lørdag den 21. februar 2009

Modersmål i Bengalen og i Netto

Det er i dag UNESCOs internasjonale modersmålsdag. Tradisjonen kommer fra Bangladesj hvår kampen for det bengalske språgs ligeberettigelse på denne dato krævede dødsoffre. Dagen bruges dærfor til å markere retten til modersmål og til å feire språglig mangfåldighed i verden.

Modsettningsforhåldet mellem enhed og mangfåldighed er et tilbagevendende emne i filosofiens historie. Språglig mangfåldighed er en av de ting som gør verden værd å leve i. Samtidig kan den bli et tveægget sværd når uinteressante forskelle mellem dialekter blir til uoverstigelige hindringer om der går statsgrenser eller nasjonale grenser gennem språgområdet, og om vi venner oss av med å omgås dem på den annen side. Under disse forhåld kræver det en vedvarende bevisst insats å bevare et språgfellesskap. Den er dessverre ikke til stede i Norden.

Når man som skandinavist tenker på sitt modersmål som nordisk, er det med bekymring at man ser det falle fra hinannen. Nesten all språgforandring i Norden fører dialekterne bort fra hverandre. Vi færdes ikke i samme offentlige rumm, og vi har ikke øren for hverandres målformer. Oftere og oftere taler nordboer et fremmedspråg sammen. I Danmarks Radio gennemføres intervju med selv nordmenn med klar og tydelig bokmålslignende dialekt ved at en dansk speaker avbryder for å fortelle oss på dansk hvad der blir sagt. Hvårnår skal vi så høre norsk?

Bengalen komm i fare for å gå ad samme veg da Pakistan i 1948 inførte det vestpakistanske hindustani (av politiske grunde kallet urdu) som officiellt språg i hele landet. Om bengali i Østpakistan var blevet reduceret til hjemmespråg, kunne det ha begynnt en selvstendig språgforandring bort fra Vestbengalen i Indien. Oppgøret med hindustani var dærfor ikke blott begynnelsen til et selvstendigt Bangladesj, men også til bevarelsen av bengalsk felles språg og felles offentlighed på tværs av grensen. Lenge leve Bengalens enhed.

I Norden har vi ikke politiske modsettningsforhåld som kræver dødsoffre, men de oppdeler språgområdet, ganske ligesom det serbokroatiske og det hindustanske (hindi og urdu), for de bevirker at vi nordboer ikke er oppmerksomme på å oppretthålde en felles offentlighed som kan dempe språgoppsplittningen; sådan behøver det ikke å være. Tyskland og Østrig så vell som Holland og Flandern lar ikke deres felles språg være et problem i forhåld til deres ulige nasjonale identiteter, men oppretthålder en balance mellem enhed og mangfoldighed. Kan vi lære av dem?

Mangfåldigheden er vakker, og all språglig og menneskelig mangfåldighed skyldes jo i sidste ende politiske og historisk-geografiske forhåld. Alligevell ville det være synd om mangfåldighedens pris for oss var Norden selv. Det er vanskeligt å gøre denne skandinavisme til en ideologi for så skulle den gelde overallt og til alle tider, og så skulle vi ønske å ha bare ett språg på Jorden; det ville være en forskrekkelig verden. Alligevell byder min nordiske identitet mig å arbeide for at den nordiske mangfåldighed ikke blir for stor.

I disse tider er der trøst å hente i supermarkedet - av alle steder. Når man bor i en grenseby som Køpenhavn er det en fornøyelse å oppleve hvårdan de fleste medarbeidere i Netto i disse år er svenske; hvårfor ved jeg ikke. Men kommunikasjonen forløper upåklageligt. Der hilses på svensk og svares på dansk, spørgsmål stilles på dansk og besvares på svensk. De forskellige tallord bruges side om side. For nylig blev jeg hilst med et "tjænare" hvilket er ganske eksotisk å oppleve i et supermarked. Lenge leve køen i Netto og dens lille bidrag til Nordens enhed!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar