med øgon i granit.
Den lyfter høgt sitt Gustafssværd
ok menar stolt "komm hit!"
Det sværdet senks ei før å slå,
det blikstrar blott ok krossar så!
Sådan skriver Runeberg om Sveaborg, "Gibraltars like i vår Nord" i "Fenrik Ståls Segner", verdens mest martialske diktsamling - når man bortser fra inledningsdiktet "Vårt land". Og sannt er det, at Sveaborg er et imponerende syn når man nærmer sig over havet sydfra, og de lynende sværd - kanonerne - peger mod en.Imidlertid er Sveaborg jo anlagt på ganske lave øer. Der finnes et annet sted i Norden, som i langt høyere grad minner mig om Gibraltar, nemmlig - Kullen. Blant danskere har denne grundfjellsknude ry av udfluktsmål med hoteller og udskenkning, men at den drager folk både fra Danmark og Sydsverige, skyldes jo naturen, eller rettere geologien. Der finnes en grund til at en kliché blir en kliché. Selve Kullen er dog ikke den høyeste del; det er det bagvedliggende Kullaberg på 188 meter.
Utvivlsomt rummer Norge mange slige steder også, men det imponerende ved Kullen er nettopp at den er omgivet av ganske lavt og fladt land. Det meste av Syd- og Vestskåne minner om Sjelland eller Lålland, og landet bag Kullen hæver sig blott få meter over havets overflade, ganske som landet bag Gibraltar. Pludselig står så denne klippeknude og troner med en stedvis loddrett nordside, som bare kan ses fyldestgørende fra havet. En gigantisk tand som uventet stikker opp fra Jordens indre mellem lave marker.
Grunden til dens eksistens er det geologiske fænomen Tornquist-sonen (oppkallt efter dens første beskriver) som strekker sig fra Kattegatt til Østersøen gennem Skåne, og som også har ladet Bornholm reise sig fra havet. En rekke gamle sprekker i jordskorpen som opprinnelig skyldes at her gikk en grense mellem to kontinenter, har i de siste par hundrede millioner år fået nytt liv gennem Afrikas press på Europa sydfra. Med tiårs mellemrumm forekommer ennog jordskelv med epicenter i sonen.
Det har fostret en rekke horste av grundfjell som skyder opp mellem sprekkerne: Kullen, Søderåsen, Hallandsåsen med Hovs Hallar ved kysten, Linderødsåsen, Nævlingeåsen, Romeleåsen - og Bornholm hviss nordspids, Hammeren, er et ekko av Kullen - dog uden Kullaberg. Alle er de brattest på nordsiden, og om enn de siden deres dannelse er slidt ned av istiderne, er åsenes eksistens et av grundlagene for disse landsdeles natur- og kulturhistorie.
Skånes og Bornholms grundfjell er alltså et særligt fænomen, ikke en del av Det Fennoskandiske Grundfjellsskjold, som ellers ligger under hele Norge, Sverige og Finnland. Bare i Nordøstskåne finnes Gøngeherred - Skånes Småland med grundfjell under marker og skoge. Alligevell gir disse grundfjellshorste av prækambrisk granitt en særlig nordisk karakter til Skåne og Bornholm, en type landskap som ellers er fraværende i Danmark.
Og en type landskap som danskere tilsyneladende har en iboende lengsel efter. Synet av de første klipper på vegen nordpå vekker alltid glædesudbrud blant oss. Sammen med landsdelenes flora og menneskenes dialekter vekker de en følelse av någet udefinerbart nordisk som man føler at man har lodd og del i, men som man ville ønske var mere tydeligt, synligere, sterkere.
Det er kanske ennu en kliché, men det etablerede internasjonale billede av Norden med skoge og klipper står så sterkt i bevisstheden at vi - i hvert fall skandinavisterne blant oss - elsker det som vårt eget, men samtidig føler at vi faller lidt udenfor her til lands.
Historiens ironi er dog at det som i dag feires som det mest nordiske landskap og som bringer intekter fra allverdens turister, har været en forbannelse for alle tidligere generasjoner. Den ufruktbare, tynne jord over grundfjellet har givet datidens bønder hårde arbeidsvillkår som ofte neppe kunne understøtte menneskenes eksistens. At grundfjellet er så fremtrædende i Norden, skyldes istiderne som har skrapet de fruktbare jordlag som engang fanntes i det som senere skulle bli til Norden, bort og har efterladt rå klippe som ennu idag blott er dekket av et tynnt jordlag.
Bare i Danmark efterlod avlegringer fra isbræerne en jord som var fruktbar og med ringe besvær kunne odles og legge grund til den rigdom som igennem en stor del av Nordens historie kunne gi Danmark rollen som regional stormakt. Først da Skåne blev svensk, endrede maktbalancen sig fordi rigdommen fra den fruktbare jord kunne gå til den nye, svenske stormakt. Og Norge, Finnland, Island og Færøerne måtte nøyes med den historiske plads som den ufruktbare jord kunne gi.
Man kan åpenbart ikke få begge dele: både et land fyllt med vakkre nordiske grundfjellslandskaper og et land med en lang, stolt rigshistorie. Det ene udelukker det annet. Vi må favne tanken om at Danmark nettopp med sine minst "nordiske" landskaper i stedet fikk muligheden for å spille en viktig rolle i Nordens fortid. Dette ligger også "til grund" for Norden som vi kenner den i dag, og er lige så meget en del av den.
