søndag den 25. april 2010

I Stokkholm

Jeg tilbragte for någle måneder siden et par dage i Stokkholm som hver gang slår mig som ganske annerledes enn Køpenhavn. Set fra et punkt udenfor Norden er de to stæder sikkert temmelig ens - nordiske millionstæder - men hærhjemme ligger de i bevisstheden som to poler i hver sin ende av et nordisk spektrum. Dette skyldes naturligvis også deres roller som poler i Nordens historie. Fra hver stad styredes et rige som i århundreder kempede om å være sterkest i Norden.

Det som på mange måder er vårt held i denne sammenheng, er at Norden også innehålder områder som ikke entydigt hører til den ene eller den annen pol. Norges mellemtilstand med tilhørsforhåld snart det ene sted og snart det annet har givet landet en viktig rolle som "mediator" i Norden nu hvår landets selvstendighed er genoprettet. Det gelder språgligt, men også politisk. Allerede i den norsk-svenske unionstid var det lettere for studenterskandinavismen å slå igennem i Danmark når man ikke blott ville nærme sig den gamle "arvefjende", men også det Norge som i befolkningen var omgærdet med langt mere sympati.

Også i senere skandinavistiske rørelser som Sven Clausens nordiske målstræv betød tilstedeværelsen av Norges "tredje pol" en større folkelig gennemslagskraft idet det var lettere å se nytten i en tilnærmelse til Norden fremfor allene Sverige som ennu den dag i dag vekker skepsis i Danmark. Dessverre lykkedes det ikke skandinavismen å slå igennem som politisk rørelse, hverken i 1800- eller 1900-tallet.

Men hvårdan med Køpenhavns gamle "modpol", Stokkholm? I dag konkurrerer de to stæder mest om inbyggertallet, et temmelig håpløst foretagende idet det jo blott er et spørsmål om hvår man avgrenser staden. Nettopp geografien er vel det mest ulige ved de to stæder. Køpenhavn er som den eneste storstad i Norden ikke bygget på klippegrund. Det gir en helt annen dimensjon til en stad som Stokkholm at man har udsikt til Sødermalms klippeskrent (det er vell Bellmans "berg ok branter") syd for Mælaren og Saltsjøn - en formasjon som bidrager væsentligt til stadens monumentalitet.

Men grundfjellsformasjoner som den under Sødermalm har også betydet at det har krævet godt sømannskap å nærme sig staden fra havet. Ganske visst har Stokkholm - og før den Birka - haft alle de fordele som det gir å ligge med adgang for skipstrafikken, men samtidig har den lange færd gennem skærgårdens stadig snævrere labyrint betydet at det har været ganske lett å lukke for adgangen til staden i forsvarsøyemed. Hærtil kommer at Stokkholm før 1809 lå midt i sitt rige.

Dette gjaldt også Køpenhavn før 1658 - men alligevel døljede denne stad sig allerede dengang bag de store festningsverker som i renæssancen oppførtes for å skerme mod fjender fra både sø og land. Stokkholm virker helt annerledes selvbevisst. Da middelalderens vålde omkring Gamla Stan blev fjernet, avløste man dem ikke med renæssancebefestninger, men lod staden ligge fri og åpen i landskapet omkring mælarens munning - så trygg følte man sig hær.

Tryggheden har interessant nokk også givet sig udslag i en større åpenhed for centraleuropæisk arkitektur. Således gelder Stokkholms slott for en av de betydeligste barokkbyggninger udenfor Italien. Og eksemplerne på en meget tyskpræget og nysselig nygotikk er langt mere tallrige hær blandt villaer og lysthuse, på f.eks. Djurgården, enn de er i Danmark. Tyskland har ikke historisk været en umiddelbar trussel som man arkitektonisk har ønsket å ta avstand fra.

På mange måder virker Stokkholm i dag langt mere som en centraleuropæisk stad enn Køpenhavn, som om et stykke fra midten av kontinentet er blevet rykket langt mod nord. Men den arkitektoniske modsettning opphører når man når lidt lengere opp mod vår egen tid. For efter historicismens nygotikk kommer - i Centraleuropa - jugendstilen som også kennes som art nouveau. Denne stil er imidlertid sjelden i Norden.

Kanske er det det tyske keiserriges ekspansjon i disse år som udvirker at det nu er begge nordiske lande som ikke tar imod de centraleuropæiske tendenser med åpne arme. I hvert fall når den rene jugendstil sjeldent frem til våre breddegrader. I stedet danner historicismens tese og jugendstilens antitese her en nordisk syntese som vi kaller skønnvirke. Den er fellesnordisk og kan derfor ikke undgå å ha min interesse. Ganske visst finnes der mange avskrekkende eksemler på denne stilart, men hvilken stilart har ikke det?

Der finnes også ypperlige skønnvirke-byggninger. En av dem er Stokkholms stadshus som jeg har glædet mig til å se. Det er med lidt forhindringer at jeg forhører mig om neste rundvisning, thi "det finns okså rundvisningar på engelska om du føredrar det". "Nei takk, hellere på svensk". "Førstår du svenska godt? Den engelska omvisningen børjar på samma tid". "Ja, men svensk er fint". "Javisst. Jag måste fråga om det før det finns många danskar som føredrar engelska." "Ja, tyverr". "Akk ja, tyverr".

Sådant kommer man jo ud for, men jeg er altid glædeligt overrasket over stokkholmernes vilje til å kommunikere med danskere på nordisk (de eneste som bruger engelsk, er de som ikke har svensk modersmål, og det har jeg forståelse for). Stadshuset var nu vakkert, og Norden er stadig eksponent for en stil som vekker beundring i verden. I verdens øyne er vi i dag en enhed på trods av de historiske og geografiske modsettninger, og interessant er det at den tidligere modsettning som nu er avløst av en felles orientering, kan avlæses i arkitekturhistorien.

Det som jeg mener med en felles orientering, er de felles interesser og de felles kulturfænomener som kennetegner Nordens to millionbyer i dag. Ingen tvivl om at vi i udlandets øyne udgør en helhed, men gelder det også Nordens indre virkelighed i dag? Hvilke uudnyttede muligheder finnes der for nordisk kulturel integrasjon?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Send en kommentar