Fellesnordisk tv - ja takk

En rekke norske opposisjonspartier har foreslået å opprette en felles nordisk kultur-tv-kanal. Høyre, Venstre, Fremskrittspartiet og Kristelig Folkeparti reagerede på et ønske fra en gruppe borgere som i Aftenposten ønskede sig mere tv fra flere europæiske lande frem for engelskspråget tv, ved udfra "enighed gør sterk"-devisen å foreslå en fellesnordisk kanal for kultur-tv. Nordisk Råds kultur- og uddannelsekomité gentog i løpet av samme debatt sit ønske om større nordisk tilgengelighed for de enkelte landes almene tv-kanaler. Dette er under alle omstendigheder en god idé, men nedenfor skal det handle om tankerne om felles-tv.

Forslaget var egentlig en reaksjon på andre debattørers kritikk av for meget engelskspråget tv på den norske sendeflade. Man må ennu en gang konstatere at tankerne om større nordisk enhed, ligesom Sven Clausens tanker om nordisk målstræv først vannt bred tilsluttning i Danmark ved den tyske besettelse, først og fremmest ser ud til å dukke opp under et ydre press. Det er synd. Tanken om større nordisk enhed burde være nærliggende alltid og oppstå av lyst, ikke av nød.

NRK's kringkastningssjef, Hans-Tore Bjerkaas, svarer i Aftenposten at et omfattende samarbeide i form av Nordvisjon allerede finnes, og at der udveksles omkring en times nordisk tv per nordisk land per dag. Når det ikke er ennu mere, skyldes det at tv-kanalerne erhverver rettighederne til å sende programmer for et bestemt territorium. Ifall NRK skulle erhverve rettigheder for hele Norden, ville det koste de norske licensbetalere dyrt.

Hærtil må man svare at en fellesnordisk kanal jo nettopp ikke skulle drives som en nasjonal kanal, men nettopp være eget i fellesskap. Med midler fra alle fire nordisktalende lande ville den nettopp kunne erhverve rettigheder for hele Norden. Prisen ville bli fordelt på alle lande, ligesom alle landes befolkninger ville få glæde av produktet.

Det lyder flott med en times nordisk tv per land per dag, men problemet er jo, hvilket man kan forvisse sig om ved å kaste et blikk på et tilfeldigt programm for en almen nordisk tv-stasjon, at disse udsendelser finnes på de "skæve" tidspunkter, tidligt på eftermiddagen eller sent om natten. De blir fortrengt til disse tidspunkter fordi tv-stasjonerne prøver å imødegå alles interesser og få plads til så meget som muligt på sendefladen. Men ville nordiske programmer ikke få flere seere ved å ha deres egen kanal hvår de kan ligge i den beste sendetid?

Kringkastningssjefen nevner også at flere nordiske kanaler allerede sendes til hele Norden via satellitt- eller kabel-tv, ennda delvis tekstet på grannelandenes dialekter. Problemet med denne tekstning er at seerne ikke venner øyet eller øret til de andre dialekter av vårt felles språg. Jeg mener at tekstning er en god ide for å støtte språgforståelsen, men selvklart skal de nordiske programmer - også på en felles kanal - tekstes på originaldialekten.

På færøsk tv tekstes dansk språg ikke. Dette forventes man å forstå, og vell med god grund, om enn det er et fremmedspråg hær. Men ei heller norsk språg tekstes. Dette forventes man også å forstå. Skulle vi andre da ikke kunne klare å se nordisk tv på originaldialekten - med tekster? Vi er ikke av natur mindre språgligt fleksible enn færinger, blott sagner vi lidt tilvenning. Når de kan, kan vi også.

Kringkastningssjefen konstaterer dog at grannelandenes satellittkanaler har små markedsandele i forhåld til de almene landsdekkende kanaler, og at en felles kulturkanal kunne få samme problem: at den ville blive en small nichekanal for de få interesserede. Jeg mener at denne frykt er vellbegrundet, og hær er vi vell også ved problemets kerne(r): Dels vil kultur-tv altid stå i fare for å være smallt tv, dels fungerer Norden ikke som et felles offentligt rumm. For de fleste mennesker føles det mindre vedkommende hvad der hender i de tre andre lande.

Tv er i dag en av de viktigste nøgler til andre lande, og denne resurse bør bruges optimalt ved at en fellesnordisk tv-kanal nettopp ikke blott blev en kulturkanal, men gjorde sig meget mere relevant ved også å være en fellesnordisk nyhedskanal med nytt fra samfund og politikk i hele Norden, også gerne lokale store og små nyheder som kunne øge kennskapet til hele Norden i hele Norden. Tv bør være et middel i bestræbelsen for det felles offentlige rumm i Norden.

Kringkastningssjefen slutter med å konstatere at tv i dag ikke bruges på samme måde som tidligere, og jo yngre folk er, jo flere medier og kombinasjoner av medier vil de bruge. Dette er riktigt set, og det kræver sin egen strategi som jeg må vende tilbage til på et annet tidspunkt.
Den norske opposisjons forslag blev ikke meget omtalt i danske medier, men de danske politikere legger sig i kølvannet av Hans-Tore Bjerkaas og udlegger situasjonen som jeg har refereret og kommenteret ovenfor. "Tiden er ikke moden", udtaler DR's generaldirektør, Kenneth Plummer. Hær må man svare med et spørsmål: Hvad kan modne tiden?

I Aftenposten kommenterer Ingrid Brekke forslaget og mener til gengeld at tanken om en felles kanal ligger i tiden og henviser til det fransk-tyske Arte og til 3sat som dekker det tyske språgområde i 7-8 lande. "Norge er et lite land" hedder det, og der henvises til de ofte imponerende programmer i det någet større Sverige. Alligevel synes Brekke å være enig med professor Tore Slaattaa som hun citerer for å spørge hvad der er i vegen for å hekte sig på kulturkanaler udenfor det nordiske språgområde. En felles kanal alltså, men ikke nødvendigvis en nordisk.

Hær kommer vi frem til ennu et kerneproblem: Det spørges, nesten retorisk, hvårfor vi skal stanse ved Norden. Er det ikke tysk, fransk og spansk tv vi fattes? Viden om hele Verden til "vårt lille nordlige land? ... En orientering utover fremfor en økt vektlegging på egen identitet som nordmenn eller Norden-boere. Styrking av den europeiske identiteten ville slik sett hjelpe, men hvorfor stanse dær?"

Ja, hvårfor stanse dær? Hvårfor stanse ved Norden når man kan stanse ved Europa? Hvårfor stanse ved Europa når man kan stanse ved hele Verden og blott ha en identitet som verdensborger? Spørsmålet er absolutt legitimt å stille, og målet er legitimt å forfølge. Et svar ligger faktisk i Brekkes formulering om "vårt lille nordlige land", hvis eksistens der ikke stilles spørsmål ved i denne sammenheng. Det forudsettes å eksistere - om enn det er lige så legitimt å spørge "hvad skal vi egentlig med Norge? (Danmark? Sverige? ...)" som det er å spørge hvad vi skal med Norden!

Uanset hvår meget verdensborgere vi er, møder man sjeldent någen som er uenige i, at det er en rigdom for Jorden med flere språgområder og de dærtil knyttede kulturer (jeg tar selv visse forbehåld - efter min mening er et enigt Norden en styrke i dagens Verden). Ett språgområde muliggør felles medier, undervisning og kulturtilbud - og det ville være uligt mennesket ikke å gi disse felles villkår en betydning (har ting ikke allerede en betydning, gir vi dem en - en vanlig antropologisk iakttagelse). En betydning som dærmed gir en identitet.

Der finnes også andre identitetsskapende faktorer, f.eks. felles historie, som gir en felles identitet - og det er vell grunden til de fire nordisktalende landes identiteter. Men ifall man mener at en felles historie er tilstrekkeligt til å gi en identitet som dansk, svensk, norsk eller finsk - og det er et allminneligt og legitimt synspunkt - så er det minst lige så legitimt å mene at det felles nordiske språg gir en felles identitet som det er værd å styrke og forfølge.

Det er altid muligt å foreta reductio ad absurdum når det handler om identitet, ved å spørge hvårfor til logikken eller berettigelsen, men identitet fungerer ikke sådan. Det er i dagens Verden vårt villkår å ha fire stater og ønske vellfungerende nasjonalt tv i disse. Og det er vårt villkår å ha ett språgområde og forhåpentlig støtte tanken om felles tv i dette, som jeg gør hær. Ikke blott med kultur, men med et komplett programmtilbud fra hele Norden. Og gerne tekstet, men på originaldialekterne så vi kan lære dem å kenne.

I Oslo

Jeg tilbragte nylig en dag i Oslo og forsøgte å se så meget av staden som muligt på denne tid. Fra "Danskebåten" gikk færden til Akershus hvår en omviser nettopp var i gang med å bibringe en skoleklasse kundskaper om de oldenborgske konger hviss personligheder blev beskrevet en for en. Det komm et øyeblikk til å stå mere levende for mig hvår stort et fellesskap Danmark og Norge har om enevåldskongerne.

Videre gikk jeg gennem renæssancestadsdelen som engang kalltes Christiania. En fraksjon av lokalpolitikere foreslog nylig å genopplive dette navn for den del av Oslo som nu kalles Sentrum, men blev nedstemmt. At viljen til å endre navnet er til stede hos någle, er kanske en efterklang av at staden i sin tid i någen grad fikk navneskiftet trukket ned over hovedet av landspolitikerne; men at de trods allt ikke kunne samle flertall, viser at de tidligere christianienseres efterkommere i hvert fall i dag har taget navnet Oslo til sig fullt og helt. Der var da heller ikke tale om å omdøpe hele hovedstaden, blott Sentrum.

Begge parter i ordskiftet anklagede hverandre for historieløshed hvilket efter min menig er meningsløst uanset hvad. Dærsom man endrede navnet tilbage, ville man vekte den historie som forteller om Norges 400 danske år. Dærsom man ikke endrede det, ville man vekte, at disse år (og de 100 svenske) nu er forbi. I begge tilfelle forteller navnet historie, spørsmålet er blott hvilken historie man veljer. Historieløs blir man først når man ingenting aner om fortiden.

Foran slottet tronede Carl XIV Johan til hest. Dette har man ikke endret på; det er jo lettere å la minnerne stå enn å endre frem og tilbage på dem, men kan selvklart bare gøres med minner som ikke gør ondt. Et annet minne som tilsyneladende ikke er smerteligt, er de mange citater fra Ibsens skuespill som er nedfellet i fliserne foran Nasjonalteatret [sic]: De står faktisk på dansk, om enn man på denne tid kallte språget norsk. Bokmålet er ennu ikke spiret frem i skriftbilledet.

Det er vanskeligt å sige om bokmål er dansk på norsk substrat eller norsk på dansk substrat. Sagen er jo at det norske substrat har funnedes igennem århundrederne i de "dannede klassers" danskpåvirkede språg, men først omkring siste århundredeskifte gennemføres i rettskrivningen. Kanske kan man kalle det norsk på dansk på norsk substrat.

Om enn bokmålets oppkomst betød en større språglig mangfåld i Norden, er lykketreffet ved bokmålet at det er havnet på pladsen midt imellem dansk og svensk. Tett på svensk udtale og tett på dansk ordforråd. Denne "språgbro" som nu kan hålde Norden sammen, er kanske det danske språgs viktigste avtrykk på språgfellesskapet. Det er skæbnens ironi at dette språg nu er i fare for at bortdø fra det fellesnordiske, men trods allt efterlod sig et brugbart avtrykk i Norge - mangfåld kan i någle tilfelle styrke fellesskapet dærsom den ikke går udover den eksisterende mangfåld, men finner en nisje innen for yderpunkterne.

Annerledes er sagen selvklart med nynorsk. Jeg legger vegen forbi Noregs Mållag og finner ganske ydmyge lokaler ovenpå en Statoil-tankstasjon i udkanten av Sentrum. Ingen glassfasade, ingen bannere, ingen brosjyrer. Så svagt står landsmålet alltså i hovedstaden. Men selvom denne målform er mere særnorsk, og jeg er skandinavist, kan jeg alligevell ikke la være med å omfatte den med sympati.

For der finnes ubestridelige fordele ved nynorskens eksistens, først og fremmest at den sikkrer at alle nordmenn er eksponeret for to forskellige målformer innen for samme språgområde. Dette, og dialekternes tradisjonellt sterke stilling i landet, gir en språglig fleksibilitet og tolerance og først og fremmest en språgbevissthed som er misunnelsesverdig og faktisk er en drømm for en skandinavist. Tenk om vi alle i Norden levede under disse forhåld. Tvungen sidemålsstil på dansk og svensk - nettopp som en del av modersmålsundervisningen.

Hærtil kommer at den nynorske skriftnormal på mange punkter hvår den adskiller sig fra bokmål, faktisk har lighed med svensk. Det gelder selvsagt ikke arvesølvet, diftongerne, men mange andre vokal- og konsonantforbinnelser og store dele av ordforrådet; så den er ikke bare en språgbro til ingenting, men også til en viss grad til brødrafolkens væl, som den siste unionskonge, Oscar II, ville udtrykke det.

Alle uligheder til trods er der faktisk meget som minner om situasjonen i Finnland. Ganske visst rører det sig ikke om to ubeslektede språg, men om to skriftnormaler av samme språg (to udav fire, må jeg her inskyde), men i begge tilfelle med statslig sanksjonering og i begge tilfelle i lande med et så høyt udvikklet civilsamfund, at det er muligt for borgerne å sørge for en stabil tilstand for målene. Den språglige bevissthed i disse samfund er, alle vanskeligheder ufortallt, et gode i sig selv.

Naturligvis gir de ulige håldninger til historien sig også udtrykk i ulige håldninger til språget i et både gammelt og ungt land som dette, hvår Bygdø (kongsgård) ligger på Bygdøy, og hinsides hvilken jeg finner berømmte skipe som dem fra Oseberg og Gokstad udstillet tett på Fram og Kon-Tiki, spennende over et gap på 1000 år, men alle satt i forbinnelse med en tids nasjonalhelte. Uanset hvilken mening man kan ha om sådanne i dag, er historisk bevissthed under alle omstendigheder heller ikke å forakte.