I Stokkholm

Jeg tilbragte for någle måneder siden et par dage i Stokkholm som hver gang slår mig som ganske annerledes enn Køpenhavn. Set fra et punkt udenfor Norden er de to stæder sikkert temmelig ens - nordiske millionstæder - men hærhjemme ligger de i bevisstheden som to poler i hver sin ende av et nordisk spektrum. Dette skyldes naturligvis også deres roller som poler i Nordens historie. Fra hver stad styredes et rige som i århundreder kempede om å være sterkest i Norden.

Det som på mange måder er vårt held i denne sammenheng, er at Norden også innehålder områder som ikke entydigt hører til den ene eller den annen pol. Norges mellemtilstand med tilhørsforhåld snart det ene sted og snart det annet har givet landet en viktig rolle som "mediator" i Norden nu hvår landets selvstendighed er genoprettet. Det gelder språgligt, men også politisk. Allerede i den norsk-svenske unionstid var det lettere for studenterskandinavismen å slå igennem i Danmark når man ikke blott ville nærme sig den gamle "arvefjende", men også det Norge som i befolkningen var omgærdet med langt mere sympati.

Også i senere skandinavistiske rørelser som Sven Clausens nordiske målstræv betød tilstedeværelsen av Norges "tredje pol" en større folkelig gennemslagskraft idet det var lettere å se nytten i en tilnærmelse til Norden fremfor allene Sverige som ennu den dag i dag vekker skepsis i Danmark. Dessverre lykkedes det ikke skandinavismen å slå igennem som politisk rørelse, hverken i 1800- eller 1900-tallet.

Men hvårdan med Køpenhavns gamle "modpol", Stokkholm? I dag konkurrerer de to stæder mest om inbyggertallet, et temmelig håpløst foretagende idet det jo blott er et spørsmål om hvår man avgrenser staden. Nettopp geografien er vel det mest ulige ved de to stæder. Køpenhavn er som den eneste storstad i Norden ikke bygget på klippegrund. Det gir en helt annen dimensjon til en stad som Stokkholm at man har udsikt til Sødermalms klippeskrent (det er vell Bellmans "berg ok branter") syd for Mælaren og Saltsjøn - en formasjon som bidrager væsentligt til stadens monumentalitet.

Men grundfjellsformasjoner som den under Sødermalm har også betydet at det har krævet godt sømannskap å nærme sig staden fra havet. Ganske visst har Stokkholm - og før den Birka - haft alle de fordele som det gir å ligge med adgang for skipstrafikken, men samtidig har den lange færd gennem skærgårdens stadig snævrere labyrint betydet at det har været ganske lett å lukke for adgangen til staden i forsvarsøyemed. Hærtil kommer at Stokkholm før 1809 lå midt i sitt rige.

Dette gjaldt også Køpenhavn før 1658 - men alligevel døljede denne stad sig allerede dengang bag de store festningsverker som i renæssancen oppførtes for å skerme mod fjender fra både sø og land. Stokkholm virker helt annerledes selvbevisst. Da middelalderens vålde omkring Gamla Stan blev fjernet, avløste man dem ikke med renæssancebefestninger, men lod staden ligge fri og åpen i landskapet omkring mælarens munning - så trygg følte man sig hær.

Tryggheden har interessant nokk også givet sig udslag i en større åpenhed for centraleuropæisk arkitektur. Således gelder Stokkholms slott for en av de betydeligste barokkbyggninger udenfor Italien. Og eksemplerne på en meget tyskpræget og nysselig nygotikk er langt mere tallrige hær blandt villaer og lysthuse, på f.eks. Djurgården, enn de er i Danmark. Tyskland har ikke historisk været en umiddelbar trussel som man arkitektonisk har ønsket å ta avstand fra.

På mange måder virker Stokkholm i dag langt mere som en centraleuropæisk stad enn Køpenhavn, som om et stykke fra midten av kontinentet er blevet rykket langt mod nord. Men den arkitektoniske modsettning opphører når man når lidt lengere opp mod vår egen tid. For efter historicismens nygotikk kommer - i Centraleuropa - jugendstilen som også kennes som art nouveau. Denne stil er imidlertid sjelden i Norden.

Kanske er det det tyske keiserriges ekspansjon i disse år som udvirker at det nu er begge nordiske lande som ikke tar imod de centraleuropæiske tendenser med åpne arme. I hvert fall når den rene jugendstil sjeldent frem til våre breddegrader. I stedet danner historicismens tese og jugendstilens antitese her en nordisk syntese som vi kaller skønnvirke. Den er fellesnordisk og kan derfor ikke undgå å ha min interesse. Ganske visst finnes der mange avskrekkende eksemler på denne stilart, men hvilken stilart har ikke det?

Der finnes også ypperlige skønnvirke-byggninger. En av dem er Stokkholms stadshus som jeg har glædet mig til å se. Det er med lidt forhindringer at jeg forhører mig om neste rundvisning, thi "det finns okså rundvisningar på engelska om du føredrar det". "Nei takk, hellere på svensk". "Førstår du svenska godt? Den engelska omvisningen børjar på samma tid". "Ja, men svensk er fint". "Javisst. Jag måste fråga om det før det finns många danskar som føredrar engelska." "Ja, tyverr". "Akk ja, tyverr".

Sådant kommer man jo ud for, men jeg er altid glædeligt overrasket over stokkholmernes vilje til å kommunikere med danskere på nordisk (de eneste som bruger engelsk, er de som ikke har svensk modersmål, og det har jeg forståelse for). Stadshuset var nu vakkert, og Norden er stadig eksponent for en stil som vekker beundring i verden. I verdens øyne er vi i dag en enhed på trods av de historiske og geografiske modsettninger, og interessant er det at den tidligere modsettning som nu er avløst av en felles orientering, kan avlæses i arkitekturhistorien.

Det som jeg mener med en felles orientering, er de felles interesser og de felles kulturfænomener som kennetegner Nordens to millionbyer i dag. Ingen tvivl om at vi i udlandets øyne udgør en helhed, men gelder det også Nordens indre virkelighed i dag? Hvilke uudnyttede muligheder finnes der for nordisk kulturel integrasjon?

Århus svikter Norden

Der har i de senere år været en tendens til at flere og flere danske køpstæder med å i deres navn går fra å stave med nordisk bolle-å tilbage til det gammeldanske dobbelt-a. Faktisk var den siste tilbageværende stad med bolle-å intil nu Århus som jeg alltid, kanske lidt naivt, har oppfattet som en stad med mod og progressivitet. Nu viser det sig at et flertall i byrådet støtter borgmester Nicolai Wammen (soc.dem.) i å stave Aarhus. Jeg tar på det kraftigste avstand fra dette.

Det er en demokratisk besluttning og skal respekteres som sådan eftersom Stednavneudvaljet dessverre gir mulighed for denne stavemåde, ikke blott i personnavne, men også i stednavne hvilket for lenge siden burde ha været avskaffet ved log. Men i modsettning til hvad mange tror, har danske kommuner ingen myndighed til å beslutte hvårdan andre skal stave deres navn. Det har allene Stednavneudvaljet som entydigt fastslår at bolle-å alltid er korrekt.

Om enn Århus Kommune vil skrive Aarhus på sitt brevpapir og sin hjemmeside, er det alltså alltid tilladt for alle andre å skrive Århus - og Ålborg og Åbenrå (jeg staver her Åpenrå). Der finnes alltså ennu rig mulighed for å udøve "civil ulydighed", en mulighed jeg håper mange vil gripe fremover.

Alligevell vil det være en grå dag for Norden når endringen inføres. Javisst, det er jo blott ett enkelt bogstav, og vi andre har som sagt ingen plikt til å følge kommunens luner. Men igen er denne lille endring udtrykk for den underliggende tendens at Norden er glemmt. Har lokalpolitikernes flertall skenket dette en tanke?

Hvem er det man vil tekkes med denne endring? Lokalpolitikerne snakker om "den globale udvikkling", som alltid som om den var en uavvendelig naturkraft som vi som mennesker ikke har inflydelse på. Globalisering er et villkår, javisst, men hvårdan den skal forløpe, ligger ikke udenfor menneskets evner. Vi har trods allt skapt den selv. Skal en globaliseret verden ha større mangfåld eller større ensrettning? Århus har tilsyneladende truffet sitt valj.

Nei, udenlandske medier kan ikke skrive Århus - om enn informasjonsteknologien burde ha avhjulpet deres problem for lengst. Men kan de ikke det, så skriver de "Arhus". Ganske enkelt. Og jeg kan ikke med min beste vilje se at det skulle gøre någen forskell for oss - eller for dem - om de skriver Arhus eller Aarhus. Ville man i udlandet være i tvivl om byens identitet ifall den iblandt var med og iblandt uden bolle over a'et? Ville man i Norden? Jeg tør godt svare nei.

Alltså må det være et ønske om å få en ens stavemåde i nordiske og udenlandske medier som er årsagen til bagstrævet i Århus. Det er jo en luksus som enn ikke Køpenhavn, Romm - eller for den sags skyld Athen har. Ganske visst er de hovedstæder og som sådanne mere kennte; men selv stæder som Sankt Petersborg oppfatter det vell snarere som en styrke enn som en svaghed å ha ulige navne på ulige språg. Det gir staden format. Sankt Petersborg er jo også en betydende provinsstad.

"Århus har en lang og flott historie, og navnet Aarhus vil pege bagud i vores historie og in i fremtiden", hedder det fra Socialistisk Folkepartis politiske ordfører, Thomas Medom. Det siger sig selv at dette udsagn bare har gyldighed i det øyeblikk det blir fremsatt. Når kommunens stavemåde er Århus, vil en eldre stavemåde "pege bagud" (men ikke lengere bagud enn Aarhuus, Arus eller Árós) samt selvklart pege fremad mod intensjonen om å geninføre den. Men i det øyeblikk endringen til Aarhus er inført, peger stavemåden ingen steder hen. Så lad oss glemme dette.

Rektor Lauritz Holm-Nielsen fra Aarhus Universitet (som ellers er formann for det nordiske universitetssamarbeide) støtter endringen idet han nevner de problemer som udenlandske samarbeidspartnere kan ha med å vide at "Arhus" og "Aarhus" er samme lokalitet. Imidlertid er løsningen på dette langt enklere: om blott Aarhus Universitet endrer stavemåde til Århus Universitet, vil det udenfor Norden være kennt som "Arhus ..." ligesom staden, så ingen forveksling er mulig. Helt enkelt.

Hvad politikerne tilsyneladende ikke har været oppmerksomme på, er at Århus er den eneste stad i Verden som er internasjonalt kennt under et navn med bolle-å (jeg beklager, Åbo). Hvårfor ikke gripe denne fantastiske mulighed når man vil markedsføre Århus i verden? Den norske skipsverftskoncern Kværner og den svensk-kanadiske butikkskæde Nygård fører sig i alle lande frem under disse navne - med disse stavemåder. Det gir identitet i det globale rumm. Hvem kan forestille sig Citroën uden "prikkerne"? Viste Århus ikke sitt mod da man nylig besluttede å geninføre sporvognene? Hvårfor har staden så ikke mod til å stå ved sitt rette navn ifølge geldende rettskrivning?

Med hensyn til økonomien i projektet mener SF's ordfører at ekstraudgifterne i forbinnelse med nye skilte (det er tilsyneladende ikke nokk med nytt brevpapir og ny hjemmeside om enn å og aa språgligt set er fullstendigt ækvivalente) vil tjæne sig selv in i form av øget omtale i udlandet og øgede turistintekter. Det er visst det, man kaller en ekstraordinær påstand som kræver ekstraordinære kilder! Må vi se fortilfellene, takk?

Jeg har ovenfor talt om globalisering som mangfåld kontra globalisering som ensrettning. Århus ønsker en global ensrettning fremfor nordisk enhed når det gelder stadens stavemåde. Læseren kan spørge: er min skandinavisme ikke også udtrykk for ensrettning? I någen grad, men snarere for en eksisterende enhed, vil jeg svare; og å forfølge enhed for å undvige yderligere splittelse i Norden er en meningsfull tanke eftersom vårt felles språg vil kunne behålde sin store kapacitet og kunne virke for kulturellt fellesskap som grundlag for et kulturellt sterkt Norden. Det gir mening å ta udgangspunkt i språgfellesskapet.

Å ville skape en kunstig enhed ved å ensrette en stads stavemåde i hele verden på bekostning av Nordens eksisterende fellesskap sagner derimod mening. Thi verdens språg blir ikke inbyrdes mere forståelige av den grund. Og Århus blir ikke mere kennt på grund av en annen stavemåde, men mister blott sitt særpræg på verdensscenen.

Jeg oppfordrer århusianerne til civil ulydighed for bolle-å'ets, Århus' og Nordens skyld.