Nordens kennteste vartegn (3. del)

Læs også "Præambel om rettskrivningen", januar 2009, "Nordiske ord", januar 2010, og "Nordiske språgvalj", januar 2011.

I gennemgangen av det symbol som på verdensplan er det mest kennte udtrykk for nordisk identitet, korsflaget, er vi nu nået til de områder som officiellt fører eget flag om enn de ikke er selvstendige stater. Færøernes flag, Merkið, har dog tidligere været behandlet i en uddypende artikel. Hær er identiteten avgjort nasjonal, hvilket kanske også er fallet på Hjaltlands- og Orknøerne medens det i høyere grad kan diskuteres i fallet Åland. I Skåne må identiteten vel nærmest betegnes som regional for de flestes vedkommende.

Tanken om politisk autonomi kommer til Norden udefra i 1921, og egentlig i forbinnelse med en internasjonal konflikt, en strid om Ålandsøerne mellem Sverige og Finnland efter sistnevntes selvstendighed tre år tidligere; Initiativet komm dog fra et flertall av Ålands befolkning. På grund av mulige territorialkrav fra Russland ville Folkeforbunnet som mæglede i striden, dog ikke skape præcedens for ingrep i Finnlands territorium, og øgruppen fik i stedet en demilitariseret autonomi innen for dette land - en fordel for Norden eftersom Åland bidrager til Finlands svenskhed.

Selvstyret fikk dog først mulighed for å markere sin myndighed med eget flag med en revisjon av selvstyrelogen 30 år senere. Landstinget (i dag Lagtinget) enedes om - ennu - et nordisk korsflag, blått med gult kors og blått kors i det gule, baseret på Ålands våpenfarger og på tidligere uofficielle flag med tre vannrette striper. Dette kunne imidlertid ikke godkennes da det minnede for meget om det svenske flag, et problem som vi skal høre mere om senere, og først i 1953 kunne man enes om at gøre innerkorset rødt - og dermed inkorporere Finlands våpenfarger (gul løve på rødt) i landskapsflaget.

Antagelsen av Ålands flag krævede alltså lange stridigheder, både om farger og om udformning: korsflag eller ikke? Men hver gang korset veljes, slås denne form ennu mere fast som Nordens symbol - i hvert fall om man som jeg veljer å tolke Grønlands antagelse av det todelte cirkelflag frem for et korsflag i 1985 som en markering i forhåld til nordiskhed, ikke i forhåld til korsflaget. Med sit valj av flag - besluttet av et lille flertall - veljer man, alldeles berettiget, å definere sig som någet annet enn nordisk. Det er forståeligt i betraktning av de folkelige bånd til Den Nye Verdens Arktis. Nordens flag er korsflag.

Denne konstatering blir en selvklar fremgangsmåde ved de seneste skud på stammen. I 1902 hade den skandinavistisk instillede historiker Martin Weibull fra Lund taget initiativ til å "flagfeste" den skånske - eller skånelandske - regionalidentitet med en historisk sammenstilling av Danmarks røde dug med Sveriges gule kors. Odlingen av denne identitet har taget tid, og det skånske flag har langsomt vunnet stor udbredelse. Først i 1999 kunne flaget gøres officiellt eftersom Skånes to tidligere len blev slået sammen til ett, ennda en "region" med øget ansvar for regional udvikkling, kollektivtrafikk og helsevæsen (en forsøgsordning som siden er blevet permanent), hvårved flaget kunne stå for en administrativ enhed.

Samme år blev flaget dærfor anerkennt, jevnsides med et våpenbanner som vanlige len også fører - hær et rødt felt med et gult griffhoved (de omvendte farger av landskapsvåpenet som er ligt Malmøs våpen fra Erik av Pommerns tid). Korsflaget anvendes dog mest av privatpersoner; og hær ser man at det ennu fattes regionsfullmektigen - regionens styrelse - å fastsette flagets proporsjoner. Fortfarende bruges svenske (bredt kors, rektangulære innerfelter) og danske (smallt kors, kvadratiske innerfelter) proporsjoner side om side.

Et lignende flag sås under Annen Verdenskrig som symbol for Nasjonal Samling, en norsk avlegger av den nazistiske rørelse som de fanntes i mange lande, men dette har lykkeligvis ikke skadet det rød-gule flags rykte. Og anvendelse av et rødt-gult korsflag for Svenskfinnland er ganske begrenset, antagelig fordi de fleste finnlandssvenske just ikke ønsker å ses som annet enn fullgyldige finnlendere - og Finnland som fullgyldigt nordisk. Under alle omstendigheder er flaget jo nu officiellt skånsk.

Fra Åland og Skåne, områder som i ulig grad har ønsket en egen identitet innen for Norden, drager vi til lande hviss søgen efter egen identitet bringer dem tilbage i rettning mod det Norden som de engang forsvannt fra. De to sydligste øgrupper i "Udnorden", Hjaltland (Shetland) og Orknøerne (Orkney) delte deres vikingefortid og det meste av middelalderen - og det nordiske språg - med Island og Færøerne, men fikk en ganske annen skebne da Danmark-Norges konge Christian I i 1468 og 1469 satte dem i pant som sin datter Margretes medgift til Jakob III av Skottland. Siden gled øgrupperne ubemerket in under skotsk og senere brittisk herredømme. I sluttningen av 1700-tallet, på Hjaltland kanske så sent som i første halvdel av 1800-tallet, uddøde norn, øernes nordiske språg, som jeg senere skal vende tilbage til.

Den norske fortid var lenge gemmt og glemmt på Hjaltland og Orknøerne - 1800-tallets interesse for etnologi og folkelighed og den nasjonale tanke spredte sig ikke fra Norden til hvad der nu var engelsk språgområde, og vi skal frem til 1969 før et Hjaltlandsk flag dukker opp i anledning av 500-års-jubilæet for pantsettelsen. Øerne led på denne tid - før 1970-tallets oljefunn - sterkt under å være et udkantsområde i Skotland hvilket bidrog til å øge den hjaltlandske patriotisme. Men flaget forblev uofficiellt i nesten et halvt århundrede.

Efter dette tidsrumm mødte flaget ingen politisk modstand, da Shetland Islands Council besluttede å gøre det officiellt i 2005, og også skottlands heraldiske myndighed, Lord Lyon King of Arms, var vellvillig. Lykkeligvis fastsatte Shetland Islands Council flagets proporsjoner til 3:5 med kvadratiske innerfelter (brittiske flag har ofte proporsjonerne 1:2 hvilket ikke ville fungere visuellt med et nordisk kors). Flaget kombinerer Skottlands blå og hvide farger med det nordiske mønster. Det kan kanske undre, at et flag som er mage til Islands opprinnelige, Hvítbláinn, som blev forsynet med et rødt innerkors just for å undvige forveksling med det svenske (og det græske) flag, har kunnet godkennes på Hjaltland. Men dette flag skal allene anvendes til lands.

Hvad man har på Hjaltland, må man selvklart også ha på Orknøerne. Men the Lyon King of Arms hade invendinger mod det uofficielle flag som hade været i brug hær siden 1990-årene. Dette gule flag med rødt kors som citerede fargerne i både Norges og Skottlands kongebannere, var for ligt den irske provins Ulsters mere eller mindre uofficielle flag (som dog har et centreret kors belagt med et våpenskjold). Løsningen blev i stedet et flag foreslået av våpenkongen og godkennt ved en folkeomrøstning i 2007. Det tilføyer et blått innerkors med reference til Skottlands flag - og kanske til øernes våpenskjold - hvårved rød og gul dog må byttes om for å sikkre den heraldisk korrekte rekkefølge av fargerne.

Dog er dette røde-gule-blå flag meget ligt det norske. Merkværdigt - med tanke på at man ved endringen just ville undvige forveksling med andre landes flag. Ganske visst skal flaget ikke som det norske bruges til søss - men det blir Ulsters flag nu heller ikke. Deltagelsen i den omtalte folkeomrøstning var også på blott 1 % av befolkningen (!), og det er svært å frigøre sig fra tanken om at opprinnelsen hos en skottsk myndighed intil videre har udvirket en ringe popularitet. Men hvem ved - kanske vil ligheden med Norges flag på lengere sikt være en styrke?

Under alle omstendigheder er det kanske en fordel at Orknøerne ikke har lagt beslag på det gule flag med rødt kors - for det var jo dette flag som Kalmarunionens kong Erik av Pommern i 1430 befalede inført som flag for hele unionen. Vi ved ikke om det någensinne lykkedes ham, for ingen virkelige flag eller avbildninger av flag er bevarede. Men eftersom kongens befaling finnes overleveret, er det kanske ikke for meget å sige at dette unionsflag er "officiellt" - virkeligt eller ei - og dærfor hører hjemme i denne gennemgang; ennda som det nesteldste flag i Norden.

Når man således følger flaghistorien kronologisk til dørs fra unionen til nutiden, står det klart at de nordiske flag fortsatt nyder stor popularitet i verden - hvilket masser av uofficielle flag for ulige områder i og omkring Norden også tyder på. Det asymmetriske korsflag er nu som aldrig før et sterkt og populært symbol på verdensplan - kanske gør vi et eller annet riktigt.

Glædelig jul!

Kommentarer er vellkommne uanset hvårdan man staver.

Nordens kennteste vartegn (2. del) - Merkið

Jeg sysselsatte mig i en periode med det færøske flags tidlige historie og har dærfor mulighed for å gi det en grundigere gennemgang enn de øvrige nordiske flag. Denne artikel har tidligere været bragt i bladet Regensen og i avisen Dimmalætting.

Det er allminneligt kennt at færøske studenter i Køpenhavn i 1919 har formgivet det flag, som britterne 25. april 1940 gjorde til officiellt færøsk flag. I årtier så man ofte Jens Oliver (Olivur) Lisbergs navn i forbinnelse med flaget. At særligt han blev fremhævet, skyldes at han bragte flaget til Færøerne hvår han heiste det i hjembygden Fámjin. Da han døde kort tid efter, tilskrev man som en æresbevisning ham flaget.

Dog har også Janus Øssurson, Thomas Pauli Dahl og Emil Joensen haft lodd i fremstillingen, men hvem som kan siges å være hovedkrefterne (og dærmed hvår ideen er undfanget), vekker debatt, da flaget er oppstået innen for manns - og dærmed efterkommernes - minne. I bogen "Merkið - Flaggsøgan" av den færøske journalist og radioredaktør Niels Juel Arge har denne efter eget udsagn samlet allt, hvad han "har kunnet få å vide om Færøernes flaghistorie intil 1948".

Hær berettes om Øssurson og Lisberg (min oversettelse): "Nu satte de sig for å gøre forslag til et riktigt færøsk flag i stedet for vedder- og strandskade-merkerne [-bannerne], som hidtil hade været brugt. I Jens Olivurs og Th. Pauli Dahls værelse i Store Kongensgade foregikk drøftelser om hvordan et færøsk nasjonalflag burde være i form og farger. Ninna Jacobsen fra Tórshavn som var bosatt nede [i Danmark] i de år, syede et bordflag efter forslaget, og hun har ennu [1980] dette flag i forvaring. Nu begav man sig med dette forslag til en flagfabrikk for å få fremstillet et bordflag til hver [...]

Jens Olivur gikk nu atter til Nordisk Fane- og Flagfabrikk og fikk dem til å lave sig et stort flag. Janus Øssurson var med ham da han hentede flaget. De begav sig til Emil Joensens rumm på Regensen [Kongehusets kollegium i Køpenhavn] og stakk det ud ad vinduget. Her vaiede Merkið første gang under åpen himmel". Videre hedder det: "Th. Pauli Dahl var en av de tre som udformede det færøske flag. I hans og Jens Olivurs logi klippede og tegnede de intil et forslag kunne godkennes".

Emil Joensen og Janus Øssurson hade året før stiftet det færøske KFUM i Køpenhavn. I 25-års-festskriftet for dette (1943) beretter Joensen derimod selv følgende (min oversettelse): "Studenterflaget er det blevet kallt fordi det var studenter som var opphavsmenn til Merkið og skapte det. Hovedmennene var stud.jur. Jens Oliver Lisberg. Vi hade ofte snakket om at vi færinger i stedet for det gamle vedderflag burde få oss et korsflag i lighed med de andre nordiske folk.

Så en dag komm Jens Lisberg og Janus Øssurson in på Regensen til mig i godt humør, nu skulle der gøres någet for allvår, og så gikk de i gang med å gøre udkast til Merkið. Jeg satte mig ned og tegnede på hvid bunn et rødt kors med blå kant på begge sider [...] Dette mente vi alle var meget vakkert. Og da vi så gikk i gang med å undersøge det, viste det sig at dette var den eneste mulighed for sammensettning av de færøske farger. Allt annet var allerede i brug av de andre broderfolk.

Så begav vi oss til Frederiksberggade til Nordisk Flag- og Fanefabrikk for å bestille et lille flag. Da vi så senere fikk et større flag opp, bredte vi det ud ad regensvinduget. Islendinge som så det i gården, var begeistrede ligesom vi, råpte hurra og ønskede tillykke".

Joensens fortelling er ofte citeret i litteraturen. Det siges ennda at rød og blå var de farger, han brugte til å understrege med i Det Gamle Testamente. Om enn alle alltså er enige om at Regensen er det første sted Merkið vaier, og ennvidere at Lisberg og Øssurson er initiativtagerne, er det dog en påfallende diskrepans at Joensen, regensianeren blandt de fire, og hans bosted har en central rolle i hans egen fortelling medens han er halvvegs skrevet ud av historien hos Arge. Dette er iblandt årsag til læserbreve i de færøske dagblade.

Der er dog mulighed for til en viss grad å harmonisere kilderne. Tankerne om flagets udseende har tydeligvis været någen tid undervegs i ulige studenterlogier hvilket Joensens bemerkning om "de færøske farger" også tyder på - man var på forhånd enige om å bruge de samme farger som ingikk i både de gamle bannere og i Norges (1821) og Islands (1915) flag, da disse var de nærmeste broderfolk.

Drøftelser kan alltså være sket på begge adresser, og å mødes på Regensen har været opplagt da den lå midtvegs mellem Store Kongensgade og Øssursons bosted i Rørholmsgade. Joensens skildring er i øvrigt førstehånds hvilket dog ikke er en garanti for erindringens riktighed; men at han har været medvirkende fra begynnelsen, ses i hvert fall av at man veljer hans regensrumm til "avsløringen" - om enn der alltså kan være nogen tvist om hvår og av hvem flaget er undfanget, var det dog på Regensen, det så dagens lys!

For någle år siden dukkede ennu en berettning opp i Dimmalætting: en læserbrevsskribent hade en forfader som efter sigende skulle ha bragt flaget til Færøerne fra Finnland allerede i 1917. Det - lignende - finnske flags udformning blev dog først fastsatt i 1918; men sannt er det at flere finnske båd- og seglklubber allerede i den russiske tid førte et hvidt flag med blått kors - men heri fanntes ennu et hvidt kors, ikke et rødt; så historien er tvivlsom.

Fargerne rød, hvid og blå kalles iblandt for "frihedsfargerne" da nordmennene sannsynligvis har skelet til den franske trikolore som igen har dem fra Holland som antog dem efter Nederlandenes frihedskrig mod Habsburgerne i 1572, blandt annet for å hædre sin fyrsteslekt Oranje: opprinnelig orange - hvid - blå. Fargerne er også vandret til Russland og Østeuropa.

Mange studenterflag fra 1800- og 1900-tallet, f.eks. det tyske og det estiske, lader farger grense opp til hverandre annerledes enn klassisk heraldikk foreskriver, således også Merkiðs rød og blå. Da dette visuellt blir någet tungt, endrede man i 1959 flagets mørkeblå farge til en asurblå. Flaget fra Regensen som nu henger i kirken i Fámjin, er dog ennu som Emil Joensen - kanske - tegnede det.

Nordens kennteste vartegn (1. del)

i en symbolverden som menneskets hvår en stat og et folk ligesom andre fellesskaper av lang eller kort varighed ofte finner udtrykk i visuelle tegn, har det altid været en glæde for mig å se hvårdan man i Norden har valt å stræbe efter enhed i mangfåld gennem sine flag. Det nordiske, asymmetriske korsflag er så sterk en symbolgruppe at ingen yngre stater har våget å velje samme mønster til flaget. Der hviler nesten et nordisk "patent" over våre flags skikkelse, som er lettgenkennelig over hele verden.

Hvem har vi å takke for dette? Sverige! Lad oss vise dette ved å følge flagene gennem tiden. Det er vellkennt at Danmarks flag, Dannebrogen, hører til blandt verdens eldste flag. Andre jevngamle flag har enten været ude av brug (Englands) eller har ikke betegnet en stat (Østrigs) så som statsflag er Dannebrog det eldste. At man har valt korsflaget - som opprinneligt ikke var asymmetrisk - er typisk for den tid som kontinentets eldste flag stammer fra: England, Skottland (diagonalt), Frankrig (dengang et blått flag med hvidt kors), men da Dannebrogen formodentlig har været i brug ved de danske korståg til Estland i begynnelsen av 1200-tallet, er det også muligt at der har været inspirasjon fra Det Tysk-Romerske Riges krigsflag og ennda fra korsfarerordenen Johannitterne, senere kennt som Malteserridderne, idet begge disse flag også var/er røde med hvidt kors og brugtes til korståg. Funksjonen har været vigtigere enn det repræsenterede territorium.

Senere mellemeuropæiske lande valte ofte å anta flag med områdets våpenskjolds farger arrangeret i vannrette striper, men de eldste flags farger er altså uden sammenheng med våpenet, således Danmarks rød-hvide flag overfor det gule våpenskjold med tre blå løver fra 1100-tallet. Fra og med Den Franske Revolusjon inføres dessuden flag med loddrette striper. Andre og senere flagdesign (trekanter, cirkler) anvendes mest udenfor Europa.

Alligevell tykkes der å være en sammenheng mellem det svenske våpenskjold og det flag som man veljer å anta ved Kalmarunionens sammenbrud i begynnelsen av 1500-tallet. Det opprinnelige skjold viser en gul løve på en baggrund av blå og hvide bøljestriper, men der finnes et konkurrerende våben med tre gule kroner på blå baggrund, som egentlig stammer fra begynnelsen av 1300-tallet. På den tid var Sverige og Norge i union, medens Danmark var i oppløsning på grund av stor geld og bristen på en konge. To grever fra Holsten hade landet i pant, men den østlige tredjedel, Skånelandene, undveg dette ved å be den svensk-norske konge om også å bli konge for denne del av Danmark som ikke var pantsatt.

Kong Magnus valte dærfor å føre et unionsvåpen med tre kroner som tegn på at han var konge i tre riger. Og da Danmark få år senere atter genvannt sin makt under kong Valdemar, faktisk i en grad så hans datter Margrete kunne stifte Kalmarunionen, var det nærliggende å videreføre kong Magnus' trekroner-våpen som merke for den nye union. Hennes sønn kong Erik lod udforme et flag for unionen som heller ikke var våpenbaseret: Et gult flag med rødt kors - men vi ved ikke om det någensinne har været i brug.

Merkværdigt nokk fortsatte Sverige med å føre trekronervåpenet jevnsides med det gamle løvevåpen, også efter unionens oppløsning. En tid oppfattede man de to våpener som merker for de gamle landsdele Svealand og Gøtaland og kallte løven Gøtaløven - men den er hele Sveriges eldste våpen. Da Danmark også videreførte trekronervåpenet, først for å gøre krav på tittlen som unionskonger, senere som "minne", blev kronerne årsag til en langvarig heraldisk strid mellem de to lande, "trekronerstriden", som blandt annet har givet navn til Københavns søfort Trekroner. Ennu i dag fører begge lande kronerne.

Da det svenske rigsvåpen er kvadreret - delt i fire felter, med kronerne i nummer 1 og 4 og løven i nr. 2 og 3, og da begge skjolde har blått i baggrunden, veljer man å dele skjoldet med et kors, en nordisk heraldisk tradisjon, som allerede anvendes i det danske kongevåpen og i mange adelsvåpener. Heraldikkens regler for farger gir bare mulighed for et hvidt eller gult kors, da disse "metaller" - sølv og gull - skal træde imellem "fargerne" - de øvrige kulører. Og her veljer man - formodentlig udfra løven og kronerne - et gult kors. Hærmed er det blå felt med et gult kors en realitet; der er ikke givet en bedre forklaring på flaget enn inspirasjon fra våpenet.

Men det er høyst bemerkelseværdigt at man på dette tidspunkt hvår fjendskapet mellem Danmark og Sverige er stort, veljer å arrangere flagets farger i et kors præcis som "arvefjendens" (dengang var flagene ennda ennu mere lige enn i dag idet de innerste felter var kvadratiske som Dannebrogs, ikke rektangulære som i dag. Også splittflaget hade to spidser, i dag tre). Normalt designes flag ligedan av folk som ønsker å ligne hverandre, ikke av folk som har ligget i krig. Ligger der kanske en konkurrencevilje bagom? En dyst om hvem som er sterkest i Norden? I så fall aner vi kanske konturerne av begrepet "Norden" hær? I alle fall er det takket være Sverige at det danske korsflag ender med å bli nordisk.

Da Norge få år efter overgangen fra unionen med Danmark til unionen med Sverige ønsker sitt eget flag, veljer man et som ei heller er baseret på våpenfargerne (gul løve på rød bunn), men som - vell i opposisjon til Sverige - minner sterkt om Dannebrog. At det røde flags hvide kors får et blått midterkors, er neppe en hentydning til Sverige - den blå farge er mørkere - men er snarere inspirasjon fra de to europæiske stormakter som i den almene oppfattelse stod som garanter for frihed og borgerrettigheder, nemlig Storbritannien og Frankrig - og deres flag.

At formen skal være et nordisk kors, er ganske hævet over diskusjon: for å kunne stå på lige fod med de to andre gamle kongedømmer veljes samme symbolikk, og dette stadfester formen som nordisk. Det norske flag legger sig oppad det danske med sine kvadratiske innerfelter, men splittflaget følger den svenske tradisjon med tre spidser. Imidlertid bruges dette ligesom i Danmark som statsflag og ikke blott som militært flag som i Sverige.

Et flag for Island så første gang dagens lys i omkring 1900 hvår man naturligvis valte et nordisk korsflag. Selvstendighedsrørelsen stillede ikke spørsmål ved Island som en del av Norden, og landets daværende våpenskjold, en hvid falk (tidligere en klippfisk) på blå baggrund, kan ha spillet en rolle, da man antog et blått flag med hvidt kors. Innen flaget komm i brug til søss ved landets selvstendighed i 1918, tilføyede man det røde midterkors for å undvige forveksling med Sveriges flag ved dårlig siktbarhed på havet.

Dessuden oppnåede man hærmed lighed med Norge hvår islendingene har en stor del av deres rødder. Den blå farge var tidligere lysere, men samtidig med republikkens inførelse i 1944 valte man endeligt å følge Norge med den mørkeblå farge som har gjort islands flag til et av verdens vakkreste. Flaget har kvadratiske innerfelter som det danske, og også splittflaget følger denne tradisjon ved å ha to spidser og være både stats- og militærflag.

Samtidig med Island sikkrede også Finnland sig sin selvstendighed ved imperiernes fall efter Første Verdenskrig. Efter hård frihedskrig og bitter borgerkrig fulgte en kort strid om statsformen som fallt ud til fordel for republikken, og endelig stod en strid om flaget tilbage. Under krigen førtes Finnlands våpen, en gul løve på rød baggrund, som banner, men det stod snart klart at den nye stat måtte søge støtte i Norden og legge avstand til Russland, og hær blev korsflaget ennu en gang løsningen.

Imidlertid fanntes der to muligheder: Å bruge våpenfargerne rød og gul eller å basere det på det særlige flag for de finnske seglforeninger - først Nylendska Jaktklubben, siden andre - som var et hvidt flag med blått kors. Det var ganske visst storfyrsten, den russiske tsar, som hade givet det (vell med forbillede i Ruslands orlogsflag hvår korset dog er diagonalt), men formen var merkværdigt nokk nordisk. Og dette flag gikk av med segren - om enn det annet siden da har vunnet någen udbredelse blandt finlandssvenskere. Finlands flag følger den svenske tradisjon med rektangulære innerfelter og splittflaget (med tre spidser) forbehåldt militæret.

Som det ses, har den nordiske tradisjon stadigt forplantet sig og gør det ennu i dag. Jeg skal senere vende tilbage til de flag som ikke repræsenterer selvstendige stater, idet jeg har sysselsatt mig udførligt med det færøske flag, blandt annet i en artikkel i Dimmalætting.

Hvilket lykketreff alltså, for oss i dag, at Dannebrogens form blev nordisk ved Sveriges insats, befestet av Norge og håldt ved lige av Island og Finnland. Det asymmetriske korsflag har i dag en ikonisk status som symbol for Norden - enhed i flerhed.