Nordens kennteste vartegn (1. del)

i en symbolverden som menneskets hvår en stat og et folk ligesom andre fellesskaper av lang eller kort varighed ofte finner udtrykk i visuelle tegn, har det altid været en glæde for mig å se hvårdan man i Norden har valt å stræbe efter enhed i mangfåld gennem sine flag. Det nordiske, asymmetriske korsflag er så sterk en symbolgruppe at ingen yngre stater har våget å velje samme mønster til flaget. Der hviler nesten et nordisk "patent" over våre flags skikkelse, som er lettgenkennelig over hele verden.

Hvem har vi å takke for dette? Sverige! Lad oss vise dette ved å følge flagene gennem tiden. Det er vellkennt at Danmarks flag, Dannebrogen, hører til blandt verdens eldste flag. Andre jevngamle flag har enten været ude av brug (Englands) eller har ikke betegnet en stat (Østrigs) så som statsflag er Dannebrog det eldste. At man har valt korsflaget - som opprinneligt ikke var asymmetrisk - er typisk for den tid som kontinentets eldste flag stammer fra: England, Skottland (diagonalt), Frankrig (dengang et blått flag med hvidt kors), men da Dannebrogen formodentlig har været i brug ved de danske korståg til Estland i begynnelsen av 1200-tallet, er det også muligt at der har været inspirasjon fra Det Tysk-Romerske Riges krigsflag og ennda fra korsfarerordenen Johannitterne, senere kennt som Malteserridderne, idet begge disse flag også var/er røde med hvidt kors og brugtes til korståg. Funksjonen har været vigtigere enn det repræsenterede territorium.

Senere mellemeuropæiske lande valte ofte å anta flag med områdets våpenskjolds farger arrangeret i vannrette striper, men de eldste flags farger er altså uden sammenheng med våpenet, således Danmarks rød-hvide flag overfor det gule våpenskjold med tre blå løver fra 1100-tallet. Fra og med Den Franske Revolusjon inføres dessuden flag med loddrette striper. Andre og senere flagdesign (trekanter, cirkler) anvendes mest udenfor Europa.

Alligevell tykkes der å være en sammenheng mellem det svenske våpenskjold og det flag som man veljer å anta ved Kalmarunionens sammenbrud i begynnelsen av 1500-tallet. Det opprinnelige skjold viser en gul løve på en baggrund av blå og hvide bøljestriper, men der finnes et konkurrerende våben med tre gule kroner på blå baggrund, som egentlig stammer fra begynnelsen av 1300-tallet. På den tid var Sverige og Norge i union, medens Danmark var i oppløsning på grund av stor geld og bristen på en konge. To grever fra Holsten hade landet i pant, men den østlige tredjedel, Skånelandene, undveg dette ved å be den svensk-norske konge om også å bli konge for denne del av Danmark som ikke var pantsatt.

Kong Magnus valte dærfor å føre et unionsvåpen med tre kroner som tegn på at han var konge i tre riger. Og da Danmark få år senere atter genvannt sin makt under kong Valdemar, faktisk i en grad så hans datter Margrete kunne stifte Kalmarunionen, var det nærliggende å videreføre kong Magnus' trekroner-våpen som merke for den nye union. Hennes sønn kong Erik lod udforme et flag for unionen som heller ikke var våpenbaseret: Et gult flag med rødt kors - men vi ved ikke om det någensinne har været i brug.

Merkværdigt nokk fortsatte Sverige med å føre trekronervåpenet jevnsides med det gamle løvevåpen, også efter unionens oppløsning. En tid oppfattede man de to våpener som merker for de gamle landsdele Svealand og Gøtaland og kallte løven Gøtaløven - men den er hele Sveriges eldste våpen. Da Danmark også videreførte trekronervåpenet, først for å gøre krav på tittlen som unionskonger, senere som "minne", blev kronerne årsag til en langvarig heraldisk strid mellem de to lande, "trekronerstriden", som blandt annet har givet navn til Københavns søfort Trekroner. Ennu i dag fører begge lande kronerne.

Da det svenske rigsvåpen er kvadreret - delt i fire felter, med kronerne i nummer 1 og 4 og løven i nr. 2 og 3, og da begge skjolde har blått i baggrunden, veljer man å dele skjoldet med et kors, en nordisk heraldisk tradisjon, som allerede anvendes i det danske kongevåpen og i mange adelsvåpener. Heraldikkens regler for farger gir bare mulighed for et hvidt eller gult kors, da disse "metaller" - sølv og gull - skal træde imellem "fargerne" - de øvrige kulører. Og her veljer man - formodentlig udfra løven og kronerne - et gult kors. Hærmed er det blå felt med et gult kors en realitet; der er ikke givet en bedre forklaring på flaget enn inspirasjon fra våpenet.

Men det er høyst bemerkelseværdigt at man på dette tidspunkt hvår fjendskapet mellem Danmark og Sverige er stort, veljer å arrangere flagets farger i et kors præcis som "arvefjendens" (dengang var flagene ennda ennu mere lige enn i dag idet de innerste felter var kvadratiske som Dannebrogs, ikke rektangulære som i dag. Også splittflaget hade to spidser, i dag tre). Normalt designes flag ligedan av folk som ønsker å ligne hverandre, ikke av folk som har ligget i krig. Ligger der kanske en konkurrencevilje bagom? En dyst om hvem som er sterkest i Norden? I så fall aner vi kanske konturerne av begrepet "Norden" hær? I alle fall er det takket være Sverige at det danske korsflag ender med å bli nordisk.

Da Norge få år efter overgangen fra unionen med Danmark til unionen med Sverige ønsker sitt eget flag, veljer man et som ei heller er baseret på våpenfargerne (gul løve på rød bunn), men som - vell i opposisjon til Sverige - minner sterkt om Dannebrog. At det røde flags hvide kors får et blått midterkors, er neppe en hentydning til Sverige - den blå farge er mørkere - men er snarere inspirasjon fra de to europæiske stormakter som i den almene oppfattelse stod som garanter for frihed og borgerrettigheder, nemlig Storbritannien og Frankrig - og deres flag.

At formen skal være et nordisk kors, er ganske hævet over diskusjon: for å kunne stå på lige fod med de to andre gamle kongedømmer veljes samme symbolikk, og dette stadfester formen som nordisk. Det norske flag legger sig oppad det danske med sine kvadratiske innerfelter, men splittflaget følger den svenske tradisjon med tre spidser. Imidlertid bruges dette ligesom i Danmark som statsflag og ikke blott som militært flag som i Sverige.

Et flag for Island så første gang dagens lys i omkring 1900 hvår man naturligvis valte et nordisk korsflag. Selvstendighedsrørelsen stillede ikke spørsmål ved Island som en del av Norden, og landets daværende våpenskjold, en hvid falk (tidligere en klippfisk) på blå baggrund, kan ha spillet en rolle, da man antog et blått flag med hvidt kors. Innen flaget komm i brug til søss ved landets selvstendighed i 1918, tilføyede man det røde midterkors for å undvige forveksling med Sveriges flag ved dårlig siktbarhed på havet.

Dessuden oppnåede man hærmed lighed med Norge hvår islendingene har en stor del av deres rødder. Den blå farge var tidligere lysere, men samtidig med republikkens inførelse i 1944 valte man endeligt å følge Norge med den mørkeblå farge som har gjort islands flag til et av verdens vakkreste. Flaget har kvadratiske innerfelter som det danske, og også splittflaget følger denne tradisjon ved å ha to spidser og være både stats- og militærflag.

Samtidig med Island sikkrede også Finnland sig sin selvstendighed ved imperiernes fall efter Første Verdenskrig. Efter hård frihedskrig og bitter borgerkrig fulgte en kort strid om statsformen som fallt ud til fordel for republikken, og endelig stod en strid om flaget tilbage. Under krigen førtes Finnlands våpen, en gul løve på rød baggrund, som banner, men det stod snart klart at den nye stat måtte søge støtte i Norden og legge avstand til Russland, og hær blev korsflaget ennu en gang løsningen.

Imidlertid fanntes der to muligheder: Å bruge våpenfargerne rød og gul eller å basere det på det særlige flag for de finnske seglforeninger - først Nylendska Jaktklubben, siden andre - som var et hvidt flag med blått kors. Det var ganske visst storfyrsten, den russiske tsar, som hade givet det (vell med forbillede i Ruslands orlogsflag hvår korset dog er diagonalt), men formen var merkværdigt nokk nordisk. Og dette flag gikk av med segren - om enn det annet siden da har vunnet någen udbredelse blandt finlandssvenskere. Finlands flag følger den svenske tradisjon med rektangulære innerfelter og splittflaget (med tre spidser) forbehåldt militæret.

Som det ses, har den nordiske tradisjon stadigt forplantet sig og gør det ennu i dag. Jeg skal senere vende tilbage til de flag som ikke repræsenterer selvstendige stater, idet jeg har sysselsatt mig udførligt med det færøske flag, blandt annet i en artikkel i Dimmalætting.

Hvilket lykketreff alltså, for oss i dag, at Dannebrogens form blev nordisk ved Sveriges insats, befestet av Norge og håldt ved lige av Island og Finnland. Det asymmetriske korsflag har i dag en ikonisk status som symbol for Norden - enhed i flerhed.