På terskelen til Norden

Jeg nærer en dyp og gammel kærlighed til Estland, et av de områder i Nordens omegn som der skal skrives om hær. Engang hade Norden solidt fodfeste hær i form av estlandssvenskerne, et svensktalende mindretall på cirka 10.000 mennesker. Selv kallte de sig øbor eller øbofolket, siden også estlandssvenskar. Den estiske betegnelse er rannarootslased, dvs. "kyst-" eller "strandsvenskere". De fortjæner å kennes av en større kreds.

Estlandssvenskerne var bosatt i de kystnære egne og på øer ud for kysten, først og fremmest på halvøen Nukkø og i området omkring Rikkul på nordvesthjørnet av fastlandet, samt på øerne Nargø, Stora Rågø, Lilla Rågø, Odensholm og Ormsø samt Runø i Rigabugten; dessuden i enkelte egne på Dagø. Hærudover boede en del estlandssvenskere i Tallinn.

Estlandssvenskerne kennes fra 1200-tallet ligesom finnlandssvenskerne. Modsatt situasjonen hær hvår en del av den svensktalende befolkning udgjorde en kulturelite i samfunnet, var den estlandssvenske befolkning altid en gruppe med ringe inflydelse hvårav de fleste sysselsatte sig med fiskeri, landbrug, skipsbyggeri og i Tallinn lodsvirksomhed.

Ved nasjonalbevissthedens fremkomst i 1800-tallet grundlagdes flere svenske skoler og biblioteker og et seminarium til uddannelse av lærere. I 1909 grundlagdes kulturforeningen Svenska Odlingens Venner som fra 1918 sammen med den politiske organisasjon Svenska Folkførbundet udgav bladet Kustbon som hade stor betydning for udvikklingen av en felles estlandssvensk bevissthed.

Estlands selvstendighed i 1918 betød et stort skridt fremad for vedligehåldelsen av den svenske kultur, da den estiske stat hade vidtgående mindretallsbeskyttelse. Mulighederne for støtte fra Sverige til uddannelse og kulturell virksomhed øgedes. Der grundlagdes en svensk avdeling av gymnasiet i Haapsalu og en svensk folkehøyskole på Nukkø.

Estlandssvenskerne blev mere vellhavende da staten udstykkede herregårdsjordene til småbønder. Dessuden kunne man begynne en eksport av landbrugsprodukter og fisk fra svenskbygderne. En del estlandssvenskere søgte i perioder arbeide i finnske og svenske byer, og rigssvensk språg fikk sterkere inflydelse på de estlandssvenske dialekter.

I 1930-tallet forverredes forhåldene for landets mindretall dog efter Konstantin Päts' statskupp, som betød avsluttningen på 1920-tallets ekscepsjonelle mindretallspolitikk. En del yngre estlandssvenskere udvandrede. Dette var dog intet i forhåld til sovjettmaktens ødeleggelser. Udbrudet av Annen Verdenskrig betød stort set udslettelsen av svenskheden i Estland. Ved Den Røde Hærs fremmarsj i 1944 flyktede 8.000 estlandssvenskere i både og mindre skipe over Østersøen og efterlod svenskbygderne avfolkede.

Efter krigen gendannedes Svenska Odlingens Venner i Sverige og varetar ennu rollen som kontaktorgan og interesseorganisasjon for estlandssvenskerne i Sverige. I den sovjett-estiske marionettstat var de få tilbageværende estlandssvenskere, eldre mennesker hviss efterkommere var udvandret, udsatt for forfølgelser og deportasjoner på grund av tilknyttningen til et vesteuropæisk land. De måtte flytte fra kysterne som blev militærområder.

Ved Estlands befrielse i 1991 viste det sig at der ennu fanntes rester av denne folkegruppe som jeg allerede som barn hade læst om hos Andres Küng. Den må desverre betraktes som uddøende da den i dag udgør omkring 250 mennesker med svensk modersmål. Dog har de tidligere flyktninge fået mulighed for å generhverve deres egendom i svenskbygderne, og mange opphålder sig i Estland om sommeren. Dærfor er Nukkø kommune siden 1997 officiellt tospråget.

En del estlandssvenskere med bopæl i Sverige har atter fået estisk statsborgerskap, og Svenska Odlingens Venner har genopprettet en avdeling i Estland. Mange tidligere svenske byer er blevet forsynet med tosprågede byskilte hvilket dog primært skal ses som en historisk gestus fra den estiske stats side - et ønske om å genopplive fortiden. Bare ganske få estlandssvenskere er flyttet tilbage permanent.

Der finnes dog en voksende interesse for den svenske arv blandt esterne. Mange har svenske aner, heriblandt salig Lennart Meri. En del taler i dag svensk som fremmedspråg, og i 1990 åpnedes et gymnasium med kostskole på Nukkø med svenskundervisning som speciale. Den svenske menighed i Tallinn er genoppstået i Sankt Mikaels Kyrka som også huser en svensk folkehøyskole med svenskundervisning og sommerkurser.

Summa summarum er dog, som det er blevet udtrykkt: "någon livskraftig minoritet som har svenska som modersmål kommer knappast mer å uppstå". Svenskheden i Tallinn udgøres i dag mest av rigs- og finnlandssvenskere og har neppe permanent karakter. I resten av landet er det en "sommersvenskhed". Det er vel bedre enn ingenting, men dessverre ikke meget mere enn ingenting.

Var det ikke for den sovjettiske besettelse ville Estland i dag ha haft svensk som et regionalt officiellt språg og kunne kanske ha oppnået en status som associeret medlemm av Nordisk Råd.
Men Estland er ved å gå tapt for Norden - som selv er i fare for å falle fra hinannen. Sic transit gloria mundi?