Andersen og Norden

H.C. Andersen var tidligt ude som skandinavist, og man har i hans erindringer någle klare eksempler på den misstillid som de første skandinavisk orienterede intellektuelle mødtes med i midten av 1800-tallet. Der herskede ennu en udbredt folkelig misstro mod Sverige, som få årtier forinnen hade inlemmet Norge efter Danmarks nederlag på Napoleons side. Tendensen til at en stats seneste politiske nederlag bringer alle andre nederlag i ihugkommelse og gør fjenden til arvefjende, kenner vi også i dag fra krigene på Balkan. Og hos oss skete Norges skiften hender ennda uden blodsudgydelse.

Andersen skriver således om sine tidlige år i Køpenhavn: "Da kennte man ikke hvad man nu kaller skandinaviske sympatier; fra gamle krige mod naboen var ennu nedarvet en slags misstillid; de køpenhavnske gadedrenge glemmte ikke om vinteren, når isen bannt landene sammen, og svenske komm i kane over til oss [!], på en rå og kåd måde å skrige efter dem; meget lidt kenntes av svensk litteratur, og det fallt kunn få danske in at man med ringe øvelse lett kunne læse og forstå det svenske språg".

Situasjonen på Andersens tid var alltså, som han beskriver den, ganske som i dag. Ingen kunne dengang forestille sig den oppblomstring som skandinavismen skulle få i de følgende årtier - dessverre en skandinavisme som ikke for allvår slog rod i befolkningen, men som de fleste mennesker i samfunnet alligevell komm til å stifte bekenntskap med; dens eksistens blev kennt, også blant dem som ikke lod sig rive med. I 1830-tallet var den derimod stadig, som i dag, en subkultur.

Således skriver Andersen fra sitt første besøg i Romm i 1833 hvår han omgikkes mange dærboende tyskere og nordboer, blant andre Bertel Thorvaldsen: "Skandinaver og tyskere dannede én kreds, franskmennene [...] dannede et annet håld. Ved middagen i osteriet 'Lepre' hade hvert landsmannskap sitt eget bord; om aftenen komm svenske, norske danske og tyskere sammen til et lag".

Man tør antage at megen samtale har funnet sted på det tyske hovedsprog hvilket naturligvis ikke kan være annerledes når ikke alle deler språg. Hvad der imidlertid er viktigt å hålde sig for øye, dengang som nu, er at om man fortsetter med hovedspråget, også i tilfelle av at alle tilstedeværende forstår nordisk, blir det til hvad jeg tidligere har kallt "den allt for lette løsning" Hær gelder det om å gøre en insats for Norden.

Andersen kennte hær sin besøgelsestid, ikke blott språgligt, men også dikterisk, ved julefesten som måtte håldes i Campagnen udenfor pavestaden, og hvår bare nordboer var samlet: "Jeg hade skrevet en sang - den var min egentlige første skandinaviske vise. - I Romm var julen en naturlig skandinavisk fest, men skandinaviske sympatier var der ikke spor av. Til overskrift hade jeg satt: "Skandinavernes julesang i Romm 1833". Her skal citeres et enkelt vers:

Dansk, svensk og norsk, et kløverblad,
med sunnhedskraften, troskapsflammen,
de brødre tre der skiltes ad,
i Roma knyttes atter sammen!
Ett språg, ett hjemm oss himmlen gav,
og broder er hver skandinav!

Efter sangen udbragtes en skål for både den danske og den svensk-norske konge hvilket Andersen siden måtte høre kritikk for fra Køpenhavn, men han anser det for det eneste riktige å gøre i et skandinavisk sellskap: "Min mening var som sagt, dengang ikke alle andres; det har siden riktigt og smukkt forandret sig, men jeg fikk mine skenn - fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette tid, på rette sted".

Ja, den studenterskandinavistiske periode var på veg, og Andersen hade det held å være bannerfører for den på en tid hvår den ennu ikke var fremtvunget av et ydre fjendskap, et modsettningsforhåld til Tyskland, men oppstod innefra som del av den formulering av den nasjonale identitet som skulle gå hånd i hånd med begynnelsen til det nordiske demokrati. Nasjonens viktigste kennetegn er i Johann Gottfried Herders optikk språget, og det kan derfor ikke undre at man i demokratisk sinnede kredse i 1840-tallet allvårligt spurte sig selv om ikke Norden med sitt ene språg var ett folk.

Andersen svarer bekreftende på dette i den sang han fire år senere skriver, hjemmkommet fra en av sine sjeldne reiser nordpå, til Stokkholm, en færd som han beskriver som en av sine gladeste. Det kan være farget av at han tidligere fikk sitt gennembrud hær enn i Danmark og blev hyldet av Lunds studenter, men teksten til "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver" rekker efter min mening langt udover hans berømmte personlige forfengelighed. Om reisen skriver han:

"Jeg som kunn hade reist sydpå hvår alltså avskeden fra Køpenhavn er avsked med modersmålet, følte mig nu halvt som hjemme gennem hele Sverige, kunne tale mitt danske språg og hørte i landets tunge kunn som en dialekt av det danske; jeg syntes at Danmark udvidede sig, det beslektede i folket trådte mig så levende frem, jeg begrep hvår nær svensk, norsk og dansk stod til hinannen".

At den språglige mangfåld i Norge skulle begynne å vokse et tiår senere, ville neppe ha været for stor en udfordring for Andersen heller. Hovedsagen hær er at han, forud for sin tid, er en person som er villig til å ha øynene åpne for det nordiske og ta konsekvensen av hvad han ser - innen for sitt fag, diktningen. Hær skal citeres et par vers av "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver", skrevet i tidens typiske stil og metaforikk:

Vi er ett folk, vi kalles skandinaver,
i trenne riger er vår hjemmstavn delt;
men mellem nutids store himmelgaver
er den, vårt hjerte hører til et helt!
Lad være glemmt, hviss oss en urett skete,
tidsånden som en luttret Margrete
forener oss, den trefåld kraft forlener,
selv språget oss forener;
på fjell, i skog og ved det nattblå hav
jeg jubler høyt: jeg er en skandinav!

Lad ei den skønne enighed forsvinne,
norsk, svensk og dansk hinannen rekker hånd;
og gamle folkesange oss forbinne,
i melodien er et kraftigt bånd.
Av enighedens sæd kunn godt man høster,
vi skue kekkt mod vester og mod øster,
i fryd og sorg! o, hær er godt å være,
hær lever våre kære!
Fra gran og birk og bøg, vidt over hav,
nyd glædens sang: jeg er en skandinav!

Viktigt er det også, at besinnelsen på Norden på Andersens tid voksede fra ingenting intil den var på nippet til å bli en politisk faktor, en udvikkling som man brennende må ønske sig i dag, men denne gang for allvår. Det er ennu ikke for sent - men dessverre heller ikke sannsynligt.

"Lad være glemmt, hviss oss en urett skete" skriver Andersen om "arvefjendskapet". Det er vise ord, for ennu i dag trives en folkelig skepsis mod hverandre i Norden, kanske en av de største barriærer for øget enhed mellem våre lande. Vi har ellers ikke grumme inbyrdes krige i frisk erindring som dem der i dag skaper absurd språgteater i Eksjugoslavien.