Nordens kennteste vartegn (3. del)

Læs også "Præambel om rettskrivningen", januar 2009, "Nordiske ord", januar 2010, og "Nordiske språgvalj", januar 2011.

I gennemgangen av det symbol som på verdensplan er det mest kennte udtrykk for nordisk identitet, korsflaget, er vi nu nået til de områder som officiellt fører eget flag om enn de ikke er selvstendige stater. Færøernes flag, Merkið, har dog tidligere været behandlet i en uddypende artikel. Hær er identiteten avgjort nasjonal, hvilket kanske også er fallet på Hjaltlands- og Orknøerne medens det i høyere grad kan diskuteres i fallet Åland. I Skåne må identiteten vel nærmest betegnes som regional for de flestes vedkommende.

Tanken om politisk autonomi kommer til Norden udefra i 1921, og egentlig i forbinnelse med en internasjonal konflikt, en strid om Ålandsøerne mellem Sverige og Finnland efter sistnevntes selvstendighed tre år tidligere; Initiativet komm dog fra et flertall av Ålands befolkning. På grund av mulige territorialkrav fra Russland ville Folkeforbunnet som mæglede i striden, dog ikke skape præcedens for ingrep i Finnlands territorium, og øgruppen fik i stedet en demilitariseret autonomi innen for dette land - en fordel for Norden eftersom Åland bidrager til Finlands svenskhed.

Selvstyret fikk dog først mulighed for å markere sin myndighed med eget flag med en revisjon av selvstyrelogen 30 år senere. Landstinget (i dag Lagtinget) enedes om - ennu - et nordisk korsflag, blått med gult kors og blått kors i det gule, baseret på Ålands våpenfarger og på tidligere uofficielle flag med tre vannrette striper. Dette kunne imidlertid ikke godkennes da det minnede for meget om det svenske flag, et problem som vi skal høre mere om senere, og først i 1953 kunne man enes om at gøre innerkorset rødt - og dermed inkorporere Finlands våpenfarger (gul løve på rødt) i landskapsflaget.

Antagelsen av Ålands flag krævede alltså lange stridigheder, både om farger og om udformning: korsflag eller ikke? Men hver gang korset veljes, slås denne form ennu mere fast som Nordens symbol - i hvert fall om man som jeg veljer å tolke Grønlands antagelse av det todelte cirkelflag frem for et korsflag i 1985 som en markering i forhåld til nordiskhed, ikke i forhåld til korsflaget. Med sit valj av flag - besluttet av et lille flertall - veljer man, alldeles berettiget, å definere sig som någet annet enn nordisk. Det er forståeligt i betraktning av de folkelige bånd til Den Nye Verdens Arktis. Nordens flag er korsflag.

Denne konstatering blir en selvklar fremgangsmåde ved de seneste skud på stammen. I 1902 hade den skandinavistisk instillede historiker Martin Weibull fra Lund taget initiativ til å "flagfeste" den skånske - eller skånelandske - regionalidentitet med en historisk sammenstilling av Danmarks røde dug med Sveriges gule kors. Odlingen av denne identitet har taget tid, og det skånske flag har langsomt vunnet stor udbredelse. Først i 1999 kunne flaget gøres officiellt eftersom Skånes to tidligere len blev slået sammen til ett, ennda en "region" med øget ansvar for regional udvikkling, kollektivtrafikk og helsevæsen (en forsøgsordning som siden er blevet permanent), hvårved flaget kunne stå for en administrativ enhed.

Samme år blev flaget dærfor anerkennt, jevnsides med et våpenbanner som vanlige len også fører - hær et rødt felt med et gult griffhoved (de omvendte farger av landskapsvåpenet som er ligt Malmøs våpen fra Erik av Pommerns tid). Korsflaget anvendes dog mest av privatpersoner; og hær ser man at det ennu fattes regionsfullmektigen - regionens styrelse - å fastsette flagets proporsjoner. Fortfarende bruges svenske (bredt kors, rektangulære innerfelter) og danske (smallt kors, kvadratiske innerfelter) proporsjoner side om side.

Et lignende flag sås under Annen Verdenskrig som symbol for Nasjonal Samling, en norsk avlegger av den nazistiske rørelse som de fanntes i mange lande, men dette har lykkeligvis ikke skadet det rød-gule flags rykte. Og anvendelse av et rødt-gult korsflag for Svenskfinnland er ganske begrenset, antagelig fordi de fleste finnlandssvenske just ikke ønsker å ses som annet enn fullgyldige finnlendere - og Finnland som fullgyldigt nordisk. Under alle omstendigheder er flaget jo nu officiellt skånsk.

Fra Åland og Skåne, områder som i ulig grad har ønsket en egen identitet innen for Norden, drager vi til lande hviss søgen efter egen identitet bringer dem tilbage i rettning mod det Norden som de engang forsvannt fra. De to sydligste øgrupper i "Udnorden", Hjaltland (Shetland) og Orknøerne (Orkney) delte deres vikingefortid og det meste av middelalderen - og det nordiske språg - med Island og Færøerne, men fikk en ganske annen skebne da Danmark-Norges konge Christian I i 1468 og 1469 satte dem i pant som sin datter Margretes medgift til Jakob III av Skottland. Siden gled øgrupperne ubemerket in under skotsk og senere brittisk herredømme. I sluttningen av 1700-tallet, på Hjaltland kanske så sent som i første halvdel av 1800-tallet, uddøde norn, øernes nordiske språg, som jeg senere skal vende tilbage til.

Den norske fortid var lenge gemmt og glemmt på Hjaltland og Orknøerne - 1800-tallets interesse for etnologi og folkelighed og den nasjonale tanke spredte sig ikke fra Norden til hvad der nu var engelsk språgområde, og vi skal frem til 1969 før et Hjaltlandsk flag dukker opp i anledning av 500-års-jubilæet for pantsettelsen. Øerne led på denne tid - før 1970-tallets oljefunn - sterkt under å være et udkantsområde i Skotland hvilket bidrog til å øge den hjaltlandske patriotisme. Men flaget forblev uofficiellt i nesten et halvt århundrede.

Efter dette tidsrumm mødte flaget ingen politisk modstand, da Shetland Islands Council besluttede å gøre det officiellt i 2005, og også skottlands heraldiske myndighed, Lord Lyon King of Arms, var vellvillig. Lykkeligvis fastsatte Shetland Islands Council flagets proporsjoner til 3:5 med kvadratiske innerfelter (brittiske flag har ofte proporsjonerne 1:2 hvilket ikke ville fungere visuellt med et nordisk kors). Flaget kombinerer Skottlands blå og hvide farger med det nordiske mønster. Det kan kanske undre, at et flag som er mage til Islands opprinnelige, Hvítbláinn, som blev forsynet med et rødt innerkors just for å undvige forveksling med det svenske (og det græske) flag, har kunnet godkennes på Hjaltland. Men dette flag skal allene anvendes til lands.

Hvad man har på Hjaltland, må man selvklart også ha på Orknøerne. Men the Lyon King of Arms hade invendinger mod det uofficielle flag som hade været i brug hær siden 1990-årene. Dette gule flag med rødt kors som citerede fargerne i både Norges og Skottlands kongebannere, var for ligt den irske provins Ulsters mere eller mindre uofficielle flag (som dog har et centreret kors belagt med et våpenskjold). Løsningen blev i stedet et flag foreslået av våpenkongen og godkennt ved en folkeomrøstning i 2007. Det tilføyer et blått innerkors med reference til Skottlands flag - og kanske til øernes våpenskjold - hvårved rød og gul dog må byttes om for å sikkre den heraldisk korrekte rekkefølge av fargerne.

Dog er dette røde-gule-blå flag meget ligt det norske. Merkværdigt - med tanke på at man ved endringen just ville undvige forveksling med andre landes flag. Ganske visst skal flaget ikke som det norske bruges til søss - men det blir Ulsters flag nu heller ikke. Deltagelsen i den omtalte folkeomrøstning var også på blott 1 % av befolkningen (!), og det er svært å frigøre sig fra tanken om at opprinnelsen hos en skottsk myndighed intil videre har udvirket en ringe popularitet. Men hvem ved - kanske vil ligheden med Norges flag på lengere sikt være en styrke?

Under alle omstendigheder er det kanske en fordel at Orknøerne ikke har lagt beslag på det gule flag med rødt kors - for det var jo dette flag som Kalmarunionens kong Erik av Pommern i 1430 befalede inført som flag for hele unionen. Vi ved ikke om det någensinne lykkedes ham, for ingen virkelige flag eller avbildninger av flag er bevarede. Men eftersom kongens befaling finnes overleveret, er det kanske ikke for meget å sige at dette unionsflag er "officiellt" - virkeligt eller ei - og dærfor hører hjemme i denne gennemgang; ennda som det nesteldste flag i Norden.

Når man således følger flaghistorien kronologisk til dørs fra unionen til nutiden, står det klart at de nordiske flag fortsatt nyder stor popularitet i verden - hvilket masser av uofficielle flag for ulige områder i og omkring Norden også tyder på. Det asymmetriske korsflag er nu som aldrig før et sterkt og populært symbol på verdensplan - kanske gør vi et eller annet riktigt.

Glædelig jul!

Kommentarer er vellkommne uanset hvårdan man staver.

Nordens kennteste vartegn (2. del) - Merkið

Jeg sysselsatte mig i en periode med det færøske flags tidlige historie og har dærfor mulighed for å gi det en grundigere gennemgang enn de øvrige nordiske flag. Denne artikel har tidligere været bragt i bladet Regensen og i avisen Dimmalætting.

Det er allminneligt kennt at færøske studenter i Køpenhavn i 1919 har formgivet det flag, som britterne 25. april 1940 gjorde til officiellt færøsk flag. I årtier så man ofte Jens Oliver (Olivur) Lisbergs navn i forbinnelse med flaget. At særligt han blev fremhævet, skyldes at han bragte flaget til Færøerne hvår han heiste det i hjembygden Fámjin. Da han døde kort tid efter, tilskrev man som en æresbevisning ham flaget.

Dog har også Janus Øssurson, Thomas Pauli Dahl og Emil Joensen haft lodd i fremstillingen, men hvem som kan siges å være hovedkrefterne (og dærmed hvår ideen er undfanget), vekker debatt, da flaget er oppstået innen for manns - og dærmed efterkommernes - minne. I bogen "Merkið - Flaggsøgan" av den færøske journalist og radioredaktør Niels Juel Arge har denne efter eget udsagn samlet allt, hvad han "har kunnet få å vide om Færøernes flaghistorie intil 1948".

Hær berettes om Øssurson og Lisberg (min oversettelse): "Nu satte de sig for å gøre forslag til et riktigt færøsk flag i stedet for vedder- og strandskade-merkerne [-bannerne], som hidtil hade været brugt. I Jens Olivurs og Th. Pauli Dahls værelse i Store Kongensgade foregikk drøftelser om hvordan et færøsk nasjonalflag burde være i form og farger. Ninna Jacobsen fra Tórshavn som var bosatt nede [i Danmark] i de år, syede et bordflag efter forslaget, og hun har ennu [1980] dette flag i forvaring. Nu begav man sig med dette forslag til en flagfabrikk for å få fremstillet et bordflag til hver [...]

Jens Olivur gikk nu atter til Nordisk Fane- og Flagfabrikk og fikk dem til å lave sig et stort flag. Janus Øssurson var med ham da han hentede flaget. De begav sig til Emil Joensens rumm på Regensen [Kongehusets kollegium i Køpenhavn] og stakk det ud ad vinduget. Her vaiede Merkið første gang under åpen himmel". Videre hedder det: "Th. Pauli Dahl var en av de tre som udformede det færøske flag. I hans og Jens Olivurs logi klippede og tegnede de intil et forslag kunne godkennes".

Emil Joensen og Janus Øssurson hade året før stiftet det færøske KFUM i Køpenhavn. I 25-års-festskriftet for dette (1943) beretter Joensen derimod selv følgende (min oversettelse): "Studenterflaget er det blevet kallt fordi det var studenter som var opphavsmenn til Merkið og skapte det. Hovedmennene var stud.jur. Jens Oliver Lisberg. Vi hade ofte snakket om at vi færinger i stedet for det gamle vedderflag burde få oss et korsflag i lighed med de andre nordiske folk.

Så en dag komm Jens Lisberg og Janus Øssurson in på Regensen til mig i godt humør, nu skulle der gøres någet for allvår, og så gikk de i gang med å gøre udkast til Merkið. Jeg satte mig ned og tegnede på hvid bunn et rødt kors med blå kant på begge sider [...] Dette mente vi alle var meget vakkert. Og da vi så gikk i gang med å undersøge det, viste det sig at dette var den eneste mulighed for sammensettning av de færøske farger. Allt annet var allerede i brug av de andre broderfolk.

Så begav vi oss til Frederiksberggade til Nordisk Flag- og Fanefabrikk for å bestille et lille flag. Da vi så senere fikk et større flag opp, bredte vi det ud ad regensvinduget. Islendinge som så det i gården, var begeistrede ligesom vi, råpte hurra og ønskede tillykke".

Joensens fortelling er ofte citeret i litteraturen. Det siges ennda at rød og blå var de farger, han brugte til å understrege med i Det Gamle Testamente. Om enn alle alltså er enige om at Regensen er det første sted Merkið vaier, og ennvidere at Lisberg og Øssurson er initiativtagerne, er det dog en påfallende diskrepans at Joensen, regensianeren blandt de fire, og hans bosted har en central rolle i hans egen fortelling medens han er halvvegs skrevet ud av historien hos Arge. Dette er iblandt årsag til læserbreve i de færøske dagblade.

Der er dog mulighed for til en viss grad å harmonisere kilderne. Tankerne om flagets udseende har tydeligvis været någen tid undervegs i ulige studenterlogier hvilket Joensens bemerkning om "de færøske farger" også tyder på - man var på forhånd enige om å bruge de samme farger som ingikk i både de gamle bannere og i Norges (1821) og Islands (1915) flag, da disse var de nærmeste broderfolk.

Drøftelser kan alltså være sket på begge adresser, og å mødes på Regensen har været opplagt da den lå midtvegs mellem Store Kongensgade og Øssursons bosted i Rørholmsgade. Joensens skildring er i øvrigt førstehånds hvilket dog ikke er en garanti for erindringens riktighed; men at han har været medvirkende fra begynnelsen, ses i hvert fall av at man veljer hans regensrumm til "avsløringen" - om enn der alltså kan være nogen tvist om hvår og av hvem flaget er undfanget, var det dog på Regensen, det så dagens lys!

For någle år siden dukkede ennu en berettning opp i Dimmalætting: en læserbrevsskribent hade en forfader som efter sigende skulle ha bragt flaget til Færøerne fra Finnland allerede i 1917. Det - lignende - finnske flags udformning blev dog først fastsatt i 1918; men sannt er det at flere finnske båd- og seglklubber allerede i den russiske tid førte et hvidt flag med blått kors - men heri fanntes ennu et hvidt kors, ikke et rødt; så historien er tvivlsom.

Fargerne rød, hvid og blå kalles iblandt for "frihedsfargerne" da nordmennene sannsynligvis har skelet til den franske trikolore som igen har dem fra Holland som antog dem efter Nederlandenes frihedskrig mod Habsburgerne i 1572, blandt annet for å hædre sin fyrsteslekt Oranje: opprinnelig orange - hvid - blå. Fargerne er også vandret til Russland og Østeuropa.

Mange studenterflag fra 1800- og 1900-tallet, f.eks. det tyske og det estiske, lader farger grense opp til hverandre annerledes enn klassisk heraldikk foreskriver, således også Merkiðs rød og blå. Da dette visuellt blir någet tungt, endrede man i 1959 flagets mørkeblå farge til en asurblå. Flaget fra Regensen som nu henger i kirken i Fámjin, er dog ennu som Emil Joensen - kanske - tegnede det.

Nordens kennteste vartegn (1. del)

i en symbolverden som menneskets hvår en stat og et folk ligesom andre fellesskaper av lang eller kort varighed ofte finner udtrykk i visuelle tegn, har det altid været en glæde for mig å se hvårdan man i Norden har valt å stræbe efter enhed i mangfåld gennem sine flag. Det nordiske, asymmetriske korsflag er så sterk en symbolgruppe at ingen yngre stater har våget å velje samme mønster til flaget. Der hviler nesten et nordisk "patent" over våre flags skikkelse, som er lettgenkennelig over hele verden.

Hvem har vi å takke for dette? Sverige! Lad oss vise dette ved å følge flagene gennem tiden. Det er vellkennt at Danmarks flag, Dannebrogen, hører til blandt verdens eldste flag. Andre jevngamle flag har enten været ude av brug (Englands) eller har ikke betegnet en stat (Østrigs) så som statsflag er Dannebrog det eldste. At man har valt korsflaget - som opprinneligt ikke var asymmetrisk - er typisk for den tid som kontinentets eldste flag stammer fra: England, Skottland (diagonalt), Frankrig (dengang et blått flag med hvidt kors), men da Dannebrogen formodentlig har været i brug ved de danske korståg til Estland i begynnelsen av 1200-tallet, er det også muligt at der har været inspirasjon fra Det Tysk-Romerske Riges krigsflag og ennda fra korsfarerordenen Johannitterne, senere kennt som Malteserridderne, idet begge disse flag også var/er røde med hvidt kors og brugtes til korståg. Funksjonen har været vigtigere enn det repræsenterede territorium.

Senere mellemeuropæiske lande valte ofte å anta flag med områdets våpenskjolds farger arrangeret i vannrette striper, men de eldste flags farger er altså uden sammenheng med våpenet, således Danmarks rød-hvide flag overfor det gule våpenskjold med tre blå løver fra 1100-tallet. Fra og med Den Franske Revolusjon inføres dessuden flag med loddrette striper. Andre og senere flagdesign (trekanter, cirkler) anvendes mest udenfor Europa.

Alligevell tykkes der å være en sammenheng mellem det svenske våpenskjold og det flag som man veljer å anta ved Kalmarunionens sammenbrud i begynnelsen av 1500-tallet. Det opprinnelige skjold viser en gul løve på en baggrund av blå og hvide bøljestriper, men der finnes et konkurrerende våben med tre gule kroner på blå baggrund, som egentlig stammer fra begynnelsen av 1300-tallet. På den tid var Sverige og Norge i union, medens Danmark var i oppløsning på grund av stor geld og bristen på en konge. To grever fra Holsten hade landet i pant, men den østlige tredjedel, Skånelandene, undveg dette ved å be den svensk-norske konge om også å bli konge for denne del av Danmark som ikke var pantsatt.

Kong Magnus valte dærfor å føre et unionsvåpen med tre kroner som tegn på at han var konge i tre riger. Og da Danmark få år senere atter genvannt sin makt under kong Valdemar, faktisk i en grad så hans datter Margrete kunne stifte Kalmarunionen, var det nærliggende å videreføre kong Magnus' trekroner-våpen som merke for den nye union. Hennes sønn kong Erik lod udforme et flag for unionen som heller ikke var våpenbaseret: Et gult flag med rødt kors - men vi ved ikke om det någensinne har været i brug.

Merkværdigt nokk fortsatte Sverige med å føre trekronervåpenet jevnsides med det gamle løvevåpen, også efter unionens oppløsning. En tid oppfattede man de to våpener som merker for de gamle landsdele Svealand og Gøtaland og kallte løven Gøtaløven - men den er hele Sveriges eldste våpen. Da Danmark også videreførte trekronervåpenet, først for å gøre krav på tittlen som unionskonger, senere som "minne", blev kronerne årsag til en langvarig heraldisk strid mellem de to lande, "trekronerstriden", som blandt annet har givet navn til Københavns søfort Trekroner. Ennu i dag fører begge lande kronerne.

Da det svenske rigsvåpen er kvadreret - delt i fire felter, med kronerne i nummer 1 og 4 og løven i nr. 2 og 3, og da begge skjolde har blått i baggrunden, veljer man å dele skjoldet med et kors, en nordisk heraldisk tradisjon, som allerede anvendes i det danske kongevåpen og i mange adelsvåpener. Heraldikkens regler for farger gir bare mulighed for et hvidt eller gult kors, da disse "metaller" - sølv og gull - skal træde imellem "fargerne" - de øvrige kulører. Og her veljer man - formodentlig udfra løven og kronerne - et gult kors. Hærmed er det blå felt med et gult kors en realitet; der er ikke givet en bedre forklaring på flaget enn inspirasjon fra våpenet.

Men det er høyst bemerkelseværdigt at man på dette tidspunkt hvår fjendskapet mellem Danmark og Sverige er stort, veljer å arrangere flagets farger i et kors præcis som "arvefjendens" (dengang var flagene ennda ennu mere lige enn i dag idet de innerste felter var kvadratiske som Dannebrogs, ikke rektangulære som i dag. Også splittflaget hade to spidser, i dag tre). Normalt designes flag ligedan av folk som ønsker å ligne hverandre, ikke av folk som har ligget i krig. Ligger der kanske en konkurrencevilje bagom? En dyst om hvem som er sterkest i Norden? I så fall aner vi kanske konturerne av begrepet "Norden" hær? I alle fall er det takket være Sverige at det danske korsflag ender med å bli nordisk.

Da Norge få år efter overgangen fra unionen med Danmark til unionen med Sverige ønsker sitt eget flag, veljer man et som ei heller er baseret på våpenfargerne (gul løve på rød bunn), men som - vell i opposisjon til Sverige - minner sterkt om Dannebrog. At det røde flags hvide kors får et blått midterkors, er neppe en hentydning til Sverige - den blå farge er mørkere - men er snarere inspirasjon fra de to europæiske stormakter som i den almene oppfattelse stod som garanter for frihed og borgerrettigheder, nemlig Storbritannien og Frankrig - og deres flag.

At formen skal være et nordisk kors, er ganske hævet over diskusjon: for å kunne stå på lige fod med de to andre gamle kongedømmer veljes samme symbolikk, og dette stadfester formen som nordisk. Det norske flag legger sig oppad det danske med sine kvadratiske innerfelter, men splittflaget følger den svenske tradisjon med tre spidser. Imidlertid bruges dette ligesom i Danmark som statsflag og ikke blott som militært flag som i Sverige.

Et flag for Island så første gang dagens lys i omkring 1900 hvår man naturligvis valte et nordisk korsflag. Selvstendighedsrørelsen stillede ikke spørsmål ved Island som en del av Norden, og landets daværende våpenskjold, en hvid falk (tidligere en klippfisk) på blå baggrund, kan ha spillet en rolle, da man antog et blått flag med hvidt kors. Innen flaget komm i brug til søss ved landets selvstendighed i 1918, tilføyede man det røde midterkors for å undvige forveksling med Sveriges flag ved dårlig siktbarhed på havet.

Dessuden oppnåede man hærmed lighed med Norge hvår islendingene har en stor del av deres rødder. Den blå farge var tidligere lysere, men samtidig med republikkens inførelse i 1944 valte man endeligt å følge Norge med den mørkeblå farge som har gjort islands flag til et av verdens vakkreste. Flaget har kvadratiske innerfelter som det danske, og også splittflaget følger denne tradisjon ved å ha to spidser og være både stats- og militærflag.

Samtidig med Island sikkrede også Finnland sig sin selvstendighed ved imperiernes fall efter Første Verdenskrig. Efter hård frihedskrig og bitter borgerkrig fulgte en kort strid om statsformen som fallt ud til fordel for republikken, og endelig stod en strid om flaget tilbage. Under krigen førtes Finnlands våpen, en gul løve på rød baggrund, som banner, men det stod snart klart at den nye stat måtte søge støtte i Norden og legge avstand til Russland, og hær blev korsflaget ennu en gang løsningen.

Imidlertid fanntes der to muligheder: Å bruge våpenfargerne rød og gul eller å basere det på det særlige flag for de finnske seglforeninger - først Nylendska Jaktklubben, siden andre - som var et hvidt flag med blått kors. Det var ganske visst storfyrsten, den russiske tsar, som hade givet det (vell med forbillede i Ruslands orlogsflag hvår korset dog er diagonalt), men formen var merkværdigt nokk nordisk. Og dette flag gikk av med segren - om enn det annet siden da har vunnet någen udbredelse blandt finlandssvenskere. Finlands flag følger den svenske tradisjon med rektangulære innerfelter og splittflaget (med tre spidser) forbehåldt militæret.

Som det ses, har den nordiske tradisjon stadigt forplantet sig og gør det ennu i dag. Jeg skal senere vende tilbage til de flag som ikke repræsenterer selvstendige stater, idet jeg har sysselsatt mig udførligt med det færøske flag, blandt annet i en artikkel i Dimmalætting.

Hvilket lykketreff alltså, for oss i dag, at Dannebrogens form blev nordisk ved Sveriges insats, befestet av Norge og håldt ved lige av Island og Finnland. Det asymmetriske korsflag har i dag en ikonisk status som symbol for Norden - enhed i flerhed.

I Stokkholm

Jeg tilbragte for någle måneder siden et par dage i Stokkholm som hver gang slår mig som ganske annerledes enn Køpenhavn. Set fra et punkt udenfor Norden er de to stæder sikkert temmelig ens - nordiske millionstæder - men hærhjemme ligger de i bevisstheden som to poler i hver sin ende av et nordisk spektrum. Dette skyldes naturligvis også deres roller som poler i Nordens historie. Fra hver stad styredes et rige som i århundreder kempede om å være sterkest i Norden.

Det som på mange måder er vårt held i denne sammenheng, er at Norden også innehålder områder som ikke entydigt hører til den ene eller den annen pol. Norges mellemtilstand med tilhørsforhåld snart det ene sted og snart det annet har givet landet en viktig rolle som "mediator" i Norden nu hvår landets selvstendighed er genoprettet. Det gelder språgligt, men også politisk. Allerede i den norsk-svenske unionstid var det lettere for studenterskandinavismen å slå igennem i Danmark når man ikke blott ville nærme sig den gamle "arvefjende", men også det Norge som i befolkningen var omgærdet med langt mere sympati.

Også i senere skandinavistiske rørelser som Sven Clausens nordiske målstræv betød tilstedeværelsen av Norges "tredje pol" en større folkelig gennemslagskraft idet det var lettere å se nytten i en tilnærmelse til Norden fremfor allene Sverige som ennu den dag i dag vekker skepsis i Danmark. Dessverre lykkedes det ikke skandinavismen å slå igennem som politisk rørelse, hverken i 1800- eller 1900-tallet.

Men hvårdan med Køpenhavns gamle "modpol", Stokkholm? I dag konkurrerer de to stæder mest om inbyggertallet, et temmelig håpløst foretagende idet det jo blott er et spørsmål om hvår man avgrenser staden. Nettopp geografien er vel det mest ulige ved de to stæder. Køpenhavn er som den eneste storstad i Norden ikke bygget på klippegrund. Det gir en helt annen dimensjon til en stad som Stokkholm at man har udsikt til Sødermalms klippeskrent (det er vell Bellmans "berg ok branter") syd for Mælaren og Saltsjøn - en formasjon som bidrager væsentligt til stadens monumentalitet.

Men grundfjellsformasjoner som den under Sødermalm har også betydet at det har krævet godt sømannskap å nærme sig staden fra havet. Ganske visst har Stokkholm - og før den Birka - haft alle de fordele som det gir å ligge med adgang for skipstrafikken, men samtidig har den lange færd gennem skærgårdens stadig snævrere labyrint betydet at det har været ganske lett å lukke for adgangen til staden i forsvarsøyemed. Hærtil kommer at Stokkholm før 1809 lå midt i sitt rige.

Dette gjaldt også Køpenhavn før 1658 - men alligevel døljede denne stad sig allerede dengang bag de store festningsverker som i renæssancen oppførtes for å skerme mod fjender fra både sø og land. Stokkholm virker helt annerledes selvbevisst. Da middelalderens vålde omkring Gamla Stan blev fjernet, avløste man dem ikke med renæssancebefestninger, men lod staden ligge fri og åpen i landskapet omkring mælarens munning - så trygg følte man sig hær.

Tryggheden har interessant nokk også givet sig udslag i en større åpenhed for centraleuropæisk arkitektur. Således gelder Stokkholms slott for en av de betydeligste barokkbyggninger udenfor Italien. Og eksemplerne på en meget tyskpræget og nysselig nygotikk er langt mere tallrige hær blandt villaer og lysthuse, på f.eks. Djurgården, enn de er i Danmark. Tyskland har ikke historisk været en umiddelbar trussel som man arkitektonisk har ønsket å ta avstand fra.

På mange måder virker Stokkholm i dag langt mere som en centraleuropæisk stad enn Køpenhavn, som om et stykke fra midten av kontinentet er blevet rykket langt mod nord. Men den arkitektoniske modsettning opphører når man når lidt lengere opp mod vår egen tid. For efter historicismens nygotikk kommer - i Centraleuropa - jugendstilen som også kennes som art nouveau. Denne stil er imidlertid sjelden i Norden.

Kanske er det det tyske keiserriges ekspansjon i disse år som udvirker at det nu er begge nordiske lande som ikke tar imod de centraleuropæiske tendenser med åpne arme. I hvert fall når den rene jugendstil sjeldent frem til våre breddegrader. I stedet danner historicismens tese og jugendstilens antitese her en nordisk syntese som vi kaller skønnvirke. Den er fellesnordisk og kan derfor ikke undgå å ha min interesse. Ganske visst finnes der mange avskrekkende eksemler på denne stilart, men hvilken stilart har ikke det?

Der finnes også ypperlige skønnvirke-byggninger. En av dem er Stokkholms stadshus som jeg har glædet mig til å se. Det er med lidt forhindringer at jeg forhører mig om neste rundvisning, thi "det finns okså rundvisningar på engelska om du føredrar det". "Nei takk, hellere på svensk". "Førstår du svenska godt? Den engelska omvisningen børjar på samma tid". "Ja, men svensk er fint". "Javisst. Jag måste fråga om det før det finns många danskar som føredrar engelska." "Ja, tyverr". "Akk ja, tyverr".

Sådant kommer man jo ud for, men jeg er altid glædeligt overrasket over stokkholmernes vilje til å kommunikere med danskere på nordisk (de eneste som bruger engelsk, er de som ikke har svensk modersmål, og det har jeg forståelse for). Stadshuset var nu vakkert, og Norden er stadig eksponent for en stil som vekker beundring i verden. I verdens øyne er vi i dag en enhed på trods av de historiske og geografiske modsettninger, og interessant er det at den tidligere modsettning som nu er avløst av en felles orientering, kan avlæses i arkitekturhistorien.

Det som jeg mener med en felles orientering, er de felles interesser og de felles kulturfænomener som kennetegner Nordens to millionbyer i dag. Ingen tvivl om at vi i udlandets øyne udgør en helhed, men gelder det også Nordens indre virkelighed i dag? Hvilke uudnyttede muligheder finnes der for nordisk kulturel integrasjon?

Gibraltars like i vår Nord

Den blikkar øver hav ok fjærd
med øgon i granit.
Den lyfter høgt sitt Gustafssværd
ok menar stolt "komm hit!"
Det sværdet senks ei før å slå,
det blikstrar blott ok krossar så!

Sådan skriver Runeberg om Sveaborg, "Gibraltars like i vår Nord" i "Fenrik Ståls Segner", verdens mest martialske diktsamling - når man bortser fra inledningsdiktet "Vårt land". Og sannt er det, at Sveaborg er et imponerende syn når man nærmer sig over havet sydfra, og de lynende sværd - kanonerne - peger mod en.

Imidlertid er Sveaborg jo anlagt på ganske lave øer. Der finnes et annet sted i Norden, som i langt høyere grad minner mig om Gibraltar, nemmlig - Kullen. Blant danskere har denne grundfjellsknude ry av udfluktsmål med hoteller og udskenkning, men at den drager folk både fra Danmark og Sydsverige, skyldes jo naturen, eller rettere geologien. Der finnes en grund til at en kliché blir en kliché. Selve Kullen er dog ikke den høyeste del; det er det bagvedliggende Kullaberg på 188 meter.

Utvivlsomt rummer Norge mange slige steder også, men det imponerende ved Kullen er nettopp at den er omgivet av ganske lavt og fladt land. Det meste av Syd- og Vestskåne minner om Sjelland eller Lålland, og landet bag Kullen hæver sig blott få meter over havets overflade, ganske som landet bag Gibraltar. Pludselig står så denne klippeknude og troner med en stedvis loddrett nordside, som bare kan ses fyldestgørende fra havet. En gigantisk tand som uventet stikker opp fra Jordens indre mellem lave marker.

Grunden til dens eksistens er det geologiske fænomen Tornquist-sonen (oppkallt efter dens første beskriver) som strekker sig fra Kattegatt til Østersøen gennem Skåne, og som også har ladet Bornholm reise sig fra havet. En rekke gamle sprekker i jordskorpen som opprinnelig skyldes at her gikk en grense mellem to kontinenter, har i de siste par hundrede millioner år fået nytt liv gennem Afrikas press på Europa sydfra. Med tiårs mellemrumm forekommer ennog jordskelv med epicenter i sonen.

Det har fostret en rekke horste av grundfjell som skyder opp mellem sprekkerne: Kullen, Søderåsen, Hallandsåsen med Hovs Hallar ved kysten, Linderødsåsen, Nævlingeåsen, Romeleåsen - og Bornholm hviss nordspids, Hammeren, er et ekko av Kullen - dog uden Kullaberg. Alle er de brattest på nordsiden, og om enn de siden deres dannelse er slidt ned av istiderne, er åsenes eksistens et av grundlagene for disse landsdeles natur- og kulturhistorie.

Skånes og Bornholms grundfjell er alltså et særligt fænomen, ikke en del av Det Fennoskandiske Grundfjellsskjold, som ellers ligger under hele Norge, Sverige og Finnland. Bare i Nordøstskåne finnes Gøngeherred - Skånes Småland med grundfjell under marker og skoge. Alligevell gir disse grundfjellshorste av prækambrisk granitt en særlig nordisk karakter til Skåne og Bornholm, en type landskap som ellers er fraværende i Danmark.

Og en type landskap som danskere tilsyneladende har en iboende lengsel efter. Synet av de første klipper på vegen nordpå vekker alltid glædesudbrud blant oss. Sammen med landsdelenes flora og menneskenes dialekter vekker de en følelse av någet udefinerbart nordisk som man føler at man har lodd og del i, men som man ville ønske var mere tydeligt, synligere, sterkere.

Det er kanske ennu en kliché, men det etablerede internasjonale billede av Norden med skoge og klipper står så sterkt i bevisstheden at vi - i hvert fall skandinavisterne blant oss - elsker det som vårt eget, men samtidig føler at vi faller lidt udenfor her til lands.

Historiens ironi er dog at det som i dag feires som det mest nordiske landskap og som bringer intekter fra allverdens turister, har været en forbannelse for alle tidligere generasjoner. Den ufruktbare, tynne jord over grundfjellet har givet datidens bønder hårde arbeidsvillkår som ofte neppe kunne understøtte menneskenes eksistens. At grundfjellet er så fremtrædende i Norden, skyldes istiderne som har skrapet de fruktbare jordlag som engang fanntes i det som senere skulle bli til Norden, bort og har efterladt rå klippe som ennu idag blott er dekket av et tynnt jordlag.

Bare i Danmark efterlod avlegringer fra isbræerne en jord som var fruktbar og med ringe besvær kunne odles og legge grund til den rigdom som igennem en stor del av Nordens historie kunne gi Danmark rollen som regional stormakt. Først da Skåne blev svensk, endrede maktbalancen sig fordi rigdommen fra den fruktbare jord kunne gå til den nye, svenske stormakt. Og Norge, Finnland, Island og Færøerne måtte nøyes med den historiske plads som den ufruktbare jord kunne gi.

Man kan åpenbart ikke få begge dele: både et land fyllt med vakkre nordiske grundfjellslandskaper og et land med en lang, stolt rigshistorie. Det ene udelukker det annet. Vi må favne tanken om at Danmark nettopp med sine minst "nordiske" landskaper i stedet fikk muligheden for å spille en viktig rolle i Nordens fortid. Dette ligger også "til grund" for Norden som vi kenner den i dag, og er lige så meget en del av den.

I Oslo

Jeg tilbragte nylig en dag i Oslo og forsøgte å se så meget av staden som muligt på denne tid. Fra "Danskebåten" gikk færden til Akershus hvår en omviser nettopp var i gang med å bibringe en skoleklasse kundskaper om de oldenborgske konger hviss personligheder blev beskrevet en for en. Det komm et øyeblikk til å stå mere levende for mig hvår stort et fellesskap Danmark og Norge har om enevåldskongerne.

Videre gikk jeg gennem renæssancestadsdelen som engang kalltes Christiania. En fraksjon av lokalpolitikere foreslog nylig å genopplive dette navn for den del av Oslo som nu kalles Sentrum, men blev nedstemmt. At viljen til å endre navnet er til stede hos någle, er kanske en efterklang av at staden i sin tid i någen grad fikk navneskiftet trukket ned over hovedet av landspolitikerne; men at de trods allt ikke kunne samle flertall, viser at de tidligere christianienseres efterkommere i hvert fall i dag har taget navnet Oslo til sig fullt og helt. Der var da heller ikke tale om å omdøpe hele hovedstaden, blott Sentrum.

Begge parter i ordskiftet anklagede hverandre for historieløshed hvilket efter min menig er meningsløst uanset hvad. Dærsom man endrede navnet tilbage, ville man vekte den historie som forteller om Norges 400 danske år. Dærsom man ikke endrede det, ville man vekte, at disse år (og de 100 svenske) nu er forbi. I begge tilfelle forteller navnet historie, spørsmålet er blott hvilken historie man veljer. Historieløs blir man først når man ingenting aner om fortiden.

Foran slottet tronede Carl XIV Johan til hest. Dette har man ikke endret på; det er jo lettere å la minnerne stå enn å endre frem og tilbage på dem, men kan selvklart bare gøres med minner som ikke gør ondt. Et annet minne som tilsyneladende ikke er smerteligt, er de mange citater fra Ibsens skuespill som er nedfellet i fliserne foran Nasjonalteatret [sic]: De står faktisk på dansk, om enn man på denne tid kallte språget norsk. Bokmålet er ennu ikke spiret frem i skriftbilledet.

Det er vanskeligt å sige om bokmål er dansk på norsk substrat eller norsk på dansk substrat. Sagen er jo at det norske substrat har funnedes igennem århundrederne i de "dannede klassers" danskpåvirkede språg, men først omkring siste århundredeskifte gennemføres i rettskrivningen. Kanske kan man kalle det norsk på dansk på norsk substrat.

Om enn bokmålets oppkomst betød en større språglig mangfåld i Norden, er lykketreffet ved bokmålet at det er havnet på pladsen midt imellem dansk og svensk. Tett på svensk udtale og tett på dansk ordforråd. Denne "språgbro" som nu kan hålde Norden sammen, er kanske det danske språgs viktigste avtrykk på språgfellesskapet. Det er skæbnens ironi at dette språg nu er i fare for at bortdø fra det fellesnordiske, men trods allt efterlod sig et brugbart avtrykk i Norge - mangfåld kan i någle tilfelle styrke fellesskapet dærsom den ikke går udover den eksisterende mangfåld, men finner en nisje innen for yderpunkterne.

Annerledes er sagen selvklart med nynorsk. Jeg legger vegen forbi Noregs Mållag og finner ganske ydmyge lokaler ovenpå en Statoil-tankstasjon i udkanten av Sentrum. Ingen glassfasade, ingen bannere, ingen brosjyrer. Så svagt står landsmålet alltså i hovedstaden. Men selvom denne målform er mere særnorsk, og jeg er skandinavist, kan jeg alligevell ikke la være med å omfatte den med sympati.

For der finnes ubestridelige fordele ved nynorskens eksistens, først og fremmest at den sikkrer at alle nordmenn er eksponeret for to forskellige målformer innen for samme språgområde. Dette, og dialekternes tradisjonellt sterke stilling i landet, gir en språglig fleksibilitet og tolerance og først og fremmest en språgbevissthed som er misunnelsesverdig og faktisk er en drømm for en skandinavist. Tenk om vi alle i Norden levede under disse forhåld. Tvungen sidemålsstil på dansk og svensk - nettopp som en del av modersmålsundervisningen.

Hærtil kommer at den nynorske skriftnormal på mange punkter hvår den adskiller sig fra bokmål, faktisk har lighed med svensk. Det gelder selvsagt ikke arvesølvet, diftongerne, men mange andre vokal- og konsonantforbinnelser og store dele av ordforrådet; så den er ikke bare en språgbro til ingenting, men også til en viss grad til brødrafolkens væl, som den siste unionskonge, Oscar II, ville udtrykke det.

Alle uligheder til trods er der faktisk meget som minner om situasjonen i Finnland. Ganske visst rører det sig ikke om to ubeslektede språg, men om to skriftnormaler av samme språg (to udav fire, må jeg her inskyde), men i begge tilfelle med statslig sanksjonering og i begge tilfelle i lande med et så høyt udvikklet civilsamfund, at det er muligt for borgerne å sørge for en stabil tilstand for målene. Den språglige bevissthed i disse samfund er, alle vanskeligheder ufortallt, et gode i sig selv.

Naturligvis gir de ulige håldninger til historien sig også udtrykk i ulige håldninger til språget i et både gammelt og ungt land som dette, hvår Bygdø (kongsgård) ligger på Bygdøy, og hinsides hvilken jeg finner berømmte skipe som dem fra Oseberg og Gokstad udstillet tett på Fram og Kon-Tiki, spennende over et gap på 1000 år, men alle satt i forbinnelse med en tids nasjonalhelte. Uanset hvilken mening man kan ha om sådanne i dag, er historisk bevissthed under alle omstendigheder heller ikke å forakte.

På terskelen til Norden

Jeg nærer en dyp og gammel kærlighed til Estland, et av de områder i Nordens omegn som der skal skrives om hær. Engang hade Norden solidt fodfeste hær i form av estlandssvenskerne, et svensktalende mindretall på cirka 10.000 mennesker. Selv kallte de sig øbor eller øbofolket, siden også estlandssvenskar. Den estiske betegnelse er rannarootslased, dvs. "kyst-" eller "strandsvenskere". De fortjæner å kennes av en større kreds.

Estlandssvenskerne var bosatt i de kystnære egne og på øer ud for kysten, først og fremmest på halvøen Nukkø og i området omkring Rikkul på nordvesthjørnet av fastlandet, samt på øerne Nargø, Stora Rågø, Lilla Rågø, Odensholm og Ormsø samt Runø i Rigabugten; dessuden i enkelte egne på Dagø. Hærudover boede en del estlandssvenskere i Tallinn.

Estlandssvenskerne kennes fra 1200-tallet ligesom finnlandssvenskerne. Modsatt situasjonen hær hvår en del av den svensktalende befolkning udgjorde en kulturelite i samfunnet, var den estlandssvenske befolkning altid en gruppe med ringe inflydelse hvårav de fleste sysselsatte sig med fiskeri, landbrug, skipsbyggeri og i Tallinn lodsvirksomhed.

Ved nasjonalbevissthedens fremkomst i 1800-tallet grundlagdes flere svenske skoler og biblioteker og et seminarium til uddannelse av lærere. I 1909 grundlagdes kulturforeningen Svenska Odlingens Venner som fra 1918 sammen med den politiske organisasjon Svenska Folkførbundet udgav bladet Kustbon som hade stor betydning for udvikklingen av en felles estlandssvensk bevissthed.

Estlands selvstendighed i 1918 betød et stort skridt fremad for vedligehåldelsen av den svenske kultur, da den estiske stat hade vidtgående mindretallsbeskyttelse. Mulighederne for støtte fra Sverige til uddannelse og kulturell virksomhed øgedes. Der grundlagdes en svensk avdeling av gymnasiet i Haapsalu og en svensk folkehøyskole på Nukkø.

Estlandssvenskerne blev mere vellhavende da staten udstykkede herregårdsjordene til småbønder. Dessuden kunne man begynne en eksport av landbrugsprodukter og fisk fra svenskbygderne. En del estlandssvenskere søgte i perioder arbeide i finnske og svenske byer, og rigssvensk språg fikk sterkere inflydelse på de estlandssvenske dialekter.

I 1930-tallet forverredes forhåldene for landets mindretall dog efter Konstantin Päts' statskupp, som betød avsluttningen på 1920-tallets ekscepsjonelle mindretallspolitikk. En del yngre estlandssvenskere udvandrede. Dette var dog intet i forhåld til sovjettmaktens ødeleggelser. Udbrudet av Annen Verdenskrig betød stort set udslettelsen av svenskheden i Estland. Ved Den Røde Hærs fremmarsj i 1944 flyktede 8.000 estlandssvenskere i både og mindre skipe over Østersøen og efterlod svenskbygderne avfolkede.

Efter krigen gendannedes Svenska Odlingens Venner i Sverige og varetar ennu rollen som kontaktorgan og interesseorganisasjon for estlandssvenskerne i Sverige. I den sovjett-estiske marionettstat var de få tilbageværende estlandssvenskere, eldre mennesker hviss efterkommere var udvandret, udsatt for forfølgelser og deportasjoner på grund av tilknyttningen til et vesteuropæisk land. De måtte flytte fra kysterne som blev militærområder.

Ved Estlands befrielse i 1991 viste det sig at der ennu fanntes rester av denne folkegruppe som jeg allerede som barn hade læst om hos Andres Küng. Den må desverre betraktes som uddøende da den i dag udgør omkring 250 mennesker med svensk modersmål. Dog har de tidligere flyktninge fået mulighed for å generhverve deres egendom i svenskbygderne, og mange opphålder sig i Estland om sommeren. Dærfor er Nukkø kommune siden 1997 officiellt tospråget.

En del estlandssvenskere med bopæl i Sverige har atter fået estisk statsborgerskap, og Svenska Odlingens Venner har genopprettet en avdeling i Estland. Mange tidligere svenske byer er blevet forsynet med tosprågede byskilte hvilket dog primært skal ses som en historisk gestus fra den estiske stats side - et ønske om å genopplive fortiden. Bare ganske få estlandssvenskere er flyttet tilbage permanent.

Der finnes dog en voksende interesse for den svenske arv blandt esterne. Mange har svenske aner, heriblandt salig Lennart Meri. En del taler i dag svensk som fremmedspråg, og i 1990 åpnedes et gymnasium med kostskole på Nukkø med svenskundervisning som speciale. Den svenske menighed i Tallinn er genoppstået i Sankt Mikaels Kyrka som også huser en svensk folkehøyskole med svenskundervisning og sommerkurser.

Summa summarum er dog, som det er blevet udtrykkt: "någon livskraftig minoritet som har svenska som modersmål kommer knappast mer å uppstå". Svenskheden i Tallinn udgøres i dag mest av rigs- og finnlandssvenskere og har neppe permanent karakter. I resten av landet er det en "sommersvenskhed". Det er vel bedre enn ingenting, men dessverre ikke meget mere enn ingenting.

Var det ikke for den sovjettiske besettelse ville Estland i dag ha haft svensk som et regionalt officiellt språg og kunne kanske ha oppnået en status som associeret medlemm av Nordisk Råd.
Men Estland er ved å gå tapt for Norden - som selv er i fare for å falle fra hinannen. Sic transit gloria mundi?

For Nordens enhed

Skandinavismen har alltid været en rørelse med ringe tilsluttning. Det synes som om den kræver en trussel udefra for å kunne få en bredere folkelig appell hvilket er synd. Det var i hvert fall tilfellet i 1930-tallet og 40-tallet da Sven Clausen hade någet held med sit nordiske målstræv som fortjæner en nærmere behandling på et tidspunkt.

Omkring hundrede år tidligere, i 1840-tallet, hade studenterskandinavismen dog god vind i seglene, i hvert fall blandt ungdommen. Den eldre generasjon minnedes i Danmark ennu tapet av Norge til Sverige i 1814; men de unge mødtes jevnligt til nordiske studentermøder i hverandres hovedstæder, og deres ildhug og nasjonale - nordisk-nasjonale - høystemmthed grep også borgerskapet. Det var ikke en helt ufarlig sag for i 1840-tallet var formuleringen av en nasjonal bevissthed tett sammenkopplet med tanken om demokrati - en ennu uhørt tanke.

Tidsånden gikk i rettning mod folkestyre; spørsmålet var blott hvårdan man avgrensede begrepet "folk". Var inbyggerne i de tre gamle kongeriger tre eller ett folk? Store dele av studenterungdommen foretrakk den siste mulighed og håpede oppriktigt på en genopprettelse av Kalmarunionen.

Til de nordiske studentermøder skrev någle av tidens beste hoveder sange som er nesten ukennte i dag. Enkelte blev i 2001 insunget av mannskoret Cantantes Animi som jeg hade den store glæde å være formann for. En av studenterskandinavismens fremmeste skikkelser, Carl Ploug, var alltid mann for fedrelandsk demokratisk patos, og hans sang "Til avsked" fortjæner et større publikum.

Den er gennemsyret av Herders tanker om Verdens nasjoner som en del av en himmelsk plan, en tanke som kanske ennu har en viss udbredelse og som jeg har mødt blandt enkelte færinger. Andre dele av sangen rummer observasjoner som med en tidssvarende formulering stadig kan bruges, om enn Nordens politiske integrasjon i dag overhales av Europas; thi Nordens kulturelle integrasjon er enn ikke begynnt.

Carl Ploug skrev sangen til avsluttningen av studentermødet i 1845. Melodien er av H.E. Krøyer:

TIL AVSKED
Et ord ennu. Vårt samlivs daglys svinner, (studentermødet)
om korte timer er dets fryd forbi;
da syssler tanken med de rige minner,
og hjertet nynner sagnets melodi,
momentets perlekrans i støvet ruller,
og livets allvår tynger på vår skulder!

Kom I da, brødre, hid kunn for å skue
i broget glans nordhavets dronningstol; (Køpenhavn)
kunn for å kryste nydelsernes drue
og vågne trette opp med neste sol?
Nei, der var inhåld i vår ungdomsgammen;
en mektig tanke drev og bannt oss sammen.

Og det var den at livets Herre hented
av samme kilde våre årers blod, (folkeligt slektskap)
det samme språg på våre læper prented (det nordiske)
og drog vår higen av den samme rod,
gav oss i odel efter våre fedre
det samme hjemm å verge for og hædre. (det nordiske fedreland)

Og det var den at, som av store minner
vi fikk i varetekt den samme skatt (felles historie)
som oss én tro, ett åndens præg forbinner, (felles religion og kultur)
er oss det samme mål i tiden satt: (en historisk forpliktelse)
å kempe fremst i folkenes bravalle (for demokratiet)
frigøre Verden atter eller falle.

Og denne tanke ei med glæden slukkes,
den dør ei bort med våre stemmers klang:
med eder over havets strømm den vugges,
hos oss den spirer på den grønne vang;
den giver mod å trodse dage mørke,
den giver sinnet kraft og armen styrke.

Den lærer oss at stammens skillte grene (de tre riger)
som sygned hen i mørke makters bånd,
må til et enigt hele sig forene,
da er vår skæpne i vår egen hånd. (folkestyret)
så far da vell! Vårt felles løsen være:
For Nordens enhed, Nordens segr og ære!

Og hvad er det så for observasjoner som også i dag kan bruges? At allt det som binner Norden sammen, også i vår tid kan være grundlaget for en felles offentlighed. Ennu finnes ingen felles medier, hverken trykkte eller elektroniske. Dagbladene opptager bare artikler på én målform, selv i Norge.

Ennu finnes ingen felles videregående uddannelsessystemer. Ennu finnes ikke en felles litteratur. For hundrede år siden var vi tett på, men i dag oversettes nesten alle bøger imellem de fire skriftnormer frem for å udgis i originalversjonen i hele Norden, kanske med en ordliste i margenen.

Allt dette er spill av tid og penge og fører blott til at vi aldrig venner oss til synet av hinannens dialekter. Skal Norden fortsette ad denne veg?