Nordens kennteste vartegn (3. del)

Læs også "Præambel om rettskrivningen", januar 2009, "Nordiske ord", januar 2010, og "Nordiske språgvalj", januar 2011.

I gennemgangen av det symbol som på verdensplan er det mest kennte udtrykk for nordisk identitet, korsflaget, er vi nu nået til de områder som officiellt fører eget flag om enn de ikke er selvstendige stater. Færøernes flag, Merkið, har dog tidligere været behandlet i en uddypende artikel. Hær er identiteten avgjort nasjonal, hvilket kanske også er fallet på Hjaltlands- og Orknøerne medens det i høyere grad kan diskuteres i fallet Åland. I Skåne må identiteten vel nærmest betegnes som regional for de flestes vedkommende.

Tanken om politisk autonomi kommer til Norden udefra i 1921, og egentlig i forbinnelse med en internasjonal konflikt, en strid om Ålandsøerne mellem Sverige og Finnland efter sistnevntes selvstendighed tre år tidligere; Initiativet komm dog fra et flertall av Ålands befolkning. På grund av mulige territorialkrav fra Russland ville Folkeforbunnet som mæglede i striden, dog ikke skape præcedens for ingrep i Finnlands territorium, og øgruppen fik i stedet en demilitariseret autonomi innen for dette land - en fordel for Norden eftersom Åland bidrager til Finlands svenskhed.

Selvstyret fikk dog først mulighed for å markere sin myndighed med eget flag med en revisjon av selvstyrelogen 30 år senere. Landstinget (i dag Lagtinget) enedes om - ennu - et nordisk korsflag, blått med gult kors og blått kors i det gule, baseret på Ålands våpenfarger og på tidligere uofficielle flag med tre vannrette striper. Dette kunne imidlertid ikke godkennes da det minnede for meget om det svenske flag, et problem som vi skal høre mere om senere, og først i 1953 kunne man enes om at gøre innerkorset rødt - og dermed inkorporere Finlands våpenfarger (gul løve på rødt) i landskapsflaget.

Antagelsen av Ålands flag krævede alltså lange stridigheder, både om farger og om udformning: korsflag eller ikke? Men hver gang korset veljes, slås denne form ennu mere fast som Nordens symbol - i hvert fall om man som jeg veljer å tolke Grønlands antagelse av det todelte cirkelflag frem for et korsflag i 1985 som en markering i forhåld til nordiskhed, ikke i forhåld til korsflaget. Med sit valj av flag - besluttet av et lille flertall - veljer man, alldeles berettiget, å definere sig som någet annet enn nordisk. Det er forståeligt i betraktning av de folkelige bånd til Den Nye Verdens Arktis. Nordens flag er korsflag.

Denne konstatering blir en selvklar fremgangsmåde ved de seneste skud på stammen. I 1902 hade den skandinavistisk instillede historiker Martin Weibull fra Lund taget initiativ til å "flagfeste" den skånske - eller skånelandske - regionalidentitet med en historisk sammenstilling av Danmarks røde dug med Sveriges gule kors. Odlingen av denne identitet har taget tid, og det skånske flag har langsomt vunnet stor udbredelse. Først i 1999 kunne flaget gøres officiellt eftersom Skånes to tidligere len blev slået sammen til ett, ennda en "region" med øget ansvar for regional udvikkling, kollektivtrafikk og helsevæsen (en forsøgsordning som siden er blevet permanent), hvårved flaget kunne stå for en administrativ enhed.

Samme år blev flaget dærfor anerkennt, jevnsides med et våpenbanner som vanlige len også fører - hær et rødt felt med et gult griffhoved (de omvendte farger av landskapsvåpenet som er ligt Malmøs våpen fra Erik av Pommerns tid). Korsflaget anvendes dog mest av privatpersoner; og hær ser man at det ennu fattes regionsfullmektigen - regionens styrelse - å fastsette flagets proporsjoner. Fortfarende bruges svenske (bredt kors, rektangulære innerfelter) og danske (smallt kors, kvadratiske innerfelter) proporsjoner side om side.

Et lignende flag sås under Annen Verdenskrig som symbol for Nasjonal Samling, en norsk avlegger av den nazistiske rørelse som de fanntes i mange lande, men dette har lykkeligvis ikke skadet det rød-gule flags rykte. Og anvendelse av et rødt-gult korsflag for Svenskfinnland er ganske begrenset, antagelig fordi de fleste finnlandssvenske just ikke ønsker å ses som annet enn fullgyldige finnlendere - og Finnland som fullgyldigt nordisk. Under alle omstendigheder er flaget jo nu officiellt skånsk.

Fra Åland og Skåne, områder som i ulig grad har ønsket en egen identitet innen for Norden, drager vi til lande hviss søgen efter egen identitet bringer dem tilbage i rettning mod det Norden som de engang forsvannt fra. De to sydligste øgrupper i "Udnorden", Hjaltland (Shetland) og Orknøerne (Orkney) delte deres vikingefortid og det meste av middelalderen - og det nordiske språg - med Island og Færøerne, men fikk en ganske annen skebne da Danmark-Norges konge Christian I i 1468 og 1469 satte dem i pant som sin datter Margretes medgift til Jakob III av Skottland. Siden gled øgrupperne ubemerket in under skotsk og senere brittisk herredømme. I sluttningen av 1700-tallet, på Hjaltland kanske så sent som i første halvdel av 1800-tallet, uddøde norn, øernes nordiske språg, som jeg senere skal vende tilbage til.

Den norske fortid var lenge gemmt og glemmt på Hjaltland og Orknøerne - 1800-tallets interesse for etnologi og folkelighed og den nasjonale tanke spredte sig ikke fra Norden til hvad der nu var engelsk språgområde, og vi skal frem til 1969 før et Hjaltlandsk flag dukker opp i anledning av 500-års-jubilæet for pantsettelsen. Øerne led på denne tid - før 1970-tallets oljefunn - sterkt under å være et udkantsområde i Skotland hvilket bidrog til å øge den hjaltlandske patriotisme. Men flaget forblev uofficiellt i nesten et halvt århundrede.

Efter dette tidsrumm mødte flaget ingen politisk modstand, da Shetland Islands Council besluttede å gøre det officiellt i 2005, og også skottlands heraldiske myndighed, Lord Lyon King of Arms, var vellvillig. Lykkeligvis fastsatte Shetland Islands Council flagets proporsjoner til 3:5 med kvadratiske innerfelter (brittiske flag har ofte proporsjonerne 1:2 hvilket ikke ville fungere visuellt med et nordisk kors). Flaget kombinerer Skottlands blå og hvide farger med det nordiske mønster. Det kan kanske undre, at et flag som er mage til Islands opprinnelige, Hvítbláinn, som blev forsynet med et rødt innerkors just for å undvige forveksling med det svenske (og det græske) flag, har kunnet godkennes på Hjaltland. Men dette flag skal allene anvendes til lands.

Hvad man har på Hjaltland, må man selvklart også ha på Orknøerne. Men the Lyon King of Arms hade invendinger mod det uofficielle flag som hade været i brug hær siden 1990-årene. Dette gule flag med rødt kors som citerede fargerne i både Norges og Skottlands kongebannere, var for ligt den irske provins Ulsters mere eller mindre uofficielle flag (som dog har et centreret kors belagt med et våpenskjold). Løsningen blev i stedet et flag foreslået av våpenkongen og godkennt ved en folkeomrøstning i 2007. Det tilføyer et blått innerkors med reference til Skottlands flag - og kanske til øernes våpenskjold - hvårved rød og gul dog må byttes om for å sikkre den heraldisk korrekte rekkefølge av fargerne.

Dog er dette røde-gule-blå flag meget ligt det norske. Merkværdigt - med tanke på at man ved endringen just ville undvige forveksling med andre landes flag. Ganske visst skal flaget ikke som det norske bruges til søss - men det blir Ulsters flag nu heller ikke. Deltagelsen i den omtalte folkeomrøstning var også på blott 1 % av befolkningen (!), og det er svært å frigøre sig fra tanken om at opprinnelsen hos en skottsk myndighed intil videre har udvirket en ringe popularitet. Men hvem ved - kanske vil ligheden med Norges flag på lengere sikt være en styrke?

Under alle omstendigheder er det kanske en fordel at Orknøerne ikke har lagt beslag på det gule flag med rødt kors - for det var jo dette flag som Kalmarunionens kong Erik av Pommern i 1430 befalede inført som flag for hele unionen. Vi ved ikke om det någensinne lykkedes ham, for ingen virkelige flag eller avbildninger av flag er bevarede. Men eftersom kongens befaling finnes overleveret, er det kanske ikke for meget å sige at dette unionsflag er "officiellt" - virkeligt eller ei - og dærfor hører hjemme i denne gennemgang; ennda som det nesteldste flag i Norden.

Når man således følger flaghistorien kronologisk til dørs fra unionen til nutiden, står det klart at de nordiske flag fortsatt nyder stor popularitet i verden - hvilket masser av uofficielle flag for ulige områder i og omkring Norden også tyder på. Det asymmetriske korsflag er nu som aldrig før et sterkt og populært symbol på verdensplan - kanske gør vi et eller annet riktigt.

Glædelig jul!

Kommentarer er vellkommne uanset hvårdan man staver.

Nordens kennteste vartegn (1. del)

i en symbolverden som menneskets hvår en stat og et folk ligesom andre fellesskaper av lang eller kort varighed ofte finner udtrykk i visuelle tegn, har det altid været en glæde for mig å se hvårdan man i Norden har valt å stræbe efter enhed i mangfåld gennem sine flag. Det nordiske, asymmetriske korsflag er så sterk en symbolgruppe at ingen yngre stater har våget å velje samme mønster til flaget. Der hviler nesten et nordisk "patent" over våre flags skikkelse, som er lettgenkennelig over hele verden.

Hvem har vi å takke for dette? Sverige! Lad oss vise dette ved å følge flagene gennem tiden. Det er vellkennt at Danmarks flag, Dannebrogen, hører til blandt verdens eldste flag. Andre jevngamle flag har enten været ude av brug (Englands) eller har ikke betegnet en stat (Østrigs) så som statsflag er Dannebrog det eldste. At man har valt korsflaget - som opprinneligt ikke var asymmetrisk - er typisk for den tid som kontinentets eldste flag stammer fra: England, Skottland (diagonalt), Frankrig (dengang et blått flag med hvidt kors), men da Dannebrogen formodentlig har været i brug ved de danske korståg til Estland i begynnelsen av 1200-tallet, er det også muligt at der har været inspirasjon fra Det Tysk-Romerske Riges krigsflag og ennda fra korsfarerordenen Johannitterne, senere kennt som Malteserridderne, idet begge disse flag også var/er røde med hvidt kors og brugtes til korståg. Funksjonen har været vigtigere enn det repræsenterede territorium.

Senere mellemeuropæiske lande valte ofte å anta flag med områdets våpenskjolds farger arrangeret i vannrette striper, men de eldste flags farger er altså uden sammenheng med våpenet, således Danmarks rød-hvide flag overfor det gule våpenskjold med tre blå løver fra 1100-tallet. Fra og med Den Franske Revolusjon inføres dessuden flag med loddrette striper. Andre og senere flagdesign (trekanter, cirkler) anvendes mest udenfor Europa.

Alligevell tykkes der å være en sammenheng mellem det svenske våpenskjold og det flag som man veljer å anta ved Kalmarunionens sammenbrud i begynnelsen av 1500-tallet. Det opprinnelige skjold viser en gul løve på en baggrund av blå og hvide bøljestriper, men der finnes et konkurrerende våben med tre gule kroner på blå baggrund, som egentlig stammer fra begynnelsen av 1300-tallet. På den tid var Sverige og Norge i union, medens Danmark var i oppløsning på grund av stor geld og bristen på en konge. To grever fra Holsten hade landet i pant, men den østlige tredjedel, Skånelandene, undveg dette ved å be den svensk-norske konge om også å bli konge for denne del av Danmark som ikke var pantsatt.

Kong Magnus valte dærfor å føre et unionsvåpen med tre kroner som tegn på at han var konge i tre riger. Og da Danmark få år senere atter genvannt sin makt under kong Valdemar, faktisk i en grad så hans datter Margrete kunne stifte Kalmarunionen, var det nærliggende å videreføre kong Magnus' trekroner-våpen som merke for den nye union. Hennes sønn kong Erik lod udforme et flag for unionen som heller ikke var våpenbaseret: Et gult flag med rødt kors - men vi ved ikke om det någensinne har været i brug.

Merkværdigt nokk fortsatte Sverige med å føre trekronervåpenet jevnsides med det gamle løvevåpen, også efter unionens oppløsning. En tid oppfattede man de to våpener som merker for de gamle landsdele Svealand og Gøtaland og kallte løven Gøtaløven - men den er hele Sveriges eldste våpen. Da Danmark også videreførte trekronervåpenet, først for å gøre krav på tittlen som unionskonger, senere som "minne", blev kronerne årsag til en langvarig heraldisk strid mellem de to lande, "trekronerstriden", som blandt annet har givet navn til Københavns søfort Trekroner. Ennu i dag fører begge lande kronerne.

Da det svenske rigsvåpen er kvadreret - delt i fire felter, med kronerne i nummer 1 og 4 og løven i nr. 2 og 3, og da begge skjolde har blått i baggrunden, veljer man å dele skjoldet med et kors, en nordisk heraldisk tradisjon, som allerede anvendes i det danske kongevåpen og i mange adelsvåpener. Heraldikkens regler for farger gir bare mulighed for et hvidt eller gult kors, da disse "metaller" - sølv og gull - skal træde imellem "fargerne" - de øvrige kulører. Og her veljer man - formodentlig udfra løven og kronerne - et gult kors. Hærmed er det blå felt med et gult kors en realitet; der er ikke givet en bedre forklaring på flaget enn inspirasjon fra våpenet.

Men det er høyst bemerkelseværdigt at man på dette tidspunkt hvår fjendskapet mellem Danmark og Sverige er stort, veljer å arrangere flagets farger i et kors præcis som "arvefjendens" (dengang var flagene ennda ennu mere lige enn i dag idet de innerste felter var kvadratiske som Dannebrogs, ikke rektangulære som i dag. Også splittflaget hade to spidser, i dag tre). Normalt designes flag ligedan av folk som ønsker å ligne hverandre, ikke av folk som har ligget i krig. Ligger der kanske en konkurrencevilje bagom? En dyst om hvem som er sterkest i Norden? I så fall aner vi kanske konturerne av begrepet "Norden" hær? I alle fall er det takket være Sverige at det danske korsflag ender med å bli nordisk.

Da Norge få år efter overgangen fra unionen med Danmark til unionen med Sverige ønsker sitt eget flag, veljer man et som ei heller er baseret på våpenfargerne (gul løve på rød bunn), men som - vell i opposisjon til Sverige - minner sterkt om Dannebrog. At det røde flags hvide kors får et blått midterkors, er neppe en hentydning til Sverige - den blå farge er mørkere - men er snarere inspirasjon fra de to europæiske stormakter som i den almene oppfattelse stod som garanter for frihed og borgerrettigheder, nemlig Storbritannien og Frankrig - og deres flag.

At formen skal være et nordisk kors, er ganske hævet over diskusjon: for å kunne stå på lige fod med de to andre gamle kongedømmer veljes samme symbolikk, og dette stadfester formen som nordisk. Det norske flag legger sig oppad det danske med sine kvadratiske innerfelter, men splittflaget følger den svenske tradisjon med tre spidser. Imidlertid bruges dette ligesom i Danmark som statsflag og ikke blott som militært flag som i Sverige.

Et flag for Island så første gang dagens lys i omkring 1900 hvår man naturligvis valte et nordisk korsflag. Selvstendighedsrørelsen stillede ikke spørsmål ved Island som en del av Norden, og landets daværende våpenskjold, en hvid falk (tidligere en klippfisk) på blå baggrund, kan ha spillet en rolle, da man antog et blått flag med hvidt kors. Innen flaget komm i brug til søss ved landets selvstendighed i 1918, tilføyede man det røde midterkors for å undvige forveksling med Sveriges flag ved dårlig siktbarhed på havet.

Dessuden oppnåede man hærmed lighed med Norge hvår islendingene har en stor del av deres rødder. Den blå farge var tidligere lysere, men samtidig med republikkens inførelse i 1944 valte man endeligt å følge Norge med den mørkeblå farge som har gjort islands flag til et av verdens vakkreste. Flaget har kvadratiske innerfelter som det danske, og også splittflaget følger denne tradisjon ved å ha to spidser og være både stats- og militærflag.

Samtidig med Island sikkrede også Finnland sig sin selvstendighed ved imperiernes fall efter Første Verdenskrig. Efter hård frihedskrig og bitter borgerkrig fulgte en kort strid om statsformen som fallt ud til fordel for republikken, og endelig stod en strid om flaget tilbage. Under krigen førtes Finnlands våpen, en gul løve på rød baggrund, som banner, men det stod snart klart at den nye stat måtte søge støtte i Norden og legge avstand til Russland, og hær blev korsflaget ennu en gang løsningen.

Imidlertid fanntes der to muligheder: Å bruge våpenfargerne rød og gul eller å basere det på det særlige flag for de finnske seglforeninger - først Nylendska Jaktklubben, siden andre - som var et hvidt flag med blått kors. Det var ganske visst storfyrsten, den russiske tsar, som hade givet det (vell med forbillede i Ruslands orlogsflag hvår korset dog er diagonalt), men formen var merkværdigt nokk nordisk. Og dette flag gikk av med segren - om enn det annet siden da har vunnet någen udbredelse blandt finlandssvenskere. Finlands flag følger den svenske tradisjon med rektangulære innerfelter og splittflaget (med tre spidser) forbehåldt militæret.

Som det ses, har den nordiske tradisjon stadigt forplantet sig og gør det ennu i dag. Jeg skal senere vende tilbage til de flag som ikke repræsenterer selvstendige stater, idet jeg har sysselsatt mig udførligt med det færøske flag, blandt annet i en artikkel i Dimmalætting.

Hvilket lykketreff alltså, for oss i dag, at Dannebrogens form blev nordisk ved Sveriges insats, befestet av Norge og håldt ved lige av Island og Finnland. Det asymmetriske korsflag har i dag en ikonisk status som symbol for Norden - enhed i flerhed.

Fellesnordisk tv - ja takk

En rekke norske opposisjonspartier har foreslået å opprette en felles nordisk kultur-tv-kanal. Høyre, Venstre, Fremskrittspartiet og Kristelig Folkeparti reagerede på et ønske fra en gruppe borgere som i Aftenposten ønskede sig mere tv fra flere europæiske lande frem for engelskspråget tv, ved udfra "enighed gør sterk"-devisen å foreslå en fellesnordisk kanal for kultur-tv. Nordisk Råds kultur- og uddannelsekomité gentog i løpet av samme debatt sit ønske om større nordisk tilgengelighed for de enkelte landes almene tv-kanaler. Dette er under alle omstendigheder en god idé, men nedenfor skal det handle om tankerne om felles-tv.

Forslaget var egentlig en reaksjon på andre debattørers kritikk av for meget engelskspråget tv på den norske sendeflade. Man må ennu en gang konstatere at tankerne om større nordisk enhed, ligesom Sven Clausens tanker om nordisk målstræv først vannt bred tilsluttning i Danmark ved den tyske besettelse, først og fremmest ser ud til å dukke opp under et ydre press. Det er synd. Tanken om større nordisk enhed burde være nærliggende alltid og oppstå av lyst, ikke av nød.

NRK's kringkastningssjef, Hans-Tore Bjerkaas, svarer i Aftenposten at et omfattende samarbeide i form av Nordvisjon allerede finnes, og at der udveksles omkring en times nordisk tv per nordisk land per dag. Når det ikke er ennu mere, skyldes det at tv-kanalerne erhverver rettighederne til å sende programmer for et bestemt territorium. Ifall NRK skulle erhverve rettigheder for hele Norden, ville det koste de norske licensbetalere dyrt.

Hærtil må man svare at en fellesnordisk kanal jo nettopp ikke skulle drives som en nasjonal kanal, men nettopp være eget i fellesskap. Med midler fra alle fire nordisktalende lande ville den nettopp kunne erhverve rettigheder for hele Norden. Prisen ville bli fordelt på alle lande, ligesom alle landes befolkninger ville få glæde av produktet.

Det lyder flott med en times nordisk tv per land per dag, men problemet er jo, hvilket man kan forvisse sig om ved å kaste et blikk på et tilfeldigt programm for en almen nordisk tv-stasjon, at disse udsendelser finnes på de "skæve" tidspunkter, tidligt på eftermiddagen eller sent om natten. De blir fortrengt til disse tidspunkter fordi tv-stasjonerne prøver å imødegå alles interesser og få plads til så meget som muligt på sendefladen. Men ville nordiske programmer ikke få flere seere ved å ha deres egen kanal hvår de kan ligge i den beste sendetid?

Kringkastningssjefen nevner også at flere nordiske kanaler allerede sendes til hele Norden via satellitt- eller kabel-tv, ennda delvis tekstet på grannelandenes dialekter. Problemet med denne tekstning er at seerne ikke venner øyet eller øret til de andre dialekter av vårt felles språg. Jeg mener at tekstning er en god ide for å støtte språgforståelsen, men selvklart skal de nordiske programmer - også på en felles kanal - tekstes på originaldialekten.

På færøsk tv tekstes dansk språg ikke. Dette forventes man å forstå, og vell med god grund, om enn det er et fremmedspråg hær. Men ei heller norsk språg tekstes. Dette forventes man også å forstå. Skulle vi andre da ikke kunne klare å se nordisk tv på originaldialekten - med tekster? Vi er ikke av natur mindre språgligt fleksible enn færinger, blott sagner vi lidt tilvenning. Når de kan, kan vi også.

Kringkastningssjefen konstaterer dog at grannelandenes satellittkanaler har små markedsandele i forhåld til de almene landsdekkende kanaler, og at en felles kulturkanal kunne få samme problem: at den ville blive en small nichekanal for de få interesserede. Jeg mener at denne frykt er vellbegrundet, og hær er vi vell også ved problemets kerne(r): Dels vil kultur-tv altid stå i fare for å være smallt tv, dels fungerer Norden ikke som et felles offentligt rumm. For de fleste mennesker føles det mindre vedkommende hvad der hender i de tre andre lande.

Tv er i dag en av de viktigste nøgler til andre lande, og denne resurse bør bruges optimalt ved at en fellesnordisk tv-kanal nettopp ikke blott blev en kulturkanal, men gjorde sig meget mere relevant ved også å være en fellesnordisk nyhedskanal med nytt fra samfund og politikk i hele Norden, også gerne lokale store og små nyheder som kunne øge kennskapet til hele Norden i hele Norden. Tv bør være et middel i bestræbelsen for det felles offentlige rumm i Norden.

Kringkastningssjefen slutter med å konstatere at tv i dag ikke bruges på samme måde som tidligere, og jo yngre folk er, jo flere medier og kombinasjoner av medier vil de bruge. Dette er riktigt set, og det kræver sin egen strategi som jeg må vende tilbage til på et annet tidspunkt.
Den norske opposisjons forslag blev ikke meget omtalt i danske medier, men de danske politikere legger sig i kølvannet av Hans-Tore Bjerkaas og udlegger situasjonen som jeg har refereret og kommenteret ovenfor. "Tiden er ikke moden", udtaler DR's generaldirektør, Kenneth Plummer. Hær må man svare med et spørsmål: Hvad kan modne tiden?

I Aftenposten kommenterer Ingrid Brekke forslaget og mener til gengeld at tanken om en felles kanal ligger i tiden og henviser til det fransk-tyske Arte og til 3sat som dekker det tyske språgområde i 7-8 lande. "Norge er et lite land" hedder det, og der henvises til de ofte imponerende programmer i det någet større Sverige. Alligevel synes Brekke å være enig med professor Tore Slaattaa som hun citerer for å spørge hvad der er i vegen for å hekte sig på kulturkanaler udenfor det nordiske språgområde. En felles kanal alltså, men ikke nødvendigvis en nordisk.

Hær kommer vi frem til ennu et kerneproblem: Det spørges, nesten retorisk, hvårfor vi skal stanse ved Norden. Er det ikke tysk, fransk og spansk tv vi fattes? Viden om hele Verden til "vårt lille nordlige land? ... En orientering utover fremfor en økt vektlegging på egen identitet som nordmenn eller Norden-boere. Styrking av den europeiske identiteten ville slik sett hjelpe, men hvorfor stanse dær?"

Ja, hvårfor stanse dær? Hvårfor stanse ved Norden når man kan stanse ved Europa? Hvårfor stanse ved Europa når man kan stanse ved hele Verden og blott ha en identitet som verdensborger? Spørsmålet er absolutt legitimt å stille, og målet er legitimt å forfølge. Et svar ligger faktisk i Brekkes formulering om "vårt lille nordlige land", hvis eksistens der ikke stilles spørsmål ved i denne sammenheng. Det forudsettes å eksistere - om enn det er lige så legitimt å spørge "hvad skal vi egentlig med Norge? (Danmark? Sverige? ...)" som det er å spørge hvad vi skal med Norden!

Uanset hvår meget verdensborgere vi er, møder man sjeldent någen som er uenige i, at det er en rigdom for Jorden med flere språgområder og de dærtil knyttede kulturer (jeg tar selv visse forbehåld - efter min mening er et enigt Norden en styrke i dagens Verden). Ett språgområde muliggør felles medier, undervisning og kulturtilbud - og det ville være uligt mennesket ikke å gi disse felles villkår en betydning (har ting ikke allerede en betydning, gir vi dem en - en vanlig antropologisk iakttagelse). En betydning som dærmed gir en identitet.

Der finnes også andre identitetsskapende faktorer, f.eks. felles historie, som gir en felles identitet - og det er vell grunden til de fire nordisktalende landes identiteter. Men ifall man mener at en felles historie er tilstrekkeligt til å gi en identitet som dansk, svensk, norsk eller finsk - og det er et allminneligt og legitimt synspunkt - så er det minst lige så legitimt å mene at det felles nordiske språg gir en felles identitet som det er værd å styrke og forfølge.

Det er altid muligt å foreta reductio ad absurdum når det handler om identitet, ved å spørge hvårfor til logikken eller berettigelsen, men identitet fungerer ikke sådan. Det er i dagens Verden vårt villkår å ha fire stater og ønske vellfungerende nasjonalt tv i disse. Og det er vårt villkår å ha ett språgområde og forhåpentlig støtte tanken om felles tv i dette, som jeg gør hær. Ikke blott med kultur, men med et komplett programmtilbud fra hele Norden. Og gerne tekstet, men på originaldialekterne så vi kan lære dem å kenne.

Andersen og Norden

H.C. Andersen var tidligt ude som skandinavist, og man har i hans erindringer någle klare eksempler på den misstillid som de første skandinavisk orienterede intellektuelle mødtes med i midten av 1800-tallet. Der herskede ennu en udbredt folkelig misstro mod Sverige, som få årtier forinnen hade inlemmet Norge efter Danmarks nederlag på Napoleons side. Tendensen til at en stats seneste politiske nederlag bringer alle andre nederlag i ihugkommelse og gør fjenden til arvefjende, kenner vi også i dag fra krigene på Balkan. Og hos oss skete Norges skiften hender ennda uden blodsudgydelse.

Andersen skriver således om sine tidlige år i Køpenhavn: "Da kennte man ikke hvad man nu kaller skandinaviske sympatier; fra gamle krige mod naboen var ennu nedarvet en slags misstillid; de køpenhavnske gadedrenge glemmte ikke om vinteren, når isen bannt landene sammen, og svenske komm i kane over til oss [!], på en rå og kåd måde å skrige efter dem; meget lidt kenntes av svensk litteratur, og det fallt kunn få danske in at man med ringe øvelse lett kunne læse og forstå det svenske språg".

Situasjonen på Andersens tid var alltså, som han beskriver den, ganske som i dag. Ingen kunne dengang forestille sig den oppblomstring som skandinavismen skulle få i de følgende årtier - dessverre en skandinavisme som ikke for allvår slog rod i befolkningen, men som de fleste mennesker i samfunnet alligevell komm til å stifte bekenntskap med; dens eksistens blev kennt, også blant dem som ikke lod sig rive med. I 1830-tallet var den derimod stadig, som i dag, en subkultur.

Således skriver Andersen fra sitt første besøg i Romm i 1833 hvår han omgikkes mange dærboende tyskere og nordboer, blant andre Bertel Thorvaldsen: "Skandinaver og tyskere dannede én kreds, franskmennene [...] dannede et annet håld. Ved middagen i osteriet 'Lepre' hade hvert landsmannskap sitt eget bord; om aftenen komm svenske, norske danske og tyskere sammen til et lag".

Man tør antage at megen samtale har funnet sted på det tyske hovedsprog hvilket naturligvis ikke kan være annerledes når ikke alle deler språg. Hvad der imidlertid er viktigt å hålde sig for øye, dengang som nu, er at om man fortsetter med hovedspråget, også i tilfelle av at alle tilstedeværende forstår nordisk, blir det til hvad jeg tidligere har kallt "den allt for lette løsning" Hær gelder det om å gøre en insats for Norden.

Andersen kennte hær sin besøgelsestid, ikke blott språgligt, men også dikterisk, ved julefesten som måtte håldes i Campagnen udenfor pavestaden, og hvår bare nordboer var samlet: "Jeg hade skrevet en sang - den var min egentlige første skandinaviske vise. - I Romm var julen en naturlig skandinavisk fest, men skandinaviske sympatier var der ikke spor av. Til overskrift hade jeg satt: "Skandinavernes julesang i Romm 1833". Her skal citeres et enkelt vers:

Dansk, svensk og norsk, et kløverblad,
med sunnhedskraften, troskapsflammen,
de brødre tre der skiltes ad,
i Roma knyttes atter sammen!
Ett språg, ett hjemm oss himmlen gav,
og broder er hver skandinav!

Efter sangen udbragtes en skål for både den danske og den svensk-norske konge hvilket Andersen siden måtte høre kritikk for fra Køpenhavn, men han anser det for det eneste riktige å gøre i et skandinavisk sellskap: "Min mening var som sagt, dengang ikke alle andres; det har siden riktigt og smukkt forandret sig, men jeg fikk mine skenn - fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette tid, på rette sted".

Ja, den studenterskandinavistiske periode var på veg, og Andersen hade det held å være bannerfører for den på en tid hvår den ennu ikke var fremtvunget av et ydre fjendskap, et modsettningsforhåld til Tyskland, men oppstod innefra som del av den formulering av den nasjonale identitet som skulle gå hånd i hånd med begynnelsen til det nordiske demokrati. Nasjonens viktigste kennetegn er i Johann Gottfried Herders optikk språget, og det kan derfor ikke undre at man i demokratisk sinnede kredse i 1840-tallet allvårligt spurte sig selv om ikke Norden med sitt ene språg var ett folk.

Andersen svarer bekreftende på dette i den sang han fire år senere skriver, hjemmkommet fra en av sine sjeldne reiser nordpå, til Stokkholm, en færd som han beskriver som en av sine gladeste. Det kan være farget av at han tidligere fikk sitt gennembrud hær enn i Danmark og blev hyldet av Lunds studenter, men teksten til "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver" rekker efter min mening langt udover hans berømmte personlige forfengelighed. Om reisen skriver han:

"Jeg som kunn hade reist sydpå hvår alltså avskeden fra Køpenhavn er avsked med modersmålet, følte mig nu halvt som hjemme gennem hele Sverige, kunne tale mitt danske språg og hørte i landets tunge kunn som en dialekt av det danske; jeg syntes at Danmark udvidede sig, det beslektede i folket trådte mig så levende frem, jeg begrep hvår nær svensk, norsk og dansk stod til hinannen".

At den språglige mangfåld i Norge skulle begynne å vokse et tiår senere, ville neppe ha været for stor en udfordring for Andersen heller. Hovedsagen hær er at han, forud for sin tid, er en person som er villig til å ha øynene åpne for det nordiske og ta konsekvensen av hvad han ser - innen for sitt fag, diktningen. Hær skal citeres et par vers av "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver", skrevet i tidens typiske stil og metaforikk:

Vi er ett folk, vi kalles skandinaver,
i trenne riger er vår hjemmstavn delt;
men mellem nutids store himmelgaver
er den, vårt hjerte hører til et helt!
Lad være glemmt, hviss oss en urett skete,
tidsånden som en luttret Margrete
forener oss, den trefåld kraft forlener,
selv språget oss forener;
på fjell, i skog og ved det nattblå hav
jeg jubler høyt: jeg er en skandinav!

Lad ei den skønne enighed forsvinne,
norsk, svensk og dansk hinannen rekker hånd;
og gamle folkesange oss forbinne,
i melodien er et kraftigt bånd.
Av enighedens sæd kunn godt man høster,
vi skue kekkt mod vester og mod øster,
i fryd og sorg! o, hær er godt å være,
hær lever våre kære!
Fra gran og birk og bøg, vidt over hav,
nyd glædens sang: jeg er en skandinav!

Viktigt er det også, at besinnelsen på Norden på Andersens tid voksede fra ingenting intil den var på nippet til å bli en politisk faktor, en udvikkling som man brennende må ønske sig i dag, men denne gang for allvår. Det er ennu ikke for sent - men dessverre heller ikke sannsynligt.

"Lad være glemmt, hviss oss en urett skete" skriver Andersen om "arvefjendskapet". Det er vise ord, for ennu i dag trives en folkelig skepsis mod hverandre i Norden, kanske en av de største barriærer for øget enhed mellem våre lande. Vi har ellers ikke grumme inbyrdes krige i frisk erindring som dem der i dag skaper absurd språgteater i Eksjugoslavien.

For Nordens enhed

Skandinavismen har alltid været en rørelse med ringe tilsluttning. Det synes som om den kræver en trussel udefra for å kunne få en bredere folkelig appell hvilket er synd. Det var i hvert fall tilfellet i 1930-tallet og 40-tallet da Sven Clausen hade någet held med sit nordiske målstræv som fortjæner en nærmere behandling på et tidspunkt.

Omkring hundrede år tidligere, i 1840-tallet, hade studenterskandinavismen dog god vind i seglene, i hvert fall blandt ungdommen. Den eldre generasjon minnedes i Danmark ennu tapet av Norge til Sverige i 1814; men de unge mødtes jevnligt til nordiske studentermøder i hverandres hovedstæder, og deres ildhug og nasjonale - nordisk-nasjonale - høystemmthed grep også borgerskapet. Det var ikke en helt ufarlig sag for i 1840-tallet var formuleringen av en nasjonal bevissthed tett sammenkopplet med tanken om demokrati - en ennu uhørt tanke.

Tidsånden gikk i rettning mod folkestyre; spørsmålet var blott hvårdan man avgrensede begrepet "folk". Var inbyggerne i de tre gamle kongeriger tre eller ett folk? Store dele av studenterungdommen foretrakk den siste mulighed og håpede oppriktigt på en genopprettelse av Kalmarunionen.

Til de nordiske studentermøder skrev någle av tidens beste hoveder sange som er nesten ukennte i dag. Enkelte blev i 2001 insunget av mannskoret Cantantes Animi som jeg hade den store glæde å være formann for. En av studenterskandinavismens fremmeste skikkelser, Carl Ploug, var alltid mann for fedrelandsk demokratisk patos, og hans sang "Til avsked" fortjæner et større publikum.

Den er gennemsyret av Herders tanker om Verdens nasjoner som en del av en himmelsk plan, en tanke som kanske ennu har en viss udbredelse og som jeg har mødt blandt enkelte færinger. Andre dele av sangen rummer observasjoner som med en tidssvarende formulering stadig kan bruges, om enn Nordens politiske integrasjon i dag overhales av Europas; thi Nordens kulturelle integrasjon er enn ikke begynnt.

Carl Ploug skrev sangen til avsluttningen av studentermødet i 1845. Melodien er av H.E. Krøyer:

TIL AVSKED
Et ord ennu. Vårt samlivs daglys svinner, (studentermødet)
om korte timer er dets fryd forbi;
da syssler tanken med de rige minner,
og hjertet nynner sagnets melodi,
momentets perlekrans i støvet ruller,
og livets allvår tynger på vår skulder!

Kom I da, brødre, hid kunn for å skue
i broget glans nordhavets dronningstol; (Køpenhavn)
kunn for å kryste nydelsernes drue
og vågne trette opp med neste sol?
Nei, der var inhåld i vår ungdomsgammen;
en mektig tanke drev og bannt oss sammen.

Og det var den at livets Herre hented
av samme kilde våre årers blod, (folkeligt slektskap)
det samme språg på våre læper prented (det nordiske)
og drog vår higen av den samme rod,
gav oss i odel efter våre fedre
det samme hjemm å verge for og hædre. (det nordiske fedreland)

Og det var den at, som av store minner
vi fikk i varetekt den samme skatt (felles historie)
som oss én tro, ett åndens præg forbinner, (felles religion og kultur)
er oss det samme mål i tiden satt: (en historisk forpliktelse)
å kempe fremst i folkenes bravalle (for demokratiet)
frigøre Verden atter eller falle.

Og denne tanke ei med glæden slukkes,
den dør ei bort med våre stemmers klang:
med eder over havets strømm den vugges,
hos oss den spirer på den grønne vang;
den giver mod å trodse dage mørke,
den giver sinnet kraft og armen styrke.

Den lærer oss at stammens skillte grene (de tre riger)
som sygned hen i mørke makters bånd,
må til et enigt hele sig forene,
da er vår skæpne i vår egen hånd. (folkestyret)
så far da vell! Vårt felles løsen være:
For Nordens enhed, Nordens segr og ære!

Og hvad er det så for observasjoner som også i dag kan bruges? At allt det som binner Norden sammen, også i vår tid kan være grundlaget for en felles offentlighed. Ennu finnes ingen felles medier, hverken trykkte eller elektroniske. Dagbladene opptager bare artikler på én målform, selv i Norge.

Ennu finnes ingen felles videregående uddannelsessystemer. Ennu finnes ikke en felles litteratur. For hundrede år siden var vi tett på, men i dag oversettes nesten alle bøger imellem de fire skriftnormer frem for å udgis i originalversjonen i hele Norden, kanske med en ordliste i margenen.

Allt dette er spill av tid og penge og fører blott til at vi aldrig venner oss til synet av hinannens dialekter. Skal Norden fortsette ad denne veg?