Præambel om rettskrivningen

DET NORDISKE SPRÅG finnes i dag i fire officielle skriftnormer: Nynorsk, svensk, dansk og bokmål. Der finnes tre typer av forskelle mellem disse normer:

1. Forskelle som skyldes en forskell i udtalen
2. Forskelle som språghistorisk skyldes en forskell i udtalen, men hvår en annen stavemåde som ikke ligger fjernere fra udtalen, i dag lige så vell kan inføres dærsom den bringer de forskellige rettskrivninger sammen.
3. Forskelle som allene skyldes forskellige rettskrivningstradisjoner.
   

Målet med rettskrivningen i denne blogg er å fjerne forskellene av annen og tredje type imellem de nordiske skriftnormer så bare første type, forskelle i udtalen, skiller dem, ganske som det i dag er tilfellet mellem bokmål og nynorsk. Da man betrakter disse to målformer som samme språg, vil man med de nedenstående endringer i princippet kunne betrakte alle fire nordiske skriftnormer som varianter av samme språg.

Endringerne er et skritt på vegen mod den visjon at hele Norden kan komme til at virke som et enkelt språgområde med øget kulturellt samarbeide, med felles litteratur og medier, og hvår alle nordboer språgligt færdes i samme offentlige rumm.

Om man nu frykter for udslettelsen av dansk, norsk og svensk som språg, kan jeg berolige med at allt dette er en utopi. Norden går ikke i denne rettning - tværtimod. Det nordiske språgfellesskap er truet som aldrig før, og denne blogg er blott en spæd røst som skal mane til eftertanke for at vi kan besinne oss på hvad der er i fare for å gå tapt.

Inspirasjonen til rettskrivningsreformer for det nordiske språgs skriftnormer kommer fra Allan Karkers bog Nordisk retskrivning - den ideale fordring (1977) hviss forslag hær er gjort mere vidtgående. Rettskrivningsendringerne som bruges i denne blogg når der skrives på dansk, og når der citeres norske og svenske tekster, følger nedenfor. To fagudtrykk: Ved morfemkonstans forstås at et morfem (en orddel) så vidt muligt staves ens under bøyning. En diftong er to vokaler i trekk i én stavelse.

DANSK

D1. Karker: Præposisjonen af endres til av. Det fjerner den siste uregelmessighed fra dengang /w/ betegnedes med f eller ff. Dessuden er udtalen i sammensettninger altid /aw/. Endringen gir overensstemmelse med norsk og svensk og gør stavningen lettere (en uregelmessighed er fjernet).

D2. Karker: gt i ordstammer endres til kt (magt, rigtig > makt, riktig). Det retter opp på en uregelmessighed da /g/ i andre konsonantgrupper skrives med k. Stavemåden med g behåldes i bøyninger av stammer med g av hensyn til morfemkonstansen (sagt, søgt). Endringen gir overensstemmelse med svensk og norsk. Stavningens sværhedsgrad er uendret eller en smule lettere (stadig to mulige stavemåder, men med en mere logisk fordeling).

D3. Karker: Fordelingen av nd og nn endres efter etymologiske principper (finde, kende > finne, kenne). Stavemåderne er blandet sammen fordi begge lyde i olddansk fallt sammen i [nj], skrevet nd, hvårimod nn komm til å betegne /n/ efter kort vokal. Udtalen [nj] er bevaret hos eldre jyder, men andre skelner ikke, og fordelingen kan dærfor bringes i overensstemmelse med norsk og svensk, medens stavningens sværhedsgrad forblir uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

Endringen innebærer også at adverbiet ind endres til in idet konsonaten her skrives enkelt ifølge undtagelsen til punkt 5 nedenfor. Denne endring gør stavningen lettere da forskellen mellem ind- og fremmedordenes in- opphæves.

D4. Karker: Fordelingen av ld og ll endres efter etymologiske principper (falde, snilde > falle, snille). Stavemåderne er blandet sammen fordi begge lyde i olddansk fallt sammen i [lj], skrevet ld, hvårimod ll komm til å betegne /l/ efter kort vokal. Udtalen [lj] er bevaret hos eldre jyder, men andre skelner ikke, og fordelingen kan dærfor bringes i overensstemmelse med norsk og svensk, medens stavningens sværhedsgrad forblir uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D5. Konsonant skrives dobbelt efter kort, trykksterk vokal, også finalt hvilket ikke er tilfellet i dag (stok, hat, hop, ven, os > stokk, hatt, hopp, venn, oss). Karker foreslår hær de norske regler for dobbeltskrivning, medens jeg heller mere til de svenske regler - også foran avlednings- og bøyningsendelser - da dette gir den største morfemkonstans (se også svensk, punkt 5).

Dobbeltskrivningen gelder dog ikke j og v som står for halvvokaler /j, w/, og ei heller g når det står for /w/ (dog, og), medens gg her vil stå for /g/. Bogstavet d frembyder dessuden et særligt problem da dansk har mange eksempler på vokalforkortelse før finalt d når stavelsen ikke har stød (fad, bad); når d ikke er finalt, er vokalen derimod lang (fadet, badet). Karker foreslår å undta d og r fra dobbeltskrivningen finalt.

Forskellen mellem lang og kort vokal er imidlertid i någen grad i oppløsning i dansk foran d og r - hvilket er et problem for språgfellesskapet. Under disse forhåld gir det den enkleste stavning med størst mulig morfemkonstans, at man helt undviger vekslen mellem d og dd, og en sådan regel vil faktisk samtidig gi en større nordisk lighed. Enkeltskrivning geninføres i bøyninger som bud - buddet > budet; finalt dd bruges bare ved kort vokal med stød (sjeldent; mest imperativer: sidd, rydd) samt i andre ord hvår vokalens udtale tilsiger det (flådd, odd), og d hhv. dd fasthåldes i bøyning. r bør følge hovedreglen og fordobbles efter kort vokal så der oppnås morfemkonstans; undtagelser er hyppige småord: er, var.

Småordene han, ham, hun, man, den, dem, hvem, men, hen, igen, at, et, til, om, hos, frem, in (se punkt 3), som samt gen-, sam-, -som, -dom, -dan og modalverberne kan, skal og vil bør dog skrives med enkelt konsonant hvilket også vil gelde bør, tør samt gør. Disse ord har en høy frekvens og må ha en enkel stavemåde om enn det for någle ord vil medføre vekslen med dobbeltskrivning under bøyning. Den høye frekvens minsker i sig selv staveproblemer i denne forbinnelse.

Tredobbelt skrivning av konsonanter bør nokk fortsatt undviges (enn + nu = ennu) om enn det kan gi et problem med skelnen mellem bunne (flertall av subst. bunn, /'bonə/) og bunne (flertall av ptc. bunnen, /'bon:ə/.

Endringen til dobbeltskrivning vil gi overensstemmelse med svensk og norsk og gøre stavningen lettere da den for mange skolebørn svære vekslen mellem enkelt- og dobbeltskrevet konsonant avskaffes.

D6. Finalt g efter langt æ er et særligt problem da der i dag i en del ord veksles med ikke-finalt gg som om vokalen var kort (hæg (bot.), læg, skæg, væg, æg (comm.), æg (neutr.)). Den er imidlertid forlenget, og gg står hær blott for udtalen /g/ i modsettning til /j/ - som er vanlig efter lang vokal. På grund av /g/-udtalen kan dette ikke endres. Jeg foreslår å stave med æ+gg, også finalt. Det skal så inlæres separat at æ antyder lang vokal (se punkt 7), og at gg hær angir /g/-udtalen, ikke vokallengden, hvilket under alle omstendigheder er uregelmessigt - til gengeld oppnås morfemkonstans så stavningens sværhedsgrad vil være stort set uendret.

D7. Karker: Fordelingen av æ og e stående for kort /æ/ endres efter etymologiske principper i overensstemmelse med norsk (næste, mænd > neste, menn) hvår dansk og svensk i dag har en arbitrær fordeling. Hærmed vil e være den alminneligste stavemåde, medens æ blott finnes i former hvår det er avledt av å (væske, færre). Dette vil gi langt større lighed med norsk og (reformeret) svensk, og stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling) eller kanske en smule lavere (langt færre eksempler på æ).

D8. I enkelte tilfelle av at e står for /æ:/, endres til æ i overensstemmelse med svensk (her, der tjene > hær, dær, tjæne). Endringen vil gi større overensstemmelse med dette, men mindre lighed med bokmål. Det er vanskeligt å avbalancere hensynene i disse tilfelle, men jeg vurderer at lighed med svensk må tilstræbes da dansk og bokmål allerede ligner hverandre rigeligt. Dessuden er det allerede en tilvannt sag at dansk ofte har æ hvår bokmål har e. Stavningen blir lettere da en uregelmessighed fjernes. Stavemåden der (rel. pronomen og foreløpigt subjekt) kan fasthåldes (større lighed med norsk/svensk det) da hær er kort vokal.

D9. ds endres til ss (før konsonant s) når dette gir overensstemmelse med norsk og svensk. En del danske ord har ds hvår norsk har ss og svensk har ts. Visse ord har derimod ss i begge disse skriftnormer, og dansk kan hær endre til ss (klods, kryds, bedst, sidst > kloss, kryss, best, sist). Karker oppgir tanken da reformen forekommer for tilfeldig. En omfordeling av ll og ld henhåldsvis nn og nd er imidlertid lige så tilfeldig for den allminnelige språgbruger så det gør neppe någen forskell om man omfordeler ds og ss (s før konsonant) Stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D10. Infinitivmerket at endres til å i overensstemmelse med norsk. Denne udtale er alminnelig i både dansk og svensk så endringen vil være en tilnærmelse både mellem de tre skriftnormer og til udtalen (hvilket kan føre til at færre feilaktigt skriver og); endringen gør stavningen lettere. Karker avstår fra endringen, men åpner mulighed for at den kan være valjfri - det er også en mulighed, og hær foretrekkes den.

D11. Karker: Verbalformerne bede, beder, blive, bliver, give, giver, have, lade, lader, tage, tager suppleres med be, ber, bli, blir, gi, gir, ha, la, lar, ta, tar. havde endres til hade. Inførelsen av disse kortformer er en tilnærmelse både til norsk og svensk og til udtalen så endringen gør stavningen lettere.

D12. Fremmedord staves lydrett når det gir overensstemmelse mellem språgene. I hovedsagen erstattes x, z, u /y/ og -tion, -sion, -ssion med ks, s, y og -sjon (excentrisk, zone, kostume, station, version, diskussion > ekscentrisk, sone, kostyme, stasjon, versjon, diskusjon). Fremmedords integrasjon i språget kan være et staveproblem, særligt da denne ofte veksler fra skriftnorm til skriftnorm. Ifølge Karker må det vurderes i enkelttilfelle hvad der gir den største nordiske lighed. De ovenstående endringer bør ikke være i konflikt med dette.

Å gøre fremmedordenes stavning lydrett kan være et problem i forhåld til inlæring av fremmedspråg hvår stavningen er etymologisk, da man ikke vil kenne stavemåderne fra sitt eget språg. Som et kompromis mellem disse to hensyn fasthåldes hær c /s/ (cc endres til kc). Disse endringer vil gi større lighed med norsk og (reformeret) svensk og gøre stavningen klart lettere. Om der kan foretages flere felles assimilasjoner av fremmedord, må undersøges nærmere.

D13. ej, aj endres til ei, ai; øj, oj, uj til øy, oy, uy. (nej, maj, høj, trojka, huje > nei, mai, høy, troyka, huye) Det er med någen betenkelighed at jeg foreslår dette, men det er den eneste måde å komme omkring diftongproblemet på som også Karker behandler. Norsk har hær stavemåden med i (y) og kan ikke endre til dansk-svensk j idet stavningen av de "vestnordiske" diftonger i så fall vil synes fremmedgjort fra fellesskapet i skriftbilledet (stein, løyse, ikke stejn, løjse, da ei og øy er mere genkennelige som varianter av e og ø).

Løsningen synes å være at dansk og svensk i stedet endrer ej til ei hvilket for danskens vedkommende vil være en tilbagevenden til en eldre stavemåde. Norsk kunne hær komme de andre skriftnormer i møde ved å endre øy til øi, også hær en eldre stavemåde (øy er en etymologiserende undtagelse da man har både oi og ui), så man vil ha bare to stavemåder for /j/, men dette vil i tilfelle av "vestnordisk" diftong stadig gi norsk en uhensiktsmessig forskellighed fra ø; øy er mere genkenneligt. Derfor må dansk/svensk øj også endres til øy.

Av hensyn til visse tilfelle av svensk diftong med o over for norsk/dansk med ø (f.eks. stoja vs. støye) bør denne diftong for lighedens skyld staves oy overallt; hærmed har man også et mere gennemskueligt principp for fordelingen av i og y (hhv. efter rundet/urundet vokal), særligt om også uj endres til uy. I øvrigt er oy- og uy-diftongerne ganske sjeldne i Norden.

Dessverre vil disse endringer allt i allt medføre tre forskellige stavemåder for /j/: før vokal j, efter urundet vokal i, efter rundet vokal y (og i dansk også g efter fortungevokal). Staveprincipperne vil på dette punkt være mere komplicerede, men ikke nødvendigvis sværere idet fordelingen av stavemåder er klart gennemskuelig (diftongerne kan eventuellt inlæres som helheder - hvilket er opplagt på grund av /aj/- og /åj/-udtalen av ei og øy). Til gengeld elimineres en viktig principiell forskell mellem stavetradisjonerne i Norden, så der ikke finnes andre forskelle enn dem som udtalen tilsiger (type 1).

I øvrigt bør vejr endres til vær. Sammenhengen med verbet veire må så oppgis, men er i forvegen uklar for de fleste; dette gir lettere stavning og større språgfellesskap.

D14. b efter lang vokal endres til p efter etymologiske principper (håbe, løbe > håpe, løpe). I den danske lydforandring medfører klusilsvekkelsen at /p/, /t/ og /k/ efter lang vokal blir til b, d og g. Dog står de to sistnevnte skrivemåder i dag for spiranter/hemmelyd eller approksimanter, mens b ennnu står for /b/, en klusil/lukkelyd. Imidlertid har dansk ikke lengere forskell mellem /p t k/ og /b d g/ inne i ordet: p (og t og k) står faktisk for /b/ (hhv. /d/ og /g/), både i konsonantgrupper (hjælpe, trampe, slapt - jevnfør Karkers endring av gt til kt) og ved dobbeltskrivning (hoppe, slippe) samt (sjeldent) ved enkeltskrivning (type, trope).

Alltså kan /b/ hær lige så godt skrives p hvilket allerede finnes i fremmedord. til gengeld må b fasthåldes i andre fremmedord (møbel, stræbe) samt i peber der har /w/. Endringen er en viktig tilnærmelse til norsk og svensk da en tredjedel av klusilsvekkelsen grafisk elimineres, og stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D15. Fordelingen av eg og ei (tidligere ej) henhåldsvis øg og øy (tidligere øj) endres efter etymologiske principper (vej, eje, løj, føje > veg, ege, løg, føge). Det er med den største betenkelighed at jeg foreslår denne endring, samt de to følgende, som grafisk skal eliminere den danske spirantsvekkelse hvårved (blandt annet) olddansk gh blir til v eller j efter vokal medens norsk og svensk udvikkler /g/. De fleste nulevende danskere udtaler det g som oppstår av klusilsvekkelsen (ovenfor), mage til det j/v som oppstår av spirantsvekkelsen: /j/eller /w/. Dette sammenfall er et tilbageskritt for den nordiske språgforståelse, men åpner mulighed for å vende tilbage til stavemåden g.

Betenkeligheden skyldes at endringen vil fjerne dansk fra bokmål som har samme forandring efter e og ø (formodentlig et dansk superstrat). Igen: når en reform vil gi større lighed med svensk (og i dette tilfelle også med nynorsk) hvår lighed virkelig behøves, må dette foretrekkes idet ligheden med bokmål allerede er rigelig stor - og vil bestå i udtalen hvårfor danskskrivende neppe vil ha problemer med bokmåls stavemåder. Dessuden må man antage at bokmålskrivende kenner de ikke-spirantsvekkede stavemåder fra deres nynorskundervisning.

Dansk hade intil 1955 mulighed for stavemåderne dejg, fejg, sejg hvår man dessverre avskaffede g'et i stedet for j'et hvilket ovenstående reform vil gøre annerledes. Dessuden oppnås grafisk overensstemmelse mellem veg og vegne. Ligheden med adjektivet veg og præteritumformen veg (med /e:/) som skyldes klusilsvekkelsen (svensk, begge: vek), kan eventuellt undviges ved hær at skrive med é; dærimod må formen høy (svensk: høg) trods allt veljes til forskell fra høg (svensk: høk), men den er ikke allt for forskellig fra svensk høyd og høya. Muligvis skal stavningen øye (subst.) også veljes frem for øge for å skelne verbet øye "gennemse" fra øge (svensk: øka).

Endringen vil tilnærme dansk til svensk og nynorsk, og stavningens sværhedsgrad vil være uendret: Skrift til lyd-forhåldet vil stadig være tvetydigt (eg og øg kan både være /e:j/, /ø:j/ og /aj/, /åj/), og lyd til skrift-forhåldet ligeså (/aj/ og /åj/ kan både være eg, øg og ei, øy), blott med en annen fordeling.

I ord som lejr, sejr kan ved endringen inskydes et e: leger, seger, hvilket er en tilnærmelse til både svensk og til udtalen, en stavemessig lettelse.

D16. Fordelingen av og og ov henhåldsvis ag og av endres efter etymologiske principper (skov, lov, savne, bavn > skog, log, sagne, bagn (i formerne med a er etymologien rettelig ak)). Formen bov (svensk: bog) må dog fasthåldes til forskell fra bog (svensk: bok). Forskellen mellem log og lov må inlæres - til gengeld undviges problemer med lege og leje samt løj - løgn, eje - egen som alle får g, jevnfør ovenfor. Formerne lav, tav må fasthåldes til forskell fra lag, tag og på grund av det klarere forhåld til udtalen da ag kan være tvetydigt i udlyd (a kan være både langt og kort når g = /w/). Former med forlenget a, /a:w/ (have, lav, lave, mave, sav), kan ikke endres da a hær er blevet fortungevokal). Endringen er en tilnærmelse til svensk og begge slags norsk, og stavningens sværhedsgrad er uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D17. Fordelingen av ig og i henhåldsvis ug og u endres efter etymologiske principper (sti, tie, hu, bue > stig, tige, hug, buge). Det kan synes radikalt å inføre stumme bogstaver. Imidlertid finnes disse allerede i stavningen, blott med en annen fordeling. Det er dessuden av språghistoriske grunde det normale at dansk vil ha en stumm konsonant mellem to vokaler. Undtagelser til dette skyldes bortfall av olddansk dh og v ved spirantsvekkelsen (skue, drue), og disse undtagelser vil hærmed bli færre. Endringen er en tilnærmelse til svensk og nynorsk medens forhåldet til bokmål vil være som beskrevet i punkt 15. Stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig mulighed for stumm konsonant eller fravær av samme, blott med en annen fordeling). Verbet du (svensk: duga) kan ikke endres da infinitiver må ende på vokal. Kanske bør muglig med to stumme g'er undviges, også da ligheden med nynorsk mogleg neppe oppveger forskellen fra bokmål mulig, svensk møylig.

D18. Fordelingen av rg og rv endres efter etymologiske principper (torv, kurv, farve > torg, kurg, farge) hvilket vil være en tilnærmelse til svensk og norsk medens stavningens sværhedsgrad er uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D19. Hvår og står for /å:w/, endres til åg om dette gir overensstemmelse med norsk og svensk (sprog, tog > språg, tåg). Denne udtale finnes, muligvis på grund av dissimilasjon, i en del ord hvår en stavemåde med å også vil være en tilnærmelse til udtalen. Av hensyn til den nordiske lighed må o dog oppretthåldes i andre slige ord (bog, klog) hvårfor begge stavemåder stadig vil finnes, blott med en annen fordeling, så sværhedsgraden vil være uendret. I kombinasjon av punkt 16 og 19 må vove (svensk: våga) endres til våge hvårved et staveproblem, forskellen fra det enslydende våge (svensk: vaka), elimineres.

I ordene noget og nogen, nogle må en endring til någet for morfemkonstansens skyld ligeledes medføre endring til någen og någle om enn en udtale med /å:/ i dag er sjelden i disse to former. Til gengeld for disse undtagelser vil noget, altid med /å:/, ikke lengere være en undtagelse.

D20. Hvår or står for /å:r/, endres til år om dette gir overensstemmelse med norsk og svensk (vor, hvor, alvor > vår, hvår, allvår). Endringen vil også være en tilnærmelse til udtalen, og da den uregelmessige stavemåde med o stort set vil være elimineret (undtagen i forstavelsen fore- hviss lighed med for- må oppretthåldes), vil stavningen bli lettere.

D21. Fordelingen av o og å før ll/ld endres efter etymologiske principper (holde, vold, Lolland > hålde, våld, Lålland). Det er en dansk konvensjon å skrive /å/ som å før nn/nd, men ikke før ll/ld hvår der bruges o. Endringen gir lighed med norsk og svensk; da begge stavemåder for /å/ fortsatt vil finnes, blott med en annen fordeling, vil stavningens sværhedsgrad være uendret.

D22. Fordelingen av lj og lg endres efter etymologiske principper og i overensstemmelse med svensk (sælge, vælge > velje, selje). På grund av den felles udtale /lj/ er fordelingen av disse stavemåder ofte uetymologisk. En tilnærmelse til svensk vil dog betyde en fjernelse fra bokmål hvår fordelingen er som i dansk, hvårfor det atter er med betenkelighed at jeg foreslår dette. Ifølge argumentasjonen ovenfor om lighed med svensk versus bokmål bør dog svensk efterlignes da bokmålskrivende vil kenne lj-formerne fra nynorsk. Da der stadig vil være to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling, vil stavningens sværhedsgrad være uendret.

I samme omgang kan de uetymologiske g'er i solgte, valgte osv. (og spurgte, spørgsmål) avskaffes: sålte, valte (spurte, spørsmål) hvilket gir lighed med norsk og svensk og med udtalen, en stavemessig lettelse.

D23. Mulighed for aa i stednavne avskaffes (Ålborg, Åpenrå). Bort med bagstræberiet, takk. Stednavne bør følge den alminnelige rettskrivning, særligt når den er fellesnordisk. Dessuden avskaffes et helt unødvendigt rettskrivningsproblem hvilket gør stavningen lettere. Personnavne kan vi ikke røre ved.

NORSK (begge slags)

N1. hv som er avskaffet i enkelte ord i bokmål, geninføres hær i overensstemmelse med dansk så fordelingen blir etymologisk (valp, veps, verv, virvel > hvalp, hveps, hverv, hvirvel). Ligheden med dansk og (reformeret) svensk vil bli større, og stavningens sværhedsgrad er uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling). At h'erne i sin tid blev avskaffet trods hv-formernes større lighed med nynorsk kvalp/kvelp, kvefs, kvarv, kvervel skyldes åpenbart at v-formerne også er gangbare i nynorsk hvår der ikke kan skrives hv. De må dærfor evt. behålles hær.

N2. gj og kj før fortungevokal endres til g og k (kjenne > kenne, kjøpe > køpe skjære > skære). Stavemåden med j er en rest fra eldre dansk stavetradisjon og avspegler for så vidt udtalen, men er ganske inkonsekvent da den bare bruges før æ, e og ø, ikke i, y, ei, øy. Den palataliserede udtale er dessuden nesten enerådende så j'erne kan lige så godt undværes som i svensk; i enkelte ord som kø, genser vil stavningen ganske visst ikke kunne vise den ikke-palataliserede udtale, men det er så få, at det neppe vil oppvege den stavemessige lettelse ved å oppgi inkonsekvensen. Dessuden vil endringen være en tilnærmelse til svensk og dansk.

Endringen vil ikke gelde før trykksvagt e, der ikke er en fortungevokal: ikkje, følgje, kyrkje endres ikke.

N3. Enkeltkonsonant skrives dobbelt efter kort, trykksterk vokal i overensstemmelse med svensk (se også svensk: 5) som også skriver dobbelt før både avlednings- og bøyningsendelser, idet man hærved får den største grad av morfemkonstans (bygning > byggning, felte > fellte). Da dansk stavning hær skal laves helt om, bør man i samme omgang inføre samme principp i hele Norden; også finalt m efter kort, trykksterk vokal endres til mm (fem > femm; finnes allerede i imperativer, svømm). Fjernelsen av inkonsekvenserne vil gøre stavningen lettere.

Småordene han, ham, hun, man, den, dem, hvem, men, hen, igen, at, et, til, om, hos, frem/fram, som samt gen-, sam-, -som, -dom, -dan og modalverberne kan, skal, vil fasthåldes, medens adverbiet inn endres til in i overensstemmelse med svensk og (reformeret) dansk. Disse ord har en høy frekvens og må ha en enkel stavemåde om enn det for någle ord vil medføre vekslen med dobbeltskrivning under bøyning. Den høye frekvens minsker i sig selv staveproblemer i denne forbinnelse. Endringen av inn til in gør stavningen lettere da forskellen mellem inn- og fremmedordenes in- opphæves.

N4. I tilfelle av at e står for /æ:/, endres til æ i overensstemmelse med svensk (her > hær, der > dær), en stavemessig lettelse, som også gir større lighed med (reformeret) dansk i någle høyfrekvente ord.

N5. I fremmedord geninføres c /s/. Dette må gennemføres i forlengelse av mine overvegelser (under dansk: 12) om assimileret kontra etymologisk stavning av disse ord. Dersom det skitserede kompromis skal være fellesnordisk, må norsk hær bringe offre. Endringen vil gøre stavningen sværere og skal derfor kanske være valjfri, men nordmennene vil få færre problemer med stavning av eksempelvis fransk og engelsk.

N6. oi, ui endres til oy, uy (koi > koy, huie > huye). Av hensyn til de "vestnordiske" diftonger må dansk og svensk komme norsk i møde ved at endre øj/öj til øy. Samtidig bør oj endres til oy (se dansk: 13), og med ui > uy fås det lettest gennemskuelige principp for fordelingen av i og y i diftong (efter urundet hhv. rundet vokal). I øvrigt er oy- og uy-diftongerne ganske sjeldne i Norden.

N7. De ganske få tilfelle av at nd er endret til nn i strid med etymologien, føres tilbage: tenne, unnvike > tende, undvike. Stavningens sværhedsgrad vil være uendret, da der stadig finnes to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling, og stavningen vil være tettere på dansk og svensk.

SVENSK

S1. Karker: hv geninføres (vad, var, vila > hvad, hvar, hvila). Det kan undre at Karker foreslår dette da denne reform utvetydigt gør rettstavningen sværere idet den infører en ukennt stavemåde. hv avskaffedes i 1906 sammen med f og fv som tegn for /v/. De to siste endringer var gode fra et nordisk synspunkt, hvårimod avskaffelsen av hv dessverre førte til et någet annerledes skriftbillede i svensk. Jeg er enig i at en geninførelse er nødvendig fordi hv ikke kan avskaffes i bokmål av hensyn til ligheden med nynorskens kv (i dansk kunne man eventuellt avskaffe det om enn eldre nordjyder ennu har /hw/).

Problemet ved endringen er dog begrenset da det blott omfatter omkring 25 ord hvårav 5 er prominente spørgeord. Forskellige muligheder for stavning av samme lyd er sjeldent et problem i begynnelsen av ordet, muligvis fordi denne posisjon står sterkere i språgbrugernes bevissthed.

Endringen vil gøre stavningen moderat sværere (men gi færre problemer med engelsk wh). For så vidt kunne man til gengeld avskaffe hj overallt, da det står for /j/ hos alle nordboer med undtagelse av /hj/ hos eldre nordjyder. Imidlertid medvirker det grafiske h til å sammenbinne nordiske ordformer som hjørne versus hørn, hjelte versus helt og hjemm versus hemm/heim med /j/ overfor /h/ i udtalen. I betraktning av at ordbegynnelsen sjeldent gir staveproblemer, bør hj oppretthåldes.

S2. Karker: x endres til ks (yx, blixt, växa > yks, blikst, veksa). Bogstavet x er i sig selv et rettskrivningsproblem da /ks/ også kan skrives ks (riksdag), og da bogstavet ikke kan deles selv om det står for to fonemer. Endringen vil gøre stavningen lettere og gi større lighed med dansk og norsk - samt med finnsk hvilket gør det en smule lettere for både finner og finnlandssvenskere å lære andra inhemska språket.

S3. Karker: ck endres til kk (stock, tacka > stokk, takka). Bogstavet c står normalt for /s/ hvårfor ck for /kk/, en stavemåde der er inført fra tysk med bogtrykkerkunsten, udgør et mindre staveproblem. En tilbagevenden til kk vil gøre stavningen lettere og gi større lighed med dansk og norsk - og finnsk, til glæde for alle finnlendere.

S4. Karker: konjunksjonen och endres til ok (med enkeltskrivning da det er et hyppigt småord). Stavemåden er i dag en uregelmessig arkaisme på linje med dansk af, ennda med en bogstavforbinnelse som bare forekommer i dette ord. Endringen gir større overensstemmelse med norsk og dansk og gør stavningen lettere (en uregelmessighed er fjernet). I adverbiet också ingår konjunksjonen ock som ifølge punkt 3 endres til okk. Dog kan stavningen lige så vell baseres på det etymologisk beslektede ok som medfører en hensiktsmessig kortere stavemåde for dette hyppige ord, okså, hvilket også er en tilnærmelse til norsk og dansk.

S5. Finalt m og n efter kort, trykksterk vokal endres til mm og nn. Dette finnes på svensk bare i enkelte ord i dag. Karker foreslår finalt nn på linje med norsk og reformeret dansk, og jeg følger endringen til dørs ved også å foreslå mm i hele Norden. Hærmed finnes ingen undtagelser til dobbeltskrivningsprincippet, og den størst mulige morfemkonstans sikres; begge dele gør stavningen lettere. Småordene han, hon, man, den, dem, dom, hvem, men, igen, om, fram, som samt sam-, -sam, -dan og modalverbet kan fasthåldes på grund av ordenes store hyppighed.

S6. Karker: Småordene att, ett, till og modalverberne skall, vill endres til at, et, til, skal, vil. Disse hyppigt forekommende ord vil dærmed, sammen med dem under punkt 5, undtagelsesvis have enkeltskrivning i samme udstrekkning i hele Norden. Det er mest praktisk med en enkel stavning for høyfrekvente ord; frekvensen minsker i sig selv staveproblemer i denne forbinnelse.

S7. Karker: tt (efter vokal) og t (efter konsonant) endres til dt i overensstemmelse med etymologien efter samme regler som i norsk (og i dansk, hær mindre hyppigt) dels i adjektiver (gott, runt > godt, rundt) og dels i verber (stritt, sänt > stridt, sendt). Endringen er for så vidt en geninførelse av en nu ukennt stavemåde, dt; til gengeld oppnås morfemkonstans i bøyningen (jevnfør god, rund, strida, sända med d), ganske som g(g) og b(b) bibehåldes foran endelser med t trods udtalen /kt/ og /pt/. Stavningens sværhedsgrad vil dærfor formentlig være uendret, og overensstemmelsen med dansk og norsk større. I trykksvag stavelse, i participier som kastat (intetkønn, felleskønn kastad), bør dog ikke skrives dt da språgbrugerne neppe oppfatter /t/ som to endelser; dessuden ville det gi forskell fra dansk og norsk.

S8. ä endres til æ (lära, här > læra, hær). Karker avstår fra å geninføre gammelsvensk æ og ø, som blev erstattet med tysk ä og ö med bogtrykkerkunsten (ae finnes ennu i navne som Ulvaeus), idet han vil ta hensyn til finnsk som til finners og finnlandssvenskeres fordel også har ä og ö, og argumenterer for at hyppigheden av ä ifølge punkt 10 vil være langt mindre. Jeg mener dog at det er en conditio sine qua non å geninføre æ og ø i svensk idet synet av ä og ö i høy grad får i hvert fall allminnelige danskere til å løpe skrigende bort. De udgør en grafisk barriære på linje med gammeldansk aa og må avskaffes. Stavningens sværhedsgrad vil være uendret, og ligheden med dansk og norsk langt større. I samme omgang kan den alfabetiske rekkefølge av æ, ø og å harmoniseres med dansk og norsk.

S9. ö endres til ø (löpa, röd > løpa, rød). Karker avstår fra denne endring ud fra samme argument om ligheden med finnsk. Om enn alle finnlendere har fordel av denne, kan ingen nekte at svensk og finnsk er to i alle henseender meget ulige og, så vidt vi ved i øyeblikket, ubeslektede språg. Ligheden med de danske og norske dialekter av vårt felles modersmål må vege tungere. Finnlenderne får til gengeld glæde av felles ks og kk, og forskellen fra æ og ø til ä og ö (som i finnsk må fasthåldes av hensyn til estisk) må føge sig til den rekke av vanskeligheder som nu engang er forbunnet med andra inhemska språket. Svenskens lighed med dansk og norsk vil være høyere, og stavningens sværhedsgrad uendret. Et finnsk tastatur må så kunne skifte mellem Ää, Öö og Ææ, Øø, f.eks. med Ctrl+å.

S10. Karker: Fordelingen av æ (tidligere ä) og e stående for kort /æ/ endres efter etymologiske principper i overensstemmelse med norsk (nästa, män > nesta, menn) hvår svensk og dansk i dag har en arbitrær fordeling. Hærmed vil e være den alminneligste stavemåde, medens æ blott finnes i former hvår det er avledt av å (vætska, færre). Dette vil gi langt større lighed med norsk og (reformeret) dansk, og stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling) eller kanske en smule lavere (langt færre eksempler på æ (ä).

S11. Infinitivmerket at endres til å i overensstemmelse med norsk. Denne udtale er alminnelig i både svensk og dansk så endringen vil være en tilnærmelse både mellem de tre skriftnormer og til udtalen; endringen gør stavningen lettere. Karker avstår fra endringen, men åpner mulighed for at den kan være valjfri - det er også en mulighed, og hær foretrekkes den.

S12. Fremmedord staves lydrett når det gir overensstemmelse mellem språgene. I hovedsagen erstattes z og -tion, -sion, -ssion med s og -sjon (zon, station, version, diskussion > son, stasjon. versjon, diskusjon; om x > ks, se punkt 2). Fremmedords integrasjon i språget kan være et staveproblem, særligt da denne ofte veksler fra skriftnorm til skriftnorm. Ifølge Karker må det vurderes i enkelttilfelle hvad der gir den største nordiske lighed. De ovenstående endringer bør ikke være i konflikt med dette.

Å gøre fremmedordenes stavning lydrett kan være et problem i forhåld til inlæring av fremmedspråg hvår stavningen er etymologisk, da man ikke vil kenne stavemåderne fra sitt eget språg. Som et kompromis mellem disse to hensyn fasthåldes hær c /s/ (cc endres til kc). Disse endringer vil gi større lighed med norsk og (reformeret) dansk og gøre stavningen klart lettere. Om der kan foretages flere felles assimilasjoner av fremmedord, må undersøges nærmere.

S13. ej, aj endres til ei, ai; öj, oj, uj endres til øy, oy, uy. (nej, maj, höja, trojka, huja > nei, mai, høya, troyka, huya). Det er som nevnt med betenkelighed at jeg foreslår dette som historisk er fremmed for svensk, men det er den eneste måde å løse det diftongproblem på som også Karker behandler. Norsk har hær stavemåden med i (y) og kan ikke endre til svensk-dansk j idet stavningen av de "vestnordiske" diftonger i så fall vil synes fremmedgjort fra fellesskapet i skriftbilledet (stein, løyse, ikke stejn, løjse, da ei og øy er mere genkennelige som varianter av e og ø).

I teorien kunne ei, øy fasthåldes som skrivemåde for "vestnordisk" diftong (bein, høyre) og ej, øj for sekundær diftong (røja, nejd) da førstnevnte primært forekommer i (ny)norsk og sidstnevnte i dansk/svensk, og altid i forskellige ord (bortset fra nei, ei). Problemet er dels at bokmål har en mengde sekundære diftonger fra dansk som av hensyn til det enhedslige lyd-skrift-forhåld i norsk må skrives "vestnordisk", dels at alle nordiske målformer rummer mange høy- og nedertyske og hollandske ord med samme diftonger i samme ord.

Løsningen må være at svensk og dansk i stedet endrer ej til ei. Norsk kunne hær komme de andre skriftnormer i møde ved å endre øy til øi, også hær en eldre stavemåde, så man vil ha bare to stavemåder for /j/, men dette vil i tilfelle av "vestnordisk" diftong stadig gi norsk en uhensiktsmessig forskellighed fra ø; øy er mere genkenneligt. Derfor må dansk/svensk øj også endres til øy.

Av hensyn til visse tilfelle av svensk diftong med o over for norsk/dansk med ø (f.eks. stoja vs. støye) bør denne diftong for lighedens skyld staves oy; hærmed har man også et mere gennemskueligt principp for fordelingen av i og y (hhv. efter rundet/urundet vokal), særligt om også uj endres til uy. I øvrigt er oy- og uy-diftongerne ganske sjeldne i Norden.

Dog vil disse endringer allt i allt medføre tre forskellige stavemåder for /j/: før vokal j, efter urundet vokal i, efter rundet vokal y, Staveprincipperne vil på dette punkt være mere komplicerede, men ikke nødvendigvis sværere idet fordelingen av stavemåder er klart gennemskuelig (diftongerne kan eventuellt inlæres som helheder). Til gengeld elimineres en viktig principiell forskell mellem stavetradisjonerne i Norden, så der ikke finnes andre forskelle enn dem som udtalen tilsiger (type 1).

Så vidt skriveprincipperne. Nu kan der skrives ORD I NORD.