Ennu en gang skal der inføres nye pengeseddler i Danmark. Efter min mening er de grafisk et fremskridt i forhåld til de tidligere fra 1997; der finnes ikke meget som kommer opp på siden av serien fra 1972.I denne omgang er temaerne for illustrasjonerne dels oldtidsfund, dels broer, og 50-kroneseddlen fremviser således Sallingsundbroen på den ene side og på den annen et lerkarr fra stenalderen, funnet ved landsbyen Skarp Salling i Himmerland. Men seddlen innehålder også en overraskelse som få danskere er oppmerksomme på. Den er påtrykkt værdien "halvtreds kroner" i stedet for det efterhånden tradisjonelle "femti kroner".
Det gjaldt tidligere, også i min skoletid, for børnelærdom at man i pengesager, f.eks. på chekk, altid skulle betjæne sig av nordiske tallord - som er korrekt dansk - for at sikkre sig mod missforståelser, både i Danmark og i Norden. Dærfor var det helt naturligt at Nasjonalbanken på sine 50-krone-seddler skrev "femti".
Jeg er selvklart en varm tilhenger av nordiske tallord, men faktisk ikke modstander av de særdanske. Generellt er det jo ikke någet problem å tale dialekt dærsom man kan gøre sig forståelig på standardspråget også; generellt er det ikke et problem med danske tallord når man blott har kennskap til de fellesnordiske former og ved hvårnår situasjonen kræver at man bruger disse. Det er som regel munntligt, alltså når der er andre nordboer til stede, idet man jo i skrift normalt bruger talltegn.
Værdiangivelsen på en pengeseddel med bogstaver er en undtagelse til dette, og en ganske viktig en. Mange nordmenn og svenskere reiser hvert år til Danmark, og det burde være en selvfølge at betjæne disse mennesker med en forståelig pengeseddel, særligt når det aldrig har våldt danskerne problemer å se ordet "femti" på seddlerne.
Man kan invende at min modstand mod denne endring rører sig om en ganske lille detalje - og når der nu står både "halvtreds" med bogstaver og "50" med tall, finnes der vell intet å missforstå? Hærtil kan man så invende: hvårfor ikke også "femti", så der finnes ennu mindre mulighed for missforståelse?
Men det jeg protesterer imod, er tankegangen bagved, eller bristen på samme: Endringen er ennu et eksempel på den grundleggende ulykke at begrepet "Norden", som Sven Clausen udtrykkte det, er "udenfor folkenes himmelbryn" - udenfor horisonten, udenfor samfundets hovedkultur, henvist til specialister og særligt interesserede. At det vil være et kulturellt tap dersom språgfellesskapet forsvannt, er alle i princippet enige om, men hvårdan omsette denne enighed i praksis, så det nordiske ikke til stadighed lider små domænetap i vår uoppmerksomhed?
Jeg har prøvet å få en kommentar fra Nasjonalbankens informasjonsavdeling for å høre om begreperne "Norden" og "språgfellesskapet" overhovedet har ingået i overvegelserne bag den nye 50-krone-seddel, men forgæves. Jeg er henvist til å gette på at et svar kunne være at "man har funnet tiden moden til å foreta endringer...". Men at tiden går, er hverken et argument for eller imod endring.
Dette er ikke den eneste sørgelige udvikkling for tiden. De svenske og de danske jernbaner har inført et nytt magasin for passagererne i Hovedstadsområdet og Skåne ved navn "nxtst" (så vidt jeg forstår, udtales det på engelsk som "next station") med artikkler om løst og fast av interesse for de reisende. Ideen bag et felles blad for svenske og danske passagerer er jo god nokk.
Men bladet er, bortset fra reklamerne, fullstendigt tospråget. Alle artikkler står parallellt på svensk og dansk, og dærmed oppretthåldes den situasjon at språgene tales og læses i hvert sitt offentlige rumm. I stedet for ett felles blad har man fået to blade i ett. Om man vil, kan man helt undvige å stifte bekenntskap med nabodialekten. Dette er ikke vegen å gå.
I stedet burde man følge den modell jeg forestiller mig for den nordiske litteratur generellt: Dærsom en artikkel skal læses av folk uden ingående kennskap til nabodialekten, kan man trykke den med en ordliste i margenen av siden hvår de ukennte ord forklares. I stedet for å genta hele artikler kan bladet spare på oversetterne og ansette flere skrivende medarbeidere som kan producere et mere interessant magasin.
Som læser vil man udvide sitt nordiske ordforråd og hurtigt venne sig til å læse nabodialekten. Man vil lære å begå sig språgligt i det store språgområde. Denne fremgangsmåde er allerede allminnelig i snævrere fagblade. Hvår meget ville vi ikke vinne ved å bruge den i blade som læses av en bredere offentlighed - eller i aviser?
Jeg ville ønske at der også var positivt nytt å berette fra nordfronten, men det synes ikke å være tilfellet i øyeblikket.
