av disse språg i islendinges og finners tilfelle være en dialekt av nordisk; dette gir dem adgang til et språgområde på 20 millioner mennesker med hvem de har alskens historiske og kulturelle bånd. Godt nokk vil jeg ikke gå så vidt som til å forestille mig at alminnelige islendinge ikke vil ha vanskeligheder med munntlig svensk, og alminnelige finner med munntlig dansk; men at folk som er aktive i UNR, må overvinne også disse vanskeligheder, er der intet umenneskeligt i å kræve, og det bør slett ikke stå til diskusjon.

Da udtalelsen fra UNR tilsyneladende er kædet sammen med en brist på tolkning i arbeidet, skal man kanske glæde sig over at der efterfølgende er beviljet flere penge til tolkning; man kunne håpe at hele sagen var ment som en polemisk formuleret bønn om dette; men da UNR ikke efterfølgende har funnet anledning til å revidere eller tilbagekalle sin engelsksprågede udmelding, er dette håp nokk forfengeligt. Hærtil kommer at tolkning så sannelig bare er den nestdårligste løsning. Den fritager kanske folk med nordisk modersmål fra å forhandle på fremmedspråg, men ikke folk med nordisk som fremmedspråg fra å overvinne deres egen språglige sløvhed.

"Vi må akceptere ... at kunnskapen i de skandinaviske språkene blandt de yngre generasjonene er stadig synkende, og at globaliseringen har mangfåldiggjort de nordiske landene" citeres Gøtzsche for av Nordisk råd. Akceptere som hvad, må man spørge. Akceptere som en observasjon som kræver øyeblikkelig handling, eller akceptere som et fait accompli? I betraktning av den defensive symptombehandling som UNR's udtalelse er udtrykk for, må man frykte den siste mulighed.

Globaliseringen har efter min mening neppe relevans i denne sammenheng. Bosetter man sig i Norden, må man lære nordisk som fremmedspråg og er således ikke annerledes stillet enn islendinge og finner hele tiden har været.

Det UNR som sidder i øyeblikket, mener alltså at man bør endre språget dersom språget udelukker individer. Samtidig citeres formannen for å sige at språget er kernen i arbeidet. Det gir jo ikke megen mening. Kan det være et feilcitat?

Jeg mener dærimod at individernes språglige evner kan og bør endres så de kan inkluderes. Vil bjerget ikke komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Om man mener någet som helst med begrepet Norden, gelder det om at henge i med toinen kotimainen kieli.

Det bør dog være selvklart at det å kommunikere på nordisk ikke blott stiller krav til evnen til å høre, men også evnen til å tale. Alle må ha kennskap til hverandres dialekter så de ved hvad der adskiller dem, og dærmed hvad man skal undvige av språglige "ekscesser".

Og hvår mange nordboer har ikke opplevet at man taler langsomt og tydeligt på sin egen dialekt, men får et hurtigt, mumlende svar uden någen refleksjon over at modparten kanske ikke er lige så vannt til å høre andre dialekter som man selv er. Hær er det samtalekulturen som må endres så vi kommer hverandre i møde. Selv forsøger jeg mig gerne på svensk i Finnskfinnland.

Gøtzsche er kommet til den konklusjon at hun ikke føler sig mindre nordisk ved å tale engelsk på møderne. Jeg er kommet til den diametralt modsatte konklusjon: Den nordiske identitet ligger i høyeste grad i språget - en konklusjon som jeg innerligt håper at UNR's neste formann og fremtidige medlemmer vil dele.

Blott må man glæde sig over at UNR samtidig er oppmerksomt på annet enn symptombehandling, nemlig den bristende nordiskundervisning i skolerne og dærmed det bristende kennskap til andres dialekter. Mere hærom senere.

På terskelen til Norden

Jeg nærer en dyp og gammel kærlighed til Estland, et av de områder i Nordens omegn som der skal skrives om hær. Engang hade Norden solidt fodfeste hær i form av estlandssvenskerne, et svensktalende mindretall på cirka 10.000 mennesker. Selv kallte de sig øbor eller øbofolket, siden også estlandssvenskar. Den estiske betegnelse er rannarootslased, dvs. "kyst-" eller "strandsvenskere". De fortjæner å kennes av en større kreds.

Estlandssvenskerne var bosatt i de kystnære egne og på øer ud for kysten, først og fremmest på halvøen Nukkø og i området omkring Rikkul på nordvesthjørnet av fastlandet, samt på øerne Nargø, Stora Rågø, Lilla Rågø, Odensholm og Ormsø samt Runø i Rigabugten; dessuden i enkelte egne på Dagø. Hærudover boede en del estlandssvenskere i Tallinn.

Estlandssvenskerne kennes fra 1200-tallet ligesom finnlandssvenskerne. Modsatt situasjonen hær hvår en del av den svensktalende befolkning udgjorde en kulturelite i samfunnet, var den estlandssvenske befolkning altid en gruppe med ringe inflydelse hvårav de fleste sysselsatte sig med fiskeri, landbrug, skipsbyggeri og i Tallinn lodsvirksomhed.

Ved nasjonalbevissthedens fremkomst i 1800-tallet grundlagdes flere svenske skoler og biblioteker og et seminarium til uddannelse av lærere. I 1909 grundlagdes kulturforeningen Svenska Odlingens Venner som fra 1918 sammen med den politiske organisasjon Svenska Folkførbundet udgav bladet Kustbon som hade stor betydning for udvikklingen av en felles estlandssvensk bevissthed.

Estlands selvstendighed i 1918 betød et stort skridt fremad for vedligehåldelsen av den svenske kultur, da den estiske stat hade vidtgående mindretallsbeskyttelse. Mulighederne for støtte fra Sverige til uddannelse og kulturell virksomhed øgedes. Der grundlagdes en svensk avdeling av gymnasiet i Haapsalu og en svensk folkehøyskole på Nukkø.

Estlandssvenskerne blev mere vellhavende da staten udstykkede herregårdsjordene til småbønder. Dessuden kunne man begynne en eksport av landbrugsprodukter og fisk fra svenskbygderne. En del estlandssvenskere søgte i perioder arbeide i finnske og svenske byer, og rigssvensk språg fikk sterkere inflydelse på de estlandssvenske dialekter.

I 1930-tallet forverredes forhåldene for landets mindretall dog efter Konstantin Päts' statskupp, som betød avsluttningen på 1920-tallets ekscepsjonelle mindretallspolitikk. En del yngre estlandssvenskere udvandrede. Dette var dog intet i forhåld til sovjettmaktens ødeleggelser. Udbrudet av Annen Verdenskrig betød stort set udslettelsen av svenskheden i Estland. Ved Den Røde Hærs fremmarsj i 1944 flyktede 8.000 estlandssvenskere i både og mindre skipe over Østersøen og efterlod svenskbygderne avfolkede.

Efter krigen gendannedes Svenska Odlingens Venner i Sverige og varetar ennu rollen som kontaktorgan og interesseorganisasjon for estlandssvenskerne i Sverige. I den sovjett-estiske marionettstat var de få tilbageværende estlandssvenskere, eldre mennesker hviss efterkommere var udvandret, udsatt for forfølgelser og deportasjoner på grund av tilknyttningen til et vesteuropæisk land. De måtte flytte fra kysterne som blev militærområder.

Ved Estlands befrielse i 1991 viste det sig at der ennu fanntes rester av denne folkegruppe som jeg allerede som barn hade læst om hos Andres Küng. Den må desverre betraktes som uddøende da den i dag udgør omkring 250 mennesker med svensk modersmål. Dog har de tidligere flyktninge fået mulighed for å generhverve deres egendom i svenskbygderne, og mange opphålder sig i Estland om sommeren. Dærfor er Nukkø kommune siden 1997 officiellt tospråget.

En del estlandssvenskere med bopæl i Sverige har atter fået estisk statsborgerskap, og Svenska Odlingens Venner har genopprettet en avdeling i Estland. Mange tidligere svenske byer er blevet forsynet med tosprågede byskilte hvilket dog primært skal ses som en historisk gestus fra den estiske stats side - et ønske om å genopplive fortiden. Bare ganske få estlandssvenskere er flyttet tilbage permanent.

Der finnes dog en voksende interesse for den svenske arv blandt esterne. Mange har svenske aner, heriblandt salig Lennart Meri. En del taler i dag svensk som fremmedspråg, og i 1990 åpnedes et gymnasium med kostskole på Nukkø med svenskundervisning som speciale. Den svenske menighed i Tallinn er genoppstået i Sankt Mikaels Kyrka som også huser en svensk folkehøyskole med svenskundervisning og sommerkurser.

Summa summarum er dog, som det er blevet udtrykkt: "någon livskraftig minoritet som har svenska som modersmål kommer knappast mer å uppstå". Svenskheden i Tallinn udgøres i dag mest av rigs- og finnlandssvenskere og har neppe permanent karakter. I resten av landet er det en "sommersvenskhed". Det er vel bedre enn ingenting, men dessverre ikke meget mere enn ingenting.

Var det ikke for den sovjettiske besettelse ville Estland i dag ha haft svensk som et regionalt officiellt språg og kunne kanske ha oppnået en status som associeret medlemm av Nordisk Råd.
Men Estland er ved å gå tapt for Norden - som selv er i fare for å falle fra hinannen. Sic transit gloria mundi?