onsdag den 10. november 2010

En fremtidsplan for Svenskestland

Det er kanske en någet prætensjøs overskrift for et inlægg som visselig handler om en folkegruppe, et nasjonalt mindretall i Estland som efter all sannsynlighed er døende. Efter at 8.000 udav de dengang 9.000 estlandssvenskere fra Ormsø, Nukkø og andre områder i Nordvest-Estland flyktede fra den røde hær i 1944, og mange av de tilbageblevne blev deporteret, fanntes der ingen mulighed for at de siste kunne fortsette eksistensen som et livskraftigt svensk mindretall. Bare de gamle blev boende i Estland, og nu er blott 200 mennesker tilbage.

Ganske visst har estlandssvenskerne i de seneste år fået tosprågede byskilte i Nukkø Kommune - som ennda har fået tosprågede myndigheder. Dette skyldes at mange av flyktningene og deres efterkommere fra Sverige efter Estlands befrielse i 1991 er vendt tilbage for å få deres gamle egendom i svenskbygderne tilbage nu hvår jorden atter kan eges privat. Det gelder først og fremmest Ormsø og Nukkø. Jeg kenner ikke tilfelle fra Runø; og Odensholm, Rågøerne og Nargø vil med sikkerhed forbli øde.

Det er meget glædeligt med denne tilbagevenden, men det endrer dessverre ikke på at det er en "sommersvenskhed" som vi hær ser udfåldet. De huse og stugor som man har bygget på familjens jordlodd er primært til fritidsbrug - og dessverre en dagsreise fra Sverige - og de få estlandssvenskere som er flyttet tilbage permanent, er eldre mennesker som ikke vil få efterkommere i Estland. Det er en fin gestus at Nukkø Kommune betjæner dem på svensk, men det er først og fremmest begrenset til feriesæsongerne. Bare 50 fastboende regner sig som svenske hær.

Og ganske visst har det estlandssvenske mindretall nu opprettet kulturellt selvstyre hvilket alle mindretall er berettigede til ifølge Estlands grundlog. Men logen om kulturellt selvstyre foreskriver dels at mindretallet skal udgøre mindst 3000 personer, dels at det skal være bosatt i landet. Det siger sig selv at man bare har kunnet gennemføre dette ved å fortolke logen således at gruppen ganske visst omfatter over 3000, men at den blott delvist er bosatt i landet - som følge av force majeure.

I selve Estland er situasjonen knapp så håldbar. Som det ofte kan gå når et mindretalls kerne udvandrer, vil periferien, ifall omgivelserne støtter det, og det er attraktivt, forsøge å udfylle plassen, til eksempel ved at mennesker med én foreldre eller blott en besteforeldre fra mindretallet tilslutter sig dette. Det kennes også fra siebenbürgersachserne i Transsylvanien. Jeg har ennda mødt folk uden svenske aner som var så nordisk orienterede at de hade lært sig svensk og komm i den svenske kirke i Tallinn. Og dette er all ære værd. Men også dette er en svenskhed som fortynnes for hver generasjon idet språget neppe gis videre. Den tradisjonelle svenskhed i Estland er fortsatt døende.

Jeg nærer som nevnt en gammel kærlighed til Estland og ønsker egentlig å se det så nær på Norden som muligt. Et nordisk land kan man nokk neppe kalle det. Den nordiske folkegruppe er for lille, og høykulturen gennem århundrederne var tysk, ikke svensk. Men ifall estlandssvenskerne ennu hade eksisteret, kunne landet dog ha deltaget i enkelte områder av det nordiske samarbeide. Kan någet av dette reddes?

Sådan tenkte jeg på veg hjem fra en reise som hade ført mig gennem Baltikum i 2009, blandt annet til det megalomane sangerstevne som på de kanter er kennt som üldlaulupidu. Det var en gammel drømm å oppleve dette fænomen som bare forekommer i full størrelse hvert femmte år. Jeg var imponeret over hvår distinkt sangen lød, selv når det store, samlede kor på 26.000 sangere stod over for én dirigent. Og sangen lød nordisk; men dimensjonerne var fremmedartede.

Det lykkedes å få en nattferge fra Paldiski - engang det svensksprågede fiskerlege Rågervik - medens vi stevnede mod solnedgangen og Kappelskær, lå om bagbord kalkklinten på Lilla Rågø i skumringen, og bag denne den yderste odde av Stora Rågø. I den lyse sommernatt anede jeg langt borte fyrtårnet på Odensholm. Tyste og mørke lå disse forladte øer i Østersøen. Alle blev de til militærbaser under den sovjettiske besettelse, og ingen mennesker er vendt tilbage siden. Fremtiden ligger ikke hær.

Så hvem kan man bygge på udover de siste estlandssvenskere? I hovedstaden finnes som i alle hovedstæder grupper av folk fra grannelandene eller fjernere områder som bor i vertslandet i kortere eller lengere tid, udstasjonerede i forbinnelse med arbeide for firmaer eller diplomati - eller folk som har været så heldige å finne en lokal livsledsager og har skapt et lengerevarende hjemm i staden. Og Estland har to helt eller delvist svensksprågede grannelande.

Mennesker som lever på disse villkår er ofte henvist til å klare sig uden institusjoner som anvender deres modersmål, og dette gelder også deres eventuelle børn. Hvårledes sikkrer vi at disse udlendinge oppholder sig lengst muligt i vertslandet - og ennog blir boende permanent? Det er helt åpenlyst at Tallinn sagner en svensk skole som vil kunne betjæne børn av disse udstasjonerede familjer og blandede ekteskaper. Et svenskspråget gymnasium med internatavdeling finnes allerede i Birkas på Nukkø, grundlagt så tidligt som i 1990 for å gi estere mulighed for en nordisk orienteret skolegang.

Og på den svenske Mikaelskirkes hjemmeside læses om den åpne forskole som drives hær: "I Tallinn finns många svenskspråkiga familjer bosatta som har barn under eller i skolåldern som behøver treffas, umgås ok leka på svenska ... Til en børjan var de flesta barn som deltog enspråkigt svenska, under tiden har fler ok fler barn kommit från tvåspråkiga estniska ok svenska familjer ... De vuksna fikk samtidigt tilfelle å umgås på svenska". For småbørn og unge finnes alltså muligheder, men mellemstadiet fattes.

Det må være alldeles uomgengeligt å opprette en svensk skole i Tallinn, ganske som der finnes en estisk skole i Stokkholm, og ganske som la francophonie har bastjoner i form av franske skoler i allverdens hovedstæder. De eksisterende svensk- og tosprågede familjer vil få et incitament til å bli boende i staden i lengere tid, og det vil også virke modsatt: flere vil få øynene opp for å bosette sig her dærsom der finnes mulighed for å leve på svensk. Der er jo blott 80 km til den nærmeste svensksprågede kyst.

Og av skolebørnene vil flere velje å leve i staden som voksne og kanske sette deres egne børn i den svenske skole. På dette sett kan en forhåldsvis permanent svenskhed etableres i Tallinn. Kanske ikke et egentligt mindretall som i gamle dage, men det er det beste som kan gøres med de muligheder vi råder over i dag. Den vil nokk kræve en stadig tilgang av rigs- og finlandssvenskere for å kunne oppretthåldes, og dette må aktivt sikkres. Hærtil kan det nedenstående medvirke.

Hvad nu med svenskbygderne? Det var jo hær svenskheden hørte til, og det ville være hær, i disse tynnere befolkede områder, at en svensk folkegruppe ville kunne gøre en forskell frem for å bli borte i hovedstadens mengder. Hvårledes får vi satt Tallinn-svenskerne i kontakt med svenskbygderne? Mange av de mennesker som i fritiden taler deres svenske dialekt av det nordiske språg i disse egne, bor jo i Sverige, ti timer borte med båd.

Det er selvklart, at mange av disse egendomme vil gå i arv til efterkommerne i generasjoner fremover. Men det er også uundvigeligt at någle jordlodder, huse og stugor med tiden vil falle fra. Det er ikke alle som bor på den annen side av Østersøen, som i flere slektled har mod på å behålde et feriehus i Estland. Fremfor at disse skal overgå til lokale fra det estiske flertall, er det uhørt viktigt at disse egendomme forblir på svensktalende hender - dærsom hender ellers kan tale!

Det annet viktige skridt må alltså være å opprette en privat fond eller stiftelse, et egendomssellskap, som kan overta og administrere de svenskegede huse ifall egeren ikke lengere ønsker å behålde dem - og som kan ta hånd om at de fremover udleges, eventuellt i lange tidsrum, til svensktalende folk, typisk fra Tallinn. Hærmed vil der kunne skapes forbinnelse mellem den nye udlandssvenskhed i hovedstaden og de gamle svenskbygder i nordvest.

Der finnes intet odiøst i å kræve til eksempel et bestemmt språg talt av egeren eller hyregesten til en egendom, ganske som man kan kræve at man ikke ryger i hjemmet, at man skal være av en bestemmt civilstand, at ens foreldre skal have en bestemmt sysselsettning eller någet annet. I Nordirland finnes boligområder særligt for irsktalende folk for å styrke dette språg, og det samme vil kunne gøres med svensk i Estland. Nordmenn og danskere bør såmenn også være velkomne.

Der finnes flere fordele ved en sådan ordning: Det vil kunne lokke flere svensktalende fra Sverige og Finnland til Estland ifall man kan tilbyde dem sommarstugor blandt "sommersvenskerne" på Nukkø og Ormsø; og om man har børn i gymnasiealderen, vil de efter å ha forladt den svenske skole i Tallinn med fordel kunne bo i egendomme på Nukkø som supplement til internatavdelingen på Nukkø Gymnasium.

Hvor mange mennesker vil den svenske folkedel i Estland kunne vokse til? Selvklart intet i nærheden av de 10.000 som fanntes engang. Men under 1000 kan også være tilstrekkeligt. Estland er tynnt befolket. På Nukkø og Ormsø tilsammen bor 1.300 mennesker så der behøves ikke mange for å udgøre en væsentlig del. Og nettopp det å forbinne en svenskhed i Tallinn med et landområde hvår man udgør en stor andel, vil gi gruppen en tilknyttning og identitet som vil medvirke til å stabilisere den, også i hovedstaden.

Hvad der kræves, er selvklart penge. En svensk skole i Tallinn vil ikke kunne drives rentabelt de første mange år, og et boligsellskap som skal køpe egendom av estlandssvenskere som ønsker å avhende, skal bruge en betydelig kapital. Dette er alltså hvad man må offre ifall man vil drive en progressiv estlandssvensk politikk og oppretthålde Estlands tilknyttning til Norden i kommende slektled.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Send en kommentar