Nordens kennteste vartegn (3. del)

Læs også "Præambel om rettskrivningen", januar 2009, "Nordiske ord", januar 2010, og "Nordiske språgvalj", januar 2011.

I gennemgangen av det symbol som på verdensplan er det mest kennte udtrykk for nordisk identitet, korsflaget, er vi nu nået til de områder som officiellt fører eget flag om enn de ikke er selvstendige stater. Færøernes flag, Merkið, har dog tidligere været behandlet i en uddypende artikel. Hær er identiteten avgjort nasjonal, hvilket kanske også er fallet på Hjaltlands- og Orknøerne medens det i høyere grad kan diskuteres i fallet Åland. I Skåne må identiteten vel nærmest betegnes som regional for de flestes vedkommende.

Tanken om politisk autonomi kommer til Norden udefra i 1921, og egentlig i forbinnelse med en internasjonal konflikt, en strid om Ålandsøerne mellem Sverige og Finnland efter sistnevntes selvstendighed tre år tidligere; Initiativet komm dog fra et flertall av Ålands befolkning. På grund av mulige territorialkrav fra Russland ville Folkeforbunnet som mæglede i striden, dog ikke skape præcedens for ingrep i Finnlands territorium, og øgruppen fik i stedet en demilitariseret autonomi innen for dette land - en fordel for Norden eftersom Åland bidrager til Finlands svenskhed.

Selvstyret fikk dog først mulighed for å markere sin myndighed med eget flag med en revisjon av selvstyrelogen 30 år senere. Landstinget (i dag Lagtinget) enedes om - ennu - et nordisk korsflag, blått med gult kors og blått kors i det gule, baseret på Ålands våpenfarger og på tidligere uofficielle flag med tre vannrette striper. Dette kunne imidlertid ikke godkennes da det minnede for meget om det svenske flag, et problem som vi skal høre mere om senere, og først i 1953 kunne man enes om at gøre innerkorset rødt - og dermed inkorporere Finlands våpenfarger (gul løve på rødt) i landskapsflaget.

Antagelsen av Ålands flag krævede alltså lange stridigheder, både om farger og om udformning: korsflag eller ikke? Men hver gang korset veljes, slås denne form ennu mere fast som Nordens symbol - i hvert fall om man som jeg veljer å tolke Grønlands antagelse av det todelte cirkelflag frem for et korsflag i 1985 som en markering i forhåld til nordiskhed, ikke i forhåld til korsflaget. Med sit valj av flag - besluttet av et lille flertall - veljer man, alldeles berettiget, å definere sig som någet annet enn nordisk. Det er forståeligt i betraktning av de folkelige bånd til Den Nye Verdens Arktis. Nordens flag er korsflag.

Denne konstatering blir en selvklar fremgangsmåde ved de seneste skud på stammen. I 1902 hade den skandinavistisk instillede historiker Martin Weibull fra Lund taget initiativ til å "flagfeste" den skånske - eller skånelandske - regionalidentitet med en historisk sammenstilling av Danmarks røde dug med Sveriges gule kors. Odlingen av denne identitet har taget tid, og det skånske flag har langsomt vunnet stor udbredelse. Først i 1999 kunne flaget gøres officiellt eftersom Skånes to tidligere len blev slået sammen til ett, ennda en "region" med øget ansvar for regional udvikkling, kollektivtrafikk og helsevæsen (en forsøgsordning som siden er blevet permanent), hvårved flaget kunne stå for en administrativ enhed.

Samme år blev flaget dærfor anerkennt, jevnsides med et våpenbanner som vanlige len også fører - hær et rødt felt med et gult griffhoved (de omvendte farger av landskapsvåpenet som er ligt Malmøs våpen fra Erik av Pommerns tid). Korsflaget anvendes dog mest av privatpersoner; og hær ser man at det ennu fattes regionsfullmektigen - regionens styrelse - å fastsette flagets proporsjoner. Fortfarende bruges svenske (bredt kors, rektangulære innerfelter) og danske (smallt kors, kvadratiske innerfelter) proporsjoner side om side.

Et lignende flag sås under Annen Verdenskrig som symbol for Nasjonal Samling, en norsk avlegger av den nazistiske rørelse som de fanntes i mange lande, men dette har lykkeligvis ikke skadet det rød-gule flags rykte. Og anvendelse av et rødt-gult korsflag for Svenskfinnland er ganske begrenset, antagelig fordi de fleste finnlandssvenske just ikke ønsker å ses som annet enn fullgyldige finnlendere - og Finnland som fullgyldigt nordisk. Under alle omstendigheder er flaget jo nu officiellt skånsk.

Fra Åland og Skåne, områder som i ulig grad har ønsket en egen identitet innen for Norden, drager vi til lande hviss søgen efter egen identitet bringer dem tilbage i rettning mod det Norden som de engang forsvannt fra. De to sydligste øgrupper i "Udnorden", Hjaltland (Shetland) og Orknøerne (Orkney) delte deres vikingefortid og det meste av middelalderen - og det nordiske språg - med Island og Færøerne, men fikk en ganske annen skebne da Danmark-Norges konge Christian I i 1468 og 1469 satte dem i pant som sin datter Margretes medgift til Jakob III av Skottland. Siden gled øgrupperne ubemerket in under skotsk og senere brittisk herredømme. I sluttningen av 1700-tallet, på Hjaltland kanske så sent som i første halvdel av 1800-tallet, uddøde norn, øernes nordiske språg, som jeg senere skal vende tilbage til.

Den norske fortid var lenge gemmt og glemmt på Hjaltland og Orknøerne - 1800-tallets interesse for etnologi og folkelighed og den nasjonale tanke spredte sig ikke fra Norden til hvad der nu var engelsk språgområde, og vi skal frem til 1969 før et Hjaltlandsk flag dukker opp i anledning av 500-års-jubilæet for pantsettelsen. Øerne led på denne tid - før 1970-tallets oljefunn - sterkt under å være et udkantsområde i Skotland hvilket bidrog til å øge den hjaltlandske patriotisme. Men flaget forblev uofficiellt i nesten et halvt århundrede.

Efter dette tidsrumm mødte flaget ingen politisk modstand, da Shetland Islands Council besluttede å gøre det officiellt i 2005, og også skottlands heraldiske myndighed, Lord Lyon King of Arms, var vellvillig. Lykkeligvis fastsatte Shetland Islands Council flagets proporsjoner til 3:5 med kvadratiske innerfelter (brittiske flag har ofte proporsjonerne 1:2 hvilket ikke ville fungere visuellt med et nordisk kors). Flaget kombinerer Skottlands blå og hvide farger med det nordiske mønster. Det kan kanske undre, at et flag som er mage til Islands opprinnelige, Hvítbláinn, som blev forsynet med et rødt innerkors just for å undvige forveksling med det svenske (og det græske) flag, har kunnet godkennes på Hjaltland. Men dette flag skal allene anvendes til lands.

Hvad man har på Hjaltland, må man selvklart også ha på Orknøerne. Men the Lyon King of Arms hade invendinger mod det uofficielle flag som hade været i brug hær siden 1990-årene. Dette gule flag med rødt kors som citerede fargerne i både Norges og Skottlands kongebannere, var for ligt den irske provins Ulsters mere eller mindre uofficielle flag (som dog har et centreret kors belagt med et våpenskjold). Løsningen blev i stedet et flag foreslået av våpenkongen og godkennt ved en folkeomrøstning i 2007. Det tilføyer et blått innerkors med reference til Skottlands flag - og kanske til øernes våpenskjold - hvårved rød og gul dog må byttes om for å sikkre den heraldisk korrekte rekkefølge av fargerne.

Dog er dette røde-gule-blå flag meget ligt det norske. Merkværdigt - med tanke på at man ved endringen just ville undvige forveksling med andre landes flag. Ganske visst skal flaget ikke som det norske bruges til søss - men det blir Ulsters flag nu heller ikke. Deltagelsen i den omtalte folkeomrøstning var også på blott 1 % av befolkningen (!), og det er svært å frigøre sig fra tanken om at opprinnelsen hos en skottsk myndighed intil videre har udvirket en ringe popularitet. Men hvem ved - kanske vil ligheden med Norges flag på lengere sikt være en styrke?

Under alle omstendigheder er det kanske en fordel at Orknøerne ikke har lagt beslag på det gule flag med rødt kors - for det var jo dette flag som Kalmarunionens kong Erik av Pommern i 1430 befalede inført som flag for hele unionen. Vi ved ikke om det någensinne lykkedes ham, for ingen virkelige flag eller avbildninger av flag er bevarede. Men eftersom kongens befaling finnes overleveret, er det kanske ikke for meget å sige at dette unionsflag er "officiellt" - virkeligt eller ei - og dærfor hører hjemme i denne gennemgang; ennda som det nesteldste flag i Norden.

Når man således følger flaghistorien kronologisk til dørs fra unionen til nutiden, står det klart at de nordiske flag fortsatt nyder stor popularitet i verden - hvilket masser av uofficielle flag for ulige områder i og omkring Norden også tyder på. Det asymmetriske korsflag er nu som aldrig før et sterkt og populært symbol på verdensplan - kanske gør vi et eller annet riktigt.

Glædelig jul!

Kommentarer er vellkommne uanset hvårdan man staver.

På grund

Situasjonen i Finnland efter det nyligt avhåldte riksdagsvalj er mere uavklaret enn i mange årtier. Landet har opplevet et sannt jordskredsvalj, og den nasjonalpopulistiske bølje er med ett slag nået til Finnland hvår partiet Perussuomalaiset er stormet in i Riksdagen med 22 % procent av stemmerne hvår denne type av partier normalt får 10-15 % i flere europæiske lande. Sammenstillingen av nasjonalitet (som er en følelse) med ideologi (som er intellektuell) forekommer mig å gi anledning til en del problemer, kanske fordi følelse og intellekt i udgangspunktet hører til på hver sitt nivo i menneskehjernen.

I modsettning til i andre europæiske lande vil de øvrige partier dessuden neppe kunne hålde partiet udenfor inflydelse da Finnland har tradisjon for meget brede regeringskoalisjoner, også på tvers av høgre-venstre-skellet. Ifølge forfattningen får det største parti (Samlingspartiet) automatisk statsministerposten, og det er skikk å inbyde andre store partier uanset ideologi. Perussuomalaiset er det tredjestørste parti. Svenska Folkpartiet som samler de fleste finnlandssvenske røster, deltar normalt i regeringen, men dette er for første gang i manns minne usikkert.

Jeg bruger som skandinavist normalt de svenske betegnelser på allt i Finnland, ikke fordi jeg har någet imod det finske språg som jeg i øyeblikket forsøger å lære, men fordi det er det nordiske språg som binner Norden sammen, og dette er også mitt ærende; men jeg gør i øyeblikket en undtagelse med Perussuomalaiset da deres svenske navn, Sannfinlendarna, er problematisk. For det første kan jeg ikke med min beste vilje se at de repræsenterer finnlandssvenskernes interesser med deres ønske om å gøre finnsk til landet eneste officielle språg, hvårfor de snarere må kalles finner enn finnlendere. Om de så repræsenterer finnernes interesser, lar jeg hær stå åpent. For det annet er sann en gal oversettelse av perus, ganske visst en som de selv har valt, idet ordet snarere betyder grund. Vi taler altså om "grundfinner".

Folket har talt, og landets parlamentariske liv tykkes alltså i mere enn én forstand å være gået på grund medens regeringsforhandlingerne står på. Grundfinnerne vil neppe komme igennem med ønsket om å gøre landet énspråget, men sagen stiller sig annerledes med spørsmålet om skolefag. Som led i landets tosprågethed hører det med at både den finnske og den svenske folkedel lærer hverandres språg i skolen. Og Grundfinnerne er blandt annet språgrør for et stigende ønske om å avskaffe den obligatoriske svenskundervisning for den finnske folkedel.

At landets to officielle språggrupper skal stifte bekenntskap med "det andra inhemmska språket/toinen kotimainen kieli" er jo en vakker og demokratisk tanke, men det kan ikke nektes at Finnland som tospråget land er et godt stykke fra å ligne f.eks. Belgien (hvår språggrupperne udgør 60 og 40 %), Sveits (75 og 20 % (de øvrige språg er ikke obligatoriske skolefag)) eller Kanada (75 og 25 %). Ved Storfyrstendømmet Finnlands opprettelse udgjorde de svensktalende ganske visst 15 %, men procentandelen er siden da stadigt fallet for først å stabiliseres omkring år 2000. I dag udgør finnlandssvenskerne 6 %. Det absolutte tall er rett konstant, men finnerne har ganske enkelt fået flere børn enn finnlandssvenskerne, så deres antall og procentsats er steget.

At de to språg er så jevnstillede officiellt, men så ujevnstillede i tall er et voksende problem i Finnland - og et voksende problem for Norden. Man kan ikke nekte at antallet betyder någet. Og man må se i øynene at motivasjonen for mange faller med (procent)antallet. Fordelen for mindretallene i Belgien, Sveits og Kanada er også at deres språg, fransk, er et verdensspråg. Dette gelder trods allt ikke svensk, og dermed finnes heller ikke denne motivasjon for å lære språget i Finnland. Dærimod finnes for en stor del av Finnlands folk den kulturhistoriske motivasjon at svensk er et gammelt språg i Finnland og en væsentlig del av landets identitet. Stor finnsk litteratur er skrevet på svensk, og den finnske nasjon er i høy grad formuleret på svensk.

Men for andre veger dette ikke tungt nokk. Det kulturhistoriske betyder ikke det samme for alle, og ifall språget også tykkes unyttigt eftersom det ikke er et verdensspråg, og fordi de fleste finnlandssvenskere jo taler et udmerket finnsk, er vegen for enkelte desverre ikke lang til å føle det svenske språg som et irritasjonsmoment. Iblandt støder man på argumenter om et svensk "herrefolk" hviss språg finnerne må lære for å "tjæne" dem (en henvisning til mindretallets rett til å bli betjænt på sit eget språg av den offentlige sektor).

Det er synd at der hos enkelte kan finnes sådanne mindreværdskomplekser - og synd at de får dette udtrykk. Så mange timers skolesvensk rører det sig trods allt ikke om. Men Finnlands historie med den svensktalende overklasse blir dessverre iblandt satt in i denne tolkningsramme til trods for at de allerfærreste finlandssvenskere har någet å gøre med disse historiske forhåld. De er hverken rigere eller mere maktfulle enn flertallet.

Fra et nordisk synspunkt må det være alldeles åpenlyst at det nordiske språg er nøglen til Norden. Nu er Norden alltså sådan stillet at det - ligesom mange stater - rummer andre språgområder enn det største. For mindretall i disse stater er det nødvendigt å lære flertallets språg. Men i Norden synes ræsonnementet ofte å være at vi da ikke behøver å kunne forstå de andre språg eller dialekter for å føle oss nordiske. "Hvårfor kan man ikke kenne sig nordisk med finnsk språg?" spørges det.

Det anfekter jeg ikke at man kan. Jeg tvivler ikke på at følelserne er ekte når man føler sig nordisk, uanset språg. Men jeg ønsker at Norden skal være mere enn en følelse. Mere enn en sinnstilstand. Det skal også være fellesskap, og det oppnår man ikke uden å kunne tale sammen. Jeg ser ugerne et Norden uden Finnland. Ifall man bekenner sig til en nordisk følelse, må man ta konsekvensen og lære språget. Dette geller for os alle i Norden; og jeg erkenner blankt at udgangspunktet er ulige sværere når det er finnsk, blott må jeg oppmane til at man lar sin nordiske følelse følge av handling.

Det spørges hvorfår vi ikke bare kan tale engelsk med finnerne. Naturligvis kan en finne som reiser i Norden klare sig med engelsk som enhver annen turist. Men poengten er jo just at det å være nordbo ikke er å være turist på gennemreise. Med engelsk eller et annet språg udefra kan man ikke læse nordisk litteratur, hverken faglig litteratur eller fiksjon (udover den smule som blir oversatt). Man kan ikke læse nordiske aviser eller internettmedier. Man kan ikke bruge de nordiske uddannelsessystemer udover de begrensede dele som foregår på engelsk. Man kan ikke bosette sig og arbeide i et annet nordisk land. Og man kan faktisk ikke engang delta i samtaler med mere enn et par mennesker idet man jo ikke kan forvente at alle i en gruppe skal tale engelsk for ens skyld. Man vil kort sagt være udenfor Norden.

Selvklart vil en finne på reise ha svært ved å forstå talt norsk og - ennu verre - dansk. Men hele den skriftlige kommunikasjon vil være tilgengelig, og svensk vil stadig være grundlag for den munntlige forståelse som vil vokse ifall man skal tilbringe lengere tid hos hverandre. Og i Norden skulle vi nordboer jo gerne være mere enn turister i hverandres lande.

Island er et annet land som man kan indrage i det nordiske perspektiv. At vi ikke lengere taler samme språg som de, kan vi snarere laste våre egne aners språgforandring enn deres for. Hær klarer man i teorien språgproblemet ved å lære dansk som annet fremmedspråg i skolen. Der kan sikkert siges meget om hvårdan dette fungerer i praksis. Skolens annet fremmedspråg lider ofte under ligegyldighed fra eleverne - det samme er tilfellet for tysk i resten av Norden. Men alle har muligheden for å lære dansk.

Det er sjeldent at man hører om animositet imod det danske fremmedspråg hær, om enn Islands historie i forhåld til Norge og siden Danmark kan minne om Finnlands i forhåld til Sverige. Er det kanske til språgets fordel at det allene er fremmedspråg, ikke også mindretallsspråg? Mange andre forhåld er også annerledes. Dansk er ulige lettere å lære for en islending, og landets befolkning er langt mindre. Dærfor er det oftere nødvendigt å uddanne sig i udlandet.

Udlandet for en islandsk student kan være Danmark og var det ofte tidligere, men man må konstatere at det er blevet sjeldnere. Jeg tenker ofte at islendinge vil være langt bedre tjænt med å lære norsk som annet fremmedspråg. Som dansk kan man jo begå sig språgligt i Norge og Sverige, men det er sværere når ens dansk ikke er modersmål, men fremmedspråg. Jeg tror at norsk ville være en bedre nøgle til Norden for det islandske folk. Hovedsagen er jo at Nordens språglige mindretal lærer nordisk, ikke hvilken dialekt de lærer. Faktisk kunne man med letthed skape et standardiseret nordisk sprog som ville ligge meget tett på norsk og som ville være et ideellt fremmedsprog i skolerne på Island - og kanske Færøerne.

Dette er selvklart annerledes i Finnland. Skal man hær lære en nordisk dialekt, må det naturligvis bli den som allerede er officiellt språg og mindretallsspråg i landet. Alligevell tror jeg at en farbar veg fremad for det nordiske språg i Finnland netopp vil være å indrage de øvrige nordiske dialekter i undervisningen, i hvert fall i grundskolen. I gymnasiet hvår man skal tilegne sig de færdigheder som er nødvendige for f.eks. å arbeide i den offentlige sektor, bør vekten så legges på den svenske dialekt av nordisk.

Faktum er at det nordiske språgområde omfatter 20 millioner mennesker. Det er kanske ikke et verdensspråg, men det er lige så stort et språg som det nederlandske som Belgiens walloner (hviss antall er tett på finnernes) lærer sig i skolen. Dette må være perspektivet. Norden som Benelux med finske walloner. En motivasjon for å lære svensk og annet nordisk i Finnland kan nettopp være at dette handler om hele Norden, ikke blott om mindre nasjoner (eller deres historiske konflikter). Nordisk er et stort språg, og Norden er det område som finner og islendinge fortfarende har langt det største samkvemm med, både handelsmessigt og menneskeligt. Føler vi oss nordiske, må vi ta konsekvensen og ikke la det bli ved følelsen.

Siste nytt 21/6: Finnland har nu en regering. Grundfinnerne kunne ikke forsvare overfor deres veljere å delta idet Finnland skulle stå fast på sin internasjonale forpliktelse og hålde en avtale om å sikkre økonomisk hjelp til Portugal; Centerpartiet hade for lenge siden bekenntgjort at de ville ta konsekvensen av deres tilbagegang ved valjet og ikke delta. De øvrige seks rigsdagspartier har dannet en bred koalisjon. Vi er for øyeblikket fri av grunden og er ennu på en nordiskvennlig kurs.

Nordens kennteste vartegn (2. del) - Merkið

Jeg sysselsatte mig i en periode med det færøske flags tidlige historie og har dærfor mulighed for å gi det en grundigere gennemgang enn de øvrige nordiske flag. Denne artikel har tidligere været bragt i bladet Regensen og i avisen Dimmalætting.

Det er allminneligt kennt at færøske studenter i Køpenhavn i 1919 har formgivet det flag, som britterne 25. april 1940 gjorde til officiellt færøsk flag. I årtier så man ofte Jens Oliver (Olivur) Lisbergs navn i forbinnelse med flaget. At særligt han blev fremhævet, skyldes at han bragte flaget til Færøerne hvår han heiste det i hjembygden Fámjin. Da han døde kort tid efter, tilskrev man som en æresbevisning ham flaget.

Dog har også Janus Øssurson, Thomas Pauli Dahl og Emil Joensen haft lodd i fremstillingen, men hvem som kan siges å være hovedkrefterne (og dærmed hvår ideen er undfanget), vekker debatt, da flaget er oppstået innen for manns - og dærmed efterkommernes - minne. I bogen "Merkið - Flaggsøgan" av den færøske journalist og radioredaktør Niels Juel Arge har denne efter eget udsagn samlet allt, hvad han "har kunnet få å vide om Færøernes flaghistorie intil 1948".

Hær berettes om Øssurson og Lisberg (min oversettelse): "Nu satte de sig for å gøre forslag til et riktigt færøsk flag i stedet for vedder- og strandskade-merkerne [-bannerne], som hidtil hade været brugt. I Jens Olivurs og Th. Pauli Dahls værelse i Store Kongensgade foregikk drøftelser om hvordan et færøsk nasjonalflag burde være i form og farger. Ninna Jacobsen fra Tórshavn som var bosatt nede [i Danmark] i de år, syede et bordflag efter forslaget, og hun har ennu [1980] dette flag i forvaring. Nu begav man sig med dette forslag til en flagfabrikk for å få fremstillet et bordflag til hver [...]

Jens Olivur gikk nu atter til Nordisk Fane- og Flagfabrikk og fikk dem til å lave sig et stort flag. Janus Øssurson var med ham da han hentede flaget. De begav sig til Emil Joensens rumm på Regensen [Kongehusets kollegium i Køpenhavn] og stakk det ud ad vinduget. Her vaiede Merkið første gang under åpen himmel". Videre hedder det: "Th. Pauli Dahl var en av de tre som udformede det færøske flag. I hans og Jens Olivurs logi klippede og tegnede de intil et forslag kunne godkennes".

Emil Joensen og Janus Øssurson hade året før stiftet det færøske KFUM i Køpenhavn. I 25-års-festskriftet for dette (1943) beretter Joensen derimod selv følgende (min oversettelse): "Studenterflaget er det blevet kallt fordi det var studenter som var opphavsmenn til Merkið og skapte det. Hovedmennene var stud.jur. Jens Oliver Lisberg. Vi hade ofte snakket om at vi færinger i stedet for det gamle vedderflag burde få oss et korsflag i lighed med de andre nordiske folk.

Så en dag komm Jens Lisberg og Janus Øssurson in på Regensen til mig i godt humør, nu skulle der gøres någet for allvår, og så gikk de i gang med å gøre udkast til Merkið. Jeg satte mig ned og tegnede på hvid bunn et rødt kors med blå kant på begge sider [...] Dette mente vi alle var meget vakkert. Og da vi så gikk i gang med å undersøge det, viste det sig at dette var den eneste mulighed for sammensettning av de færøske farger. Allt annet var allerede i brug av de andre broderfolk.

Så begav vi oss til Frederiksberggade til Nordisk Flag- og Fanefabrikk for å bestille et lille flag. Da vi så senere fikk et større flag opp, bredte vi det ud ad regensvinduget. Islendinge som så det i gården, var begeistrede ligesom vi, råpte hurra og ønskede tillykke".

Joensens fortelling er ofte citeret i litteraturen. Det siges ennda at rød og blå var de farger, han brugte til å understrege med i Det Gamle Testamente. Om enn alle alltså er enige om at Regensen er det første sted Merkið vaier, og ennvidere at Lisberg og Øssurson er initiativtagerne, er det dog en påfallende diskrepans at Joensen, regensianeren blandt de fire, og hans bosted har en central rolle i hans egen fortelling medens han er halvvegs skrevet ud av historien hos Arge. Dette er iblandt årsag til læserbreve i de færøske dagblade.

Der er dog mulighed for til en viss grad å harmonisere kilderne. Tankerne om flagets udseende har tydeligvis været någen tid undervegs i ulige studenterlogier hvilket Joensens bemerkning om "de færøske farger" også tyder på - man var på forhånd enige om å bruge de samme farger som ingikk i både de gamle bannere og i Norges (1821) og Islands (1915) flag, da disse var de nærmeste broderfolk.

Drøftelser kan alltså være sket på begge adresser, og å mødes på Regensen har været opplagt da den lå midtvegs mellem Store Kongensgade og Øssursons bosted i Rørholmsgade. Joensens skildring er i øvrigt førstehånds hvilket dog ikke er en garanti for erindringens riktighed; men at han har været medvirkende fra begynnelsen, ses i hvert fall av at man veljer hans regensrumm til "avsløringen" - om enn der alltså kan være nogen tvist om hvår og av hvem flaget er undfanget, var det dog på Regensen, det så dagens lys!

For någle år siden dukkede ennu en berettning opp i Dimmalætting: en læserbrevsskribent hade en forfader som efter sigende skulle ha bragt flaget til Færøerne fra Finnland allerede i 1917. Det - lignende - finnske flags udformning blev dog først fastsatt i 1918; men sannt er det at flere finnske båd- og seglklubber allerede i den russiske tid førte et hvidt flag med blått kors - men heri fanntes ennu et hvidt kors, ikke et rødt; så historien er tvivlsom.

Fargerne rød, hvid og blå kalles iblandt for "frihedsfargerne" da nordmennene sannsynligvis har skelet til den franske trikolore som igen har dem fra Holland som antog dem efter Nederlandenes frihedskrig mod Habsburgerne i 1572, blandt annet for å hædre sin fyrsteslekt Oranje: opprinnelig orange - hvid - blå. Fargerne er også vandret til Russland og Østeuropa.

Mange studenterflag fra 1800- og 1900-tallet, f.eks. det tyske og det estiske, lader farger grense opp til hverandre annerledes enn klassisk heraldikk foreskriver, således også Merkiðs rød og blå. Da dette visuellt blir någet tungt, endrede man i 1959 flagets mørkeblå farge til en asurblå. Flaget fra Regensen som nu henger i kirken i Fámjin, er dog ennu som Emil Joensen - kanske - tegnede det.

Nordiske språgvalj

Vi går med denne januar måneds språglige rekommandasjoner for skandinavister en smule in i småsagsavdelingen idet vi ser på den grad av språglig valjfrihed som finnes i de ulige nordiske dialekter, og forsøger å treffe det valj som i hvert tilfelle er mest nordisk. Uden å iverksette de vidtgående stavereformer og bruge det mest nordiske ordforråd, som jeg gør i denne blogg, kan man også i det små tilpasse sig de øvrige dialekter - idet jeg selvklart må tilråde at man går så langt som muligt i nordisk rettning.

Faktisk hører det til Dansk Språgnevns endemål både å rådgi om dansk språgbrug og å virke til større nordisk språglig enhed. Det siste synes dog ofte glemmt, og det nordiske aspekt ingår blott yderst sjeldent i den rådgivningstjæneste som Språgnevnet driver. Vil man dærfor ha egentlig nordisk språglig rådgivning, kan man passende vende sig til denne blogg. Lad oss se på variasjonen i de enkelte dialekter.

DANSK

Substantiver
En del substantiver og adjektiver, som ender på -el, -en, -er, f.eks. himmel, aften, kloster, kan bøyes både med og uden bortfall av e, f.eks. himmelen/himmlen, aftenen/aftnen, klosteret/klostret. Ord i Nord råder generellt til at bruge den lange form med bevaret e da dette gir den største lighed med svensk (derimod er det nokk bedre i hvert fall i udtalen å bruge den korte form av ord på -er - klostret fremfor klosteret - idet den "konsonantiske" udtale av r efter konsonant er lettere å oppfatte i Norden enn den "vokaliserede" udtale mellem vokaler).

Dansk Språgnevn overveger efter sigende i øyeblikket å tillade sideformerne gymnasie, laboratorie osv. ved siden av gymnasium, laboratorium osv. Ifall dette skulle bli gennemført (hvilket det av nordiske hensyn ikke bør), råder Ord i Nord til at man fortfarende hålder fast i de lange former på -ium da disse stemmer med svensk.

Adjektiver
Adjektiverne ny og fri kan på dansk bøyes i på et eldre sett hvår flertallsformen og den bestemte form er uden -e ("de ny huse", "fri mennesker") og en nyere form med det regelmessige -e ("de nye huse", "frie mennesker"). Ord i Nord anbefaler den nyere form med -e, da svensk har nya, fria.

Adjektiver på én stavelse, som ender på -sk, har valjfri neutrumsendelse på -t (et friskt og raskt menneske kontra et frisk og rask menneske), hvårimod flerstavelsesord som nordisk, fantastisk ikke kan have -t. Av hensyn til ligheden med svensk tilråder Ord i Nord å bruge -t-formen, hvår det er muligt, altså på enstavelsesordene.

verber
Dansk Språgnevn har nu tilladt svage bøyninger som fare - farede - faret og sverge - svergede - sverget ved siden av de eldre fare - for - faret og sverge - svor - svoret. Ord i Nord rekommanderer fortfarende å hålde sig til de eldre, sterke bøyninger av verberne idet disse stemmer med norsk og svensk.

præteritum participium er et område som flyder en smule på dansk idet det kan ha en entallsform, også når det legger sig til et substantiv i flertall. Man bruger ofte entallsformen når der er tale om en process ("væggene blev malet"), og flertallsformen når der er tale om en stillstand ("væggene er malede"), men helt entydigt er det ikke da der finnes en betydelig gråsone mellem process og stillstand.

Der synes å være en tendens til å foredrage en entallsform i denne gråsone ("butikkerne er lukket", "vi blev overrasket"), kanske særligt når der følger en præposisjonsforbinnelse ("de er forsynet med mad"). Ord i Nord råder av nordiske hensyn til å fastholde flertallsformen og overhovedet bruge denne så vidt det er muligt ("butikkerne er lukkede", "vi blev overraskede", "de er forsynede med mad").

Præposisjoner
En del danskere har staveproblemer med præposisjonerne av og ad, eftersom de udtales ens, som /a/, når de er ubetonede i settningen. Imidlertid er dette langtfra alltid tilfellet. De færreste tenker over at når præposisjonen udgør en betydningsenhed sammen med et verbum (og hær er den alltid trykksterk i settningen), udtales den alltid med /d/, således f.eks. i følges ad, hjelpes ad, se ad, skille ad osv. Hærtil kommer någle eksempler på sammensettning med adverbium, hvår sammensettningen alltid står allene uden å danne et led sammen med et substantiv, f.eks. innenad, udenad. Også hær er udtalen alltid med /d/.

Så er der en rad eksempler på sammensettning med adverbium, hvår sammensettningen kan danne et led sammen med et substantiv: fremad, hjemmad, inad, oppad, nedad, henad, udad osv. Når der er et substantiv involveret ("de gikk oppad trappen", "de fortsatte henad gaden"), er udtalen uden /d/; og dette kan ofte smitte av på det "frittstående" udtrykk ("de gikk oppad", "de fortsatte henad") hvår udtalen kan være både med og uden /d/.

Det samme er fallet, hvår sammensettningen av et verbum plus ad kan involvere et substantiv, t.eks. "le ad en spøg" kontra "det er ikke någet å le ad". I det første fall er udtalen uden /d/; i det annet kan den være både med og uden /d/ på grund av avsmittning fra det første fall. Ord i Nord råder i disse tilfelle til alltid å bruge udtalen med /d/. Dels er det mere nordisk, dels gir det færre staveproblemer.

Når det gelder sammensettning av adverbium og præposisjon, har dansk hidtil håndhævet en regel om å skrive i to ord når præposisjonen danner et settningsled sammen med et substantiv ("han stod over for huset", "huset som han stod over for"), men i ett ord dærsom intet substantiv er involveret ("han stod overfor").

Reglen bidrager til å drage skell mellem sikkre og usikkre språgbrugere og adskiller dansk fra svensk og norsk, hvår der generellt skrives i ett ord. Dansk Språgnevn overveger dærfor i øyeblikket å gøre skrivningen i ett eller to ord valjfri, så man alltid kan undvige å skrive i to ord. Ifall dette gennemføres, støtter Ord i Nord den nye, nordiske mulighed for å skrive i ett ord, og som det ses, bruger jeg hær dette stavesett.

Adverbier
Adjektiver med endelsen -lig blev opprinnelig ikke tilføget neutrums- og adverbial-t, en tilstand som er fasthåldt i norsk. I dansk og svensk er -t i dag obligatorisk i neutrum, medens der finnes ulige grader av -t-endelser når adverbier avledes av adjektiverne. På dansk er der vid valjfrihed med hensyn til -t eller ei; når adverbiet beskriver den vis en handling foregår på, er det obligatorisk, medens det ikke er det når adverbiet beskriver graden eller tiden. En del adverbier skal dog ha -t idet der er en betydningsforskell fra formen uden -t; dærimod skal en del adverbier som ikke kan være adjektiver (temmelig, vitterlig), aldrig ha -t.

Det må undersøges nærmere hvilken grad av -t-endelser som dansk og svensk er felles om, så brugen kan reduceres mest muligt av hensyn til norsk.

Konjunksjoner
Der er i dansk talespråg oppstået en viss tendens til å supplere de fleste konjunksjoner med et efterfølgende at således at man hører "dobbeltkonjunksjoner" som "når at", "som om at" og "hviss at". Denne tendens (som henger sammen med en tendens til å supplere substantiver med efterfølgende pronomener og tidsangivelser med konjunksjonen så) bør undviges av hensyn til ligheden med norsk og svensk.

Dog finnes et par eksempler hvår at har været en del av konjunksjonen fra eldre tid hvilket også er fallet i de andre nordiske dialekter. Dette gelder oftest i forbinnelse med præposisjon som "efter at" og "uden at". Det gelder også "så at" som ofte ses forenklet til "så"; i disse tilfelle kan man med fordel hålde fast i at. Det gelder også "fordi at" som i generasjoner har været betraktet som dårligt språg om enn dett er den opprinnelige form. De fleste har lært å hålde sig til "fordi" i skrift, men denne form finnes ikke i svensk hvår man siger "før at" eller "dærfør at". Jeg antar dærfor at "fordi at" vil være mere forståeligt i Norden enn "fordi", og rekommanderer formen med at.

Pronomener
Der finnes i dansk og norsk en kraftig tendens blandt mange språgbrugere til å bruge akkusativformen av pronomener (mig, dig, ham, hende, oss, jer, dem) i stedet for nominativformen (jeg, du, han, hun, vi, I, de) som ofte blott fasthåldes umiddelbart før eller efter verbet. F.eks. oppfattes jevnførende adverbier (enn, som) ofte som en slags præposisjoner som kræver akkusativ ("du er større enn mig"). Ord i Nord råder til alltid så vidt muligt å bruge nominativformer av pronomener (t.eks. "du er større enn jeg") idet svensk alltid har denne språgbrug.

Den "høfflige" form av pronomenet for annen person ental - som i Norden i årtier har været i tilbagegang - har det problem at den ikke er fellesnordisk. Sålede har dansk og bokmål tredje person flertall (fra tysk), De, Dem, hvår svensk og nynorsk bruger annen person flertall, ni, er hhv. de, dykk. Ord i Nord tilråder å la tilbagegangen fortsette til fordel for det alminnelige pronomen for annen person ental, du, dig/deg, som er felles for hele Norden.

I modsettning til svensk og norsk som allene har relativpronomenet som, har dansk mulighed for både som og der, sistnevnte dog blott som subjekt i settningen. Ord i Nord råder dog til så vidt muligt å bruge det fellesnordiske som.

Om enn dansk bruger refleksivpronomenet sig, både når subjektet er i entall og i flertal, kan det tilsvarende possessive pronomen sin/sitt/sine alene anvendes ved ental ("han tog sin hatt"), hvårimod flertall, modsatt norsk og svensk, kræver "de tog deres hatte". Sin/sitt/sine i flertall har været udbredt i dialekterne og forekommer ennu iblandt i mindre "odlet" språg, men regnes ikke for korrekt dansk.

Dog er der valjfrihed imellem sin/sit/sine og deres i forbinnelse med pronomenet hver idet det faktisk ikke er klart om dette er entall eller flertall. Man kan således sige både "de stod i hver sitt hjørne" (eldst) eller "de stod i hver deres hjørne" (nyere form). Ord i Nord råder naturligvis til å hålde fast i sin/sitt/sine.

Andre ordformer
Udover de systematiske variasjoner i språget finnes en stor mengde ord som har flere sideformer, og hær vil Ord i Nord ofte kunne anbefale én fremfor en annen (hellere forpliktelse, skiffer, anselig, bevilje, elve enn forpliktigelse, skifer, anseelig, bevillige, elleve). Hær må med tiden oppstilles en komplett liste.

I en del tilfelle kan forbinnelser av flere småord valjfritt skrives i ett eller to ord på dansk (f.eks. "selv om" eller "selvom"), og det må hær undersøges nærmere hvilken mulighed som bringer bedst overensstemmelse med de andre nordiske dialekter.

Tegnsettning
Dansk har valjfrihed mellem "tradisjonelt komma" hvår der settes komma både før og efter ledsettninger, og "nytt komma" hvår det allene settes efter ledsettninger (dog altid foran men). Det tradisjonelle komma bruges udenfor Tyskland blott i Danmark og på Island og Færøerne hvårimod kommateringen i Norge og Sverige minner mest om nytt komma. Ord i Nord tilråder derfor å bruge nytt komma.

Fremtidige valjfriheder?
Språgbrug er alltid under forandring, og dessverre går de fleste endringer i Norden i separatistisk rettning. I de tilfelle hvår forandringen er til Nordens fordel, kan den til gengeld anvendes. For tiden er der en tendens i dansk til å sige "i sommers", "i vinters" fremfor de autoriserede "i sommer", "i vinter". Denne nye språgbrug stemmer med svensk så ifall Språgnevnet på et tidspunkt tillader den, kan den anbefales.

Adverbiet knapp får på dansk blot endelsen -t når det udgør et selvstendigt settningsled ("hun udtrykkte sig knappt"), ellers ikke ("det tog knapp femm dage"). Hær er formen knappt imidlertid vidt udbredt i talespråg, og skulle Språgnevnet tillade den, kan den tilrådes da den er lig med svensk.

NORSK

Substantiver
Norsk har tre sett å danne genitiv på som delvis konkurrerer inbyrdes: Den nordiske genitiv på -s ("mannens hus"), den opprinnelig nedertyske omskrivning med sin/sitt/sine (såkallt "garpegenitiv", "mannen sitt hus") som fremfor allt er slået igennem på Vestlandet, samt omskrivning med præposisjon, "huset til mannen".

De to siste former er ukennte på dansk og svensk som hålder fast i den nordiske genitiv, og Ord i Nord råder dærfor til at man uanset målform så vidt muligt bruger -s-genitiven i norsk.

SVENSK

Verber
I modsettning til norsk og dansk har svensk mulighed for å udelade hjelpeverbum i ledsettninger. Man kan til eksempel sige "han har berettat at han varit på semester" i stedet for det mere fullstendige "han har berettat at han har varit på semester". Denne udeladelse av et verbum kan virke ganske forvirrende på andre nordboer, og Ord i Nord råder dærfor til at man alltid medtar hjelpeverbet i ledsettninger.

Pronomener
På svensk er situasjonen någet flydende når det gelder pronomener i tredje person flertall. Således finnes der hos en del språgbrugere en vakklen mellem nominativformen de og akkusativformen dem, og oveni køpet finnes en mere talespråglig form av dem, nemlig dom, som iblandt kan erstatte begge andre former. Ord i Nord må hær rekommandere at man av hensyn til ligheden med norsk og dansk hålder sig til de og dem i nominativ respektive akkusativ.

De talespråglige former våran, vårat, eran, erat av possessivpronomenerne bør absolutt undviges, og vår, vårt, er, ert fasthåldes.

Stavning
Der er på svensk i mange sammenhenge oppstået en lydenlig stavning av en del hyppige ord, f.eks. mei, dei, sei fremfor mig, dig, sig og sæjer, dar i stedet for sæger, dagar. Disse former bør undviges da de adskiller svensk fra grannedialekterne. Nettopp vanlige ord som disse vålder sjeldent problemer med stavningen på grund av deres høye frekvens, uanset stavesett.

Ganske visst er der intet til hinder for at hele Norden kunne endre stavningen av mig, dig, sig til mei, dei, sei, da dette også ville passe med norsk og dansk udtale, men endemålet med dette blogginlægg er dog ikke å foreslå rettskrivningsendringer udover dem som bringer dialekterne sammen, og på grund av ordenes høye frekvens er det som sagt neppe nødvendigt.

...

Som det ses av denne hastige gennemgang av svensk og norsk, sagner jeg ennu tilstrekkelig detailviden om grannedialekterne, men kan dog pege på enkelte forhåld og håper med tiden å bli klogere. Jeg oppmaner alle nordboer til å kommentere bloggen, men dette vil jeg vende tilbage til i et senere inlægg.

Nordens kennteste vartegn (1. del)

i en symbolverden som menneskets hvår en stat og et folk ligesom andre fellesskaper av lang eller kort varighed ofte finner udtrykk i visuelle tegn, har det altid været en glæde for mig å se hvårdan man i Norden har valt å stræbe efter enhed i mangfåld gennem sine flag. Det nordiske, asymmetriske korsflag er så sterk en symbolgruppe at ingen yngre stater har våget å velje samme mønster til flaget. Der hviler nesten et nordisk "patent" over våre flags skikkelse, som er lettgenkennelig over hele verden.

Hvem har vi å takke for dette? Sverige! Lad oss vise dette ved å følge flagene gennem tiden. Det er vellkennt at Danmarks flag, Dannebrogen, hører til blandt verdens eldste flag. Andre jevngamle flag har enten været ude av brug (Englands) eller har ikke betegnet en stat (Østrigs) så som statsflag er Dannebrog det eldste. At man har valt korsflaget - som opprinneligt ikke var asymmetrisk - er typisk for den tid som kontinentets eldste flag stammer fra: England, Skottland (diagonalt), Frankrig (dengang et blått flag med hvidt kors), men da Dannebrogen formodentlig har været i brug ved de danske korståg til Estland i begynnelsen av 1200-tallet, er det også muligt at der har været inspirasjon fra Det Tysk-Romerske Riges krigsflag og ennda fra korsfarerordenen Johannitterne, senere kennt som Malteserridderne, idet begge disse flag også var/er røde med hvidt kors og brugtes til korståg. Funksjonen har været vigtigere enn det repræsenterede territorium.

Senere mellemeuropæiske lande valte ofte å anta flag med områdets våpenskjolds farger arrangeret i vannrette striper, men de eldste flags farger er altså uden sammenheng med våpenet, således Danmarks rød-hvide flag overfor det gule våpenskjold med tre blå løver fra 1100-tallet. Fra og med Den Franske Revolusjon inføres dessuden flag med loddrette striper. Andre og senere flagdesign (trekanter, cirkler) anvendes mest udenfor Europa.

Alligevell tykkes der å være en sammenheng mellem det svenske våpenskjold og det flag som man veljer å anta ved Kalmarunionens sammenbrud i begynnelsen av 1500-tallet. Det opprinnelige skjold viser en gul løve på en baggrund av blå og hvide bøljestriper, men der finnes et konkurrerende våben med tre gule kroner på blå baggrund, som egentlig stammer fra begynnelsen av 1300-tallet. På den tid var Sverige og Norge i union, medens Danmark var i oppløsning på grund av stor geld og bristen på en konge. To grever fra Holsten hade landet i pant, men den østlige tredjedel, Skånelandene, undveg dette ved å be den svensk-norske konge om også å bli konge for denne del av Danmark som ikke var pantsatt.

Kong Magnus valte dærfor å føre et unionsvåpen med tre kroner som tegn på at han var konge i tre riger. Og da Danmark få år senere atter genvannt sin makt under kong Valdemar, faktisk i en grad så hans datter Margrete kunne stifte Kalmarunionen, var det nærliggende å videreføre kong Magnus' trekroner-våpen som merke for den nye union. Hennes sønn kong Erik lod udforme et flag for unionen som heller ikke var våpenbaseret: Et gult flag med rødt kors - men vi ved ikke om det någensinne har været i brug.

Merkværdigt nokk fortsatte Sverige med å føre trekronervåpenet jevnsides med det gamle løvevåpen, også efter unionens oppløsning. En tid oppfattede man de to våpener som merker for de gamle landsdele Svealand og Gøtaland og kallte løven Gøtaløven - men den er hele Sveriges eldste våpen. Da Danmark også videreførte trekronervåpenet, først for å gøre krav på tittlen som unionskonger, senere som "minne", blev kronerne årsag til en langvarig heraldisk strid mellem de to lande, "trekronerstriden", som blandt annet har givet navn til Københavns søfort Trekroner. Ennu i dag fører begge lande kronerne.

Da det svenske rigsvåpen er kvadreret - delt i fire felter, med kronerne i nummer 1 og 4 og løven i nr. 2 og 3, og da begge skjolde har blått i baggrunden, veljer man å dele skjoldet med et kors, en nordisk heraldisk tradisjon, som allerede anvendes i det danske kongevåpen og i mange adelsvåpener. Heraldikkens regler for farger gir bare mulighed for et hvidt eller gult kors, da disse "metaller" - sølv og gull - skal træde imellem "fargerne" - de øvrige kulører. Og her veljer man - formodentlig udfra løven og kronerne - et gult kors. Hærmed er det blå felt med et gult kors en realitet; der er ikke givet en bedre forklaring på flaget enn inspirasjon fra våpenet.

Men det er høyst bemerkelseværdigt at man på dette tidspunkt hvår fjendskapet mellem Danmark og Sverige er stort, veljer å arrangere flagets farger i et kors præcis som "arvefjendens" (dengang var flagene ennda ennu mere lige enn i dag idet de innerste felter var kvadratiske som Dannebrogs, ikke rektangulære som i dag. Også splittflaget hade to spidser, i dag tre). Normalt designes flag ligedan av folk som ønsker å ligne hverandre, ikke av folk som har ligget i krig. Ligger der kanske en konkurrencevilje bagom? En dyst om hvem som er sterkest i Norden? I så fall aner vi kanske konturerne av begrepet "Norden" hær? I alle fall er det takket være Sverige at det danske korsflag ender med å bli nordisk.

Da Norge få år efter overgangen fra unionen med Danmark til unionen med Sverige ønsker sitt eget flag, veljer man et som ei heller er baseret på våpenfargerne (gul løve på rød bunn), men som - vell i opposisjon til Sverige - minner sterkt om Dannebrog. At det røde flags hvide kors får et blått midterkors, er neppe en hentydning til Sverige - den blå farge er mørkere - men er snarere inspirasjon fra de to europæiske stormakter som i den almene oppfattelse stod som garanter for frihed og borgerrettigheder, nemlig Storbritannien og Frankrig - og deres flag.

At formen skal være et nordisk kors, er ganske hævet over diskusjon: for å kunne stå på lige fod med de to andre gamle kongedømmer veljes samme symbolikk, og dette stadfester formen som nordisk. Det norske flag legger sig oppad det danske med sine kvadratiske innerfelter, men splittflaget følger den svenske tradisjon med tre spidser. Imidlertid bruges dette ligesom i Danmark som statsflag og ikke blott som militært flag som i Sverige.

Et flag for Island så første gang dagens lys i omkring 1900 hvår man naturligvis valte et nordisk korsflag. Selvstendighedsrørelsen stillede ikke spørsmål ved Island som en del av Norden, og landets daværende våpenskjold, en hvid falk (tidligere en klippfisk) på blå baggrund, kan ha spillet en rolle, da man antog et blått flag med hvidt kors. Innen flaget komm i brug til søss ved landets selvstendighed i 1918, tilføyede man det røde midterkors for å undvige forveksling med Sveriges flag ved dårlig siktbarhed på havet.

Dessuden oppnåede man hærmed lighed med Norge hvår islendingene har en stor del av deres rødder. Den blå farge var tidligere lysere, men samtidig med republikkens inførelse i 1944 valte man endeligt å følge Norge med den mørkeblå farge som har gjort islands flag til et av verdens vakkreste. Flaget har kvadratiske innerfelter som det danske, og også splittflaget følger denne tradisjon ved å ha to spidser og være både stats- og militærflag.

Samtidig med Island sikkrede også Finnland sig sin selvstendighed ved imperiernes fall efter Første Verdenskrig. Efter hård frihedskrig og bitter borgerkrig fulgte en kort strid om statsformen som fallt ud til fordel for republikken, og endelig stod en strid om flaget tilbage. Under krigen førtes Finnlands våpen, en gul løve på rød baggrund, som banner, men det stod snart klart at den nye stat måtte søge støtte i Norden og legge avstand til Russland, og hær blev korsflaget ennu en gang løsningen.

Imidlertid fanntes der to muligheder: Å bruge våpenfargerne rød og gul eller å basere det på det særlige flag for de finnske seglforeninger - først Nylendska Jaktklubben, siden andre - som var et hvidt flag med blått kors. Det var ganske visst storfyrsten, den russiske tsar, som hade givet det (vell med forbillede i Ruslands orlogsflag hvår korset dog er diagonalt), men formen var merkværdigt nokk nordisk. Og dette flag gikk av med segren - om enn det annet siden da har vunnet någen udbredelse blandt finlandssvenskere. Finlands flag følger den svenske tradisjon med rektangulære innerfelter og splittflaget (med tre spidser) forbehåldt militæret.

Som det ses, har den nordiske tradisjon stadigt forplantet sig og gør det ennu i dag. Jeg skal senere vende tilbage til de flag som ikke repræsenterer selvstendige stater, idet jeg har sysselsatt mig udførligt med det færøske flag, blandt annet i en artikkel i Dimmalætting.

Hvilket lykketreff alltså, for oss i dag, at Dannebrogens form blev nordisk ved Sveriges insats, befestet av Norge og håldt ved lige av Island og Finnland. Det asymmetriske korsflag har i dag en ikonisk status som symbol for Norden - enhed i flerhed.

I Stokkholm

Jeg tilbragte for någle måneder siden et par dage i Stokkholm som hver gang slår mig som ganske annerledes enn Køpenhavn. Set fra et punkt udenfor Norden er de to stæder sikkert temmelig ens - nordiske millionstæder - men hærhjemme ligger de i bevisstheden som to poler i hver sin ende av et nordisk spektrum. Dette skyldes naturligvis også deres roller som poler i Nordens historie. Fra hver stad styredes et rige som i århundreder kempede om å være sterkest i Norden.

Det som på mange måder er vårt held i denne sammenheng, er at Norden også innehålder områder som ikke entydigt hører til den ene eller den annen pol. Norges mellemtilstand med tilhørsforhåld snart det ene sted og snart det annet har givet landet en viktig rolle som "mediator" i Norden nu hvår landets selvstendighed er genoprettet. Det gelder språgligt, men også politisk. Allerede i den norsk-svenske unionstid var det lettere for studenterskandinavismen å slå igennem i Danmark når man ikke blott ville nærme sig den gamle "arvefjende", men også det Norge som i befolkningen var omgærdet med langt mere sympati.

Også i senere skandinavistiske rørelser som Sven Clausens nordiske målstræv betød tilstedeværelsen av Norges "tredje pol" en større folkelig gennemslagskraft idet det var lettere å se nytten i en tilnærmelse til Norden fremfor allene Sverige som ennu den dag i dag vekker skepsis i Danmark. Dessverre lykkedes det ikke skandinavismen å slå igennem som politisk rørelse, hverken i 1800- eller 1900-tallet.

Men hvårdan med Køpenhavns gamle "modpol", Stokkholm? I dag konkurrerer de to stæder mest om inbyggertallet, et temmelig håpløst foretagende idet det jo blott er et spørsmål om hvår man avgrenser staden. Nettopp geografien er vel det mest ulige ved de to stæder. Køpenhavn er som den eneste storstad i Norden ikke bygget på klippegrund. Det gir en helt annen dimensjon til en stad som Stokkholm at man har udsikt til Sødermalms klippeskrent (det er vell Bellmans "berg ok branter") syd for Mælaren og Saltsjøn - en formasjon som bidrager væsentligt til stadens monumentalitet.

Men grundfjellsformasjoner som den under Sødermalm har også betydet at det har krævet godt sømannskap å nærme sig staden fra havet. Ganske visst har Stokkholm - og før den Birka - haft alle de fordele som det gir å ligge med adgang for skipstrafikken, men samtidig har den lange færd gennem skærgårdens stadig snævrere labyrint betydet at det har været ganske lett å lukke for adgangen til staden i forsvarsøyemed. Hærtil kommer at Stokkholm før 1809 lå midt i sitt rige.

Dette gjaldt også Køpenhavn før 1658 - men alligevel døljede denne stad sig allerede dengang bag de store festningsverker som i renæssancen oppførtes for å skerme mod fjender fra både sø og land. Stokkholm virker helt annerledes selvbevisst. Da middelalderens vålde omkring Gamla Stan blev fjernet, avløste man dem ikke med renæssancebefestninger, men lod staden ligge fri og åpen i landskapet omkring mælarens munning - så trygg følte man sig hær.

Tryggheden har interessant nokk også givet sig udslag i en større åpenhed for centraleuropæisk arkitektur. Således gelder Stokkholms slott for en av de betydeligste barokkbyggninger udenfor Italien. Og eksemplerne på en meget tyskpræget og nysselig nygotikk er langt mere tallrige hær blandt villaer og lysthuse, på f.eks. Djurgården, enn de er i Danmark. Tyskland har ikke historisk været en umiddelbar trussel som man arkitektonisk har ønsket å ta avstand fra.

På mange måder virker Stokkholm i dag langt mere som en centraleuropæisk stad enn Køpenhavn, som om et stykke fra midten av kontinentet er blevet rykket langt mod nord. Men den arkitektoniske modsettning opphører når man når lidt lengere opp mod vår egen tid. For efter historicismens nygotikk kommer - i Centraleuropa - jugendstilen som også kennes som art nouveau. Denne stil er imidlertid sjelden i Norden.

Kanske er det det tyske keiserriges ekspansjon i disse år som udvirker at det nu er begge nordiske lande som ikke tar imod de centraleuropæiske tendenser med åpne arme. I hvert fall når den rene jugendstil sjeldent frem til våre breddegrader. I stedet danner historicismens tese og jugendstilens antitese her en nordisk syntese som vi kaller skønnvirke. Den er fellesnordisk og kan derfor ikke undgå å ha min interesse. Ganske visst finnes der mange avskrekkende eksemler på denne stilart, men hvilken stilart har ikke det?

Der finnes også ypperlige skønnvirke-byggninger. En av dem er Stokkholms stadshus som jeg har glædet mig til å se. Det er med lidt forhindringer at jeg forhører mig om neste rundvisning, thi "det finns okså rundvisningar på engelska om du føredrar det". "Nei takk, hellere på svensk". "Førstår du svenska godt? Den engelska omvisningen børjar på samma tid". "Ja, men svensk er fint". "Javisst. Jag måste fråga om det før det finns många danskar som føredrar engelska." "Ja, tyverr". "Akk ja, tyverr".

Sådant kommer man jo ud for, men jeg er altid glædeligt overrasket over stokkholmernes vilje til å kommunikere med danskere på nordisk (de eneste som bruger engelsk, er de som ikke har svensk modersmål, og det har jeg forståelse for). Stadshuset var nu vakkert, og Norden er stadig eksponent for en stil som vekker beundring i verden. I verdens øyne er vi i dag en enhed på trods av de historiske og geografiske modsettninger, og interessant er det at den tidligere modsettning som nu er avløst av en felles orientering, kan avlæses i arkitekturhistorien.

Det som jeg mener med en felles orientering, er de felles interesser og de felles kulturfænomener som kennetegner Nordens to millionbyer i dag. Ingen tvivl om at vi i udlandets øyne udgør en helhed, men gelder det også Nordens indre virkelighed i dag? Hvilke uudnyttede muligheder finnes der for nordisk kulturel integrasjon?

Fellesnordisk tv - ja takk

En rekke norske opposisjonspartier har foreslået å opprette en felles nordisk kultur-tv-kanal. Høyre, Venstre, Fremskrittspartiet og Kristelig Folkeparti reagerede på et ønske fra en gruppe borgere som i Aftenposten ønskede sig mere tv fra flere europæiske lande frem for engelskspråget tv, ved udfra "enighed gør sterk"-devisen å foreslå en fellesnordisk kanal for kultur-tv. Nordisk Råds kultur- og uddannelsekomité gentog i løpet av samme debatt sit ønske om større nordisk tilgengelighed for de enkelte landes almene tv-kanaler. Dette er under alle omstendigheder en god idé, men nedenfor skal det handle om tankerne om felles-tv.

Forslaget var egentlig en reaksjon på andre debattørers kritikk av for meget engelskspråget tv på den norske sendeflade. Man må ennu en gang konstatere at tankerne om større nordisk enhed, ligesom Sven Clausens tanker om nordisk målstræv først vannt bred tilsluttning i Danmark ved den tyske besettelse, først og fremmest ser ud til å dukke opp under et ydre press. Det er synd. Tanken om større nordisk enhed burde være nærliggende alltid og oppstå av lyst, ikke av nød.

NRK's kringkastningssjef, Hans-Tore Bjerkaas, svarer i Aftenposten at et omfattende samarbeide i form av Nordvisjon allerede finnes, og at der udveksles omkring en times nordisk tv per nordisk land per dag. Når det ikke er ennu mere, skyldes det at tv-kanalerne erhverver rettighederne til å sende programmer for et bestemt territorium. Ifall NRK skulle erhverve rettigheder for hele Norden, ville det koste de norske licensbetalere dyrt.

Hærtil må man svare at en fellesnordisk kanal jo nettopp ikke skulle drives som en nasjonal kanal, men nettopp være eget i fellesskap. Med midler fra alle fire nordisktalende lande ville den nettopp kunne erhverve rettigheder for hele Norden. Prisen ville bli fordelt på alle lande, ligesom alle landes befolkninger ville få glæde av produktet.

Det lyder flott med en times nordisk tv per land per dag, men problemet er jo, hvilket man kan forvisse sig om ved å kaste et blikk på et tilfeldigt programm for en almen nordisk tv-stasjon, at disse udsendelser finnes på de "skæve" tidspunkter, tidligt på eftermiddagen eller sent om natten. De blir fortrengt til disse tidspunkter fordi tv-stasjonerne prøver å imødegå alles interesser og få plads til så meget som muligt på sendefladen. Men ville nordiske programmer ikke få flere seere ved å ha deres egen kanal hvår de kan ligge i den beste sendetid?

Kringkastningssjefen nevner også at flere nordiske kanaler allerede sendes til hele Norden via satellitt- eller kabel-tv, ennda delvis tekstet på grannelandenes dialekter. Problemet med denne tekstning er at seerne ikke venner øyet eller øret til de andre dialekter av vårt felles språg. Jeg mener at tekstning er en god ide for å støtte språgforståelsen, men selvklart skal de nordiske programmer - også på en felles kanal - tekstes på originaldialekten.

På færøsk tv tekstes dansk språg ikke. Dette forventes man å forstå, og vell med god grund, om enn det er et fremmedspråg hær. Men ei heller norsk språg tekstes. Dette forventes man også å forstå. Skulle vi andre da ikke kunne klare å se nordisk tv på originaldialekten - med tekster? Vi er ikke av natur mindre språgligt fleksible enn færinger, blott sagner vi lidt tilvenning. Når de kan, kan vi også.

Kringkastningssjefen konstaterer dog at grannelandenes satellittkanaler har små markedsandele i forhåld til de almene landsdekkende kanaler, og at en felles kulturkanal kunne få samme problem: at den ville blive en small nichekanal for de få interesserede. Jeg mener at denne frykt er vellbegrundet, og hær er vi vell også ved problemets kerne(r): Dels vil kultur-tv altid stå i fare for å være smallt tv, dels fungerer Norden ikke som et felles offentligt rumm. For de fleste mennesker føles det mindre vedkommende hvad der hender i de tre andre lande.

Tv er i dag en av de viktigste nøgler til andre lande, og denne resurse bør bruges optimalt ved at en fellesnordisk tv-kanal nettopp ikke blott blev en kulturkanal, men gjorde sig meget mere relevant ved også å være en fellesnordisk nyhedskanal med nytt fra samfund og politikk i hele Norden, også gerne lokale store og små nyheder som kunne øge kennskapet til hele Norden i hele Norden. Tv bør være et middel i bestræbelsen for det felles offentlige rumm i Norden.

Kringkastningssjefen slutter med å konstatere at tv i dag ikke bruges på samme måde som tidligere, og jo yngre folk er, jo flere medier og kombinasjoner av medier vil de bruge. Dette er riktigt set, og det kræver sin egen strategi som jeg må vende tilbage til på et annet tidspunkt.
Den norske opposisjons forslag blev ikke meget omtalt i danske medier, men de danske politikere legger sig i kølvannet av Hans-Tore Bjerkaas og udlegger situasjonen som jeg har refereret og kommenteret ovenfor. "Tiden er ikke moden", udtaler DR's generaldirektør, Kenneth Plummer. Hær må man svare med et spørsmål: Hvad kan modne tiden?

I Aftenposten kommenterer Ingrid Brekke forslaget og mener til gengeld at tanken om en felles kanal ligger i tiden og henviser til det fransk-tyske Arte og til 3sat som dekker det tyske språgområde i 7-8 lande. "Norge er et lite land" hedder det, og der henvises til de ofte imponerende programmer i det någet større Sverige. Alligevel synes Brekke å være enig med professor Tore Slaattaa som hun citerer for å spørge hvad der er i vegen for å hekte sig på kulturkanaler udenfor det nordiske språgområde. En felles kanal alltså, men ikke nødvendigvis en nordisk.

Hær kommer vi frem til ennu et kerneproblem: Det spørges, nesten retorisk, hvårfor vi skal stanse ved Norden. Er det ikke tysk, fransk og spansk tv vi fattes? Viden om hele Verden til "vårt lille nordlige land? ... En orientering utover fremfor en økt vektlegging på egen identitet som nordmenn eller Norden-boere. Styrking av den europeiske identiteten ville slik sett hjelpe, men hvorfor stanse dær?"

Ja, hvårfor stanse dær? Hvårfor stanse ved Norden når man kan stanse ved Europa? Hvårfor stanse ved Europa når man kan stanse ved hele Verden og blott ha en identitet som verdensborger? Spørsmålet er absolutt legitimt å stille, og målet er legitimt å forfølge. Et svar ligger faktisk i Brekkes formulering om "vårt lille nordlige land", hvis eksistens der ikke stilles spørsmål ved i denne sammenheng. Det forudsettes å eksistere - om enn det er lige så legitimt å spørge "hvad skal vi egentlig med Norge? (Danmark? Sverige? ...)" som det er å spørge hvad vi skal med Norden!

Uanset hvår meget verdensborgere vi er, møder man sjeldent någen som er uenige i, at det er en rigdom for Jorden med flere språgområder og de dærtil knyttede kulturer (jeg tar selv visse forbehåld - efter min mening er et enigt Norden en styrke i dagens Verden). Ett språgområde muliggør felles medier, undervisning og kulturtilbud - og det ville være uligt mennesket ikke å gi disse felles villkår en betydning (har ting ikke allerede en betydning, gir vi dem en - en vanlig antropologisk iakttagelse). En betydning som dærmed gir en identitet.

Der finnes også andre identitetsskapende faktorer, f.eks. felles historie, som gir en felles identitet - og det er vell grunden til de fire nordisktalende landes identiteter. Men ifall man mener at en felles historie er tilstrekkeligt til å gi en identitet som dansk, svensk, norsk eller finsk - og det er et allminneligt og legitimt synspunkt - så er det minst lige så legitimt å mene at det felles nordiske språg gir en felles identitet som det er værd å styrke og forfølge.

Det er altid muligt å foreta reductio ad absurdum når det handler om identitet, ved å spørge hvårfor til logikken eller berettigelsen, men identitet fungerer ikke sådan. Det er i dagens Verden vårt villkår å ha fire stater og ønske vellfungerende nasjonalt tv i disse. Og det er vårt villkår å ha ett språgområde og forhåpentlig støtte tanken om felles tv i dette, som jeg gør hær. Ikke blott med kultur, men med et komplett programmtilbud fra hele Norden. Og gerne tekstet, men på originaldialekterne så vi kan lære dem å kenne.

Nordiske ord

ORD I NORD fyller nu et år og feirer dagen ved at leve opp til sit navn med en lille ordliste. Om denne blogg en dag skulle bli kennt i en bredere skandinavistisk allmenhed, anser jeg det for viktigt at den ikke blott gir udtrykk for nordiske synspunkter, men også tjæner praktiske endemål. Siste januar inledte jeg med rettskrivningen. Denne gang gelder det ordforrådet.

Mellem alle nært- og fjerntbeslektede språg og dialekter finnes forskelle på alle nivoer av språgenes struktur. De oppstår med tiden når historiens gang adskiller befolkningsgrupper, eller de forsvinner når f.eks. dialekter uddør og språget ensrettes i et større område. I det jugoslaviske område hvår krigenes parter ikke føler trang til samtale, udnytter man desperat de minimale forskelle i det serbokroatiske språg til å skape adskilte språgnormer så man kan påstå at man ikke kan tale sammen.

Sven Clausen gjorde gennem sit nordiske målstræv meget for å gøre oppmerksom på hvårdan man kan avhjelpe forskellene mellem de nordiske dialekter ved ganske enkelt i skrift og tale å velje de ord som er felles, fremfor dem som er særskilte for de enkelte dialekter. Han forestillede sig nordisk tekstkritikk som en skoledisciplin hvår eleverne fikk kunnskaper om hvilket ordvalj som hade den største kapacitet i nordisk samkvemm.

Jeg mener at dette er en god og riktig tanke. Sven Clausen drev den dog ganske vidt ved å granske adskillige gamle samlinger av ordspråg og hærudfra forsøge å genoppvekke lengst uddøde fellesnordiske ord i dansk. Å gå så langt medfører naturligvis en risiko for latterliggørelse eftersom disse ord virker alldeles fremmede for en gennemsnittlig språgbruger. Jeg vil hær ta ideen opp idet jeg dog begrenser mig til ord som kanske er en smule sjeldne, men dog er bredt kennte og akcepterede som danske ord av de fleste mennesker.

Det beror selvsagt alligevell på et skønn hvilke ord som oppfyller disse kriterier. Någle vil kanske være ukennte av någle, men jeg vil mene at alle "alternativ-ordene" nedenfor står i danske ordbøger. Dette er altså tenkt som en hjelp til dem - inklusive mig selv - som gerne vil skrive et mere nordisk dansk og behøver et oppslagsverk over de allminneligste ord og udtrykk som adskiller.

Denne bloggpost vil bli revideret mange gange, thi der finnes flere uavklarede spørsmål i dette. På det teoretiske plan må det siges at alle lister over synonymer bygger på den antagelse at sådanne faktisk finnes; men enhver som setter sig nærmere in i sagerne, vil se at ingen synonymer i virkeligheden har præcis samme betydning. Dærfor er alle alternativ-ord ment som forslag. Ofte dekker betydningen nesten hele oppslagsordets betydning. Dærsom den blott dekker en del av den, skriver jeg "evt." så man kan være ekstra oppmerksom på at vurdere om det alternetive ordvalj er relevant.

Der finnes også tilfelle hvår oppslagsordet er fellesnordisk, men hvår det også er værd å gøre oppmerksom på et alternativ-ord som er lige så fellesnordisk, og som kanske anvendes oftere i det øvrige nordiske språgområde. I så fall gentages oppslagsordet blandt alternativerne.

Under alle omstendigheder er dette ikke et forsøg på å udrense oppslagsordene helt fra språget. De fleste ord vil ha en niche hvår deres betydning er just den rette. Men om dette kan være en hjelp til å endre deres hyppighed så de mere nordiske ord får en høyere frekvens, og de mere særskillte får en lavere, er det et lille skridt i den riktige rettning. Sven Clausen skrev konsekvent "affekteret og tilgjort" i håp om at det vanlige ord affekteret måtte slæpe det svenske tilgjort in i språget. Mange opfattede hans målstræv som "affekteret" - men tilgjort er i dag et allminneligt ord i dansk.

Det må også bemerkes at om enn en etymologisk gennemgang av ordene viser at det er inflydelse udefra, særskilt fra nedertysk språg gennem middelalderen, som udgør den største faktor i adskillelsen av de nordiske dialekter, er nordisk målstræv ikke en puristisk (språgrensende) rørelse. Målet er å opnå størst mulig nordisk enhed, ikke å undvige fremmedord.

På det praktiske plan er problemet naturligvis at det nordiske språgområde består av fire "kontraherende parter" (eller kanske rettere dis-traherende) i form av de fire officielle skriftnormer som språget har. Her løper vi in i det forhåld at dansk og bokmål har praktisk taget samme ordforråd, medens svensk adskiller sig - og i øvrigt har mange felles ord med nynorsk. Disse to "blokke" tales av nesten lige mange mennesker, og man må, ligesom med rettskrivningen, udvise varsomhed eftersom en tilnærmelse mellem dansk og svensk kan betyde at avstanden fra dansk til bokmål blir større.

Dette er ennu en grund til intil videre å begrense sig til de ord som er levende i språget. Jeg formoder at de fleste er felles for dansk og bokmål sådan at "udskiftningerne" nedenfor repræsenterer en tilnærmelse til svensk som ikke sker på bokmålets bekostning. I virkeligheden kræver dette en grundig vurdering av hvilke ord der har den største nordiske kapacitet, hvilke der kan forstås av folk flest, og hvilken dialekt der med størst fordel kan komme de andre i møde i de enkelte fall - det er klart at også svensk på mange områder kan komme norsk og dansk i møde med hensyn til ordvalj.

Dette må dog ske i samarbeide med infødte norsk- og svensktalende. Det vil selvklart være best om dette blott er begynnelsen på udarbeidelsen av fyllestgørende alternativ-ordlister for alle fire skriftnormer. Men til dette behøver jeg hjelp. Her følger i første omgang en liste over danske ord som med fordel kan udskiftes med andre danske ord som også er gangbare i Sverige.

affekteret...................tilgjort
affære........................sag
aften...........................aften, kvell
aftensmad.................middag(smad)
ahorn......................lønn (bot.)
allminnelig.................vanlig
altan...........................balkong
anbefale.....................rekommandere, anbefale
anke...........................kære, evt. klage
anstå sig.....................høve sig
arrig.........................ilsk
avfeldig........................brøstfeldig
avhøre, -ing..............evt. forhøre, forhør
avkrog........................vrå
avlure........................avlytte
avrette........................dressere
avse..........................undvære
avstammning..................byrd

bakkenbart....................kinnskægg
banne........................evt. sverge
bange.........................redd
barbere.......................rage
bebreide....................klandre
befare........................trafikkere
begeistring...................ildhug
begrunde...................motivere
behendig......................hendig
beklage.......................evt. ynke
beskeftige..................sysselsette
beskeftigelse.................syssel
bestyrelse..................styrelse
besvime.......................svime
betingelse....................villkår
betinget.......................på villkår
betrekk......................vår
bevirke.......................avstedkomme, medføre, vålde
bevisst........................medvidende
bevæge, -lse..............røre, -lse
blød.............................evt. myg, linn, vég
bolig............................bosted
brann.........................brann, evt. ildsvåde
brekke........................evt. bryde
brenne (sb.)..................ved
bruge..........................bruge, anvende
by (større).................stad
byggegrund....................tomt

dekke opp.....................duge opp
doven, -skap..................lad, -hed
dreie...........................svinge, vride, vige
dreie sig om...............handle om, røre sig om
drille........................erte
dynge.........................evt. hop
dyrke..........................odle, dyrke
dærhen........................did

efterhånden...............(så) småningom (svedisme, vanlig)
efterrettning..............underrettning
efterår........................høst
ektefelle......................mage
englender.....................engelskmann
enkelthed....................detalje
ens...............................ligedan, lig, lige
ensrette......................ligerette
erhverv.......................næring, ørke
erindre, -ing.................påminne, minne
evne.............................evt. formåen

feiltagelse...................misstag
finne............................hitte, finne
flid..........................id
flykte........................fly, flykte
flå...........................evt. skinne
foranstaltning................tiltag
fordi............................evt. eftersom
forbavse, -t.................undre, forundret
forekomme (ngn.)..............forefalle (ngn.)
foreløpig (adv.)..........intil videre
foresatt.......................overordnet
forgæves......................lønnløs
forhindre.....................hindre
forkert........................gal, feilaktig, vrang
forlange......................kræve
forlovet......................festemann, -mø
formann.......................ordførende
formentlig..................antagelig
forminske......................minske
formål.........................endemål
forrettning.................butikk
forskellig....................ulig, ulige
fortolke......................tolke
fortrinn......................fordel
fortryde.....................angre
forvålde......................vålde
forøge........................øge
forår..........................vår
fremdeles......................fortfarende
fullstendig (adv.)......evt. alldeles
fyre............................evt. avskedige
fødevare....................levnedsmiddel
føge sig......................evt. lempe sig
føle.............................evt. kenne

gebyr.........................avgift
genert........................blyg
gette.........................evt. gissne
gevaldig......................svær
gide..........................orke, gide
gresse........................bede
grimm........................stygg, ful
grine.........................le
gro...........................evt. vokse
gulvplanke....................tilje
gumme.........................tandkød
gå glipp av.................misse (anglicisme, anvendelig)

hale..........................stjert
handling....................handling, gerning
harmonika.....................dragspill
helbred......................helse
helde.........................evt. lude
heldigvis....................evt. lykkeligvis
henhåldsvis...............respektive
hospital......................sygehus
hue...........................lue, hue
hurtig.....................kvikk, fort, snar, snabb (svedisme, uvanlig)
huske.........................minnes, komme i hug
hviss..........................om, ifall, dærsom
hærhen........................hid

inbildsk......................høyfærdig
inlysende...................selvklar
inrømme....................medgi, erkenne
inbygger....................invåner
insigelse.....................evt. invending
især............................særskillt, synnerligt

kamin.........................peis
kaste opp.....................spy
kastrere......................gille
kempe........................jette
kikke.........................evt. titte
knirke........................knarre
knus...........................kramm
kone...........................frue, kone
kunn..........................blott, bare, allene
kunstig......................kunstgjort
kårde.........................verge

langsom.......................langsom, sakte
lave............................evt. gøre
lege............................evt. hyre
leger.........................hyregest
legetøg.......................legesager
lempelig.....................skånsom
lidelse.......................evt. sygdom, plage
lidenskap.....................pasjon
lid(e)t.......................lid(e)t, føge
lige (adj.)..................rett, jevn
lige (adv.)..................just, direkte, nyss, straks
lige meget.................det samme, ligegyldigt
ligeud.........................rett frem
lige ved......................nær ved
lukke..........................evt. stenge
lukke opp..................åpne, evt. bryde
læne.........................evt. lude

mangel, -full...............lyde, brist, -feldig
mangle......................fattes, sagnes, skorte på
merkelig...................merkværdig
modig.........................modig, djerv
mursten....................teglsten
møye..........................møde (eldre form)
møde opp, frem.................infinne sig
måde.........................vis, evt. sett
måske.......................kanske

nabo..........................granne
nemm.......................lett
nettopp.....................just, præcis
nid...........................nag
nyssgerrig................nyfigen
nøgaktig......................ingående, præcis
nødig.........................ugerne
nøysom........................fordringsløs

omdreining....................evt. hverv
omdømme.......................ry, rykte
omtrent....................omkring, ungefær
oppbevare................forvare
oppdrage..................oppfostre
oppfordre....................oppmane
oppføre sig...................te sig
oppgave....................evt. oppdrag
oppsyn........................tilsyn
opptåg.......................procesjon

passe (på)....................skøtte (akte på)
password..................løsen
-pine (f.eks. hoved-)........-verk
pjekke.......................skulke
plege..........................skøtte, evt. bruge, ha for vane
printer........................skriver
pæn............................snøgg (dialekt, bør nyde fremme)
pusterum......................ånderum
pågående...................påtrengende

rask..........................kvikk, evt. frisk (sunn)
rekke (sb.)...................rad
reparere......................evt. bøde (på)
repræsentant..................ombud
rett (adv.)...................temmelig, ganske
rettfærdig....................rettvis
rive (vb.)....................kratte
rollemodell...................forbillede
røkte.........................skøtte

saktens......................lett
sammenligne...................jevnføre
sannelig......................vitterlig, visselig
sannsynlig.................evt. trolig
sellskap (fest)...............gestebud, -lag, kalas
selvfølgelig.................selvklart, selvsagt, naturligvis, givetvis
sende..............................sende, skikke
sikken, -et, -e............hvilken, -et, -e
skikkelig.....................godmodig
skikkelse.....................form, figur, fremtoning
sladder.......................evt. skvaller
ske (vb.).......................hende, ske
skeløyet......................vindøyet
skennes.......................trettes
skjule.........................dølje
(på) skrå.....................på sned
skulder.......................skulder, aksel
skønhed.......................fagring
skønt.........................om enn
slapp.........................evt. vég
slappe av..................kopple av
slemm.........................stygg
slett.........................ille
sluge..........................svelje
smukk.......................vakker, fager
snige..........................evt. smyge
snig-..........................evt. lønn-
sno...........................sno, tvinne
snor..........................evt. snøre
snitte........................karve
snyde........................lure
snæver........................trang
spalte........................kløve
spise..........................evt. æde (alltid anvendeligt om dyr)
splittelse....................evt. søndring
spotte........................håne
spøg, -e(-full)..............skemt, -e(/-som)
stadig(vekk).............fortfarende, ennu
steil.........................bratt
stemme.....................røst
stoff............................evt. klæde
stole på......................lide på
stue..........................rumm, kammer
støvregn......................duggregn
springe.......................hoppe
sulten.........................hungrig
sunnhed.......................helse, sunnhed
svimmel.......................ør
synes..............gerne passiv konstr., "det synes mig"; evt. tykkes
sædvanlig..................vanlig
særlig.........................særskillt, evt. synnerlig
sådan (attr. adj.)......evt. slig

talje............................midje
tapper........................djerv
tavs............................tyst
tende opp.....................ilde
ting.............................sag, ting
tilfeldigvis..................hendelsesvis
tilfelle.........................evt. fall, hendelse, slump(treff)
(i) tilgift...................oveni køpet
titt..............................ofte
trampe........................evt. stampe
trang..........................behov, tarv
trenge til....................behøve
trekk, -e.....................drag, -e
(i) trekk....................i rad
trekke været..................drage ånde
tur (reise)...................færd
tydeligt (adv.)...............evt. grant
tæv...........................stryg
tøg..............................klæder, tøg
tømme (sb.)...................tøgle

udlært........................fullært
udstyre.......................udruste
uhyre (adv.)...............uhørt
ukrudt........................ugress
undertiden..................iblandt, stundom
undgå...........................undvige
uvillkårlig....................evt. ufrivillig

vaske..............................tvette
vedta..................evt. beslutte, bestemme, fatte besluttning om
(i) vegen.....................til hinder
vekk.............................bort, borte, vekk
vidunderlig...................underbar
villkårlig.......................tilfeldig
virksomhed.................evt. foretagende
vred..........................arg
værelse........................rumm, kammer
væsen.........................evt. skapning

yde...............................evt. bidrage, præstere
ynde.............................evt. charme
yndig............................evt. intagende

øde (vb.), bortøde.............sløse, bortsløse

Finnlandssvensk tankeeksperiment

Når man forsøger å avgrense begrepet "Norden", havner man uvægerligt i områder hvår grensen er uskarp. Det er åpenlyst at Finnskfinnland, Færøerne og Island hører med av historiske grunde, medens den språglige avstand er så stor at det praktiske nordiske samarbeide og det daglige samkvemm alene muliggøres av den kennsgerning at et nordisk språg hær inlæres som fremmedspråg og i det minste kan bruges praktisk av dem som har sans for den nordiske sammenheng.

I tilfellet Finnskfinnland ville det være tvivlsomt om svensk språg, toinen kotimainen kieli, overhovedet ville være obligatorisk ifall det ikke nettopp var kotimainen - inhemmsk. Som jeg ser det, er den primære årsag til at Finnland er et nordisk land, finnlandssvenskernes eksistens. Og særligt tidligere, da svensk var mere toneangivende enn nu i det finnske samfunn, var det vanskeligt å anfekte landet som en del av Norden.

Svenskhedens fremtid i Finnland er iblandt blevet malet i mørke toner, men i dag heldigvis sjeldent. Situasjonen er stabil, og om enn man undertiden ser fremført at procenten av finnlandssvenskere en gang var tre gange så høy som dagens 5,5 procent, er det viktigt å merke sig at det absolutte antall blott udviser et svagt fall - som i dag er stanset. Det procentuelle fall skyldes først og fremmest at fødselsraten blandt finnerne, særligt de siste hundrede år, har været langt høyere.

Jeg ved ikke præcis hvad årsagerne er til finlandssvenskernes lavere fødselsrate, men det spiller sikkert in at en viss del av dem tidligere tilhørte overklassen som fikk færre børn enn land- og industriarbeidere. Det kan heller ikke udelukkes at udvandring er en - mindre - del av årsagen. Assimilasjon til flertallet har dærimod altid været av ganske lille omfang om enn prominente eksempler som K.J. Ståhlberg kennes.

Men lad oss forestille oss at finner og finlandssvenskere gennem tiden hade fået lige mange børn. Jeg inbyder læseren til et tankeeksperiment, hvår man kontrafaktisk forestiller sig at finnlandssvenskerne også i dag skulle udgøre de 14,6 procent av befolkningen som de udgjorde i 1815. Der finnes eldre oppgørelser med en lidt høyere procentsats, men tall fra før den russiske erobring i 1809 er neppe helt rettvisende eftersom der nokk har funnedes en viss frem- og tilbagevandring av svenske embedsmenn i den svenske tid.

regnestykket er ikke helt enkelt eftersom det ikke er nokk å gange procenten opp. Antallet av finner skal i udregningen håldes på dagens nivo, medens antallet av finlandssvenskere skal forhøyes til et tall som gir samme procent som for 200 år siden, 14,6. Resultatet er at dærsom man setter anallet av finner til 5.060.150, ville der skulle 864.500 finlandssvenskere til for å udgøre 14,6 procent av en samlet befolkning på 5.924.650 mennesker. Det er 2,981 gange så mange svensktalende som i virkeligheden.

864.500 mennesker er nesten en million... Det nærmer sig samme procentsats som fransktalende kanadiere og og sveitsere. Man skal kanske ikke regne med at det ville endre det internasjonale billede av Finnland - de færreste oppfatter Kanada som fransk; i Sveits hjelper all den internasjonale aktivitet i Genève på sagen. Men lad oss se på det innenrigspolitiske. For hvert område kan man nu gange antallet av finnlandssvenskere med de 2,981 som en høyere fødselsrate gennem århundrederne ville ha givet.

Jeg tillader mig å regne Åland som en enhed, men gør dog også en udregning for Mariehamn. Dærudover regnes kommunerne som enheder, hær i geografisk rekkefølge, og med min rettskrivning. For hvert område gis (i avrundede tall) den samlede befolkning, den svenske befolkning, den svenske procent og sluttelig kommunens språglige status (hvår ett bogstav står for ensprågethed, to for tosprågethed, stort bogstav for flertallet og lille for mindretallet) De virkelige tall står med sort, de kontrafaktiske med rødt.

Karleby.......................35.900, hærav......6.400 = 18% (Fs)
Karleby.......................48.500, hærav....18.900 = 39% (Fs)
Kronoby........................6.800, hærav......5.700 = 85% (Sf)
Kronoby......................18.100, hærav.....17.100 = 94% (S)
Larsmo.........................4.600, hærav.......4.200 = 93% (S)
Larsmo........................13.000, hærav....12.800 = 98% (S)
Pedersøre...................10.400, hærav......9.400 = 91% (Sf)
Pedersøre...................29.100, hærav....28.100 = 97% (S)
Jakobstad...................19.400, hærav....10.700 = 55% (Sf)
Jakobstad...................40.700, hærav...32.000 = 79% (Sf)
Nykarleby....................7.400, hærav......6.700 = 90% (Sf)
Nykarleby.................20.600, hærav....19.900 = 97% (S)
Oravais........................2.200, hærav.......1.800 = 81% (Sf)
Oravais........................5.700, hærav.......5.300 = 93% (S)
Vørå-Maksmo............4.500, hærav.......3.900 = 86% (Sf)
Vørå-Maksmo..........12.200, hærav.....11.600 = 95% (S)
Korsholm...................17.900, hærav.....12.800 = 72% (Sf)
Korsholm...................43.300, hærav....38.200 = 88% (Sf)
Vasa...........................57.000, hærav.....14.300 = 25% (Fs)
Vasa...........................85.300, hærav.....42.500 = 50% (Fs)
Malaks.........................5.600, hærav.......5.000 = 89% (Sf)
Malaks.......................15.400, hærav.....14.800 = 96% (S)
Korsnæs......................2.300, hærav........2.100 = 91% (S)*
Korsnæs......................6.300, hærav........6.100 = 97% (S)
Nerpes........................9.500, hærav........8.600 = 91% (S)*
Nerpes......................26.600, hærav......25.700 = 97% (S)
Kaskø..........................1.600, hærav...........500 = 30% (Fs)
Kaskø..........................2.500, hærav........1.400 = 57% (Sf)
Kristinestad...............7.400, hærav........4.200 = 57% (Sf)
Kristinestad.............15.800, hærav......12.600 = 80% (Sf)

Åland........................27.100, hærav......24.900 = 92% (S)**
Åland........................76.500, hærav......74.300 = 97% (S)
(hærav M:hamn)....11.000, hærav........9.800 = 90% (S)**
(hærav M:hamn)....30.500, hærav.....29.400 = 96% (S)

Åbo.........................175.300, hærav........9.100 = 5 % (Fs)
Åbo.........................193.300, hærav.....27.200 = 14% (Fs)
Vestra Åboland.......15.400, hærav.......9.200 = 60% (Sf)
Vestra Åboland.......33.600, hærav.....27.500 = 82% (Sf)
Kemitoøn...................7.400, hærav........5.500 = 75% (Sf)
Kemitoøn.................18.300, hærav.....16.400 = 90% (Sf)
Hangø.........................9.700, hærav.......4.300 = 44% (Fs)
Hangø.......................18.200, hærav.....12.800 = 70% (Sf)
Raseborg..................28.700, hærav.....19.300 = 67% (Sf)
Raseborg..................66.800, hærav.....57.400 = 86% (Sf)
Ingå...........................15.400, hærav.......3.100 = 58% (Sf)
Ingå...........................11.600, hærav.......9.300 = 80% (Sf)
Loyo..........................36.900, hærav.......1.600 = 4 % (Fs)***
Loyo..........................40.000, hærav......4.600 = 12% (Fs)
Sjundeå.......................5.800, hærav......2.000 = 35% (Fs)
Sjundeå.......................9.900, hærav.......6.100 = 62% (Sf)
Kyrkslett..................35.400, hærav.......7.000 = 20% (Fs)
Kyrkslett..................49.300, hærav.....20.800 = 42% (Fs)

Esbo........................229.000, hærav.....20.400 = 9 % (Fs)
Esbo........................269.400, hærav.....60.800 = 23% (Fs)
Grankulla...................8.600, hærav........3.200 = 38% (Fs)
Grankulla.................15.000, hærav........9.700 = 65% (Sf)
Helsingfors............570.800, hærav.......35.400 = 6 % (Fs)
Helsingfors............641.000, hærav....105.500 = 17% (Fs)
Vanda.....................187.300, hærav.........5.800 = 3 % (Fs)
Vanda.....................198.800, hærav.......17.300 = 9 % (Fs)
Storh:fors i allt......995.700, hærav.......64.800 = 7 %
Storh:fors i allt...1.124.100, hærav.....193.300 = 17%

Sibbo........................18.000, hærav.........7.000 = 39% (Fs)
Sibbo........................31.800, hærav.......20.700 = 65% (Sf)
Borgå.......................48.100, hærav........15.900 = 33% (Fs)
Borgå.......................79.500, hærav........47.300 = 60% (Sf)
Mørskom..................2.000, hærav..............200 = 11% (Fs)
Mørskom..................2.500, hærav..............700 = 27% (Fs)
Pernå........................3.900, hærav...........2.400 = 60% (Sf)
Pernå........................8.600, hærav...........7.000 = 82% (Sf)
Liljendal....................1.400, hærav............1.100 = 77% (Sf)
Liljendal...................3.600, hærav............3.300 = 92% (Sf)
Lapptresk................2.900, hærav............1.000 = 34% (Fs)
Lapptresk................4.900, hærav............3.000 = 60% (Sf)
Lovisa.......................7.400, hærav............2.900 = 39% (Fs)
Lovisa.....................13.100, hærav............8.600 = 66% (Sf)
Strømmfors.............2.900, hærav...............600 = 20% (Fs)
Strømmfors.............4.100, hærav.............1.700 = 42% (Fs)
Pyttis........................5.100, hærav................600 = 11% (Fs)
Pyttis........................6.300, hærav.............1.700 = 27% (Fs)

Lad mig avslutte denne fantasi med en ekstra bonus som følger av reglen om tosprågethed når mindretallet udgør 3.000 personer:

Tammerfors.......204.400, hærav.............1.000 = 0,5% (F)
Tammerfors.......206.500, hærav.............3.100 = 1,5% (Fs)

Som det ses, er det et helt annet Finnland som åpenbarer sig i dette tankeeksperiment. Det svenske språg ville selvklart stå sterkere i samfunnet dærsom der ville finnes lige så mange svensktalende i f.eks. Østerbotten - eller i Åland og det vestlige Nyland til sammen - eller i Storhelsingfors og Østra Nyland til sammen - som i dag finnes i hele Svenskfinland. Dessuden ville befolkningstettheden i store dele av landet være høyere, og Åland ville være et ganske tettbefolket ørige, jevnførligt med f.eks. den danske ø Lålland.

Østerbottens landdistrikter ville være nesten enspråget svenske, og både i Nyland udenfor Storhelsingfors og i Østra Nyland ville svensk være flertallets språg. I Helsingfors ville der bo lige så mange svensktalende som hele Uleåborgs eller Norrkøpings befolkning, og Storhelsingfors (med svensk flertall i Grankulla) ville rumme et svensktalende samfunn på størrelse med Tammerfors, Malmø, Bergen eller Århus. Finnlands femm folkerigeste kommuner, Helsingfors, Esbo, Tammerfors, Vanda og Åbo, ville alle være tosprågede.

Der finnes selvfølgelig mange sager som dette tankeeksperiment ikke har taget høyde for. Blandt annet ville de mennesker som migrerer fra land til stad, f.eks. i forbinnelse med industrialiseringen, omfatte flere finnlandssvenskere. Det er således ganske rimeligt å forestille sig at også Bjørneborg under disse forhåld ennu kunne være en tospråget stad.

Dessuden ville antallet av blandede ekteskaper mellem finner og finnlandssvenskere givetvis være høyere så antallet av mennesker med svensk som modersmål eller ett av to modersmål ville være over en million. En så stor befolkningsandel kunne nokk tjæne som en ekstra motivasjon blandt flertallet til å lære det andra inhemmska språket.

Nuvell, det er fri fantasi. Men det meste av den procentuelle nedgang fra cirka 15 til cirka 6 procent skete innen for blott hundrede år; og det er ikke for sent å inhente det forsømmte. Siste nyt er at fødselsraten blandt finlanndssvenskere nu er svagt stigende. Jeg ønsker dem fremgang og fruktbarhed de neste hundrede år.

* Disse kommuner er ensprågede fordi andelen av folk med et tredje språg forårsager at den finske del er under 8 % som skal nås for tosprågethed
** Procentdelen for Åland er egentlig ikke relevant, da landskapet er svenskspråget ved log.
*** Kommunen har valt å behålde tosprågetheden om enn det ikke er logpliktigt når mindretallet når under de 6 % som normalt gir ensprågethed.