onsdag den 4. maj 2011

På grund

Situasjonen i Finnland efter det nyligt avhåldte riksdagsvalj er mere uavklaret enn i mange årtier. Landet har opplevet et sannt jordskredsvalj, og den nasjonalpopulistiske bølje er med ett slag nået til Finnland hvår partiet Perussuomalaiset er stormet in i Riksdagen med 22 % procent av stemmerne hvår denne type av partier normalt får 10-15 % i flere europæiske lande. Sammenstillingen av nasjonalitet (som er en følelse) med ideologi (som er intellektuell) forekommer mig å gi anledning til en del problemer, kanske fordi følelse og intellekt i udgangspunktet hører til på hver sitt nivo i menneskehjernen.

I modsettning til i andre europæiske lande vil de øvrige partier dessuden neppe kunne hålde partiet udenfor inflydelse da Finnland har tradisjon for meget brede regeringskoalisjoner, også på tvers av høgre-venstre-skellet. Ifølge forfattningen får det største parti (Samlingspartiet) automatisk statsministerposten, og det er skikk å inbyde andre store partier uanset ideologi. Perussuomalaiset er det tredjestørste parti. Svenska Folkpartiet som samler de fleste finnlandssvenske røster, deltar normalt i regeringen, men dette er for første gang i manns minne usikkert.

Jeg bruger som skandinavist normalt de svenske betegnelser på allt i Finnland, ikke fordi jeg har någet imod det finske språg som jeg i øyeblikket forsøger å lære, men fordi det er det nordiske språg som binner Norden sammen, og dette er også mitt ærende; men jeg gør i øyeblikket en undtagelse med Perussuomalaiset da deres svenske navn, Sannfinlendarna, er problematisk. For det første kan jeg ikke med min beste vilje se at de repræsenterer finnlandssvenskernes interesser med deres ønske om å gøre finnsk til landet eneste officielle språg, hvårfor de snarere må kalles finner enn finnlendere. Om de så repræsenterer finnernes interesser, lar jeg hær stå åpent. For det annet er sann en gal oversettelse av perus, ganske visst en som de selv har valt, idet ordet snarere betyder grund. Vi taler altså om "grundfinner".

Folket har talt, og landets parlamentariske liv tykkes alltså i mere enn én forstand å være gået på grund medens regeringsforhandlingerne står på. Grundfinnerne vil neppe komme igennem med ønsket om å gøre landet énspråget, men sagen stiller sig annerledes med spørsmålet om skolefag. Som led i landets tosprågethed hører det med at både den finnske og den svenske folkedel lærer hverandres språg i skolen. Og Grundfinnerne er blandt annet språgrør for et stigende ønske om å avskaffe den obligatoriske svenskundervisning for den finnske folkedel.

At landets to officielle språggrupper skal stifte bekenntskap med "det andra inhemmska språket/toinen kotimainen kieli" er jo en vakker og demokratisk tanke, men det kan ikke nektes at Finnland som tospråget land er et godt stykke fra å ligne f.eks. Belgien (hvår språggrupperne udgør 60 og 40 %), Sveits (75 og 20 % (de øvrige språg er ikke obligatoriske skolefag)) eller Kanada (75 og 25 %). Ved Storfyrstendømmet Finnlands opprettelse udgjorde de svensktalende ganske visst 15 %, men procentandelen er siden da stadigt fallet for først å stabiliseres omkring år 2000. I dag udgør finnlandssvenskerne 6 %. Det absolutte tall er rett konstant, men finnerne har ganske enkelt fået flere børn enn finnlandssvenskerne, så deres antall og procentsats er steget.

At de to språg er så jevnstillede officiellt, men så ujevnstillede i tall er et voksende problem i Finnland - og et voksende problem for Norden. Man kan ikke nekte at antallet betyder någet. Og man må se i øynene at motivasjonen for mange faller med (procent)antallet. Fordelen for mindretallene i Belgien, Sveits og Kanada er også at deres språg, fransk, er et verdensspråg. Dette gelder trods allt ikke svensk, og dermed finnes heller ikke denne motivasjon for å lære språget i Finnland. Dærimod finnes for en stor del av Finnlands folk den kulturhistoriske motivasjon at svensk er et gammelt språg i Finnland og en væsentlig del av landets identitet. Stor finnsk litteratur er skrevet på svensk, og den finnske nasjon er i høy grad formuleret på svensk.

Men for andre veger dette ikke tungt nokk. Det kulturhistoriske betyder ikke det samme for alle, og ifall språget også tykkes unyttigt eftersom det ikke er et verdensspråg, og fordi de fleste finnlandssvenskere jo taler et udmerket finnsk, er vegen for enkelte desverre ikke lang til å føle det svenske språg som et irritasjonsmoment. Iblandt støder man på argumenter om et svensk "herrefolk" hviss språg finnerne må lære for å "tjæne" dem (en henvisning til mindretallets rett til å bli betjænt på sit eget språg av den offentlige sektor).

Det er synd at der hos enkelte kan finnes sådanne mindreværdskomplekser - og synd at de får dette udtrykk. Så mange timers skolesvensk rører det sig trods allt ikke om. Men Finnlands historie med den svensktalende overklasse blir dessverre iblandt satt in i denne tolkningsramme til trods for at de allerfærreste finlandssvenskere har någet å gøre med disse historiske forhåld. De er hverken rigere eller mere maktfulle enn flertallet.

Fra et nordisk synspunkt må det være alldeles åpenlyst at det nordiske språg er nøglen til Norden. Nu er Norden alltså sådan stillet at det - ligesom mange stater - rummer andre språgområder enn det største. For mindretall i disse stater er det nødvendigt å lære flertallets språg. Men i Norden synes ræsonnementet ofte å være at vi da ikke behøver å kunne forstå de andre språg eller dialekter for å føle oss nordiske. "Hvårfor kan man ikke kenne sig nordisk med finnsk språg?" spørges det.

Det anfekter jeg ikke at man kan. Jeg tvivler ikke på at følelserne er ekte når man føler sig nordisk, uanset språg. Men jeg ønsker at Norden skal være mere enn en følelse. Mere enn en sinnstilstand. Det skal også være fellesskap, og det oppnår man ikke uden å kunne tale sammen. Jeg ser ugerne et Norden uden Finnland. Ifall man bekenner sig til en nordisk følelse, må man ta konsekvensen og lære språget. Dette geller for os alle i Norden; og jeg erkenner blankt at udgangspunktet er ulige sværere når det er finnsk, blott må jeg oppmane til at man lar sin nordiske følelse følge av handling.

Det spørges hvorfår vi ikke bare kan tale engelsk med finnerne. Naturligvis kan en finne som reiser i Norden klare sig med engelsk som enhver annen turist. Men poengten er jo just at det å være nordbo ikke er å være turist på gennemreise. Med engelsk eller et annet språg udefra kan man ikke læse nordisk litteratur, hverken faglig litteratur eller fiksjon (udover den smule som blir oversatt). Man kan ikke læse nordiske aviser eller internettmedier. Man kan ikke bruge de nordiske uddannelsessystemer udover de begrensede dele som foregår på engelsk. Man kan ikke bosette sig og arbeide i et annet nordisk land. Og man kan faktisk ikke engang delta i samtaler med mere enn et par mennesker idet man jo ikke kan forvente at alle i en gruppe skal tale engelsk for ens skyld. Man vil kort sagt være udenfor Norden.

Selvklart vil en finne på reise ha svært ved å forstå talt norsk og - ennu verre - dansk. Men hele den skriftlige kommunikasjon vil være tilgengelig, og svensk vil stadig være grundlag for den munntlige forståelse som vil vokse ifall man skal tilbringe lengere tid hos hverandre. Og i Norden skulle vi nordboer jo gerne være mere enn turister i hverandres lande.

Island er et annet land som man kan indrage i det nordiske perspektiv. At vi ikke lengere taler samme språg som de, kan vi snarere laste våre egne aners språgforandring enn deres for. Hær klarer man i teorien språgproblemet ved å lære dansk som annet fremmedspråg i skolen. Der kan sikkert siges meget om hvårdan dette fungerer i praksis. Skolens annet fremmedspråg lider ofte under ligegyldighed fra eleverne - det samme er tilfellet for tysk i resten av Norden. Men alle har muligheden for å lære dansk.

Det er sjeldent at man hører om animositet imod det danske fremmedspråg hær, om enn Islands historie i forhåld til Norge og siden Danmark kan minne om Finnlands i forhåld til Sverige. Er det kanske til språgets fordel at det allene er fremmedspråg, ikke også mindretallsspråg? Mange andre forhåld er også annerledes. Dansk er ulige lettere å lære for en islending, og landets befolkning er langt mindre. Dærfor er det oftere nødvendigt å uddanne sig i udlandet.

Udlandet for en islandsk student kan være Danmark og var det ofte tidligere, men man må konstatere at det er blevet sjeldnere. Jeg tenker ofte at islendinge vil være langt bedre tjænt med å lære norsk som annet fremmedspråg. Som dansk kan man jo begå sig språgligt i Norge og Sverige, men det er sværere når ens dansk ikke er modersmål, men fremmedspråg. Jeg tror at norsk ville være en bedre nøgle til Norden for det islandske folk. Hovedsagen er jo at Nordens språglige mindretal lærer nordisk, ikke hvilken dialekt de lærer. Faktisk kunne man med letthed skape et standardiseret nordisk sprog som ville ligge meget tett på norsk og som ville være et ideellt fremmedsprog i skolerne på Island - og kanske Færøerne.

Dette er selvklart annerledes i Finnland. Skal man hær lære en nordisk dialekt, må det naturligvis bli den som allerede er officiellt språg og mindretallsspråg i landet. Alligevell tror jeg at en farbar veg fremad for det nordiske språg i Finnland netopp vil være å indrage de øvrige nordiske dialekter i undervisningen, i hvert fall i grundskolen. I gymnasiet hvår man skal tilegne sig de færdigheder som er nødvendige for f.eks. å arbeide i den offentlige sektor, bør vekten så legges på den svenske dialekt av nordisk.

Faktum er at det nordiske språgområde omfatter 20 millioner mennesker. Det er kanske ikke et verdensspråg, men det er lige så stort et språg som det nederlandske som Belgiens walloner (hviss antall er tett på finnernes) lærer sig i skolen. Dette må være perspektivet. Norden som Benelux med finske walloner. En motivasjon for å lære svensk og annet nordisk i Finnland kan nettopp være at dette handler om hele Norden, ikke blott om mindre nasjoner (eller deres historiske konflikter). Nordisk er et stort språg, og Norden er det område som finner og islendinge fortfarende har langt det største samkvemm med, både handelsmessigt og menneskeligt. Føler vi oss nordiske, må vi ta konsekvensen og ikke la det bli ved følelsen.

Siste nytt 21/6: Finnland har nu en regering. Grundfinnerne kunne ikke forsvare overfor deres veljere å delta idet Finnland skulle stå fast på sin internasjonale forpliktelse og hålde en avtale om å sikkre økonomisk hjelp til Portugal; Centerpartiet hade for lenge siden bekenntgjort at de ville ta konsekvensen av deres tilbagegang ved valjet og ikke delta. De øvrige seks rigsdagspartier har dannet en bred koalisjon. Vi er for øyeblikket fri av grunden og er ennu på en nordiskvennlig kurs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Send en kommentar