En fremtidsplan for Svenskestland

Det er kanske en någet prætensjøs overskrift for et inlægg som visselig handler om en folkegruppe, et nasjonalt mindretall i Estland som efter all sannsynlighed er døende. Efter at 8.000 udav de dengang 9.000 estlandssvenskere fra Ormsø, Nukkø og andre områder i Nordvest-Estland flyktede fra den røde hær i 1944, og mange av de tilbageblevne blev deporteret, fanntes der ingen mulighed for at de siste kunne fortsette eksistensen som et livskraftigt svensk mindretall. Bare de gamle blev boende i Estland, og nu er blott 200 mennesker tilbage.

Ganske visst har estlandssvenskerne i de seneste år fået tosprågede byskilte i Nukkø Kommune - som ennda har fået tosprågede myndigheder. Dette skyldes at mange av flyktningene og deres efterkommere fra Sverige efter Estlands befrielse i 1991 er vendt tilbage for å få deres gamle egendom i svenskbygderne tilbage nu hvår jorden atter kan eges privat. Det gelder først og fremmest Ormsø og Nukkø. Jeg kenner ikke tilfelle fra Runø; og Odensholm, Rågøerne og Nargø vil med sikkerhed forbli øde.

Det er meget glædeligt med denne tilbagevenden, men det endrer dessverre ikke på at det er en "sommersvenskhed" som vi hær ser udfåldet. De huse og stugor som man har bygget på familjens jordlodd er primært til fritidsbrug - og dessverre en dagsreise fra Sverige - og de få estlandssvenskere som er flyttet tilbage permanent, er eldre mennesker som ikke vil få efterkommere i Estland. Det er en fin gestus at Nukkø Kommune betjæner dem på svensk, men det er først og fremmest begrenset til feriesæsongerne. Bare 50 fastboende regner sig som svenske hær.

Og ganske visst har det estlandssvenske mindretall nu opprettet kulturellt selvstyre hvilket alle mindretall er berettigede til ifølge Estlands grundlog. Men logen om kulturellt selvstyre foreskriver dels at mindretallet skal udgøre mindst 3000 personer, dels at det skal være bosatt i landet. Det siger sig selv at man bare har kunnet gennemføre dette ved å fortolke logen således at gruppen ganske visst omfatter over 3000, men at den blott delvist er bosatt i landet - som følge av force majeure.

I selve Estland er situasjonen knapp så håldbar. Som det ofte kan gå når et mindretalls kerne udvandrer, vil periferien, ifall omgivelserne støtter det, og det er attraktivt, forsøge å udfylle plassen, til eksempel ved at mennesker med én foreldre eller blott en besteforeldre fra mindretallet tilslutter sig dette. Det kennes også fra siebenbürgersachserne i Transsylvanien. Jeg har ennda mødt folk uden svenske aner som var så nordisk orienterede at de hade lært sig svensk og komm i den svenske kirke i Tallinn. Og dette er all ære værd. Men også dette er en svenskhed som fortynnes for hver generasjon idet språget neppe gis videre. Den tradisjonelle svenskhed i Estland er fortsatt døende.

Jeg nærer som nevnt en gammel kærlighed til Estland og ønsker egentlig å se det så nær på Norden som muligt. Et nordisk land kan man nokk neppe kalle det. Den nordiske folkegruppe er for lille, og høykulturen gennem århundrederne var tysk, ikke svensk. Men ifall estlandssvenskerne ennu hade eksisteret, kunne landet dog ha deltaget i enkelte områder av det nordiske samarbeide. Kan någet av dette reddes?

Sådan tenkte jeg på veg hjem fra en reise som hade ført mig gennem Baltikum i 2009, blandt annet til det megalomane sangerstevne som på de kanter er kennt som üldlaulupidu. Det var en gammel drømm å oppleve dette fænomen som bare forekommer i full størrelse hvert femmte år. Jeg var imponeret over hvår distinkt sangen lød, selv når det store, samlede kor på 26.000 sangere stod over for én dirigent. Og sangen lød nordisk; men dimensjonerne var fremmedartede.

Det lykkedes å få en nattferge fra Paldiski - engang det svensksprågede fiskerlege Rågervik - medens vi stevnede mod solnedgangen og Kappelskær, lå om bagbord kalkklinten på Lilla Rågø i skumringen, og bag denne den yderste odde av Stora Rågø. I den lyse sommernatt anede jeg langt borte fyrtårnet på Odensholm. Tyste og mørke lå disse forladte øer i Østersøen. Alle blev de til militærbaser under den sovjettiske besettelse, og ingen mennesker er vendt tilbage siden. Fremtiden ligger ikke hær.

Så hvem kan man bygge på udover de siste estlandssvenskere? I hovedstaden finnes som i alle hovedstæder grupper av folk fra grannelandene eller fjernere områder som bor i vertslandet i kortere eller lengere tid, udstasjonerede i forbinnelse med arbeide for firmaer eller diplomati - eller folk som har været så heldige å finne en lokal livsledsager og har skapt et lengerevarende hjemm i staden. Og Estland har to helt eller delvist svensksprågede grannelande.

Mennesker som lever på disse villkår er ofte henvist til å klare sig uden institusjoner som anvender deres modersmål, og dette gelder også deres eventuelle børn. Hvårledes sikkrer vi at disse udlendinge oppholder sig lengst muligt i vertslandet - og ennog blir boende permanent? Det er helt åpenlyst at Tallinn sagner en svensk skole som vil kunne betjæne børn av disse udstasjonerede familjer og blandede ekteskaper. Et svenskspråget gymnasium med internatavdeling finnes allerede i Birkas på Nukkø, grundlagt så tidligt som i 1990 for å gi estere mulighed for en nordisk orienteret skolegang.

Og på den svenske Mikaelskirkes hjemmeside læses om den åpne forskole som drives hær: "I Tallinn finns många svenskspråkiga familjer bosatta som har barn under eller i skolåldern som behøver treffas, umgås ok leka på svenska ... Til en børjan var de flesta barn som deltog enspråkigt svenska, under tiden har fler ok fler barn kommit från tvåspråkiga estniska ok svenska familjer ... De vuksna fikk samtidigt tilfelle å umgås på svenska". For småbørn og unge finnes alltså muligheder, men mellemstadiet fattes.

Det må være alldeles uomgengeligt å opprette en svensk skole i Tallinn, ganske som der finnes en estisk skole i Stokkholm, og ganske som la francophonie har bastjoner i form av franske skoler i allverdens hovedstæder. De eksisterende svensk- og tosprågede familjer vil få et incitament til å bli boende i staden i lengere tid, og det vil også virke modsatt: flere vil få øynene opp for å bosette sig her dærsom der finnes mulighed for å leve på svensk. Der er jo blott 80 km til den nærmeste svensksprågede kyst.

Og av skolebørnene vil flere velje å leve i staden som voksne og kanske sette deres egne børn i den svenske skole. På dette sett kan en forhåldsvis permanent svenskhed etableres i Tallinn. Kanske ikke et egentligt mindretall som i gamle dage, men det er det beste som kan gøres med de muligheder vi råder over i dag. Den vil nokk kræve en stadig tilgang av rigs- og finlandssvenskere for å kunne oppretthåldes, og dette må aktivt sikkres. Hærtil kan det nedenstående medvirke.

Hvad nu med svenskbygderne? Det var jo hær svenskheden hørte til, og det ville være hær, i disse tynnere befolkede områder, at en svensk folkegruppe ville kunne gøre en forskell frem for å bli borte i hovedstadens mengder. Hvårledes får vi satt Tallinn-svenskerne i kontakt med svenskbygderne? Mange av de mennesker som i fritiden taler deres svenske dialekt av det nordiske språg i disse egne, bor jo i Sverige, ti timer borte med båd.

Det er selvklart, at mange av disse egendomme vil gå i arv til efterkommerne i generasjoner fremover. Men det er også uundvigeligt at någle jordlodder, huse og stugor med tiden vil falle fra. Det er ikke alle som bor på den annen side av Østersøen, som i flere slektled har mod på å behålde et feriehus i Estland. Fremfor at disse skal overgå til lokale fra det estiske flertall, er det uhørt viktigt at disse egendomme forblir på svensktalende hender - dærsom hender ellers kan tale!

Det annet viktige skridt må alltså være å opprette en privat fond eller stiftelse, et egendomssellskap, som kan overta og administrere de svenskegede huse ifall egeren ikke lengere ønsker å behålde dem - og som kan ta hånd om at de fremover udleges, eventuellt i lange tidsrum, til svensktalende folk, typisk fra Tallinn. Hærmed vil der kunne skapes forbinnelse mellem den nye udlandssvenskhed i hovedstaden og de gamle svenskbygder i nordvest.

Der finnes intet odiøst i å kræve til eksempel et bestemmt språg talt av egeren eller hyregesten til en egendom, ganske som man kan kræve at man ikke ryger i hjemmet, at man skal være av en bestemmt civilstand, at ens foreldre skal have en bestemmt sysselsettning eller någet annet. I Nordirland finnes boligområder særligt for irsktalende folk for å styrke dette språg, og det samme vil kunne gøres med svensk i Estland. Nordmenn og danskere bør såmenn også være velkomne.

Der finnes flere fordele ved en sådan ordning: Det vil kunne lokke flere svensktalende fra Sverige og Finnland til Estland ifall man kan tilbyde dem sommarstugor blandt "sommersvenskerne" på Nukkø og Ormsø; og om man har børn i gymnasiealderen, vil de efter å ha forladt den svenske skole i Tallinn med fordel kunne bo i egendomme på Nukkø som supplement til internatavdelingen på Nukkø Gymnasium.

Hvor mange mennesker vil den svenske folkedel i Estland kunne vokse til? Selvklart intet i nærheden av de 10.000 som fanntes engang. Men under 1000 kan også være tilstrekkeligt. Estland er tynnt befolket. På Nukkø og Ormsø tilsammen bor 1.300 mennesker så der behøves ikke mange for å udgøre en væsentlig del. Og nettopp det å forbinne en svenskhed i Tallinn med et landområde hvår man udgør en stor andel, vil gi gruppen en tilknyttning og identitet som vil medvirke til å stabilisere den, også i hovedstaden.

Hvad der kræves, er selvklart penge. En svensk skole i Tallinn vil ikke kunne drives rentabelt de første mange år, og et boligsellskap som skal køpe egendom av estlandssvenskere som ønsker å avhende, skal bruge en betydelig kapital. Dette er alltså hvad man må offre ifall man vil drive en progressiv estlandssvensk politikk og oppretthålde Estlands tilknyttning til Norden i kommende slektled.

På terskelen til Norden

Jeg nærer en dyp og gammel kærlighed til Estland, et av de områder i Nordens omegn som der skal skrives om hær. Engang hade Norden solidt fodfeste hær i form av estlandssvenskerne, et svensktalende mindretall på cirka 10.000 mennesker. Selv kallte de sig øbor eller øbofolket, siden også estlandssvenskar. Den estiske betegnelse er rannarootslased, dvs. "kyst-" eller "strandsvenskere". De fortjæner å kennes av en større kreds.

Estlandssvenskerne var bosatt i de kystnære egne og på øer ud for kysten, først og fremmest på halvøen Nukkø og i området omkring Rikkul på nordvesthjørnet av fastlandet, samt på øerne Nargø, Stora Rågø, Lilla Rågø, Odensholm og Ormsø samt Runø i Rigabugten; dessuden i enkelte egne på Dagø. Hærudover boede en del estlandssvenskere i Tallinn.

Estlandssvenskerne kennes fra 1200-tallet ligesom finnlandssvenskerne. Modsatt situasjonen hær hvår en del av den svensktalende befolkning udgjorde en kulturelite i samfunnet, var den estlandssvenske befolkning altid en gruppe med ringe inflydelse hvårav de fleste sysselsatte sig med fiskeri, landbrug, skipsbyggeri og i Tallinn lodsvirksomhed.

Ved nasjonalbevissthedens fremkomst i 1800-tallet grundlagdes flere svenske skoler og biblioteker og et seminarium til uddannelse av lærere. I 1909 grundlagdes kulturforeningen Svenska Odlingens Venner som fra 1918 sammen med den politiske organisasjon Svenska Folkførbundet udgav bladet Kustbon som hade stor betydning for udvikklingen av en felles estlandssvensk bevissthed.

Estlands selvstendighed i 1918 betød et stort skridt fremad for vedligehåldelsen av den svenske kultur, da den estiske stat hade vidtgående mindretallsbeskyttelse. Mulighederne for støtte fra Sverige til uddannelse og kulturell virksomhed øgedes. Der grundlagdes en svensk avdeling av gymnasiet i Haapsalu og en svensk folkehøyskole på Nukkø.

Estlandssvenskerne blev mere vellhavende da staten udstykkede herregårdsjordene til småbønder. Dessuden kunne man begynne en eksport av landbrugsprodukter og fisk fra svenskbygderne. En del estlandssvenskere søgte i perioder arbeide i finnske og svenske byer, og rigssvensk språg fikk sterkere inflydelse på de estlandssvenske dialekter.

I 1930-tallet forverredes forhåldene for landets mindretall dog efter Konstantin Päts' statskupp, som betød avsluttningen på 1920-tallets ekscepsjonelle mindretallspolitikk. En del yngre estlandssvenskere udvandrede. Dette var dog intet i forhåld til sovjettmaktens ødeleggelser. Udbrudet av Annen Verdenskrig betød stort set udslettelsen av svenskheden i Estland. Ved Den Røde Hærs fremmarsj i 1944 flyktede 8.000 estlandssvenskere i både og mindre skipe over Østersøen og efterlod svenskbygderne avfolkede.

Efter krigen gendannedes Svenska Odlingens Venner i Sverige og varetar ennu rollen som kontaktorgan og interesseorganisasjon for estlandssvenskerne i Sverige. I den sovjett-estiske marionettstat var de få tilbageværende estlandssvenskere, eldre mennesker hviss efterkommere var udvandret, udsatt for forfølgelser og deportasjoner på grund av tilknyttningen til et vesteuropæisk land. De måtte flytte fra kysterne som blev militærområder.

Ved Estlands befrielse i 1991 viste det sig at der ennu fanntes rester av denne folkegruppe som jeg allerede som barn hade læst om hos Andres Küng. Den må desverre betraktes som uddøende da den i dag udgør omkring 250 mennesker med svensk modersmål. Dog har de tidligere flyktninge fået mulighed for å generhverve deres egendom i svenskbygderne, og mange opphålder sig i Estland om sommeren. Dærfor er Nukkø kommune siden 1997 officiellt tospråget.

En del estlandssvenskere med bopæl i Sverige har atter fået estisk statsborgerskap, og Svenska Odlingens Venner har genopprettet en avdeling i Estland. Mange tidligere svenske byer er blevet forsynet med tosprågede byskilte hvilket dog primært skal ses som en historisk gestus fra den estiske stats side - et ønske om å genopplive fortiden. Bare ganske få estlandssvenskere er flyttet tilbage permanent.

Der finnes dog en voksende interesse for den svenske arv blandt esterne. Mange har svenske aner, heriblandt salig Lennart Meri. En del taler i dag svensk som fremmedspråg, og i 1990 åpnedes et gymnasium med kostskole på Nukkø med svenskundervisning som speciale. Den svenske menighed i Tallinn er genoppstået i Sankt Mikaels Kyrka som også huser en svensk folkehøyskole med svenskundervisning og sommerkurser.

Summa summarum er dog, som det er blevet udtrykkt: "någon livskraftig minoritet som har svenska som modersmål kommer knappast mer å uppstå". Svenskheden i Tallinn udgøres i dag mest av rigs- og finnlandssvenskere og har neppe permanent karakter. I resten av landet er det en "sommersvenskhed". Det er vel bedre enn ingenting, men dessverre ikke meget mere enn ingenting.

Var det ikke for den sovjettiske besettelse ville Estland i dag ha haft svensk som et regionalt officiellt språg og kunne kanske ha oppnået en status som associeret medlemm av Nordisk Råd.
Men Estland er ved å gå tapt for Norden - som selv er i fare for å falle fra hinannen. Sic transit gloria mundi?