På grund

Situasjonen i Finnland efter det nyligt avhåldte riksdagsvalj er mere uavklaret enn i mange årtier. Landet har opplevet et sannt jordskredsvalj, og den nasjonalpopulistiske bølje er med ett slag nået til Finnland hvår partiet Perussuomalaiset er stormet in i Riksdagen med 22 % procent av stemmerne hvår denne type av partier normalt får 10-15 % i flere europæiske lande. Sammenstillingen av nasjonalitet (som er en følelse) med ideologi (som er intellektuell) forekommer mig å gi anledning til en del problemer, kanske fordi følelse og intellekt i udgangspunktet hører til på hver sitt nivo i menneskehjernen.

I modsettning til i andre europæiske lande vil de øvrige partier dessuden neppe kunne hålde partiet udenfor inflydelse da Finnland har tradisjon for meget brede regeringskoalisjoner, også på tvers av høgre-venstre-skellet. Ifølge forfattningen får det største parti (Samlingspartiet) automatisk statsministerposten, og det er skikk å inbyde andre store partier uanset ideologi. Perussuomalaiset er det tredjestørste parti. Svenska Folkpartiet som samler de fleste finnlandssvenske røster, deltar normalt i regeringen, men dette er for første gang i manns minne usikkert.

Jeg bruger som skandinavist normalt de svenske betegnelser på allt i Finnland, ikke fordi jeg har någet imod det finske språg som jeg i øyeblikket forsøger å lære, men fordi det er det nordiske språg som binner Norden sammen, og dette er også mitt ærende; men jeg gør i øyeblikket en undtagelse med Perussuomalaiset da deres svenske navn, Sannfinlendarna, er problematisk. For det første kan jeg ikke med min beste vilje se at de repræsenterer finnlandssvenskernes interesser med deres ønske om å gøre finnsk til landet eneste officielle språg, hvårfor de snarere må kalles finner enn finnlendere. Om de så repræsenterer finnernes interesser, lar jeg hær stå åpent. For det annet er sann en gal oversettelse av perus, ganske visst en som de selv har valt, idet ordet snarere betyder grund. Vi taler altså om "grundfinner".

Folket har talt, og landets parlamentariske liv tykkes alltså i mere enn én forstand å være gået på grund medens regeringsforhandlingerne står på. Grundfinnerne vil neppe komme igennem med ønsket om å gøre landet énspråget, men sagen stiller sig annerledes med spørsmålet om skolefag. Som led i landets tosprågethed hører det med at både den finnske og den svenske folkedel lærer hverandres språg i skolen. Og Grundfinnerne er blandt annet språgrør for et stigende ønske om å avskaffe den obligatoriske svenskundervisning for den finnske folkedel.

At landets to officielle språggrupper skal stifte bekenntskap med "det andra inhemmska språket/toinen kotimainen kieli" er jo en vakker og demokratisk tanke, men det kan ikke nektes at Finnland som tospråget land er et godt stykke fra å ligne f.eks. Belgien (hvår språggrupperne udgør 60 og 40 %), Sveits (75 og 20 % (de øvrige språg er ikke obligatoriske skolefag)) eller Kanada (75 og 25 %). Ved Storfyrstendømmet Finnlands opprettelse udgjorde de svensktalende ganske visst 15 %, men procentandelen er siden da stadigt fallet for først å stabiliseres omkring år 2000. I dag udgør finnlandssvenskerne 6 %. Det absolutte tall er rett konstant, men finnerne har ganske enkelt fået flere børn enn finnlandssvenskerne, så deres antall og procentsats er steget.

At de to språg er så jevnstillede officiellt, men så ujevnstillede i tall er et voksende problem i Finnland - og et voksende problem for Norden. Man kan ikke nekte at antallet betyder någet. Og man må se i øynene at motivasjonen for mange faller med (procent)antallet. Fordelen for mindretallene i Belgien, Sveits og Kanada er også at deres språg, fransk, er et verdensspråg. Dette gelder trods allt ikke svensk, og dermed finnes heller ikke denne motivasjon for å lære språget i Finnland. Dærimod finnes for en stor del av Finnlands folk den kulturhistoriske motivasjon at svensk er et gammelt språg i Finnland og en væsentlig del av landets identitet. Stor finnsk litteratur er skrevet på svensk, og den finnske nasjon er i høy grad formuleret på svensk.

Men for andre veger dette ikke tungt nokk. Det kulturhistoriske betyder ikke det samme for alle, og ifall språget også tykkes unyttigt eftersom det ikke er et verdensspråg, og fordi de fleste finnlandssvenskere jo taler et udmerket finnsk, er vegen for enkelte desverre ikke lang til å føle det svenske språg som et irritasjonsmoment. Iblandt støder man på argumenter om et svensk "herrefolk" hviss språg finnerne må lære for å "tjæne" dem (en henvisning til mindretallets rett til å bli betjænt på sit eget språg av den offentlige sektor).

Det er synd at der hos enkelte kan finnes sådanne mindreværdskomplekser - og synd at de får dette udtrykk. Så mange timers skolesvensk rører det sig trods allt ikke om. Men Finnlands historie med den svensktalende overklasse blir dessverre iblandt satt in i denne tolkningsramme til trods for at de allerfærreste finlandssvenskere har någet å gøre med disse historiske forhåld. De er hverken rigere eller mere maktfulle enn flertallet.

Fra et nordisk synspunkt må det være alldeles åpenlyst at det nordiske språg er nøglen til Norden. Nu er Norden alltså sådan stillet at det - ligesom mange stater - rummer andre språgområder enn det største. For mindretall i disse stater er det nødvendigt å lære flertallets språg. Men i Norden synes ræsonnementet ofte å være at vi da ikke behøver å kunne forstå de andre språg eller dialekter for å føle oss nordiske. "Hvårfor kan man ikke kenne sig nordisk med finnsk språg?" spørges det.

Det anfekter jeg ikke at man kan. Jeg tvivler ikke på at følelserne er ekte når man føler sig nordisk, uanset språg. Men jeg ønsker at Norden skal være mere enn en følelse. Mere enn en sinnstilstand. Det skal også være fellesskap, og det oppnår man ikke uden å kunne tale sammen. Jeg ser ugerne et Norden uden Finnland. Ifall man bekenner sig til en nordisk følelse, må man ta konsekvensen og lære språget. Dette geller for os alle i Norden; og jeg erkenner blankt at udgangspunktet er ulige sværere når det er finnsk, blott må jeg oppmane til at man lar sin nordiske følelse følge av handling.

Det spørges hvorfår vi ikke bare kan tale engelsk med finnerne. Naturligvis kan en finne som reiser i Norden klare sig med engelsk som enhver annen turist. Men poengten er jo just at det å være nordbo ikke er å være turist på gennemreise. Med engelsk eller et annet språg udefra kan man ikke læse nordisk litteratur, hverken faglig litteratur eller fiksjon (udover den smule som blir oversatt). Man kan ikke læse nordiske aviser eller internettmedier. Man kan ikke bruge de nordiske uddannelsessystemer udover de begrensede dele som foregår på engelsk. Man kan ikke bosette sig og arbeide i et annet nordisk land. Og man kan faktisk ikke engang delta i samtaler med mere enn et par mennesker idet man jo ikke kan forvente at alle i en gruppe skal tale engelsk for ens skyld. Man vil kort sagt være udenfor Norden.

Selvklart vil en finne på reise ha svært ved å forstå talt norsk og - ennu verre - dansk. Men hele den skriftlige kommunikasjon vil være tilgengelig, og svensk vil stadig være grundlag for den munntlige forståelse som vil vokse ifall man skal tilbringe lengere tid hos hverandre. Og i Norden skulle vi nordboer jo gerne være mere enn turister i hverandres lande.

Island er et annet land som man kan indrage i det nordiske perspektiv. At vi ikke lengere taler samme språg som de, kan vi snarere laste våre egne aners språgforandring enn deres for. Hær klarer man i teorien språgproblemet ved å lære dansk som annet fremmedspråg i skolen. Der kan sikkert siges meget om hvårdan dette fungerer i praksis. Skolens annet fremmedspråg lider ofte under ligegyldighed fra eleverne - det samme er tilfellet for tysk i resten av Norden. Men alle har muligheden for å lære dansk.

Det er sjeldent at man hører om animositet imod det danske fremmedspråg hær, om enn Islands historie i forhåld til Norge og siden Danmark kan minne om Finnlands i forhåld til Sverige. Er det kanske til språgets fordel at det allene er fremmedspråg, ikke også mindretallsspråg? Mange andre forhåld er også annerledes. Dansk er ulige lettere å lære for en islending, og landets befolkning er langt mindre. Dærfor er det oftere nødvendigt å uddanne sig i udlandet.

Udlandet for en islandsk student kan være Danmark og var det ofte tidligere, men man må konstatere at det er blevet sjeldnere. Jeg tenker ofte at islendinge vil være langt bedre tjænt med å lære norsk som annet fremmedspråg. Som dansk kan man jo begå sig språgligt i Norge og Sverige, men det er sværere når ens dansk ikke er modersmål, men fremmedspråg. Jeg tror at norsk ville være en bedre nøgle til Norden for det islandske folk. Hovedsagen er jo at Nordens språglige mindretal lærer nordisk, ikke hvilken dialekt de lærer. Faktisk kunne man med letthed skape et standardiseret nordisk sprog som ville ligge meget tett på norsk og som ville være et ideellt fremmedsprog i skolerne på Island - og kanske Færøerne.

Dette er selvklart annerledes i Finnland. Skal man hær lære en nordisk dialekt, må det naturligvis bli den som allerede er officiellt språg og mindretallsspråg i landet. Alligevell tror jeg at en farbar veg fremad for det nordiske språg i Finnland netopp vil være å indrage de øvrige nordiske dialekter i undervisningen, i hvert fall i grundskolen. I gymnasiet hvår man skal tilegne sig de færdigheder som er nødvendige for f.eks. å arbeide i den offentlige sektor, bør vekten så legges på den svenske dialekt av nordisk.

Faktum er at det nordiske språgområde omfatter 20 millioner mennesker. Det er kanske ikke et verdensspråg, men det er lige så stort et språg som det nederlandske som Belgiens walloner (hviss antall er tett på finnernes) lærer sig i skolen. Dette må være perspektivet. Norden som Benelux med finske walloner. En motivasjon for å lære svensk og annet nordisk i Finnland kan nettopp være at dette handler om hele Norden, ikke blott om mindre nasjoner (eller deres historiske konflikter). Nordisk er et stort språg, og Norden er det område som finner og islendinge fortfarende har langt det største samkvemm med, både handelsmessigt og menneskeligt. Føler vi oss nordiske, må vi ta konsekvensen og ikke la det bli ved følelsen.

Siste nytt 21/6: Finnland har nu en regering. Grundfinnerne kunne ikke forsvare overfor deres veljere å delta idet Finnland skulle stå fast på sin internasjonale forpliktelse og hålde en avtale om å sikkre økonomisk hjelp til Portugal; Centerpartiet hade for lenge siden bekenntgjort at de ville ta konsekvensen av deres tilbagegang ved valjet og ikke delta. De øvrige seks rigsdagspartier har dannet en bred koalisjon. Vi er for øyeblikket fri av grunden og er ennu på en nordiskvennlig kurs.

Nordiske språgvalj

Vi går med denne januar måneds språglige rekommandasjoner for skandinavister en smule in i småsagsavdelingen idet vi ser på den grad av språglig valjfrihed som finnes i de ulige nordiske dialekter, og forsøger å treffe det valj som i hvert tilfelle er mest nordisk. Uden å iverksette de vidtgående stavereformer og bruge det mest nordiske ordforråd, som jeg gør i denne blogg, kan man også i det små tilpasse sig de øvrige dialekter - idet jeg selvklart må tilråde at man går så langt som muligt i nordisk rettning.

Faktisk hører det til Dansk Språgnevns endemål både å rådgi om dansk språgbrug og å virke til større nordisk språglig enhed. Det siste synes dog ofte glemmt, og det nordiske aspekt ingår blott yderst sjeldent i den rådgivningstjæneste som Språgnevnet driver. Vil man dærfor ha egentlig nordisk språglig rådgivning, kan man passende vende sig til denne blogg. Lad oss se på variasjonen i de enkelte dialekter.

DANSK

Substantiver
En del substantiver og adjektiver, som ender på -el, -en, -er, f.eks. himmel, aften, kloster, kan bøyes både med og uden bortfall av e, f.eks. himmelen/himmlen, aftenen/aftnen, klosteret/klostret. Ord i Nord råder generellt til at bruge den lange form med bevaret e da dette gir den største lighed med svensk (derimod er det nokk bedre i hvert fall i udtalen å bruge den korte form av ord på -er - klostret fremfor klosteret - idet den "konsonantiske" udtale av r efter konsonant er lettere å oppfatte i Norden enn den "vokaliserede" udtale mellem vokaler).

Dansk Språgnevn overveger efter sigende i øyeblikket å tillade sideformerne gymnasie, laboratorie osv. ved siden av gymnasium, laboratorium osv. Ifall dette skulle bli gennemført (hvilket det av nordiske hensyn ikke bør), råder Ord i Nord til at man fortfarende hålder fast i de lange former på -ium da disse stemmer med svensk.

Adjektiver
Adjektiverne ny og fri kan på dansk bøyes i på et eldre sett hvår flertallsformen og den bestemte form er uden -e ("de ny huse", "fri mennesker") og en nyere form med det regelmessige -e ("de nye huse", "frie mennesker"). Ord i Nord anbefaler den nyere form med -e, da svensk har nya, fria.

Adjektiver på én stavelse, som ender på -sk, har valjfri neutrumsendelse på -t (et friskt og raskt menneske kontra et frisk og rask menneske), hvårimod flerstavelsesord som nordisk, fantastisk ikke kan have -t. Av hensyn til ligheden med svensk tilråder Ord i Nord å bruge -t-formen, hvår det er muligt, altså på enstavelsesordene.

verber
Dansk Språgnevn har nu tilladt svage bøyninger som fare - farede - faret og sverge - svergede - sverget ved siden av de eldre fare - for - faret og sverge - svor - svoret. Ord i Nord rekommanderer fortfarende å hålde sig til de eldre, sterke bøyninger av verberne idet disse stemmer med norsk og svensk.

præteritum participium er et område som flyder en smule på dansk idet det kan ha en entallsform, også når det legger sig til et substantiv i flertall. Man bruger ofte entallsformen når der er tale om en process ("væggene blev malet"), og flertallsformen når der er tale om en stillstand ("væggene er malede"), men helt entydigt er det ikke da der finnes en betydelig gråsone mellem process og stillstand.

Der synes å være en tendens til å foredrage en entallsform i denne gråsone ("butikkerne er lukket", "vi blev overrasket"), kanske særligt når der følger en præposisjonsforbinnelse ("de er forsynet med mad"). Ord i Nord råder av nordiske hensyn til å fastholde flertallsformen og overhovedet bruge denne så vidt det er muligt ("butikkerne er lukkede", "vi blev overraskede", "de er forsynede med mad").

Præposisjoner
En del danskere har staveproblemer med præposisjonerne av og ad, eftersom de udtales ens, som /a/, når de er ubetonede i settningen. Imidlertid er dette langtfra alltid tilfellet. De færreste tenker over at når præposisjonen udgør en betydningsenhed sammen med et verbum (og hær er den alltid trykksterk i settningen), udtales den alltid med /d/, således f.eks. i følges ad, hjelpes ad, se ad, skille ad osv. Hærtil kommer någle eksempler på sammensettning med adverbium, hvår sammensettningen alltid står allene uden å danne et led sammen med et substantiv, f.eks. innenad, udenad. Også hær er udtalen alltid med /d/.

Så er der en rad eksempler på sammensettning med adverbium, hvår sammensettningen kan danne et led sammen med et substantiv: fremad, hjemmad, inad, oppad, nedad, henad, udad osv. Når der er et substantiv involveret ("de gikk oppad trappen", "de fortsatte henad gaden"), er udtalen uden /d/; og dette kan ofte smitte av på det "frittstående" udtrykk ("de gikk oppad", "de fortsatte henad") hvår udtalen kan være både med og uden /d/.

Det samme er fallet, hvår sammensettningen av et verbum plus ad kan involvere et substantiv, t.eks. "le ad en spøg" kontra "det er ikke någet å le ad". I det første fall er udtalen uden /d/; i det annet kan den være både med og uden /d/ på grund av avsmittning fra det første fall. Ord i Nord råder i disse tilfelle til alltid å bruge udtalen med /d/. Dels er det mere nordisk, dels gir det færre staveproblemer.

Når det gelder sammensettning av adverbium og præposisjon, har dansk hidtil håndhævet en regel om å skrive i to ord når præposisjonen danner et settningsled sammen med et substantiv ("han stod over for huset", "huset som han stod over for"), men i ett ord dærsom intet substantiv er involveret ("han stod overfor").

Reglen bidrager til å drage skell mellem sikkre og usikkre språgbrugere og adskiller dansk fra svensk og norsk, hvår der generellt skrives i ett ord. Dansk Språgnevn overveger dærfor i øyeblikket å gøre skrivningen i ett eller to ord valjfri, så man alltid kan undvige å skrive i to ord. Ifall dette gennemføres, støtter Ord i Nord den nye, nordiske mulighed for å skrive i ett ord, og som det ses, bruger jeg hær dette stavesett.

Adverbier
Adjektiver med endelsen -lig blev opprinnelig ikke tilføget neutrums- og adverbial-t, en tilstand som er fasthåldt i norsk. I dansk og svensk er -t i dag obligatorisk i neutrum, medens der finnes ulige grader av -t-endelser når adverbier avledes av adjektiverne. På dansk er der vid valjfrihed med hensyn til -t eller ei; når adverbiet beskriver den vis en handling foregår på, er det obligatorisk, medens det ikke er det når adverbiet beskriver graden eller tiden. En del adverbier skal dog ha -t idet der er en betydningsforskell fra formen uden -t; dærimod skal en del adverbier som ikke kan være adjektiver (temmelig, vitterlig), aldrig ha -t.

Det må undersøges nærmere hvilken grad av -t-endelser som dansk og svensk er felles om, så brugen kan reduceres mest muligt av hensyn til norsk.

Konjunksjoner
Der er i dansk talespråg oppstået en viss tendens til å supplere de fleste konjunksjoner med et efterfølgende at således at man hører "dobbeltkonjunksjoner" som "når at", "som om at" og "hviss at". Denne tendens (som henger sammen med en tendens til å supplere substantiver med efterfølgende pronomener og tidsangivelser med konjunksjonen så) bør undviges av hensyn til ligheden med norsk og svensk.

Dog finnes et par eksempler hvår at har været en del av konjunksjonen fra eldre tid hvilket også er fallet i de andre nordiske dialekter. Dette gelder oftest i forbinnelse med præposisjon som "efter at" og "uden at". Det gelder også "så at" som ofte ses forenklet til "så"; i disse tilfelle kan man med fordel hålde fast i at. Det gelder også "fordi at" som i generasjoner har været betraktet som dårligt språg om enn dett er den opprinnelige form. De fleste har lært å hålde sig til "fordi" i skrift, men denne form finnes ikke i svensk hvår man siger "før at" eller "dærfør at". Jeg antar dærfor at "fordi at" vil være mere forståeligt i Norden enn "fordi", og rekommanderer formen med at.

Pronomener
Der finnes i dansk og norsk en kraftig tendens blandt mange språgbrugere til å bruge akkusativformen av pronomener (mig, dig, ham, hende, oss, jer, dem) i stedet for nominativformen (jeg, du, han, hun, vi, I, de) som ofte blott fasthåldes umiddelbart før eller efter verbet. F.eks. oppfattes jevnførende adverbier (enn, som) ofte som en slags præposisjoner som kræver akkusativ ("du er større enn mig"). Ord i Nord råder til alltid så vidt muligt å bruge nominativformer av pronomener (t.eks. "du er større enn jeg") idet svensk alltid har denne språgbrug.

Den "høfflige" form av pronomenet for annen person ental - som i Norden i årtier har været i tilbagegang - har det problem at den ikke er fellesnordisk. Sålede har dansk og bokmål tredje person flertall (fra tysk), De, Dem, hvår svensk og nynorsk bruger annen person flertall, ni, er hhv. de, dykk. Ord i Nord tilråder å la tilbagegangen fortsette til fordel for det alminnelige pronomen for annen person ental, du, dig/deg, som er felles for hele Norden.

I modsettning til svensk og norsk som allene har relativpronomenet som, har dansk mulighed for både som og der, sistnevnte dog blott som subjekt i settningen. Ord i Nord råder dog til så vidt muligt å bruge det fellesnordiske som.

Om enn dansk bruger refleksivpronomenet sig, både når subjektet er i entall og i flertal, kan det tilsvarende possessive pronomen sin/sitt/sine alene anvendes ved ental ("han tog sin hatt"), hvårimod flertall, modsatt norsk og svensk, kræver "de tog deres hatte". Sin/sitt/sine i flertall har været udbredt i dialekterne og forekommer ennu iblandt i mindre "odlet" språg, men regnes ikke for korrekt dansk.

Dog er der valjfrihed imellem sin/sit/sine og deres i forbinnelse med pronomenet hver idet det faktisk ikke er klart om dette er entall eller flertall. Man kan således sige både "de stod i hver sitt hjørne" (eldst) eller "de stod i hver deres hjørne" (nyere form). Ord i Nord råder naturligvis til å hålde fast i sin/sitt/sine.

Andre ordformer
Udover de systematiske variasjoner i språget finnes en stor mengde ord som har flere sideformer, og hær vil Ord i Nord ofte kunne anbefale én fremfor en annen (hellere forpliktelse, skiffer, anselig, bevilje, elve enn forpliktigelse, skifer, anseelig, bevillige, elleve). Hær må med tiden oppstilles en komplett liste.

I en del tilfelle kan forbinnelser av flere småord valjfritt skrives i ett eller to ord på dansk (f.eks. "selv om" eller "selvom"), og det må hær undersøges nærmere hvilken mulighed som bringer bedst overensstemmelse med de andre nordiske dialekter.

Tegnsettning
Dansk har valjfrihed mellem "tradisjonelt komma" hvår der settes komma både før og efter ledsettninger, og "nytt komma" hvår det allene settes efter ledsettninger (dog altid foran men). Det tradisjonelle komma bruges udenfor Tyskland blott i Danmark og på Island og Færøerne hvårimod kommateringen i Norge og Sverige minner mest om nytt komma. Ord i Nord tilråder derfor å bruge nytt komma.

Fremtidige valjfriheder?
Språgbrug er alltid under forandring, og dessverre går de fleste endringer i Norden i separatistisk rettning. I de tilfelle hvår forandringen er til Nordens fordel, kan den til gengeld anvendes. For tiden er der en tendens i dansk til å sige "i sommers", "i vinters" fremfor de autoriserede "i sommer", "i vinter". Denne nye språgbrug stemmer med svensk så ifall Språgnevnet på et tidspunkt tillader den, kan den anbefales.

Adverbiet knapp får på dansk blot endelsen -t når det udgør et selvstendigt settningsled ("hun udtrykkte sig knappt"), ellers ikke ("det tog knapp femm dage"). Hær er formen knappt imidlertid vidt udbredt i talespråg, og skulle Språgnevnet tillade den, kan den tilrådes da den er lig med svensk.

NORSK

Substantiver
Norsk har tre sett å danne genitiv på som delvis konkurrerer inbyrdes: Den nordiske genitiv på -s ("mannens hus"), den opprinnelig nedertyske omskrivning med sin/sitt/sine (såkallt "garpegenitiv", "mannen sitt hus") som fremfor allt er slået igennem på Vestlandet, samt omskrivning med præposisjon, "huset til mannen".

De to siste former er ukennte på dansk og svensk som hålder fast i den nordiske genitiv, og Ord i Nord råder dærfor til at man uanset målform så vidt muligt bruger -s-genitiven i norsk.

SVENSK

Verber
I modsettning til norsk og dansk har svensk mulighed for å udelade hjelpeverbum i ledsettninger. Man kan til eksempel sige "han har berettat at han varit på semester" i stedet for det mere fullstendige "han har berettat at han har varit på semester". Denne udeladelse av et verbum kan virke ganske forvirrende på andre nordboer, og Ord i Nord råder dærfor til at man alltid medtar hjelpeverbet i ledsettninger.

Pronomener
På svensk er situasjonen någet flydende når det gelder pronomener i tredje person flertall. Således finnes der hos en del språgbrugere en vakklen mellem nominativformen de og akkusativformen dem, og oveni køpet finnes en mere talespråglig form av dem, nemlig dom, som iblandt kan erstatte begge andre former. Ord i Nord må hær rekommandere at man av hensyn til ligheden med norsk og dansk hålder sig til de og dem i nominativ respektive akkusativ.

De talespråglige former våran, vårat, eran, erat av possessivpronomenerne bør absolutt undviges, og vår, vårt, er, ert fasthåldes.

Stavning
Der er på svensk i mange sammenhenge oppstået en lydenlig stavning av en del hyppige ord, f.eks. mei, dei, sei fremfor mig, dig, sig og sæjer, dar i stedet for sæger, dagar. Disse former bør undviges da de adskiller svensk fra grannedialekterne. Nettopp vanlige ord som disse vålder sjeldent problemer med stavningen på grund av deres høye frekvens, uanset stavesett.

Ganske visst er der intet til hinder for at hele Norden kunne endre stavningen av mig, dig, sig til mei, dei, sei, da dette også ville passe med norsk og dansk udtale, men endemålet med dette blogginlægg er dog ikke å foreslå rettskrivningsendringer udover dem som bringer dialekterne sammen, og på grund av ordenes høye frekvens er det som sagt neppe nødvendigt.

...

Som det ses av denne hastige gennemgang av svensk og norsk, sagner jeg ennu tilstrekkelig detailviden om grannedialekterne, men kan dog pege på enkelte forhåld og håper med tiden å bli klogere. Jeg oppmaner alle nordboer til å kommentere bloggen, men dette vil jeg vende tilbage til i et senere inlægg.

Fellesnordisk tv - ja takk

En rekke norske opposisjonspartier har foreslået å opprette en felles nordisk kultur-tv-kanal. Høyre, Venstre, Fremskrittspartiet og Kristelig Folkeparti reagerede på et ønske fra en gruppe borgere som i Aftenposten ønskede sig mere tv fra flere europæiske lande frem for engelskspråget tv, ved udfra "enighed gør sterk"-devisen å foreslå en fellesnordisk kanal for kultur-tv. Nordisk Råds kultur- og uddannelsekomité gentog i løpet av samme debatt sit ønske om større nordisk tilgengelighed for de enkelte landes almene tv-kanaler. Dette er under alle omstendigheder en god idé, men nedenfor skal det handle om tankerne om felles-tv.

Forslaget var egentlig en reaksjon på andre debattørers kritikk av for meget engelskspråget tv på den norske sendeflade. Man må ennu en gang konstatere at tankerne om større nordisk enhed, ligesom Sven Clausens tanker om nordisk målstræv først vannt bred tilsluttning i Danmark ved den tyske besettelse, først og fremmest ser ud til å dukke opp under et ydre press. Det er synd. Tanken om større nordisk enhed burde være nærliggende alltid og oppstå av lyst, ikke av nød.

NRK's kringkastningssjef, Hans-Tore Bjerkaas, svarer i Aftenposten at et omfattende samarbeide i form av Nordvisjon allerede finnes, og at der udveksles omkring en times nordisk tv per nordisk land per dag. Når det ikke er ennu mere, skyldes det at tv-kanalerne erhverver rettighederne til å sende programmer for et bestemt territorium. Ifall NRK skulle erhverve rettigheder for hele Norden, ville det koste de norske licensbetalere dyrt.

Hærtil må man svare at en fellesnordisk kanal jo nettopp ikke skulle drives som en nasjonal kanal, men nettopp være eget i fellesskap. Med midler fra alle fire nordisktalende lande ville den nettopp kunne erhverve rettigheder for hele Norden. Prisen ville bli fordelt på alle lande, ligesom alle landes befolkninger ville få glæde av produktet.

Det lyder flott med en times nordisk tv per land per dag, men problemet er jo, hvilket man kan forvisse sig om ved å kaste et blikk på et tilfeldigt programm for en almen nordisk tv-stasjon, at disse udsendelser finnes på de "skæve" tidspunkter, tidligt på eftermiddagen eller sent om natten. De blir fortrengt til disse tidspunkter fordi tv-stasjonerne prøver å imødegå alles interesser og få plads til så meget som muligt på sendefladen. Men ville nordiske programmer ikke få flere seere ved å ha deres egen kanal hvår de kan ligge i den beste sendetid?

Kringkastningssjefen nevner også at flere nordiske kanaler allerede sendes til hele Norden via satellitt- eller kabel-tv, ennda delvis tekstet på grannelandenes dialekter. Problemet med denne tekstning er at seerne ikke venner øyet eller øret til de andre dialekter av vårt felles språg. Jeg mener at tekstning er en god ide for å støtte språgforståelsen, men selvklart skal de nordiske programmer - også på en felles kanal - tekstes på originaldialekten.

På færøsk tv tekstes dansk språg ikke. Dette forventes man å forstå, og vell med god grund, om enn det er et fremmedspråg hær. Men ei heller norsk språg tekstes. Dette forventes man også å forstå. Skulle vi andre da ikke kunne klare å se nordisk tv på originaldialekten - med tekster? Vi er ikke av natur mindre språgligt fleksible enn færinger, blott sagner vi lidt tilvenning. Når de kan, kan vi også.

Kringkastningssjefen konstaterer dog at grannelandenes satellittkanaler har små markedsandele i forhåld til de almene landsdekkende kanaler, og at en felles kulturkanal kunne få samme problem: at den ville blive en small nichekanal for de få interesserede. Jeg mener at denne frykt er vellbegrundet, og hær er vi vell også ved problemets kerne(r): Dels vil kultur-tv altid stå i fare for å være smallt tv, dels fungerer Norden ikke som et felles offentligt rumm. For de fleste mennesker føles det mindre vedkommende hvad der hender i de tre andre lande.

Tv er i dag en av de viktigste nøgler til andre lande, og denne resurse bør bruges optimalt ved at en fellesnordisk tv-kanal nettopp ikke blott blev en kulturkanal, men gjorde sig meget mere relevant ved også å være en fellesnordisk nyhedskanal med nytt fra samfund og politikk i hele Norden, også gerne lokale store og små nyheder som kunne øge kennskapet til hele Norden i hele Norden. Tv bør være et middel i bestræbelsen for det felles offentlige rumm i Norden.

Kringkastningssjefen slutter med å konstatere at tv i dag ikke bruges på samme måde som tidligere, og jo yngre folk er, jo flere medier og kombinasjoner av medier vil de bruge. Dette er riktigt set, og det kræver sin egen strategi som jeg må vende tilbage til på et annet tidspunkt.
Den norske opposisjons forslag blev ikke meget omtalt i danske medier, men de danske politikere legger sig i kølvannet av Hans-Tore Bjerkaas og udlegger situasjonen som jeg har refereret og kommenteret ovenfor. "Tiden er ikke moden", udtaler DR's generaldirektør, Kenneth Plummer. Hær må man svare med et spørsmål: Hvad kan modne tiden?

I Aftenposten kommenterer Ingrid Brekke forslaget og mener til gengeld at tanken om en felles kanal ligger i tiden og henviser til det fransk-tyske Arte og til 3sat som dekker det tyske språgområde i 7-8 lande. "Norge er et lite land" hedder det, og der henvises til de ofte imponerende programmer i det någet større Sverige. Alligevel synes Brekke å være enig med professor Tore Slaattaa som hun citerer for å spørge hvad der er i vegen for å hekte sig på kulturkanaler udenfor det nordiske språgområde. En felles kanal alltså, men ikke nødvendigvis en nordisk.

Hær kommer vi frem til ennu et kerneproblem: Det spørges, nesten retorisk, hvårfor vi skal stanse ved Norden. Er det ikke tysk, fransk og spansk tv vi fattes? Viden om hele Verden til "vårt lille nordlige land? ... En orientering utover fremfor en økt vektlegging på egen identitet som nordmenn eller Norden-boere. Styrking av den europeiske identiteten ville slik sett hjelpe, men hvorfor stanse dær?"

Ja, hvårfor stanse dær? Hvårfor stanse ved Norden når man kan stanse ved Europa? Hvårfor stanse ved Europa når man kan stanse ved hele Verden og blott ha en identitet som verdensborger? Spørsmålet er absolutt legitimt å stille, og målet er legitimt å forfølge. Et svar ligger faktisk i Brekkes formulering om "vårt lille nordlige land", hvis eksistens der ikke stilles spørsmål ved i denne sammenheng. Det forudsettes å eksistere - om enn det er lige så legitimt å spørge "hvad skal vi egentlig med Norge? (Danmark? Sverige? ...)" som det er å spørge hvad vi skal med Norden!

Uanset hvår meget verdensborgere vi er, møder man sjeldent någen som er uenige i, at det er en rigdom for Jorden med flere språgområder og de dærtil knyttede kulturer (jeg tar selv visse forbehåld - efter min mening er et enigt Norden en styrke i dagens Verden). Ett språgområde muliggør felles medier, undervisning og kulturtilbud - og det ville være uligt mennesket ikke å gi disse felles villkår en betydning (har ting ikke allerede en betydning, gir vi dem en - en vanlig antropologisk iakttagelse). En betydning som dærmed gir en identitet.

Der finnes også andre identitetsskapende faktorer, f.eks. felles historie, som gir en felles identitet - og det er vell grunden til de fire nordisktalende landes identiteter. Men ifall man mener at en felles historie er tilstrekkeligt til å gi en identitet som dansk, svensk, norsk eller finsk - og det er et allminneligt og legitimt synspunkt - så er det minst lige så legitimt å mene at det felles nordiske språg gir en felles identitet som det er værd å styrke og forfølge.

Det er altid muligt å foreta reductio ad absurdum når det handler om identitet, ved å spørge hvårfor til logikken eller berettigelsen, men identitet fungerer ikke sådan. Det er i dagens Verden vårt villkår å ha fire stater og ønske vellfungerende nasjonalt tv i disse. Og det er vårt villkår å ha ett språgområde og forhåpentlig støtte tanken om felles tv i dette, som jeg gør hær. Ikke blott med kultur, men med et komplett programmtilbud fra hele Norden. Og gerne tekstet, men på originaldialekterne så vi kan lære dem å kenne.

Nordiske ord

ORD I NORD fyller nu et år og feirer dagen ved at leve opp til sit navn med en lille ordliste. Om denne blogg en dag skulle bli kennt i en bredere skandinavistisk allmenhed, anser jeg det for viktigt at den ikke blott gir udtrykk for nordiske synspunkter, men også tjæner praktiske endemål. Siste januar inledte jeg med rettskrivningen. Denne gang gelder det ordforrådet.

Mellem alle nært- og fjerntbeslektede språg og dialekter finnes forskelle på alle nivoer av språgenes struktur. De oppstår med tiden når historiens gang adskiller befolkningsgrupper, eller de forsvinner når f.eks. dialekter uddør og språget ensrettes i et større område. I det jugoslaviske område hvår krigenes parter ikke føler trang til samtale, udnytter man desperat de minimale forskelle i det serbokroatiske språg til å skape adskilte språgnormer så man kan påstå at man ikke kan tale sammen.

Sven Clausen gjorde gennem sit nordiske målstræv meget for å gøre oppmerksom på hvårdan man kan avhjelpe forskellene mellem de nordiske dialekter ved ganske enkelt i skrift og tale å velje de ord som er felles, fremfor dem som er særskilte for de enkelte dialekter. Han forestillede sig nordisk tekstkritikk som en skoledisciplin hvår eleverne fikk kunnskaper om hvilket ordvalj som hade den største kapacitet i nordisk samkvemm.

Jeg mener at dette er en god og riktig tanke. Sven Clausen drev den dog ganske vidt ved å granske adskillige gamle samlinger av ordspråg og hærudfra forsøge å genoppvekke lengst uddøde fellesnordiske ord i dansk. Å gå så langt medfører naturligvis en risiko for latterliggørelse eftersom disse ord virker alldeles fremmede for en gennemsnittlig språgbruger. Jeg vil hær ta ideen opp idet jeg dog begrenser mig til ord som kanske er en smule sjeldne, men dog er bredt kennte og akcepterede som danske ord av de fleste mennesker.

Det beror selvsagt alligevell på et skønn hvilke ord som oppfyller disse kriterier. Någle vil kanske være ukennte av någle, men jeg vil mene at alle "alternativ-ordene" nedenfor står i danske ordbøger. Dette er altså tenkt som en hjelp til dem - inklusive mig selv - som gerne vil skrive et mere nordisk dansk og behøver et oppslagsverk over de allminneligste ord og udtrykk som adskiller.

Denne bloggpost vil bli revideret mange gange, thi der finnes flere uavklarede spørsmål i dette. På det teoretiske plan må det siges at alle lister over synonymer bygger på den antagelse at sådanne faktisk finnes; men enhver som setter sig nærmere in i sagerne, vil se at ingen synonymer i virkeligheden har præcis samme betydning. Dærfor er alle alternativ-ord ment som forslag. Ofte dekker betydningen nesten hele oppslagsordets betydning. Dærsom den blott dekker en del av den, skriver jeg "evt." så man kan være ekstra oppmerksom på at vurdere om det alternetive ordvalj er relevant.

Der finnes også tilfelle hvår oppslagsordet er fellesnordisk, men hvår det også er værd å gøre oppmerksom på et alternativ-ord som er lige så fellesnordisk, og som kanske anvendes oftere i det øvrige nordiske språgområde. I så fall gentages oppslagsordet blandt alternativerne.

Under alle omstendigheder er dette ikke et forsøg på å udrense oppslagsordene helt fra språget. De fleste ord vil ha en niche hvår deres betydning er just den rette. Men om dette kan være en hjelp til å endre deres hyppighed så de mere nordiske ord får en høyere frekvens, og de mere særskillte får en lavere, er det et lille skridt i den riktige rettning. Sven Clausen skrev konsekvent "affekteret og tilgjort" i håp om at det vanlige ord affekteret måtte slæpe det svenske tilgjort in i språget. Mange opfattede hans målstræv som "affekteret" - men tilgjort er i dag et allminneligt ord i dansk.

Det må også bemerkes at om enn en etymologisk gennemgang av ordene viser at det er inflydelse udefra, særskilt fra nedertysk språg gennem middelalderen, som udgør den største faktor i adskillelsen av de nordiske dialekter, er nordisk målstræv ikke en puristisk (språgrensende) rørelse. Målet er å opnå størst mulig nordisk enhed, ikke å undvige fremmedord.

På det praktiske plan er problemet naturligvis at det nordiske språgområde består av fire "kontraherende parter" (eller kanske rettere dis-traherende) i form av de fire officielle skriftnormer som språget har. Her løper vi in i det forhåld at dansk og bokmål har praktisk taget samme ordforråd, medens svensk adskiller sig - og i øvrigt har mange felles ord med nynorsk. Disse to "blokke" tales av nesten lige mange mennesker, og man må, ligesom med rettskrivningen, udvise varsomhed eftersom en tilnærmelse mellem dansk og svensk kan betyde at avstanden fra dansk til bokmål blir større.

Dette er ennu en grund til intil videre å begrense sig til de ord som er levende i språget. Jeg formoder at de fleste er felles for dansk og bokmål sådan at "udskiftningerne" nedenfor repræsenterer en tilnærmelse til svensk som ikke sker på bokmålets bekostning. I virkeligheden kræver dette en grundig vurdering av hvilke ord der har den største nordiske kapacitet, hvilke der kan forstås av folk flest, og hvilken dialekt der med størst fordel kan komme de andre i møde i de enkelte fall - det er klart at også svensk på mange områder kan komme norsk og dansk i møde med hensyn til ordvalj.

Dette må dog ske i samarbeide med infødte norsk- og svensktalende. Det vil selvklart være best om dette blott er begynnelsen på udarbeidelsen av fyllestgørende alternativ-ordlister for alle fire skriftnormer. Men til dette behøver jeg hjelp. Her følger i første omgang en liste over danske ord som med fordel kan udskiftes med andre danske ord som også er gangbare i Sverige.

affekteret...................tilgjort
affære........................sag
aften...........................aften, kvell
aftensmad.................middag(smad)
ahorn......................lønn (bot.)
allminnelig.................vanlig
altan...........................balkong
anbefale.....................rekommandere, anbefale
anke...........................kære, evt. klage
anstå sig.....................høve sig
arrig.........................ilsk
avfeldig........................brøstfeldig
avhøre, -ing..............evt. forhøre, forhør
avkrog........................vrå
avlure........................avlytte
avrette........................dressere
avse..........................undvære
avstammning..................byrd

bakkenbart....................kinnskægg
banne........................evt. sverge
bange.........................redd
barbere.......................rage
bebreide....................klandre
befare........................trafikkere
begeistring...................ildhug
begrunde...................motivere
behendig......................hendig
beklage.......................evt. ynke
beskeftige..................sysselsette
beskeftigelse.................syssel
bestyrelse..................styrelse
besvime.......................svime
betingelse....................villkår
betinget.......................på villkår
betrekk......................vår
bevirke.......................avstedkomme, medføre, vålde
bevisst........................medvidende
bevæge, -lse..............røre, -lse
blød.............................evt. myg, linn, vég
bolig............................bosted
brann.........................brann, evt. ildsvåde
brekke........................evt. bryde
brenne (sb.)..................ved
bruge..........................bruge, anvende
by (større).................stad
byggegrund....................tomt

dekke opp.....................duge opp
doven, -skap..................lad, -hed
dreie...........................svinge, vride, vige
dreie sig om...............handle om, røre sig om
drille........................erte
dynge.........................evt. hop
dyrke..........................odle, dyrke
dærhen........................did

efterhånden...............(så) småningom (svedisme, vanlig)
efterrettning..............underrettning
efterår........................høst
ektefelle......................mage
englender.....................engelskmann
enkelthed....................detalje
ens...............................ligedan, lig, lige
ensrette......................ligerette
erhverv.......................næring, ørke
erindre, -ing.................påminne, minne
evne.............................evt. formåen

feiltagelse...................misstag
finne............................hitte, finne
flid..........................id
flykte........................fly, flykte
flå...........................evt. skinne
foranstaltning................tiltag
fordi............................evt. eftersom
forbavse, -t.................undre, forundret
forekomme (ngn.)..............forefalle (ngn.)
foreløpig (adv.)..........intil videre
foresatt.......................overordnet
forgæves......................lønnløs
forhindre.....................hindre
forkert........................gal, feilaktig, vrang
forlange......................kræve
forlovet......................festemann, -mø
formann.......................ordførende
formentlig..................antagelig
forminske......................minske
formål.........................endemål
forrettning.................butikk
forskellig....................ulig, ulige
fortolke......................tolke
fortrinn......................fordel
fortryde.....................angre
forvålde......................vålde
forøge........................øge
forår..........................vår
fremdeles......................fortfarende
fullstendig (adv.)......evt. alldeles
fyre............................evt. avskedige
fødevare....................levnedsmiddel
føge sig......................evt. lempe sig
føle.............................evt. kenne

gebyr.........................avgift
genert........................blyg
gette.........................evt. gissne
gevaldig......................svær
gide..........................orke, gide
gresse........................bede
grimm........................stygg, ful
grine.........................le
gro...........................evt. vokse
gulvplanke....................tilje
gumme.........................tandkød
gå glipp av.................misse (anglicisme, anvendelig)

hale..........................stjert
handling....................handling, gerning
harmonika.....................dragspill
helbred......................helse
helde.........................evt. lude
heldigvis....................evt. lykkeligvis
henhåldsvis...............respektive
hospital......................sygehus
hue...........................lue, hue
hurtig.....................kvikk, fort, snar, snabb (svedisme, uvanlig)
huske.........................minnes, komme i hug
hviss..........................om, ifall, dærsom
hærhen........................hid

inbildsk......................høyfærdig
inlysende...................selvklar
inrømme....................medgi, erkenne
inbygger....................invåner
insigelse.....................evt. invending
især............................særskillt, synnerligt

kamin.........................peis
kaste opp.....................spy
kastrere......................gille
kempe........................jette
kikke.........................evt. titte
knirke........................knarre
knus...........................kramm
kone...........................frue, kone
kunn..........................blott, bare, allene
kunstig......................kunstgjort
kårde.........................verge

langsom.......................langsom, sakte
lave............................evt. gøre
lege............................evt. hyre
leger.........................hyregest
legetøg.......................legesager
lempelig.....................skånsom
lidelse.......................evt. sygdom, plage
lidenskap.....................pasjon
lid(e)t.......................lid(e)t, føge
lige (adj.)..................rett, jevn
lige (adv.)..................just, direkte, nyss, straks
lige meget.................det samme, ligegyldigt
ligeud.........................rett frem
lige ved......................nær ved
lukke..........................evt. stenge
lukke opp..................åpne, evt. bryde
læne.........................evt. lude

mangel, -full...............lyde, brist, -feldig
mangle......................fattes, sagnes, skorte på
merkelig...................merkværdig
modig.........................modig, djerv
mursten....................teglsten
møye..........................møde (eldre form)
møde opp, frem.................infinne sig
måde.........................vis, evt. sett
måske.......................kanske

nabo..........................granne
nemm.......................lett
nettopp.....................just, præcis
nid...........................nag
nyssgerrig................nyfigen
nøgaktig......................ingående, præcis
nødig.........................ugerne
nøysom........................fordringsløs

omdreining....................evt. hverv
omdømme.......................ry, rykte
omtrent....................omkring, ungefær
oppbevare................forvare
oppdrage..................oppfostre
oppfordre....................oppmane
oppføre sig...................te sig
oppgave....................evt. oppdrag
oppsyn........................tilsyn
opptåg.......................procesjon

passe (på)....................skøtte (akte på)
password..................løsen
-pine (f.eks. hoved-)........-verk
pjekke.......................skulke
plege..........................skøtte, evt. bruge, ha for vane
printer........................skriver
pæn............................snøgg (dialekt, bør nyde fremme)
pusterum......................ånderum
pågående...................påtrengende

rask..........................kvikk, evt. frisk (sunn)
rekke (sb.)...................rad
reparere......................evt. bøde (på)
repræsentant..................ombud
rett (adv.)...................temmelig, ganske
rettfærdig....................rettvis
rive (vb.)....................kratte
rollemodell...................forbillede
røkte.........................skøtte

saktens......................lett
sammenligne...................jevnføre
sannelig......................vitterlig, visselig
sannsynlig.................evt. trolig
sellskap (fest)...............gestebud, -lag, kalas
selvfølgelig.................selvklart, selvsagt, naturligvis, givetvis
sende..............................sende, skikke
sikken, -et, -e............hvilken, -et, -e
skikkelig.....................godmodig
skikkelse.....................form, figur, fremtoning
sladder.......................evt. skvaller
ske (vb.).......................hende, ske
skeløyet......................vindøyet
skennes.......................trettes
skjule.........................dølje
(på) skrå.....................på sned
skulder.......................skulder, aksel
skønhed.......................fagring
skønt.........................om enn
slapp.........................evt. vég
slappe av..................kopple av
slemm.........................stygg
slett.........................ille
sluge..........................svelje
smukk.......................vakker, fager
snige..........................evt. smyge
snig-..........................evt. lønn-
sno...........................sno, tvinne
snor..........................evt. snøre
snitte........................karve
snyde........................lure
snæver........................trang
spalte........................kløve
spise..........................evt. æde (alltid anvendeligt om dyr)
splittelse....................evt. søndring
spotte........................håne
spøg, -e(-full)..............skemt, -e(/-som)
stadig(vekk).............fortfarende, ennu
steil.........................bratt
stemme.....................røst
stoff............................evt. klæde
stole på......................lide på
stue..........................rumm, kammer
støvregn......................duggregn
springe.......................hoppe
sulten.........................hungrig
sunnhed.......................helse, sunnhed
svimmel.......................ør
synes..............gerne passiv konstr., "det synes mig"; evt. tykkes
sædvanlig..................vanlig
særlig.........................særskillt, evt. synnerlig
sådan (attr. adj.)......evt. slig

talje............................midje
tapper........................djerv
tavs............................tyst
tende opp.....................ilde
ting.............................sag, ting
tilfeldigvis..................hendelsesvis
tilfelle.........................evt. fall, hendelse, slump(treff)
(i) tilgift...................oveni køpet
titt..............................ofte
trampe........................evt. stampe
trang..........................behov, tarv
trenge til....................behøve
trekk, -e.....................drag, -e
(i) trekk....................i rad
trekke været..................drage ånde
tur (reise)...................færd
tydeligt (adv.)...............evt. grant
tæv...........................stryg
tøg..............................klæder, tøg
tømme (sb.)...................tøgle

udlært........................fullært
udstyre.......................udruste
uhyre (adv.)...............uhørt
ukrudt........................ugress
undertiden..................iblandt, stundom
undgå...........................undvige
uvillkårlig....................evt. ufrivillig

vaske..............................tvette
vedta..................evt. beslutte, bestemme, fatte besluttning om
(i) vegen.....................til hinder
vekk.............................bort, borte, vekk
vidunderlig...................underbar
villkårlig.......................tilfeldig
virksomhed.................evt. foretagende
vred..........................arg
værelse........................rumm, kammer
væsen.........................evt. skapning

yde...............................evt. bidrage, præstere
ynde.............................evt. charme
yndig............................evt. intagende

øde (vb.), bortøde.............sløse, bortsløse

Gale udvikklinger

Ennu en gang skal der inføres nye pengeseddler i Danmark. Efter min mening er de grafisk et fremskridt i forhåld til de tidligere fra 1997; der finnes ikke meget som kommer opp på siden av serien fra 1972.

I denne omgang er temaerne for illustrasjonerne dels oldtidsfund, dels broer, og 50-kroneseddlen fremviser således Sallingsundbroen på den ene side og på den annen et lerkarr fra stenalderen, funnet ved landsbyen Skarp Salling i Himmerland. Men seddlen innehålder også en overraskelse som få danskere er oppmerksomme på. Den er påtrykkt værdien "halvtreds kroner" i stedet for det efterhånden tradisjonelle "femti kroner".

Det gjaldt tidligere, også i min skoletid, for børnelærdom at man i pengesager, f.eks. på chekk, altid skulle betjæne sig av nordiske tallord - som er korrekt dansk - for at sikkre sig mod missforståelser, både i Danmark og i Norden. Dærfor var det helt naturligt at Nasjonalbanken på sine 50-krone-seddler skrev "femti".

Jeg er selvklart en varm tilhenger av nordiske tallord, men faktisk ikke modstander av de særdanske. Generellt er det jo ikke någet problem å tale dialekt dærsom man kan gøre sig forståelig på standardspråget også; generellt er det ikke et problem med danske tallord når man blott har kennskap til de fellesnordiske former og ved hvårnår situasjonen kræver at man bruger disse. Det er som regel munntligt, alltså når der er andre nordboer til stede, idet man jo i skrift normalt bruger talltegn.

Værdiangivelsen på en pengeseddel med bogstaver er en undtagelse til dette, og en ganske viktig en. Mange nordmenn og svenskere reiser hvert år til Danmark, og det burde være en selvfølge at betjæne disse mennesker med en forståelig pengeseddel, særligt når det aldrig har våldt danskerne problemer å se ordet "femti" på seddlerne.

Man kan invende at min modstand mod denne endring rører sig om en ganske lille detalje - og når der nu står både "halvtreds" med bogstaver og "50" med tall, finnes der vell intet å missforstå? Hærtil kan man så invende: hvårfor ikke også "femti", så der finnes ennu mindre mulighed for missforståelse?

Men det jeg protesterer imod, er tankegangen bagved, eller bristen på samme: Endringen er ennu et eksempel på den grundleggende ulykke at begrepet "Norden", som Sven Clausen udtrykkte det, er "udenfor folkenes himmelbryn" - udenfor horisonten, udenfor samfundets hovedkultur, henvist til specialister og særligt interesserede. At det vil være et kulturellt tap dersom språgfellesskapet forsvannt, er alle i princippet enige om, men hvårdan omsette denne enighed i praksis, så det nordiske ikke til stadighed lider små domænetap i vår uoppmerksomhed?

Jeg har prøvet å få en kommentar fra Nasjonalbankens informasjonsavdeling for å høre om begreperne "Norden" og "språgfellesskapet" overhovedet har ingået i overvegelserne bag den nye 50-krone-seddel, men forgæves. Jeg er henvist til å gette på at et svar kunne være at "man har funnet tiden moden til å foreta endringer...". Men at tiden går, er hverken et argument for eller imod endring.

Dette er ikke den eneste sørgelige udvikkling for tiden. De svenske og de danske jernbaner har inført et nytt magasin for passagererne i Hovedstadsområdet og Skåne ved navn "nxtst" (så vidt jeg forstår, udtales det på engelsk som "next station") med artikkler om løst og fast av interesse for de reisende. Ideen bag et felles blad for svenske og danske passagerer er jo god nokk.

Men bladet er, bortset fra reklamerne, fullstendigt tospråget. Alle artikkler står parallellt på svensk og dansk, og dærmed oppretthåldes den situasjon at språgene tales og læses i hvert sitt offentlige rumm. I stedet for ett felles blad har man fået to blade i ett. Om man vil, kan man helt undvige å stifte bekenntskap med nabodialekten. Dette er ikke vegen å gå.

I stedet burde man følge den modell jeg forestiller mig for den nordiske litteratur generellt: Dærsom en artikkel skal læses av folk uden ingående kennskap til nabodialekten, kan man trykke den med en ordliste i margenen av siden hvår de ukennte ord forklares. I stedet for å genta hele artikler kan bladet spare på oversetterne og ansette flere skrivende medarbeidere som kan producere et mere interessant magasin.

Som læser vil man udvide sitt nordiske ordforråd og hurtigt venne sig til å læse nabodialekten. Man vil lære å begå sig språgligt i det store språgområde. Denne fremgangsmåde er allerede allminnelig i snævrere fagblade. Hvår meget ville vi ikke vinne ved å bruge den i blade som læses av en bredere offentlighed - eller i aviser?

Jeg ville ønske at der også var positivt nytt å berette fra nordfronten, men det synes ikke å være tilfellet i øyeblikket.

I Oslo

Jeg tilbragte nylig en dag i Oslo og forsøgte å se så meget av staden som muligt på denne tid. Fra "Danskebåten" gikk færden til Akershus hvår en omviser nettopp var i gang med å bibringe en skoleklasse kundskaper om de oldenborgske konger hviss personligheder blev beskrevet en for en. Det komm et øyeblikk til å stå mere levende for mig hvår stort et fellesskap Danmark og Norge har om enevåldskongerne.

Videre gikk jeg gennem renæssancestadsdelen som engang kalltes Christiania. En fraksjon av lokalpolitikere foreslog nylig å genopplive dette navn for den del av Oslo som nu kalles Sentrum, men blev nedstemmt. At viljen til å endre navnet er til stede hos någle, er kanske en efterklang av at staden i sin tid i någen grad fikk navneskiftet trukket ned over hovedet av landspolitikerne; men at de trods allt ikke kunne samle flertall, viser at de tidligere christianienseres efterkommere i hvert fall i dag har taget navnet Oslo til sig fullt og helt. Der var da heller ikke tale om å omdøpe hele hovedstaden, blott Sentrum.

Begge parter i ordskiftet anklagede hverandre for historieløshed hvilket efter min menig er meningsløst uanset hvad. Dærsom man endrede navnet tilbage, ville man vekte den historie som forteller om Norges 400 danske år. Dærsom man ikke endrede det, ville man vekte, at disse år (og de 100 svenske) nu er forbi. I begge tilfelle forteller navnet historie, spørsmålet er blott hvilken historie man veljer. Historieløs blir man først når man ingenting aner om fortiden.

Foran slottet tronede Carl XIV Johan til hest. Dette har man ikke endret på; det er jo lettere å la minnerne stå enn å endre frem og tilbage på dem, men kan selvklart bare gøres med minner som ikke gør ondt. Et annet minne som tilsyneladende ikke er smerteligt, er de mange citater fra Ibsens skuespill som er nedfellet i fliserne foran Nasjonalteatret [sic]: De står faktisk på dansk, om enn man på denne tid kallte språget norsk. Bokmålet er ennu ikke spiret frem i skriftbilledet.

Det er vanskeligt å sige om bokmål er dansk på norsk substrat eller norsk på dansk substrat. Sagen er jo at det norske substrat har funnedes igennem århundrederne i de "dannede klassers" danskpåvirkede språg, men først omkring siste århundredeskifte gennemføres i rettskrivningen. Kanske kan man kalle det norsk på dansk på norsk substrat.

Om enn bokmålets oppkomst betød en større språglig mangfåld i Norden, er lykketreffet ved bokmålet at det er havnet på pladsen midt imellem dansk og svensk. Tett på svensk udtale og tett på dansk ordforråd. Denne "språgbro" som nu kan hålde Norden sammen, er kanske det danske språgs viktigste avtrykk på språgfellesskapet. Det er skæbnens ironi at dette språg nu er i fare for at bortdø fra det fellesnordiske, men trods allt efterlod sig et brugbart avtrykk i Norge - mangfåld kan i någle tilfelle styrke fellesskapet dærsom den ikke går udover den eksisterende mangfåld, men finner en nisje innen for yderpunkterne.

Annerledes er sagen selvklart med nynorsk. Jeg legger vegen forbi Noregs Mållag og finner ganske ydmyge lokaler ovenpå en Statoil-tankstasjon i udkanten av Sentrum. Ingen glassfasade, ingen bannere, ingen brosjyrer. Så svagt står landsmålet alltså i hovedstaden. Men selvom denne målform er mere særnorsk, og jeg er skandinavist, kan jeg alligevell ikke la være med å omfatte den med sympati.

For der finnes ubestridelige fordele ved nynorskens eksistens, først og fremmest at den sikkrer at alle nordmenn er eksponeret for to forskellige målformer innen for samme språgområde. Dette, og dialekternes tradisjonellt sterke stilling i landet, gir en språglig fleksibilitet og tolerance og først og fremmest en språgbevissthed som er misunnelsesverdig og faktisk er en drømm for en skandinavist. Tenk om vi alle i Norden levede under disse forhåld. Tvungen sidemålsstil på dansk og svensk - nettopp som en del av modersmålsundervisningen.

Hærtil kommer at den nynorske skriftnormal på mange punkter hvår den adskiller sig fra bokmål, faktisk har lighed med svensk. Det gelder selvsagt ikke arvesølvet, diftongerne, men mange andre vokal- og konsonantforbinnelser og store dele av ordforrådet; så den er ikke bare en språgbro til ingenting, men også til en viss grad til brødrafolkens væl, som den siste unionskonge, Oscar II, ville udtrykke det.

Alle uligheder til trods er der faktisk meget som minner om situasjonen i Finnland. Ganske visst rører det sig ikke om to ubeslektede språg, men om to skriftnormaler av samme språg (to udav fire, må jeg her inskyde), men i begge tilfelle med statslig sanksjonering og i begge tilfelle i lande med et så høyt udvikklet civilsamfund, at det er muligt for borgerne å sørge for en stabil tilstand for målene. Den språglige bevissthed i disse samfund er, alle vanskeligheder ufortallt, et gode i sig selv.

Naturligvis gir de ulige håldninger til historien sig også udtrykk i ulige håldninger til språget i et både gammelt og ungt land som dette, hvår Bygdø (kongsgård) ligger på Bygdøy, og hinsides hvilken jeg finner berømmte skipe som dem fra Oseberg og Gokstad udstillet tett på Fram og Kon-Tiki, spennende over et gap på 1000 år, men alle satt i forbinnelse med en tids nasjonalhelte. Uanset hvilken mening man kan ha om sådanne i dag, er historisk bevissthed under alle omstendigheder heller ikke å forakte.

Andersen og Norden

H.C. Andersen var tidligt ude som skandinavist, og man har i hans erindringer någle klare eksempler på den misstillid som de første skandinavisk orienterede intellektuelle mødtes med i midten av 1800-tallet. Der herskede ennu en udbredt folkelig misstro mod Sverige, som få årtier forinnen hade inlemmet Norge efter Danmarks nederlag på Napoleons side. Tendensen til at en stats seneste politiske nederlag bringer alle andre nederlag i ihugkommelse og gør fjenden til arvefjende, kenner vi også i dag fra krigene på Balkan. Og hos oss skete Norges skiften hender ennda uden blodsudgydelse.

Andersen skriver således om sine tidlige år i Køpenhavn: "Da kennte man ikke hvad man nu kaller skandinaviske sympatier; fra gamle krige mod naboen var ennu nedarvet en slags misstillid; de køpenhavnske gadedrenge glemmte ikke om vinteren, når isen bannt landene sammen, og svenske komm i kane over til oss [!], på en rå og kåd måde å skrige efter dem; meget lidt kenntes av svensk litteratur, og det fallt kunn få danske in at man med ringe øvelse lett kunne læse og forstå det svenske språg".

Situasjonen på Andersens tid var alltså, som han beskriver den, ganske som i dag. Ingen kunne dengang forestille sig den oppblomstring som skandinavismen skulle få i de følgende årtier - dessverre en skandinavisme som ikke for allvår slog rod i befolkningen, men som de fleste mennesker i samfunnet alligevell komm til å stifte bekenntskap med; dens eksistens blev kennt, også blant dem som ikke lod sig rive med. I 1830-tallet var den derimod stadig, som i dag, en subkultur.

Således skriver Andersen fra sitt første besøg i Romm i 1833 hvår han omgikkes mange dærboende tyskere og nordboer, blant andre Bertel Thorvaldsen: "Skandinaver og tyskere dannede én kreds, franskmennene [...] dannede et annet håld. Ved middagen i osteriet 'Lepre' hade hvert landsmannskap sitt eget bord; om aftenen komm svenske, norske danske og tyskere sammen til et lag".

Man tør antage at megen samtale har funnet sted på det tyske hovedsprog hvilket naturligvis ikke kan være annerledes når ikke alle deler språg. Hvad der imidlertid er viktigt å hålde sig for øye, dengang som nu, er at om man fortsetter med hovedspråget, også i tilfelle av at alle tilstedeværende forstår nordisk, blir det til hvad jeg tidligere har kallt "den allt for lette løsning" Hær gelder det om å gøre en insats for Norden.

Andersen kennte hær sin besøgelsestid, ikke blott språgligt, men også dikterisk, ved julefesten som måtte håldes i Campagnen udenfor pavestaden, og hvår bare nordboer var samlet: "Jeg hade skrevet en sang - den var min egentlige første skandinaviske vise. - I Romm var julen en naturlig skandinavisk fest, men skandinaviske sympatier var der ikke spor av. Til overskrift hade jeg satt: "Skandinavernes julesang i Romm 1833". Her skal citeres et enkelt vers:

Dansk, svensk og norsk, et kløverblad,
med sunnhedskraften, troskapsflammen,
de brødre tre der skiltes ad,
i Roma knyttes atter sammen!
Ett språg, ett hjemm oss himmlen gav,
og broder er hver skandinav!

Efter sangen udbragtes en skål for både den danske og den svensk-norske konge hvilket Andersen siden måtte høre kritikk for fra Køpenhavn, men han anser det for det eneste riktige å gøre i et skandinavisk sellskap: "Min mening var som sagt, dengang ikke alle andres; det har siden riktigt og smukkt forandret sig, men jeg fikk mine skenn - fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette tid, på rette sted".

Ja, den studenterskandinavistiske periode var på veg, og Andersen hade det held å være bannerfører for den på en tid hvår den ennu ikke var fremtvunget av et ydre fjendskap, et modsettningsforhåld til Tyskland, men oppstod innefra som del av den formulering av den nasjonale identitet som skulle gå hånd i hånd med begynnelsen til det nordiske demokrati. Nasjonens viktigste kennetegn er i Johann Gottfried Herders optikk språget, og det kan derfor ikke undre at man i demokratisk sinnede kredse i 1840-tallet allvårligt spurte sig selv om ikke Norden med sitt ene språg var ett folk.

Andersen svarer bekreftende på dette i den sang han fire år senere skriver, hjemmkommet fra en av sine sjeldne reiser nordpå, til Stokkholm, en færd som han beskriver som en av sine gladeste. Det kan være farget av at han tidligere fikk sitt gennembrud hær enn i Danmark og blev hyldet av Lunds studenter, men teksten til "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver" rekker efter min mening langt udover hans berømmte personlige forfengelighed. Om reisen skriver han:

"Jeg som kunn hade reist sydpå hvår alltså avskeden fra Køpenhavn er avsked med modersmålet, følte mig nu halvt som hjemme gennem hele Sverige, kunne tale mitt danske språg og hørte i landets tunge kunn som en dialekt av det danske; jeg syntes at Danmark udvidede sig, det beslektede i folket trådte mig så levende frem, jeg begrep hvår nær svensk, norsk og dansk stod til hinannen".

At den språglige mangfåld i Norge skulle begynne å vokse et tiår senere, ville neppe ha været for stor en udfordring for Andersen heller. Hovedsagen hær er at han, forud for sin tid, er en person som er villig til å ha øynene åpne for det nordiske og ta konsekvensen av hvad han ser - innen for sitt fag, diktningen. Hær skal citeres et par vers av "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver", skrevet i tidens typiske stil og metaforikk:

Vi er ett folk, vi kalles skandinaver,
i trenne riger er vår hjemmstavn delt;
men mellem nutids store himmelgaver
er den, vårt hjerte hører til et helt!
Lad være glemmt, hviss oss en urett skete,
tidsånden som en luttret Margrete
forener oss, den trefåld kraft forlener,
selv språget oss forener;
på fjell, i skog og ved det nattblå hav
jeg jubler høyt: jeg er en skandinav!

Lad ei den skønne enighed forsvinne,
norsk, svensk og dansk hinannen rekker hånd;
og gamle folkesange oss forbinne,
i melodien er et kraftigt bånd.
Av enighedens sæd kunn godt man høster,
vi skue kekkt mod vester og mod øster,
i fryd og sorg! o, hær er godt å være,
hær lever våre kære!
Fra gran og birk og bøg, vidt over hav,
nyd glædens sang: jeg er en skandinav!

Viktigt er det også, at besinnelsen på Norden på Andersens tid voksede fra ingenting intil den var på nippet til å bli en politisk faktor, en udvikkling som man brennende må ønske sig i dag, men denne gang for allvår. Det er ennu ikke for sent - men dessverre heller ikke sannsynligt.

"Lad være glemmt, hviss oss en urett skete" skriver Andersen om "arvefjendskapet". Det er vise ord, for ennu i dag trives en folkelig skepsis mod hverandre i Norden, kanske en av de største barriærer for øget enhed mellem våre lande. Vi har ellers ikke grumme inbyrdes krige i frisk erindring som dem der i dag skaper absurd språgteater i Eksjugoslavien.

Skoleminner

Mitt eget møde med nabodialekterne i skolesystemet var av meget svingende - og naturligvis, som forhåldene er, meget lav - kvalitet. I folkeskolens små klasser blev vi præsenteret for någle tekstprøver på svensk og bokmål. Jeg minnes ikke, at der var någen protester i den anledning, for i den alder har man travlt med å lære å læse og har bevaret en nyssgerrighed omkring nye ord og uvante bogstavsammensettninger. Man tar det nordiske som det kommer, og det er faktisk det perfekte tidspunkt å begynne den slags på.

Men hvårfor stanser eksperimentet så efter en uge? én tekst på svensk og én på bokmål, og så er det slutt! Dette er ganske forfeilet, for det er nettopp hær, man skal begynne med en systematisk inlæring av nabodialekterne så eleverne til sist kan komme til å læse også faglige tekster, for inhåldets skyld. Hvår mange allminnelige ord skiller dansk fra bokmål? nesten ingen. Hvår mange skiller fra svensk? 2-300? Hvår mange fra nynorsk? Et sted dærimellem.

Det rører sig om kanske 500 ord i alt. Det er ett ord om ugen i det antall år en elev går i folkeskolen. Skulle det ikke være til å overkomme å få dette med i skolernes læreplaner? Det gelder om å konstruere någle tekster som inlærer alle de nyttige nordiske ord - én ganske kort tekst med kanske fem ukente ord i en av dansktimerne i løpet av en uge. Det vil så være nødvendigt å repetere ordene ved efterfølgende å præsentere eleverne for fagligt relevante tekster på nabodialekterne, hvår de ingår. Risikerer man så ikke at eleverne blanner de nordiske dialekter sammen, kunne man spørge. Jo, forhåpentlig!

I gymnasiet forsøgte den gamle dansklærer å forklare oss om de systematiske forskelle mellem nordens dialekter: Diftonger og monoftonger, klusilsvekkelse og spirantsvekkelse. Han kempede en brav kamp, men formåede ikke ganske å fange interessen hos eleverne i 1. g. Dærsom han ikke hade stået med det ene ben i pensjonisttilværelsen, hade han kanske haft mere held med sig, både med dette og med Gunløg Ormstunges Saga.

Senere skulle man jo også i henhåld til skolens bestemmelser præsenteres for en (én!) tekst på en nabodialekt. Den nye dansklærer var til å begynne med nærmest en undskyldning for sig selv: "Jeg beklager virkelig at I skal udsettes for dette hær, men det står der alltså i undervisningsbestemmelserne at vi skal", fikk vi å vide da klassen forskremmt kikkede på prikkerne i den svenske tekst.

Senere gikk det lidt bedre, og jeg vil hær ikke sette mitt lys under en skeppe, for min ildhug ved opplæsningen hade nokk en ikke ringe andel i at klassen begynnte å synes at det vell var en smule interessant at någet som så så fremmed ud, faktisk blott var en annen dialekt av det språg de kennte så godt. Det er i disse situasjoner at det gelder om å hålde fast og fortsette fremfor atter å la det nordiske ligge. Men selvfølgelig kom der ikke mere nordisk i den skoletid.

Problemet ved allt dette er jo at allting er proforma. Der finnes ingen virkelig interesse, ingen virkelig ildhug blant lærerne som kan smitte og fenge hos eleverne og gi dem den alltavgørende fornemmelse av å leve i et stort språgområde som strekker sig fra Bergen til Borgå og fra Longyearbyen til Gedser - Gedser hvårtil jernbanen i praksis er nedlagt, men hvår der ennu kører ett tåg om dagen fordi det står i logen at man skal. Et godt billede på det nordiskes språgs proforma-status i skolesystemet. Tre leksjoner på tolv år...

Der bør finnes en systematisk undervisning i på hvilke punkter de skriftfestede nordiske dialekter adskiller sig fra hinannen så det kan gi eleverne praktiske færdigheder i å begå sig munntligt i Norden - både i å lytte og i å tale så kommunikasjonen kan lykkes. Vell å merke som en del av modersmålsundervisningen, ikke som fremmedspråg. Så lenge det nordiske i skolesystemet er henvist til samme plads som seksualundervisningen hade i 1950-tallet, kommer vi ingen vegne.

På min gamle høyskole var tingene ikke stort bedre. Jeg hade fået den fikse idé at vi bare én gang skulle prøve å synge "Millom bakkar og berg ut med havet", mest fordi den var av Ivar Aasen. Protesterne mod å synge på nynorsk var massive. Det er som om man allerhøyest kan legge sig fast på kanske tre nordiske sange (bare ikke på nynorsk) som man så synger atter og atter i hele høyskoletiden. Så mener man at man har givet Norden hvad Nordens er. Hvad er endemålet med å ha en hel høyskolesangbog dærsom man bare lærer sig en håndfuld sange eller to?

Det tog flere måneder å få forsamlingen med på Aasens sang. Alle undskyldte sig med at de ikke kennte melodien (kanske skulle jeg ha valt "Gud signe vårt dyre fedreland") på tross av at de ikke hade vanskeligheder med å lære intil flere nye melodier under høyskoleopphåldet. Skolen roste sig engang av å være en "nordisk" folkehøyskole - ganske visst "ny-nordisk" som den daværende forstander kallte det, et lettere absurd begrep som jeg må ta opp senere.

Det nordiske er der ikke meget tilbage av på høyskolen i dag. Hvårfor når så mange mennesker som er så videbegærlige som mindre, til et stadium hvår allt nytt blir en hindring i stedet for en udfordring? og hvårledes gør man det forståeligt at det nye blott adskiller sig marginalt fra det gammelkennte, og at det lønner sig hundredfåld å ta den udfordring opp som ligger i de nordiske dialekter?

Nordisk målstræv

Den danske jurist og dramatiker Sven Clausen vil formodentlig jevnligt være å finne på denne blogg. Hans språgpolitiske bestræbelser er nesten alldeles glemte i dag. I 1937 udgav han "Imod språgforbistringen" og i 1938 "Nordisk målstræv" hvåri han fremlegger sine tanker om det nordiske språgfellesskaps fremtid som han ønskede å sikkre gennem en tilnærmelse mellem de nordiske dialekters ordforråd.

At Clausen er gået i glemmebogen, skyldes formentlig to forhåld: En del av hans målstræv "segrede sig ihjell" ved rettskrivningsreformen i 1948 hvår dansk inførte bolle-å'et og de små begynnelsesbogstaver i substantiver m.m., en reform som, om enn den berørte de lidt mere overfladiske dele av rettskrivningen, komm til å stå klart i den folkelige bevissthed som den egentlige "nordiske rettskrivning" som hærmed var et avsluttet kapitel.

Dessuden udartede hans opprinneligt vakkre tanke om en tilnærmelse mellem de nordiske dialekter på grund av den tyske besettelse av Danmark under Annen Verdenskrig i en allt mere antitysk rettning. Fra opprinneligt blott å betone det nordiske går hans efterfølgende "Årbøger for nordisk målstræv" også in på hvad han anser for iboende tendenser i det tyske språg som styrer tanken i autoritær rettning, og som bør undviges - alltså en slags Sapir-Whorf-hypotese før Sapir og Whorf. Disse uvidenskapelige betraktninger har ikke ligefrem bidraget til å styrke målstrævstanken efterfølgende.

Clausen gjorde ærligt oppmerksom på, at han ikke var filolog, men var drevet til språgpolitikk av en bekymring for det nordiske språgfellesskaps fremtid. Han var heller ikke purist; det nordiske målstræv var ikke rettet imod at eliminere fremmedord, men mod så vidt muligt å modarbeide forskellene mellem de nordiske dialekter. Fra "Nordisk Målstræv" citerer jeg:

"De små skandinaviske språg udvikkler sig bort fra hverandre således at vi må forudse det tidspunkt da vi ikke lengere kan fatte hinannen. Dærsom nu en sådan katastrofal språgudvikkling foregikk innen for samme statsområde, da ville man antagelig reagere og sige: Dette må ikke finne sted. Vi må først og fremmest bevare selve språgområdets eksistens. Det er vårt viktigste språglige spørsmål.

Men fordi tragedien udspilles innen for 4 a 5 statsområder, så interesserer sagen ikke almenheden. Ved debatter om språglige spørsmål anføres det interskandinaviske hensyn aldrig. Trettes folk om et ord, hvårledes det bør udtales eller staves, eller om man overhovedet bør anvende det, aldrig faller det någen in å anføre hensynet til selve vårt språgområdes eksistens, alltså hensynet til å bevare overensstemmelse med språget i Norge og Sverige. Dette hensyn ligger i virkeligheden udenfor folkenes himmelbryn. (...) Dette er språgforbistringen, og den bør modarbeides."

I dag bruges ordet språgforbistring ganske visst ennu, men nu om enhver språgforandring som vekker ergrelse hos någle - en brug av udtrykket uden någen forbinnelse med hvad Clausens ærende var.

"Nordisk målstræv" bærer præg av å være lidt av et hastverksarbeide, kanske for tilfellet sammensatt av forskellige avsnitt og kryddret med anekdoter, lægmannsbetraktninger og referater av debatten i 1938. Bogen innehåller imidlertid adskillige håldbare betraktninger, blant annet om skoleundervisningens betydning:

"Hvad der i alle fald er sikkert, er at forbistringen skrider fremad. Når man betenker båderne ved å ha et større språgområde, så tykkes det selvklart, at kernen i modersmålsundervisningen i de nordiske landes skoler burde være modarbeidelse av øget språgforbistring."

"Hvår lang tid eller hvår kort vil der gå innen vi ikke lengere hær i Norden kan læse hinannens språg dærsom en slig udvikkling fortsettes? Rettskrivningsreformer er et fellesnordisk anliggende."

"Man må dærfor ha det midtpunktsøgende målstræv in i skolerne. Dels var det rimeligt om hver enkelt elev fikk en ordliste hvårav det fremgikk hvilket av to parallelle ord han burde foredrage. Dels burde der øves en nordisk tekstkritikk hvår endemålet bestod i å rette elevernes oppmerksomhed mod det udvidede språgområde. (...) At dansk er et led i et udvidet språgområde, og at hver enkelt gennem sin språgbehandling er med til å bestemme om dansk skal vedbli å være led i et sligt større språgområde, det er neppe gået opp for en eneste skolediscipel."

"Og jeg har hørt flere finnsk-finnske forfattere sige at vell burde børnene lære et språg ud over finnsk, men så burde det være engelsk, og ikke et språg der taltes av 6 millioner [1938]. Det ligger klart i dagen at vi alle er interesserede i å fasthålde og understrege at vårt språgområde er på 15 millioner [1938], og ta konsekvensen av at vi ønsker dette fasthåldt."

Sven Clausen foreslår, så vidt jeg kommer i hug, i en av sine årbøger blant annet at man venner skoleeleverne til en mere nordisk språgkultur ved å avspille grammofonopptagelser med de mere nordiske ord for dem (!); om reguleringen av språget skriver han: "[eksemplerne] viser hvår nødvendigt det er å ha et eller annet centralorgan for de nordiske mål dærsom der skal være någet håp om å bevare den ømsesidige forståelighed. Et sådant organ skulle ingående følge udvikklingen og derpå minst én gang om året udskikke sine advarsler gennem radio og presse."

Viljen er god nokk (og et fellesnordisk språgnevn burde ha været nedsatt for lengst), men valjet av den rette informasjonsteknologi er - i 1938 og i dag - blott et sekundært aspekt i oppretthåldelsen av språgfellesskapet. Det primære er samkvemm, samkvemm og atter samkvemm imellem Nordens folk. Felles uddannelse, felles litteratur, felles trykkte og elektroniske medier - på flest mulige måder et felles civilsamfund. En språglig tilnærmelse kan alene finnes som en del av en større kulturell tilnærmelse mellem de nordiske lande.

Clausen slutter blant annet med å sige: "Når jeg ikke er blevet stående ved defensiven, imod språgforbistringen, men er gået over til offensiven, for helnordisk målstræv, da er det fordi defensiven i lengden er en allt for sørgelig stilling å inta. Offensiven i defensiven kunne man kalle det".

Hans bekymring har i dag vist sig alldeles vellbegrundet - nu mest på grund av den hastige fonetiske og fonologiske språgforandring i dansk. Dærfor er der som skandinavist all mulig grund til å være pessimist. Men alligevell: "dærsom man stod tidligt opp og smed frakken, var det ikke utenkeligt at der kunne gøres et og annet".

Symptombehandling

En av de mere direkte anledninger til at begynne denne blogg var frustrasjonen over at Ungdommens Nordiske Råd for snart et år siden udsendte en engelsksproget udtalelse om å åpne mulighed for å bruge dette språg på sine møder om det var nødvendigt. I de referater av udtalelsen som blev bragt i de relevante medier, stod det dog uklart hvårnår det ansås for "nødvendigt". Meningen var tilsyneladende at de nordboer som har nordisk som fremmedspråg, alltså islendinge og finner, i stigende grad har problemer med de dialekter av nordisk som ellers er obligatoriske i deres skoleundervisning.

Det kan ikke siges tydeligt nokk at denne instilling er ødeleggende for Norden. Å åpne for et språg med en global styrke som engelsk er å åpne for en indre ladeport - av fristelse til å velje den løsning som kanske i øyeblikket synes nemmest, men som på lengere sikt blir et stort sømm i Nordens ligkiste. Om bare én ikke-nordisktalende nordbo er til stede på et møde i UNR, kan man risikere at alle deltagere blir frataget ennu en mulighed for å forhandle på deres modersmål og for å venne sig til hverandres dialekter. Et domænetap for det nordiske språg i Nordens udkanter.

Det er dessuden en glidebane i rettning av å benytte engelsk, også i tilfelle av at f.eks. en dansk og en svensk har inledende vanskeligheder med å forstå hinannen. Dette forekommer ganske visst dagligt i Norden, dessverre, men å åpne mulighed for det i UNR er alldeles uhyrligt da det er et direkte skridt mod å la nordisk lide domænetap i sit kerneområde og falle fra hinannen i dialekter.

Det er imidlertid slående at denne uhyrlighed tilsyneladende er et produkt av resignasjon. Når man som UNR's formann, Lisbeth Sejer Gøtzsche, konstaterer (citeret ifølge Nordisk Råd): "Uansett hvilket land man kommer fra [alltså også de lande hvår nordisk er modersmål?], er det problemer med å forstå de skandinaviske språkene" og i samme åndedrag peger på engelsk som en løsning - er man så ikke ved å resignere og gøre engelsk til den allt for nemme løsning for alle nordboer?

Efter å ha konstateret at finner og islendinge kan have problemer, veljer man å handle defensivt og satse på ren symptombehandling. Udtalelsen om brugen av engelsk bygger jo på den præmiss som Gøtzsche formulerer: "Det nordiske samarbeide skal være åpent for alle individer i Norden og ikke være en eksklusiv klubb for de[m] der behersker skandinavisk".

Det er formellt set en falsk præmiss å hevde at der finnes en modsettning mellem å beherske nordisk språg og å inkludere alle, all den stund at alle nordboer som har nordisk som fremmedspråg, lærer nordisk i skoleundervisningen. I Finnskfinnland i form av svensk, og på Island i form av dansk. For min skyld kunne islendingene erstatte dansk med svensk eller norsk; det er underordnet.

I praksis kan der være det problem (hvårmed præmissen reellt kan nærme sig sannheden) at någle individer ikke har været tilstrekkeligt flittige med nordisk i skolen. Men om man politisk har en nordisk instilling og veljer å sysselsette sig med arbejdet i UNR, finnes der ingen undskyldning for ikke å inhente det forsømte og lære nordisk umiddelbart. Tror man virkelig at man kan klare sig i verden med bare ett fremmedspråg, engelsk? EU-kommisjonen anbefaler at alle europæere lærer minst to fremmedspråg. Størstedelen av verdens befolkning, bl.a i Asien og Afrika, betjæner sig i dagligdagen av minst to fremmedspråg.

Om man på någen måde vil hevde å høre til i Norden, bør et av disse språg i islendinges og finners tilfelle være en dialekt av nordisk; dette gir dem adgang til et språgområde på 20 millioner mennesker med hvem de har alskens historiske og kulturelle bånd. Godt nokk vil jeg ikke gå så vidt som til å forestille mig at alminnelige islendinge ikke vil ha vanskeligheder med munntlig svensk, og alminnelige finner med munntlig dansk; men at folk som er aktive i UNR, må overvinne også disse vanskeligheder, er der intet umenneskeligt i å kræve, og det bør slett ikke stå til diskusjon.

Da udtalelsen fra UNR tilsyneladende er kædet sammen med en brist på tolkning i arbeidet, skal man kanske glæde sig over at der efterfølgende er beviljet flere penge til tolkning; man kunne håpe at hele sagen var ment som en polemisk formuleret bønn om dette; men da UNR ikke efterfølgende har funnet anledning til å revidere eller tilbagekalle sin engelsksprågede udmelding, er dette håp nokk forfengeligt. Hærtil kommer at tolkning så sannelig bare er den nestdårligste løsning. Den fritager kanske folk med nordisk modersmål fra å forhandle på fremmedspråg, men ikke folk med nordisk som fremmedspråg fra å overvinne deres egen språglige sløvhed.

"Vi må akceptere ... at kunnskapen i de skandinaviske språkene blandt de yngre generasjonene er stadig synkende, og at globaliseringen har mangfåldiggjort de nordiske landene" citeres Gøtzsche for av Nordisk råd. Akceptere som hvad, må man spørge. Akceptere som en observasjon som kræver øyeblikkelig handling, eller akceptere som et fait accompli? I betraktning av den defensive symptombehandling som UNR's udtalelse er udtrykk for, må man frykte den siste mulighed.

Globaliseringen har efter min mening neppe relevans i denne sammenheng. Bosetter man sig i Norden, må man lære nordisk som fremmedspråg og er således ikke annerledes stillet enn islendinge og finner hele tiden har været.

Det UNR som sidder i øyeblikket, mener alltså at man bør endre språget dersom språget udelukker individer. Samtidig citeres formannen for å sige at språget er kernen i arbeidet. Det gir jo ikke megen mening. Kan det være et feilcitat?

Jeg mener dærimod at individernes språglige evner kan og bør endres så de kan inkluderes. Vil bjerget ikke komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Om man mener någet som helst med begrepet Norden, gelder det om at henge i med toinen kotimainen kieli.

Det bør dog være selvklart at det å kommunikere på nordisk ikke blott stiller krav til evnen til å høre, men også evnen til å tale. Alle må ha kennskap til hverandres dialekter så de ved hvad der adskiller dem, og dærmed hvad man skal undvige av språglige "ekscesser".

Og hvår mange nordboer har ikke opplevet at man taler langsomt og tydeligt på sin egen dialekt, men får et hurtigt, mumlende svar uden någen refleksjon over at modparten kanske ikke er lige så vannt til å høre andre dialekter som man selv er. Hær er det samtalekulturen som må endres så vi kommer hverandre i møde. Selv forsøger jeg mig gerne på svensk i Finnskfinnland.

Gøtzsche er kommet til den konklusjon at hun ikke føler sig mindre nordisk ved å tale engelsk på møderne. Jeg er kommet til den diametralt modsatte konklusjon: Den nordiske identitet ligger i høyeste grad i språget - en konklusjon som jeg innerligt håper at UNR's neste formann og fremtidige medlemmer vil dele.

Blott må man glæde sig over at UNR samtidig er oppmerksomt på annet enn symptombehandling, nemlig den bristende nordiskundervisning i skolerne og dærmed det bristende kennskap til andres dialekter. Mere hærom senere.

Modersmål i Bengalen og i Netto

Det er i dag UNESCOs internasjonale modersmålsdag. Tradisjonen kommer fra Bangladesj hvår kampen for det bengalske språgs ligeberettigelse på denne dato krævede dødsoffre. Dagen bruges dærfor til å markere retten til modersmål og til å feire språglig mangfåldighed i verden.

Modsettningsforhåldet mellem enhed og mangfåldighed er et tilbagevendende emne i filosofiens historie. Språglig mangfåldighed er en av de ting som gør verden værd å leve i. Samtidig kan den bli et tveægget sværd når uinteressante forskelle mellem dialekter blir til uoverstigelige hindringer om der går statsgrenser eller nasjonale grenser gennem språgområdet, og om vi venner oss av med å omgås dem på den annen side. Under disse forhåld kræver det en vedvarende bevisst insats å bevare et språgfellesskap. Den er dessverre ikke til stede i Norden.

Når man som skandinavist tenker på sitt modersmål som nordisk, er det med bekymring at man ser det falle fra hinannen. Nesten all språgforandring i Norden fører dialekterne bort fra hverandre. Vi færdes ikke i samme offentlige rumm, og vi har ikke øren for hverandres målformer. Oftere og oftere taler nordboer et fremmedspråg sammen. I Danmarks Radio gennemføres intervju med selv nordmenn med klar og tydelig bokmålslignende dialekt ved at en dansk speaker avbryder for å fortelle oss på dansk hvad der blir sagt. Hvårnår skal vi så høre norsk?

Bengalen komm i fare for å gå ad samme veg da Pakistan i 1948 inførte det vestpakistanske hindustani (av politiske grunde kallet urdu) som officiellt språg i hele landet. Om bengali i Østpakistan var blevet reduceret til hjemmespråg, kunne det ha begynnt en selvstendig språgforandring bort fra Vestbengalen i Indien. Oppgøret med hindustani var dærfor ikke blott begynnelsen til et selvstendigt Bangladesj, men også til bevarelsen av bengalsk felles språg og felles offentlighed på tværs av grensen. Lenge leve Bengalens enhed.

I Norden har vi ikke politiske modsettningsforhåld som kræver dødsoffre, men de oppdeler språgområdet, ganske ligesom det serbokroatiske og det hindustanske (hindi og urdu), for de bevirker at vi nordboer ikke er oppmerksomme på å oppretthålde en felles offentlighed som kan dempe språgoppsplittningen; sådan behøver det ikke å være. Tyskland og Østrig så vell som Holland og Flandern lar ikke deres felles språg være et problem i forhåld til deres ulige nasjonale identiteter, men oppretthålder en balance mellem enhed og mangfoldighed. Kan vi lære av dem?

Mangfåldigheden er vakker, og all språglig og menneskelig mangfåldighed skyldes jo i sidste ende politiske og historisk-geografiske forhåld. Alligevell ville det være synd om mangfåldighedens pris for oss var Norden selv. Det er vanskeligt å gøre denne skandinavisme til en ideologi for så skulle den gelde overallt og til alle tider, og så skulle vi ønske å ha bare ett språg på Jorden; det ville være en forskrekkelig verden. Alligevell byder min nordiske identitet mig å arbeide for at den nordiske mangfåldighed ikke blir for stor.

I disse tider er der trøst å hente i supermarkedet - av alle steder. Når man bor i en grenseby som Køpenhavn er det en fornøyelse å oppleve hvårdan de fleste medarbeidere i Netto i disse år er svenske; hvårfor ved jeg ikke. Men kommunikasjonen forløper upåklageligt. Der hilses på svensk og svares på dansk, spørgsmål stilles på dansk og besvares på svensk. De forskellige tallord bruges side om side. For nylig blev jeg hilst med et "tjænare" hvilket er ganske eksotisk å oppleve i et supermarked. Lenge leve køen i Netto og dens lille bidrag til Nordens enhed!