I Oslo

Jeg tilbragte nylig en dag i Oslo og forsøgte å se så meget av staden som muligt på denne tid. Fra "Danskebåten" gikk færden til Akershus hvår en omviser nettopp var i gang med å bibringe en skoleklasse kundskaper om de oldenborgske konger hviss personligheder blev beskrevet en for en. Det komm et øyeblikk til å stå mere levende for mig hvår stort et fellesskap Danmark og Norge har om enevåldskongerne.

Videre gikk jeg gennem renæssancestadsdelen som engang kalltes Christiania. En fraksjon av lokalpolitikere foreslog nylig å genopplive dette navn for den del av Oslo som nu kalles Sentrum, men blev nedstemmt. At viljen til å endre navnet er til stede hos någle, er kanske en efterklang av at staden i sin tid i någen grad fikk navneskiftet trukket ned over hovedet av landspolitikerne; men at de trods allt ikke kunne samle flertall, viser at de tidligere christianienseres efterkommere i hvert fall i dag har taget navnet Oslo til sig fullt og helt. Der var da heller ikke tale om å omdøpe hele hovedstaden, blott Sentrum.

Begge parter i ordskiftet anklagede hverandre for historieløshed hvilket efter min menig er meningsløst uanset hvad. Dærsom man endrede navnet tilbage, ville man vekte den historie som forteller om Norges 400 danske år. Dærsom man ikke endrede det, ville man vekte, at disse år (og de 100 svenske) nu er forbi. I begge tilfelle forteller navnet historie, spørsmålet er blott hvilken historie man veljer. Historieløs blir man først når man ingenting aner om fortiden.

Foran slottet tronede Carl XIV Johan til hest. Dette har man ikke endret på; det er jo lettere å la minnerne stå enn å endre frem og tilbage på dem, men kan selvklart bare gøres med minner som ikke gør ondt. Et annet minne som tilsyneladende ikke er smerteligt, er de mange citater fra Ibsens skuespill som er nedfellet i fliserne foran Nasjonalteatret [sic]: De står faktisk på dansk, om enn man på denne tid kallte språget norsk. Bokmålet er ennu ikke spiret frem i skriftbilledet.

Det er vanskeligt å sige om bokmål er dansk på norsk substrat eller norsk på dansk substrat. Sagen er jo at det norske substrat har funnedes igennem århundrederne i de "dannede klassers" danskpåvirkede språg, men først omkring siste århundredeskifte gennemføres i rettskrivningen. Kanske kan man kalle det norsk på dansk på norsk substrat.

Om enn bokmålets oppkomst betød en større språglig mangfåld i Norden, er lykketreffet ved bokmålet at det er havnet på pladsen midt imellem dansk og svensk. Tett på svensk udtale og tett på dansk ordforråd. Denne "språgbro" som nu kan hålde Norden sammen, er kanske det danske språgs viktigste avtrykk på språgfellesskapet. Det er skæbnens ironi at dette språg nu er i fare for at bortdø fra det fellesnordiske, men trods allt efterlod sig et brugbart avtrykk i Norge - mangfåld kan i någle tilfelle styrke fellesskapet dærsom den ikke går udover den eksisterende mangfåld, men finner en nisje innen for yderpunkterne.

Annerledes er sagen selvklart med nynorsk. Jeg legger vegen forbi Noregs Mållag og finner ganske ydmyge lokaler ovenpå en Statoil-tankstasjon i udkanten av Sentrum. Ingen glassfasade, ingen bannere, ingen brosjyrer. Så svagt står landsmålet alltså i hovedstaden. Men selvom denne målform er mere særnorsk, og jeg er skandinavist, kan jeg alligevell ikke la være med å omfatte den med sympati.

For der finnes ubestridelige fordele ved nynorskens eksistens, først og fremmest at den sikkrer at alle nordmenn er eksponeret for to forskellige målformer innen for samme språgområde. Dette, og dialekternes tradisjonellt sterke stilling i landet, gir en språglig fleksibilitet og tolerance og først og fremmest en språgbevissthed som er misunnelsesverdig og faktisk er en drømm for en skandinavist. Tenk om vi alle i Norden levede under disse forhåld. Tvungen sidemålsstil på dansk og svensk - nettopp som en del av modersmålsundervisningen.

Hærtil kommer at den nynorske skriftnormal på mange punkter hvår den adskiller sig fra bokmål, faktisk har lighed med svensk. Det gelder selvsagt ikke arvesølvet, diftongerne, men mange andre vokal- og konsonantforbinnelser og store dele av ordforrådet; så den er ikke bare en språgbro til ingenting, men også til en viss grad til brødrafolkens væl, som den siste unionskonge, Oscar II, ville udtrykke det.

Alle uligheder til trods er der faktisk meget som minner om situasjonen i Finnland. Ganske visst rører det sig ikke om to ubeslektede språg, men om to skriftnormaler av samme språg (to udav fire, må jeg her inskyde), men i begge tilfelle med statslig sanksjonering og i begge tilfelle i lande med et så høyt udvikklet civilsamfund, at det er muligt for borgerne å sørge for en stabil tilstand for målene. Den språglige bevissthed i disse samfund er, alle vanskeligheder ufortallt, et gode i sig selv.

Naturligvis gir de ulige håldninger til historien sig også udtrykk i ulige håldninger til språget i et både gammelt og ungt land som dette, hvår Bygdø (kongsgård) ligger på Bygdøy, og hinsides hvilken jeg finner berømmte skipe som dem fra Oseberg og Gokstad udstillet tett på Fram og Kon-Tiki, spennende over et gap på 1000 år, men alle satt i forbinnelse med en tids nasjonalhelte. Uanset hvilken mening man kan ha om sådanne i dag, er historisk bevissthed under alle omstendigheder heller ikke å forakte.