fredag den 21. januar 2011

Nordiske språgvalj

Vi går med denne januar måneds språglige rekommandasjoner for skandinavister en smule in i småsagsavdelingen idet vi ser på den grad av språglig valjfrihed som finnes i de ulige nordiske dialekter, og forsøger å treffe det valj som i hvert tilfelle er mest nordisk. Uden å iverksette de vidtgående stavereformer og bruge det mest nordiske ordforråd, som jeg gør i denne blogg, kan man også i det små tilpasse sig de øvrige dialekter - idet jeg selvklart må tilråde at man går så langt som muligt i nordisk rettning.

Faktisk hører det til Dansk Språgnevns endemål både å rådgi om dansk språgbrug og å virke til større nordisk språglig enhed. Det siste synes dog ofte glemmt, og det nordiske aspekt ingår blott yderst sjeldent i den rådgivningstjæneste som Språgnevnet driver. Vil man dærfor ha egentlig nordisk språglig rådgivning, kan man passende vende sig til denne blogg. Lad oss se på variasjonen i de enkelte dialekter.

DANSK

Substantiver
En del substantiver og adjektiver, som ender på -el, -en, -er, f.eks. himmel, aften, kloster, kan bøyes både med og uden bortfall av e, f.eks. himmelen/himmlen, aftenen/aftnen, klosteret/klostret. Ord i Nord råder generellt til at bruge den lange form med bevaret e da dette gir den største lighed med svensk (derimod er det nokk bedre i hvert fall i udtalen å bruge den korte form av ord på -er - klostret fremfor klosteret - idet den "konsonantiske" udtale av r efter konsonant er lettere å oppfatte i Norden enn den "vokaliserede" udtale mellem vokaler).

Dansk Språgnevn overveger efter sigende i øyeblikket å tillade sideformerne gymnasie, laboratorie osv. ved siden av gymnasium, laboratorium osv. Ifall dette skulle bli gennemført (hvilket det av nordiske hensyn ikke bør), råder Ord i Nord til at man fortfarende hålder fast i de lange former på -ium da disse stemmer med svensk.

Adjektiver
Adjektiverne ny og fri kan på dansk bøyes i på et eldre sett hvår flertallsformen og den bestemte form er uden -e ("de ny huse", "fri mennesker") og en nyere form med det regelmessige -e ("de nye huse", "frie mennesker"). Ord i Nord anbefaler den nyere form med -e, da svensk har nya, fria.

Adjektiver på én stavelse, som ender på -sk, har valjfri neutrumsendelse på -t (et friskt og raskt menneske kontra et frisk og rask menneske), hvårimod flerstavelsesord som nordisk, fantastisk ikke kan have -t. Av hensyn til ligheden med svensk tilråder Ord i Nord å bruge -t-formen, hvår det er muligt, altså på enstavelsesordene.

verber
Dansk Språgnevn har nu tilladt svage bøyninger som fare - farede - faret og sverge - svergede - sverget ved siden av de eldre fare - for - faret og sverge - svor - svoret. Ord i Nord rekommanderer fortfarende å hålde sig til de eldre, sterke bøyninger av verberne idet disse stemmer med norsk og svensk.

præteritum participium er et område som flyder en smule på dansk idet det kan ha en entallsform, også når det legger sig til et substantiv i flertall. Man bruger ofte entallsformen når der er tale om en process ("væggene blev malet"), og flertallsformen når der er tale om en stillstand ("væggene er malede"), men helt entydigt er det ikke da der finnes en betydelig gråsone mellem process og stillstand.

Der synes å være en tendens til å foredrage en entallsform i denne gråsone ("butikkerne er lukket", "vi blev overrasket"), kanske særligt når der følger en præposisjonsforbinnelse ("de er forsynet med mad"). Ord i Nord råder av nordiske hensyn til å fastholde flertallsformen og overhovedet bruge denne så vidt det er muligt ("butikkerne er lukkede", "vi blev overraskede", "de er forsynede med mad").

Præposisjoner
En del danskere har staveproblemer med præposisjonerne av og ad, eftersom de udtales ens, som /a/, når de er ubetonede i settningen. Imidlertid er dette langtfra alltid tilfellet. De færreste tenker over at når præposisjonen udgør en betydningsenhed sammen med et verbum (og hær er den alltid trykksterk i settningen), udtales den alltid med /d/, således f.eks. i følges ad, hjelpes ad, se ad, skille ad osv. Hærtil kommer någle eksempler på sammensettning med adverbium, hvår sammensettningen alltid står allene uden å danne et led sammen med et substantiv, f.eks. innenad, udenad. Også hær er udtalen alltid med /d/.

Så er der en rad eksempler på sammensettning med adverbium, hvår sammensettningen kan danne et led sammen med et substantiv: fremad, hjemmad, inad, oppad, nedad, henad, udad osv. Når der er et substantiv involveret ("de gikk oppad trappen", "de fortsatte henad gaden"), er udtalen uden /d/; og dette kan ofte smitte av på det "frittstående" udtrykk ("de gikk oppad", "de fortsatte henad") hvår udtalen kan være både med og uden /d/.

Det samme er fallet, hvår sammensettningen av et verbum plus ad kan involvere et substantiv, t.eks. "le ad en spøg" kontra "det er ikke någet å le ad". I det første fall er udtalen uden /d/; i det annet kan den være både med og uden /d/ på grund av avsmittning fra det første fall. Ord i Nord råder i disse tilfelle til alltid å bruge udtalen med /d/. Dels er det mere nordisk, dels gir det færre staveproblemer.

Når det gelder sammensettning av adverbium og præposisjon, har dansk hidtil håndhævet en regel om å skrive i to ord når præposisjonen danner et settningsled sammen med et substantiv ("han stod over for huset", "huset som han stod over for"), men i ett ord dærsom intet substantiv er involveret ("han stod overfor").

Reglen bidrager til å drage skell mellem sikkre og usikkre språgbrugere og adskiller dansk fra svensk og norsk, hvår der generellt skrives i ett ord. Dansk Språgnevn overveger dærfor i øyeblikket å gøre skrivningen i ett eller to ord valjfri, så man alltid kan undvige å skrive i to ord. Ifall dette gennemføres, støtter Ord i Nord den nye, nordiske mulighed for å skrive i ett ord, og som det ses, bruger jeg hær dette stavesett.

Adverbier
Adjektiver med endelsen -lig blev opprinnelig ikke tilføget neutrums- og adverbial-t, en tilstand som er fasthåldt i norsk. I dansk og svensk er -t i dag obligatorisk i neutrum, medens der finnes ulige grader av -t-endelser når adverbier avledes av adjektiverne. På dansk er der vid valjfrihed med hensyn til -t eller ei; når adverbiet beskriver den vis en handling foregår på, er det obligatorisk, medens det ikke er det når adverbiet beskriver graden eller tiden. En del adverbier skal dog ha -t idet der er en betydningsforskell fra formen uden -t; dærimod skal en del adverbier som ikke kan være adjektiver (temmelig, vitterlig), aldrig ha -t.

Det må undersøges nærmere hvilken grad av -t-endelser som dansk og svensk er felles om, så brugen kan reduceres mest muligt av hensyn til norsk.

Konjunksjoner
Der er i dansk talespråg oppstået en viss tendens til å supplere de fleste konjunksjoner med et efterfølgende at således at man hører "dobbeltkonjunksjoner" som "når at", "som om at" og "hviss at". Denne tendens (som henger sammen med en tendens til å supplere substantiver med efterfølgende pronomener og tidsangivelser med konjunksjonen ) bør undviges av hensyn til ligheden med norsk og svensk.

Dog finnes et par eksempler hvår at har været en del av konjunksjonen fra eldre tid hvilket også er fallet i de andre nordiske dialekter. Dette gelder oftest i forbinnelse med præposisjon som "efter at" og "uden at". Det gelder også "så at" som ofte ses forenklet til "så"; i disse tilfelle kan man med fordel hålde fast i at. Det gelder også "fordi at" som i generasjoner har været betraktet som dårligt språg om enn dett er den opprinnelige form. De fleste har lært å hålde sig til "fordi" i skrift, men denne form finnes ikke i svensk hvår man siger "før at" eller "dærfør at". Jeg antar dærfor at "fordi at" vil være mere forståeligt i Norden enn "fordi", og rekommanderer formen med at.

Pronomener
Der finnes i dansk og norsk en kraftig tendens blandt mange språgbrugere til å bruge akkusativformen av pronomener (mig, dig, ham, hende, oss, jer, dem) i stedet for nominativformen (jeg, du, han, hun, vi, I, de) som ofte blott fasthåldes umiddelbart før eller efter verbet. F.eks. oppfattes jevnførende adverbier (enn, som) ofte som en slags præposisjoner som kræver akkusativ ("du er større enn mig"). Ord i Nord råder til alltid så vidt muligt å bruge nominativformer av pronomener (t.eks. "du er større enn jeg") idet svensk alltid har denne språgbrug.

Den "høfflige" form av pronomenet for annen person ental - som i Norden i årtier har været i tilbagegang - har det problem at den ikke er fellesnordisk. Sålede har dansk og bokmål tredje person flertall (fra tysk), De, Dem, hvår svensk og nynorsk bruger annen person flertall, ni, er hhv. de, dykk. Ord i Nord tilråder å la tilbagegangen fortsette til fordel for det alminnelige pronomen for annen person ental, du, dig/deg, som er felles for hele Norden.

I modsettning til svensk og norsk som allene har relativpronomenet som, har dansk mulighed for både som og der, sistnevnte dog blott som subjekt i settningen. Ord i Nord råder dog til så vidt muligt å bruge det fellesnordiske som.

Om enn dansk bruger refleksivpronomenet sig, både når subjektet er i entall og i flertal, kan det tilsvarende possessive pronomen sin/sitt/sine alene anvendes ved ental ("han tog sin hatt"), hvårimod flertall, modsatt norsk og svensk, kræver "de tog deres hatte". Sin/sitt/sine i flertall har været udbredt i dialekterne og forekommer ennu iblandt i mindre "odlet" språg, men regnes ikke for korrekt dansk.

Dog er der valjfrihed imellem sin/sit/sine og deres i forbinnelse med pronomenet hver idet det faktisk ikke er klart om dette er entall eller flertall. Man kan således sige både "de stod i hver sitt hjørne" (eldst) eller "de stod i hver deres hjørne" (nyere form). Ord i Nord råder naturligvis til å hålde fast i sin/sitt/sine.

Andre ordformer
Udover de systematiske variasjoner i språget finnes en stor mengde ord som har flere sideformer, og hær vil Ord i Nord ofte kunne anbefale én fremfor en annen (hellere forpliktelse, skiffer, anselig, bevilje, elve enn forpliktigelse, skifer, anseelig, bevillige, elleve). Hær må med tiden oppstilles en komplett liste.

I en del tilfelle kan forbinnelser av flere småord valjfritt skrives i ett eller to ord på dansk (f.eks. "selv om" eller "selvom"), og det må hær undersøges nærmere hvilken mulighed som bringer bedst overensstemmelse med de andre nordiske dialekter.

Tegnsettning
Dansk har valjfrihed mellem "tradisjonelt komma" hvår der settes komma både før og efter ledsettninger, og "nytt komma" hvår det allene settes efter ledsettninger (dog altid foran men). Det tradisjonelle komma bruges udenfor Tyskland blott i Danmark og på Island og Færøerne hvårimod kommateringen i Norge og Sverige minner mest om nytt komma. Ord i Nord tilråder derfor å bruge nytt komma.

Fremtidige valjfriheder?
Språgbrug er alltid under forandring, og dessverre går de fleste endringer i Norden i separatistisk rettning. I de tilfelle hvår forandringen er til Nordens fordel, kan den til gengeld anvendes. For tiden er der en tendens i dansk til å sige "i sommers", "i vinters" fremfor de autoriserede "i sommer", "i vinter". Denne nye språgbrug stemmer med svensk så ifall Språgnevnet på et tidspunkt tillader den, kan den anbefales.

Adverbiet knapp får på dansk blot endelsen -t når det udgør et selvstendigt settningsled ("hun udtrykkte sig knappt"), ellers ikke ("det tog knapp femm dage"). Hær er formen knappt imidlertid vidt udbredt i talespråg, og skulle Språgnevnet tillade den, kan den tilrådes da den er lig med svensk.

NORSK

Substantiver
Norsk har tre sett å danne genitiv på som delvis konkurrerer inbyrdes: Den nordiske genitiv på -s ("mannens hus"), den opprinnelig nedertyske omskrivning med sin/sitt/sine (såkallt "garpegenitiv", "mannen sitt hus") som fremfor allt er slået igennem på Vestlandet, samt omskrivning med præposisjon, "huset til mannen".

De to siste former er ukennte på dansk og svensk som hålder fast i den nordiske genitiv, og Ord i Nord råder dærfor til at man uanset målform så vidt muligt bruger -s-genitiven i norsk.

SVENSK

Verber
I modsettning til norsk og dansk har svensk mulighed for å udelade hjelpeverbum i ledsettninger. Man kan til eksempel sige "han har berettat at han varit på semester" i stedet for det mere fullstendige "han har berettat at han har varit på semester". Denne udeladelse av et verbum kan virke ganske forvirrende på andre nordboer, og Ord i Nord råder dærfor til at man alltid medtar hjelpeverbet i ledsettninger.

Pronomener
På svensk er situasjonen någet flydende når det gelder pronomener i tredje person flertall. Således finnes der hos en del språgbrugere en vakklen mellem nominativformen de og akkusativformen dem, og oveni køpet finnes en mere talespråglig form av dem, nemlig dom, som iblandt kan erstatte begge andre former. Ord i Nord må hær rekommandere at man av hensyn til ligheden med norsk og dansk hålder sig til de og dem i nominativ respektive akkusativ.

De talespråglige former våran, vårat, eran, erat av possessivpronomenerne bør absolutt undviges, og vår, vårt, er, ert fasthåldes.

Stavning
Der er på svensk i mange sammenhenge oppstået en lydenlig stavning av en del hyppige ord, f.eks. mei, dei, sei fremfor mig, dig, sig og sæjer, dar i stedet for sæger, dagar. Disse former bør undviges da de adskiller svensk fra grannedialekterne. Nettopp vanlige ord som disse vålder sjeldent problemer med stavningen på grund av deres høye frekvens, uanset stavesett.

Ganske visst er der intet til hinder for at hele Norden kunne endre stavningen av mig, dig, sig til mei, dei, sei, da dette også ville passe med norsk og dansk udtale, men endemålet med dette blogginlægg er dog ikke å foreslå rettskrivningsendringer udover dem som bringer dialekterne sammen, og på grund av ordenes høye frekvens er det som sagt neppe nødvendigt.

...

Som det ses av denne hastige gennemgang av svensk og norsk, sagner jeg ennu tilstrekkelig detailviden om grannedialekterne, men kan dog pege på enkelte forhåld og håper med tiden å bli klogere. Jeg oppmaner alle nordboer til å kommentere bloggen, men dette vil jeg vende tilbage til i et senere inlægg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Send en kommentar