Skoleminner

Mitt eget møde med nabodialekterne i skolesystemet var av meget svingende - og naturligvis, som forhåldene er, meget lav - kvalitet. I folkeskolens små klasser blev vi præsenteret for någle tekstprøver på svensk og bokmål. Jeg minnes ikke, at der var någen protester i den anledning, for i den alder har man travlt med å lære å læse og har bevaret en nyssgerrighed omkring nye ord og uvante bogstavsammensettninger. Man tar det nordiske som det kommer, og det er faktisk det perfekte tidspunkt å begynne den slags på.

Men hvårfor stanser eksperimentet så efter en uge? én tekst på svensk og én på bokmål, og så er det slutt! Dette er ganske forfeilet, for det er nettopp hær, man skal begynne med en systematisk inlæring av nabodialekterne så eleverne til sist kan komme til å læse også faglige tekster, for inhåldets skyld. Hvår mange allminnelige ord skiller dansk fra bokmål? nesten ingen. Hvår mange skiller fra svensk? 2-300? Hvår mange fra nynorsk? Et sted dærimellem.

Det rører sig om kanske 500 ord i alt. Det er ett ord om ugen i det antall år en elev går i folkeskolen. Skulle det ikke være til å overkomme å få dette med i skolernes læreplaner? Det gelder om å konstruere någle tekster som inlærer alle de nyttige nordiske ord - én ganske kort tekst med kanske fem ukente ord i en av dansktimerne i løpet av en uge. Det vil så være nødvendigt å repetere ordene ved efterfølgende å præsentere eleverne for fagligt relevante tekster på nabodialekterne, hvår de ingår. Risikerer man så ikke at eleverne blanner de nordiske dialekter sammen, kunne man spørge. Jo, forhåpentlig!

I gymnasiet forsøgte den gamle dansklærer å forklare oss om de systematiske forskelle mellem nordens dialekter: Diftonger og monoftonger, klusilsvekkelse og spirantsvekkelse. Han kempede en brav kamp, men formåede ikke ganske å fange interessen hos eleverne i 1. g. Dærsom han ikke hade stået med det ene ben i pensjonisttilværelsen, hade han kanske haft mere held med sig, både med dette og med Gunløg Ormstunges Saga.

Senere skulle man jo også i henhåld til skolens bestemmelser præsenteres for en (én!) tekst på en nabodialekt. Den nye dansklærer var til å begynne med nærmest en undskyldning for sig selv: "Jeg beklager virkelig at I skal udsettes for dette hær, men det står der alltså i undervisningsbestemmelserne at vi skal", fikk vi å vide da klassen forskremmt kikkede på prikkerne i den svenske tekst.

Senere gikk det lidt bedre, og jeg vil hær ikke sette mitt lys under en skeppe, for min ildhug ved opplæsningen hade nokk en ikke ringe andel i at klassen begynnte å synes at det vell var en smule interessant at någet som så så fremmed ud, faktisk blott var en annen dialekt av det språg de kennte så godt. Det er i disse situasjoner at det gelder om å hålde fast og fortsette fremfor atter å la det nordiske ligge. Men selvfølgelig kom der ikke mere nordisk i den skoletid.

Problemet ved allt dette er jo at allting er proforma. Der finnes ingen virkelig interesse, ingen virkelig ildhug blant lærerne som kan smitte og fenge hos eleverne og gi dem den alltavgørende fornemmelse av å leve i et stort språgområde som strekker sig fra Bergen til Borgå og fra Longyearbyen til Gedser - Gedser hvårtil jernbanen i praksis er nedlagt, men hvår der ennu kører ett tåg om dagen fordi det står i logen at man skal. Et godt billede på det nordiskes språgs proforma-status i skolesystemet. Tre leksjoner på tolv år...

Der bør finnes en systematisk undervisning i på hvilke punkter de skriftfestede nordiske dialekter adskiller sig fra hinannen så det kan gi eleverne praktiske færdigheder i å begå sig munntligt i Norden - både i å lytte og i å tale så kommunikasjonen kan lykkes. Vell å merke som en del av modersmålsundervisningen, ikke som fremmedspråg. Så lenge det nordiske i skolesystemet er henvist til samme plads som seksualundervisningen hade i 1950-tallet, kommer vi ingen vegne.

På min gamle høyskole var tingene ikke stort bedre. Jeg hade fået den fikse idé at vi bare én gang skulle prøve å synge "Millom bakkar og berg ut med havet", mest fordi den var av Ivar Aasen. Protesterne mod å synge på nynorsk var massive. Det er som om man allerhøyest kan legge sig fast på kanske tre nordiske sange (bare ikke på nynorsk) som man så synger atter og atter i hele høyskoletiden. Så mener man at man har givet Norden hvad Nordens er. Hvad er endemålet med å ha en hel høyskolesangbog dærsom man bare lærer sig en håndfuld sange eller to?

Det tog flere måneder å få forsamlingen med på Aasens sang. Alle undskyldte sig med at de ikke kennte melodien (kanske skulle jeg ha valt "Gud signe vårt dyre fedreland") på tross av at de ikke hade vanskeligheder med å lære intil flere nye melodier under høyskoleopphåldet. Skolen roste sig engang av å være en "nordisk" folkehøyskole - ganske visst "ny-nordisk" som den daværende forstander kallte det, et lettere absurd begrep som jeg må ta opp senere.

Det nordiske er der ikke meget tilbage av på høyskolen i dag. Hvårfor når så mange mennesker som er så videbegærlige som mindre, til et stadium hvår allt nytt blir en hindring i stedet for en udfordring? og hvårledes gør man det forståeligt at det nye blott adskiller sig marginalt fra det gammelkennte, og at det lønner sig hundredfåld å ta den udfordring opp som ligger i de nordiske dialekter?