Nordens kennteste vartegn (2. del) - Merkið

Jeg sysselsatte mig i en periode med det færøske flags tidlige historie og har dærfor mulighed for å gi det en grundigere gennemgang enn de øvrige nordiske flag. Denne artikel har tidligere været bragt i bladet Regensen og i avisen Dimmalætting.

Det er allminneligt kennt at færøske studenter i Køpenhavn i 1919 har formgivet det flag, som britterne 25. april 1940 gjorde til officiellt færøsk flag. I årtier så man ofte Jens Oliver (Olivur) Lisbergs navn i forbinnelse med flaget. At særligt han blev fremhævet, skyldes at han bragte flaget til Færøerne hvår han heiste det i hjembygden Fámjin. Da han døde kort tid efter, tilskrev man som en æresbevisning ham flaget.

Dog har også Janus Øssurson, Thomas Pauli Dahl og Emil Joensen haft lodd i fremstillingen, men hvem som kan siges å være hovedkrefterne (og dærmed hvår ideen er undfanget), vekker debatt, da flaget er oppstået innen for manns - og dærmed efterkommernes - minne. I bogen "Merkið - Flaggsøgan" av den færøske journalist og radioredaktør Niels Juel Arge har denne efter eget udsagn samlet allt, hvad han "har kunnet få å vide om Færøernes flaghistorie intil 1948".

Hær berettes om Øssurson og Lisberg (min oversettelse): "Nu satte de sig for å gøre forslag til et riktigt færøsk flag i stedet for vedder- og strandskade-merkerne [-bannerne], som hidtil hade været brugt. I Jens Olivurs og Th. Pauli Dahls værelse i Store Kongensgade foregikk drøftelser om hvordan et færøsk nasjonalflag burde være i form og farger. Ninna Jacobsen fra Tórshavn som var bosatt nede [i Danmark] i de år, syede et bordflag efter forslaget, og hun har ennu [1980] dette flag i forvaring. Nu begav man sig med dette forslag til en flagfabrikk for å få fremstillet et bordflag til hver [...]

Jens Olivur gikk nu atter til Nordisk Fane- og Flagfabrikk og fikk dem til å lave sig et stort flag. Janus Øssurson var med ham da han hentede flaget. De begav sig til Emil Joensens rumm på Regensen [Kongehusets kollegium i Køpenhavn] og stakk det ud ad vinduget. Her vaiede Merkið første gang under åpen himmel". Videre hedder det: "Th. Pauli Dahl var en av de tre som udformede det færøske flag. I hans og Jens Olivurs logi klippede og tegnede de intil et forslag kunne godkennes".

Emil Joensen og Janus Øssurson hade året før stiftet det færøske KFUM i Køpenhavn. I 25-års-festskriftet for dette (1943) beretter Joensen derimod selv følgende (min oversettelse): "Studenterflaget er det blevet kallt fordi det var studenter som var opphavsmenn til Merkið og skapte det. Hovedmennene var stud.jur. Jens Oliver Lisberg. Vi hade ofte snakket om at vi færinger i stedet for det gamle vedderflag burde få oss et korsflag i lighed med de andre nordiske folk.

Så en dag komm Jens Lisberg og Janus Øssurson in på Regensen til mig i godt humør, nu skulle der gøres någet for allvår, og så gikk de i gang med å gøre udkast til Merkið. Jeg satte mig ned og tegnede på hvid bunn et rødt kors med blå kant på begge sider [...] Dette mente vi alle var meget vakkert. Og da vi så gikk i gang med å undersøge det, viste det sig at dette var den eneste mulighed for sammensettning av de færøske farger. Allt annet var allerede i brug av de andre broderfolk.

Så begav vi oss til Frederiksberggade til Nordisk Flag- og Fanefabrikk for å bestille et lille flag. Da vi så senere fikk et større flag opp, bredte vi det ud ad regensvinduget. Islendinge som så det i gården, var begeistrede ligesom vi, råpte hurra og ønskede tillykke".

Joensens fortelling er ofte citeret i litteraturen. Det siges ennda at rød og blå var de farger, han brugte til å understrege med i Det Gamle Testamente. Om enn alle alltså er enige om at Regensen er det første sted Merkið vaier, og ennvidere at Lisberg og Øssurson er initiativtagerne, er det dog en påfallende diskrepans at Joensen, regensianeren blandt de fire, og hans bosted har en central rolle i hans egen fortelling medens han er halvvegs skrevet ud av historien hos Arge. Dette er iblandt årsag til læserbreve i de færøske dagblade.

Der er dog mulighed for til en viss grad å harmonisere kilderne. Tankerne om flagets udseende har tydeligvis været någen tid undervegs i ulige studenterlogier hvilket Joensens bemerkning om "de færøske farger" også tyder på - man var på forhånd enige om å bruge de samme farger som ingikk i både de gamle bannere og i Norges (1821) og Islands (1915) flag, da disse var de nærmeste broderfolk.

Drøftelser kan alltså være sket på begge adresser, og å mødes på Regensen har været opplagt da den lå midtvegs mellem Store Kongensgade og Øssursons bosted i Rørholmsgade. Joensens skildring er i øvrigt førstehånds hvilket dog ikke er en garanti for erindringens riktighed; men at han har været medvirkende fra begynnelsen, ses i hvert fall av at man veljer hans regensrumm til "avsløringen" - om enn der alltså kan være nogen tvist om hvår og av hvem flaget er undfanget, var det dog på Regensen, det så dagens lys!

For någle år siden dukkede ennu en berettning opp i Dimmalætting: en læserbrevsskribent hade en forfader som efter sigende skulle ha bragt flaget til Færøerne fra Finnland allerede i 1917. Det - lignende - finnske flags udformning blev dog først fastsatt i 1918; men sannt er det at flere finnske båd- og seglklubber allerede i den russiske tid førte et hvidt flag med blått kors - men heri fanntes ennu et hvidt kors, ikke et rødt; så historien er tvivlsom.

Fargerne rød, hvid og blå kalles iblandt for "frihedsfargerne" da nordmennene sannsynligvis har skelet til den franske trikolore som igen har dem fra Holland som antog dem efter Nederlandenes frihedskrig mod Habsburgerne i 1572, blandt annet for å hædre sin fyrsteslekt Oranje: opprinnelig orange - hvid - blå. Fargerne er også vandret til Russland og Østeuropa.

Mange studenterflag fra 1800- og 1900-tallet, f.eks. det tyske og det estiske, lader farger grense opp til hverandre annerledes enn klassisk heraldikk foreskriver, således også Merkiðs rød og blå. Da dette visuellt blir någet tungt, endrede man i 1959 flagets mørkeblå farge til en asurblå. Flaget fra Regensen som nu henger i kirken i Fámjin, er dog ennu som Emil Joensen - kanske - tegnede det.

Nordiske språgvalj

Vi går med denne januar måneds språglige rekommandasjoner for skandinavister en smule in i småsagsavdelingen idet vi ser på den grad av språglig valjfrihed som finnes i de ulige nordiske dialekter, og forsøger å treffe det valj som i hvert tilfelle er mest nordisk. Uden å iverksette de vidtgående stavereformer og bruge det mest nordiske ordforråd, som jeg gør i denne blogg, kan man også i det små tilpasse sig de øvrige dialekter - idet jeg selvklart må tilråde at man går så langt som muligt i nordisk rettning.

Faktisk hører det til Dansk Språgnevns endemål både å rådgi om dansk språgbrug og å virke til større nordisk språglig enhed. Det siste synes dog ofte glemmt, og det nordiske aspekt ingår blott yderst sjeldent i den rådgivningstjæneste som Språgnevnet driver. Vil man dærfor ha egentlig nordisk språglig rådgivning, kan man passende vende sig til denne blogg. Lad oss se på variasjonen i de enkelte dialekter.

DANSK

Substantiver
En del substantiver og adjektiver, som ender på -el, -en, -er, f.eks. himmel, aften, kloster, kan bøyes både med og uden bortfall av e, f.eks. himmelen/himmlen, aftenen/aftnen, klosteret/klostret. Ord i Nord råder generellt til at bruge den lange form med bevaret e da dette gir den største lighed med svensk (derimod er det nokk bedre i hvert fall i udtalen å bruge den korte form av ord på -er - klostret fremfor klosteret - idet den "konsonantiske" udtale av r efter konsonant er lettere å oppfatte i Norden enn den "vokaliserede" udtale mellem vokaler).

Dansk Språgnevn overveger efter sigende i øyeblikket å tillade sideformerne gymnasie, laboratorie osv. ved siden av gymnasium, laboratorium osv. Ifall dette skulle bli gennemført (hvilket det av nordiske hensyn ikke bør), råder Ord i Nord til at man fortfarende hålder fast i de lange former på -ium da disse stemmer med svensk.

Adjektiver
Adjektiverne ny og fri kan på dansk bøyes i på et eldre sett hvår flertallsformen og den bestemte form er uden -e ("de ny huse", "fri mennesker") og en nyere form med det regelmessige -e ("de nye huse", "frie mennesker"). Ord i Nord anbefaler den nyere form med -e, da svensk har nya, fria.

Adjektiver på én stavelse, som ender på -sk, har valjfri neutrumsendelse på -t (et friskt og raskt menneske kontra et frisk og rask menneske), hvårimod flerstavelsesord som nordisk, fantastisk ikke kan have -t. Av hensyn til ligheden med svensk tilråder Ord i Nord å bruge -t-formen, hvår det er muligt, altså på enstavelsesordene.

verber
Dansk Språgnevn har nu tilladt svage bøyninger som fare - farede - faret og sverge - svergede - sverget ved siden av de eldre fare - for - faret og sverge - svor - svoret. Ord i Nord rekommanderer fortfarende å hålde sig til de eldre, sterke bøyninger av verberne idet disse stemmer med norsk og svensk.

præteritum participium er et område som flyder en smule på dansk idet det kan ha en entallsform, også når det legger sig til et substantiv i flertall. Man bruger ofte entallsformen når der er tale om en process ("væggene blev malet"), og flertallsformen når der er tale om en stillstand ("væggene er malede"), men helt entydigt er det ikke da der finnes en betydelig gråsone mellem process og stillstand.

Der synes å være en tendens til å foredrage en entallsform i denne gråsone ("butikkerne er lukket", "vi blev overrasket"), kanske særligt når der følger en præposisjonsforbinnelse ("de er forsynet med mad"). Ord i Nord råder av nordiske hensyn til å fastholde flertallsformen og overhovedet bruge denne så vidt det er muligt ("butikkerne er lukkede", "vi blev overraskede", "de er forsynede med mad").

Præposisjoner
En del danskere har staveproblemer med præposisjonerne av og ad, eftersom de udtales ens, som /a/, når de er ubetonede i settningen. Imidlertid er dette langtfra alltid tilfellet. De færreste tenker over at når præposisjonen udgør en betydningsenhed sammen med et verbum (og hær er den alltid trykksterk i settningen), udtales den alltid med /d/, således f.eks. i følges ad, hjelpes ad, se ad, skille ad osv. Hærtil kommer någle eksempler på sammensettning med adverbium, hvår sammensettningen alltid står allene uden å danne et led sammen med et substantiv, f.eks. innenad, udenad. Også hær er udtalen alltid med /d/.

Så er der en rad eksempler på sammensettning med adverbium, hvår sammensettningen kan danne et led sammen med et substantiv: fremad, hjemmad, inad, oppad, nedad, henad, udad osv. Når der er et substantiv involveret ("de gikk oppad trappen", "de fortsatte henad gaden"), er udtalen uden /d/; og dette kan ofte smitte av på det "frittstående" udtrykk ("de gikk oppad", "de fortsatte henad") hvår udtalen kan være både med og uden /d/.

Det samme er fallet, hvår sammensettningen av et verbum plus ad kan involvere et substantiv, t.eks. "le ad en spøg" kontra "det er ikke någet å le ad". I det første fall er udtalen uden /d/; i det annet kan den være både med og uden /d/ på grund av avsmittning fra det første fall. Ord i Nord råder i disse tilfelle til alltid å bruge udtalen med /d/. Dels er det mere nordisk, dels gir det færre staveproblemer.

Når det gelder sammensettning av adverbium og præposisjon, har dansk hidtil håndhævet en regel om å skrive i to ord når præposisjonen danner et settningsled sammen med et substantiv ("han stod over for huset", "huset som han stod over for"), men i ett ord dærsom intet substantiv er involveret ("han stod overfor").

Reglen bidrager til å drage skell mellem sikkre og usikkre språgbrugere og adskiller dansk fra svensk og norsk, hvår der generellt skrives i ett ord. Dansk Språgnevn overveger dærfor i øyeblikket å gøre skrivningen i ett eller to ord valjfri, så man alltid kan undvige å skrive i to ord. Ifall dette gennemføres, støtter Ord i Nord den nye, nordiske mulighed for å skrive i ett ord, og som det ses, bruger jeg hær dette stavesett.

Adverbier
Adjektiver med endelsen -lig blev opprinnelig ikke tilføget neutrums- og adverbial-t, en tilstand som er fasthåldt i norsk. I dansk og svensk er -t i dag obligatorisk i neutrum, medens der finnes ulige grader av -t-endelser når adverbier avledes av adjektiverne. På dansk er der vid valjfrihed med hensyn til -t eller ei; når adverbiet beskriver den vis en handling foregår på, er det obligatorisk, medens det ikke er det når adverbiet beskriver graden eller tiden. En del adverbier skal dog ha -t idet der er en betydningsforskell fra formen uden -t; dærimod skal en del adverbier som ikke kan være adjektiver (temmelig, vitterlig), aldrig ha -t.

Det må undersøges nærmere hvilken grad av -t-endelser som dansk og svensk er felles om, så brugen kan reduceres mest muligt av hensyn til norsk.

Konjunksjoner
Der er i dansk talespråg oppstået en viss tendens til å supplere de fleste konjunksjoner med et efterfølgende at således at man hører "dobbeltkonjunksjoner" som "når at", "som om at" og "hviss at". Denne tendens (som henger sammen med en tendens til å supplere substantiver med efterfølgende pronomener og tidsangivelser med konjunksjonen så) bør undviges av hensyn til ligheden med norsk og svensk.

Dog finnes et par eksempler hvår at har været en del av konjunksjonen fra eldre tid hvilket også er fallet i de andre nordiske dialekter. Dette gelder oftest i forbinnelse med præposisjon som "efter at" og "uden at". Det gelder også "så at" som ofte ses forenklet til "så"; i disse tilfelle kan man med fordel hålde fast i at. Det gelder også "fordi at" som i generasjoner har været betraktet som dårligt språg om enn dett er den opprinnelige form. De fleste har lært å hålde sig til "fordi" i skrift, men denne form finnes ikke i svensk hvår man siger "før at" eller "dærfør at". Jeg antar dærfor at "fordi at" vil være mere forståeligt i Norden enn "fordi", og rekommanderer formen med at.

Pronomener
Der finnes i dansk og norsk en kraftig tendens blandt mange språgbrugere til å bruge akkusativformen av pronomener (mig, dig, ham, hende, oss, jer, dem) i stedet for nominativformen (jeg, du, han, hun, vi, I, de) som ofte blott fasthåldes umiddelbart før eller efter verbet. F.eks. oppfattes jevnførende adverbier (enn, som) ofte som en slags præposisjoner som kræver akkusativ ("du er større enn mig"). Ord i Nord råder til alltid så vidt muligt å bruge nominativformer av pronomener (t.eks. "du er større enn jeg") idet svensk alltid har denne språgbrug.

Den "høfflige" form av pronomenet for annen person ental - som i Norden i årtier har været i tilbagegang - har det problem at den ikke er fellesnordisk. Sålede har dansk og bokmål tredje person flertall (fra tysk), De, Dem, hvår svensk og nynorsk bruger annen person flertall, ni, er hhv. de, dykk. Ord i Nord tilråder å la tilbagegangen fortsette til fordel for det alminnelige pronomen for annen person ental, du, dig/deg, som er felles for hele Norden.

I modsettning til svensk og norsk som allene har relativpronomenet som, har dansk mulighed for både som og der, sistnevnte dog blott som subjekt i settningen. Ord i Nord råder dog til så vidt muligt å bruge det fellesnordiske som.

Om enn dansk bruger refleksivpronomenet sig, både når subjektet er i entall og i flertal, kan det tilsvarende possessive pronomen sin/sitt/sine alene anvendes ved ental ("han tog sin hatt"), hvårimod flertall, modsatt norsk og svensk, kræver "de tog deres hatte". Sin/sitt/sine i flertall har været udbredt i dialekterne og forekommer ennu iblandt i mindre "odlet" språg, men regnes ikke for korrekt dansk.

Dog er der valjfrihed imellem sin/sit/sine og deres i forbinnelse med pronomenet hver idet det faktisk ikke er klart om dette er entall eller flertall. Man kan således sige både "de stod i hver sitt hjørne" (eldst) eller "de stod i hver deres hjørne" (nyere form). Ord i Nord råder naturligvis til å hålde fast i sin/sitt/sine.

Andre ordformer
Udover de systematiske variasjoner i språget finnes en stor mengde ord som har flere sideformer, og hær vil Ord i Nord ofte kunne anbefale én fremfor en annen (hellere forpliktelse, skiffer, anselig, bevilje, elve enn forpliktigelse, skifer, anseelig, bevillige, elleve). Hær må med tiden oppstilles en komplett liste.

I en del tilfelle kan forbinnelser av flere småord valjfritt skrives i ett eller to ord på dansk (f.eks. "selv om" eller "selvom"), og det må hær undersøges nærmere hvilken mulighed som bringer bedst overensstemmelse med de andre nordiske dialekter.

Tegnsettning
Dansk har valjfrihed mellem "tradisjonelt komma" hvår der settes komma både før og efter ledsettninger, og "nytt komma" hvår det allene settes efter ledsettninger (dog altid foran men). Det tradisjonelle komma bruges udenfor Tyskland blott i Danmark og på Island og Færøerne hvårimod kommateringen i Norge og Sverige minner mest om nytt komma. Ord i Nord tilråder derfor å bruge nytt komma.

Fremtidige valjfriheder?
Språgbrug er alltid under forandring, og dessverre går de fleste endringer i Norden i separatistisk rettning. I de tilfelle hvår forandringen er til Nordens fordel, kan den til gengeld anvendes. For tiden er der en tendens i dansk til å sige "i sommers", "i vinters" fremfor de autoriserede "i sommer", "i vinter". Denne nye språgbrug stemmer med svensk så ifall Språgnevnet på et tidspunkt tillader den, kan den anbefales.

Adverbiet knapp får på dansk blot endelsen -t når det udgør et selvstendigt settningsled ("hun udtrykkte sig knappt"), ellers ikke ("det tog knapp femm dage"). Hær er formen knappt imidlertid vidt udbredt i talespråg, og skulle Språgnevnet tillade den, kan den tilrådes da den er lig med svensk.

NORSK

Substantiver
Norsk har tre sett å danne genitiv på som delvis konkurrerer inbyrdes: Den nordiske genitiv på -s ("mannens hus"), den opprinnelig nedertyske omskrivning med sin/sitt/sine (såkallt "garpegenitiv", "mannen sitt hus") som fremfor allt er slået igennem på Vestlandet, samt omskrivning med præposisjon, "huset til mannen".

De to siste former er ukennte på dansk og svensk som hålder fast i den nordiske genitiv, og Ord i Nord råder dærfor til at man uanset målform så vidt muligt bruger -s-genitiven i norsk.

SVENSK

Verber
I modsettning til norsk og dansk har svensk mulighed for å udelade hjelpeverbum i ledsettninger. Man kan til eksempel sige "han har berettat at han varit på semester" i stedet for det mere fullstendige "han har berettat at han har varit på semester". Denne udeladelse av et verbum kan virke ganske forvirrende på andre nordboer, og Ord i Nord råder dærfor til at man alltid medtar hjelpeverbet i ledsettninger.

Pronomener
På svensk er situasjonen någet flydende når det gelder pronomener i tredje person flertall. Således finnes der hos en del språgbrugere en vakklen mellem nominativformen de og akkusativformen dem, og oveni køpet finnes en mere talespråglig form av dem, nemlig dom, som iblandt kan erstatte begge andre former. Ord i Nord må hær rekommandere at man av hensyn til ligheden med norsk og dansk hålder sig til de og dem i nominativ respektive akkusativ.

De talespråglige former våran, vårat, eran, erat av possessivpronomenerne bør absolutt undviges, og vår, vårt, er, ert fasthåldes.

Stavning
Der er på svensk i mange sammenhenge oppstået en lydenlig stavning av en del hyppige ord, f.eks. mei, dei, sei fremfor mig, dig, sig og sæjer, dar i stedet for sæger, dagar. Disse former bør undviges da de adskiller svensk fra grannedialekterne. Nettopp vanlige ord som disse vålder sjeldent problemer med stavningen på grund av deres høye frekvens, uanset stavesett.

Ganske visst er der intet til hinder for at hele Norden kunne endre stavningen av mig, dig, sig til mei, dei, sei, da dette også ville passe med norsk og dansk udtale, men endemålet med dette blogginlægg er dog ikke å foreslå rettskrivningsendringer udover dem som bringer dialekterne sammen, og på grund av ordenes høye frekvens er det som sagt neppe nødvendigt.

...

Som det ses av denne hastige gennemgang av svensk og norsk, sagner jeg ennu tilstrekkelig detailviden om grannedialekterne, men kan dog pege på enkelte forhåld og håper med tiden å bli klogere. Jeg oppmaner alle nordboer til å kommentere bloggen, men dette vil jeg vende tilbage til i et senere inlægg.

En fremtidsplan for Svenskestland

Det er kanske en någet prætensjøs overskrift for et inlægg som visselig handler om en folkegruppe, et nasjonalt mindretall i Estland som efter all sannsynlighed er døende. Efter at 8.000 udav de dengang 9.000 estlandssvenskere fra Ormsø, Nukkø og andre områder i Nordvest-Estland flyktede fra den røde hær i 1944, og mange av de tilbageblevne blev deporteret, fanntes der ingen mulighed for at de siste kunne fortsette eksistensen som et livskraftigt svensk mindretall. Bare de gamle blev boende i Estland, og nu er blott 200 mennesker tilbage.

Ganske visst har estlandssvenskerne i de seneste år fået tosprågede byskilte i Nukkø Kommune - som ennda har fået tosprågede myndigheder. Dette skyldes at mange av flyktningene og deres efterkommere fra Sverige efter Estlands befrielse i 1991 er vendt tilbage for å få deres gamle egendom i svenskbygderne tilbage nu hvår jorden atter kan eges privat. Det gelder først og fremmest Ormsø og Nukkø. Jeg kenner ikke tilfelle fra Runø; og Odensholm, Rågøerne og Nargø vil med sikkerhed forbli øde.

Det er meget glædeligt med denne tilbagevenden, men det endrer dessverre ikke på at det er en "sommersvenskhed" som vi hær ser udfåldet. De huse og stugor som man har bygget på familjens jordlodd er primært til fritidsbrug - og dessverre en dagsreise fra Sverige - og de få estlandssvenskere som er flyttet tilbage permanent, er eldre mennesker som ikke vil få efterkommere i Estland. Det er en fin gestus at Nukkø Kommune betjæner dem på svensk, men det er først og fremmest begrenset til feriesæsongerne. Bare 50 fastboende regner sig som svenske hær.

Og ganske visst har det estlandssvenske mindretall nu opprettet kulturellt selvstyre hvilket alle mindretall er berettigede til ifølge Estlands grundlog. Men logen om kulturellt selvstyre foreskriver dels at mindretallet skal udgøre mindst 3000 personer, dels at det skal være bosatt i landet. Det siger sig selv at man bare har kunnet gennemføre dette ved å fortolke logen således at gruppen ganske visst omfatter over 3000, men at den blott delvist er bosatt i landet - som følge av force majeure.

I selve Estland er situasjonen knapp så håldbar. Som det ofte kan gå når et mindretalls kerne udvandrer, vil periferien, ifall omgivelserne støtter det, og det er attraktivt, forsøge å udfylle plassen, til eksempel ved at mennesker med én foreldre eller blott en besteforeldre fra mindretallet tilslutter sig dette. Det kennes også fra siebenbürgersachserne i Transsylvanien. Jeg har ennda mødt folk uden svenske aner som var så nordisk orienterede at de hade lært sig svensk og komm i den svenske kirke i Tallinn. Og dette er all ære værd. Men også dette er en svenskhed som fortynnes for hver generasjon idet språget neppe gis videre. Den tradisjonelle svenskhed i Estland er fortsatt døende.

Jeg nærer som nevnt en gammel kærlighed til Estland og ønsker egentlig å se det så nær på Norden som muligt. Et nordisk land kan man nokk neppe kalle det. Den nordiske folkegruppe er for lille, og høykulturen gennem århundrederne var tysk, ikke svensk. Men ifall estlandssvenskerne ennu hade eksisteret, kunne landet dog ha deltaget i enkelte områder av det nordiske samarbeide. Kan någet av dette reddes?

Sådan tenkte jeg på veg hjem fra en reise som hade ført mig gennem Baltikum i 2009, blandt annet til det megalomane sangerstevne som på de kanter er kennt som üldlaulupidu. Det var en gammel drømm å oppleve dette fænomen som bare forekommer i full størrelse hvert femmte år. Jeg var imponeret over hvår distinkt sangen lød, selv når det store, samlede kor på 26.000 sangere stod over for én dirigent. Og sangen lød nordisk; men dimensjonerne var fremmedartede.

Det lykkedes å få en nattferge fra Paldiski - engang det svensksprågede fiskerlege Rågervik - medens vi stevnede mod solnedgangen og Kappelskær, lå om bagbord kalkklinten på Lilla Rågø i skumringen, og bag denne den yderste odde av Stora Rågø. I den lyse sommernatt anede jeg langt borte fyrtårnet på Odensholm. Tyste og mørke lå disse forladte øer i Østersøen. Alle blev de til militærbaser under den sovjettiske besettelse, og ingen mennesker er vendt tilbage siden. Fremtiden ligger ikke hær.

Så hvem kan man bygge på udover de siste estlandssvenskere? I hovedstaden finnes som i alle hovedstæder grupper av folk fra grannelandene eller fjernere områder som bor i vertslandet i kortere eller lengere tid, udstasjonerede i forbinnelse med arbeide for firmaer eller diplomati - eller folk som har været så heldige å finne en lokal livsledsager og har skapt et lengerevarende hjemm i staden. Og Estland har to helt eller delvist svensksprågede grannelande.

Mennesker som lever på disse villkår er ofte henvist til å klare sig uden institusjoner som anvender deres modersmål, og dette gelder også deres eventuelle børn. Hvårledes sikkrer vi at disse udlendinge oppholder sig lengst muligt i vertslandet - og ennog blir boende permanent? Det er helt åpenlyst at Tallinn sagner en svensk skole som vil kunne betjæne børn av disse udstasjonerede familjer og blandede ekteskaper. Et svenskspråget gymnasium med internatavdeling finnes allerede i Birkas på Nukkø, grundlagt så tidligt som i 1990 for å gi estere mulighed for en nordisk orienteret skolegang.

Og på den svenske Mikaelskirkes hjemmeside læses om den åpne forskole som drives hær: "I Tallinn finns många svenskspråkiga familjer bosatta som har barn under eller i skolåldern som behøver treffas, umgås ok leka på svenska ... Til en børjan var de flesta barn som deltog enspråkigt svenska, under tiden har fler ok fler barn kommit från tvåspråkiga estniska ok svenska familjer ... De vuksna fikk samtidigt tilfelle å umgås på svenska". For småbørn og unge finnes alltså muligheder, men mellemstadiet fattes.

Det må være alldeles uomgengeligt å opprette en svensk skole i Tallinn, ganske som der finnes en estisk skole i Stokkholm, og ganske som la francophonie har bastjoner i form av franske skoler i allverdens hovedstæder. De eksisterende svensk- og tosprågede familjer vil få et incitament til å bli boende i staden i lengere tid, og det vil også virke modsatt: flere vil få øynene opp for å bosette sig her dærsom der finnes mulighed for å leve på svensk. Der er jo blott 80 km til den nærmeste svensksprågede kyst.

Og av skolebørnene vil flere velje å leve i staden som voksne og kanske sette deres egne børn i den svenske skole. På dette sett kan en forhåldsvis permanent svenskhed etableres i Tallinn. Kanske ikke et egentligt mindretall som i gamle dage, men det er det beste som kan gøres med de muligheder vi råder over i dag. Den vil nokk kræve en stadig tilgang av rigs- og finlandssvenskere for å kunne oppretthåldes, og dette må aktivt sikkres. Hærtil kan det nedenstående medvirke.

Hvad nu med svenskbygderne? Det var jo hær svenskheden hørte til, og det ville være hær, i disse tynnere befolkede områder, at en svensk folkegruppe ville kunne gøre en forskell frem for å bli borte i hovedstadens mengder. Hvårledes får vi satt Tallinn-svenskerne i kontakt med svenskbygderne? Mange av de mennesker som i fritiden taler deres svenske dialekt av det nordiske språg i disse egne, bor jo i Sverige, ti timer borte med båd.

Det er selvklart, at mange av disse egendomme vil gå i arv til efterkommerne i generasjoner fremover. Men det er også uundvigeligt at någle jordlodder, huse og stugor med tiden vil falle fra. Det er ikke alle som bor på den annen side av Østersøen, som i flere slektled har mod på å behålde et feriehus i Estland. Fremfor at disse skal overgå til lokale fra det estiske flertall, er det uhørt viktigt at disse egendomme forblir på svensktalende hender - dærsom hender ellers kan tale!

Det annet viktige skridt må alltså være å opprette en privat fond eller stiftelse, et egendomssellskap, som kan overta og administrere de svenskegede huse ifall egeren ikke lengere ønsker å behålde dem - og som kan ta hånd om at de fremover udleges, eventuellt i lange tidsrum, til svensktalende folk, typisk fra Tallinn. Hærmed vil der kunne skapes forbinnelse mellem den nye udlandssvenskhed i hovedstaden og de gamle svenskbygder i nordvest.

Der finnes intet odiøst i å kræve til eksempel et bestemmt språg talt av egeren eller hyregesten til en egendom, ganske som man kan kræve at man ikke ryger i hjemmet, at man skal være av en bestemmt civilstand, at ens foreldre skal have en bestemmt sysselsettning eller någet annet. I Nordirland finnes boligområder særligt for irsktalende folk for å styrke dette språg, og det samme vil kunne gøres med svensk i Estland. Nordmenn og danskere bør såmenn også være velkomne.

Der finnes flere fordele ved en sådan ordning: Det vil kunne lokke flere svensktalende fra Sverige og Finnland til Estland ifall man kan tilbyde dem sommarstugor blandt "sommersvenskerne" på Nukkø og Ormsø; og om man har børn i gymnasiealderen, vil de efter å ha forladt den svenske skole i Tallinn med fordel kunne bo i egendomme på Nukkø som supplement til internatavdelingen på Nukkø Gymnasium.

Hvor mange mennesker vil den svenske folkedel i Estland kunne vokse til? Selvklart intet i nærheden av de 10.000 som fanntes engang. Men under 1000 kan også være tilstrekkeligt. Estland er tynnt befolket. På Nukkø og Ormsø tilsammen bor 1.300 mennesker så der behøves ikke mange for å udgøre en væsentlig del. Og nettopp det å forbinne en svenskhed i Tallinn med et landområde hvår man udgør en stor andel, vil gi gruppen en tilknyttning og identitet som vil medvirke til å stabilisere den, også i hovedstaden.

Hvad der kræves, er selvklart penge. En svensk skole i Tallinn vil ikke kunne drives rentabelt de første mange år, og et boligsellskap som skal køpe egendom av estlandssvenskere som ønsker å avhende, skal bruge en betydelig kapital. Dette er alltså hvad man må offre ifall man vil drive en progressiv estlandssvensk politikk og oppretthålde Estlands tilknyttning til Norden i kommende slektled.

Nordens kennteste vartegn (1. del)

i en symbolverden som menneskets hvår en stat og et folk ligesom andre fellesskaper av lang eller kort varighed ofte finner udtrykk i visuelle tegn, har det altid været en glæde for mig å se hvårdan man i Norden har valt å stræbe efter enhed i mangfåld gennem sine flag. Det nordiske, asymmetriske korsflag er så sterk en symbolgruppe at ingen yngre stater har våget å velje samme mønster til flaget. Der hviler nesten et nordisk "patent" over våre flags skikkelse, som er lettgenkennelig over hele verden.

Hvem har vi å takke for dette? Sverige! Lad oss vise dette ved å følge flagene gennem tiden. Det er vellkennt at Danmarks flag, Dannebrogen, hører til blandt verdens eldste flag. Andre jevngamle flag har enten været ude av brug (Englands) eller har ikke betegnet en stat (Østrigs) så som statsflag er Dannebrog det eldste. At man har valt korsflaget - som opprinneligt ikke var asymmetrisk - er typisk for den tid som kontinentets eldste flag stammer fra: England, Skottland (diagonalt), Frankrig (dengang et blått flag med hvidt kors), men da Dannebrogen formodentlig har været i brug ved de danske korståg til Estland i begynnelsen av 1200-tallet, er det også muligt at der har været inspirasjon fra Det Tysk-Romerske Riges krigsflag og ennda fra korsfarerordenen Johannitterne, senere kennt som Malteserridderne, idet begge disse flag også var/er røde med hvidt kors og brugtes til korståg. Funksjonen har været vigtigere enn det repræsenterede territorium.

Senere mellemeuropæiske lande valte ofte å anta flag med områdets våpenskjolds farger arrangeret i vannrette striper, men de eldste flags farger er altså uden sammenheng med våpenet, således Danmarks rød-hvide flag overfor det gule våpenskjold med tre blå løver fra 1100-tallet. Fra og med Den Franske Revolusjon inføres dessuden flag med loddrette striper. Andre og senere flagdesign (trekanter, cirkler) anvendes mest udenfor Europa.

Alligevell tykkes der å være en sammenheng mellem det svenske våpenskjold og det flag som man veljer å anta ved Kalmarunionens sammenbrud i begynnelsen av 1500-tallet. Det opprinnelige skjold viser en gul løve på en baggrund av blå og hvide bøljestriper, men der finnes et konkurrerende våben med tre gule kroner på blå baggrund, som egentlig stammer fra begynnelsen av 1300-tallet. På den tid var Sverige og Norge i union, medens Danmark var i oppløsning på grund av stor geld og bristen på en konge. To grever fra Holsten hade landet i pant, men den østlige tredjedel, Skånelandene, undveg dette ved å be den svensk-norske konge om også å bli konge for denne del av Danmark som ikke var pantsatt.

Kong Magnus valte dærfor å føre et unionsvåpen med tre kroner som tegn på at han var konge i tre riger. Og da Danmark få år senere atter genvannt sin makt under kong Valdemar, faktisk i en grad så hans datter Margrete kunne stifte Kalmarunionen, var det nærliggende å videreføre kong Magnus' trekroner-våpen som merke for den nye union. Hennes sønn kong Erik lod udforme et flag for unionen som heller ikke var våpenbaseret: Et gult flag med rødt kors - men vi ved ikke om det någensinne har været i brug.

Merkværdigt nokk fortsatte Sverige med å føre trekronervåpenet jevnsides med det gamle løvevåpen, også efter unionens oppløsning. En tid oppfattede man de to våpener som merker for de gamle landsdele Svealand og Gøtaland og kallte løven Gøtaløven - men den er hele Sveriges eldste våpen. Da Danmark også videreførte trekronervåpenet, først for å gøre krav på tittlen som unionskonger, senere som "minne", blev kronerne årsag til en langvarig heraldisk strid mellem de to lande, "trekronerstriden", som blandt annet har givet navn til Københavns søfort Trekroner. Ennu i dag fører begge lande kronerne.

Da det svenske rigsvåpen er kvadreret - delt i fire felter, med kronerne i nummer 1 og 4 og løven i nr. 2 og 3, og da begge skjolde har blått i baggrunden, veljer man å dele skjoldet med et kors, en nordisk heraldisk tradisjon, som allerede anvendes i det danske kongevåpen og i mange adelsvåpener. Heraldikkens regler for farger gir bare mulighed for et hvidt eller gult kors, da disse "metaller" - sølv og gull - skal træde imellem "fargerne" - de øvrige kulører. Og her veljer man - formodentlig udfra løven og kronerne - et gult kors. Hærmed er det blå felt med et gult kors en realitet; der er ikke givet en bedre forklaring på flaget enn inspirasjon fra våpenet.

Men det er høyst bemerkelseværdigt at man på dette tidspunkt hvår fjendskapet mellem Danmark og Sverige er stort, veljer å arrangere flagets farger i et kors præcis som "arvefjendens" (dengang var flagene ennda ennu mere lige enn i dag idet de innerste felter var kvadratiske som Dannebrogs, ikke rektangulære som i dag. Også splittflaget hade to spidser, i dag tre). Normalt designes flag ligedan av folk som ønsker å ligne hverandre, ikke av folk som har ligget i krig. Ligger der kanske en konkurrencevilje bagom? En dyst om hvem som er sterkest i Norden? I så fall aner vi kanske konturerne av begrepet "Norden" hær? I alle fall er det takket være Sverige at det danske korsflag ender med å bli nordisk.

Da Norge få år efter overgangen fra unionen med Danmark til unionen med Sverige ønsker sitt eget flag, veljer man et som ei heller er baseret på våpenfargerne (gul løve på rød bunn), men som - vell i opposisjon til Sverige - minner sterkt om Dannebrog. At det røde flags hvide kors får et blått midterkors, er neppe en hentydning til Sverige - den blå farge er mørkere - men er snarere inspirasjon fra de to europæiske stormakter som i den almene oppfattelse stod som garanter for frihed og borgerrettigheder, nemlig Storbritannien og Frankrig - og deres flag.

At formen skal være et nordisk kors, er ganske hævet over diskusjon: for å kunne stå på lige fod med de to andre gamle kongedømmer veljes samme symbolikk, og dette stadfester formen som nordisk. Det norske flag legger sig oppad det danske med sine kvadratiske innerfelter, men splittflaget følger den svenske tradisjon med tre spidser. Imidlertid bruges dette ligesom i Danmark som statsflag og ikke blott som militært flag som i Sverige.

Et flag for Island så første gang dagens lys i omkring 1900 hvår man naturligvis valte et nordisk korsflag. Selvstendighedsrørelsen stillede ikke spørsmål ved Island som en del av Norden, og landets daværende våpenskjold, en hvid falk (tidligere en klippfisk) på blå baggrund, kan ha spillet en rolle, da man antog et blått flag med hvidt kors. Innen flaget komm i brug til søss ved landets selvstendighed i 1918, tilføyede man det røde midterkors for å undvige forveksling med Sveriges flag ved dårlig siktbarhed på havet.

Dessuden oppnåede man hærmed lighed med Norge hvår islendingene har en stor del av deres rødder. Den blå farge var tidligere lysere, men samtidig med republikkens inførelse i 1944 valte man endeligt å følge Norge med den mørkeblå farge som har gjort islands flag til et av verdens vakkreste. Flaget har kvadratiske innerfelter som det danske, og også splittflaget følger denne tradisjon ved å ha to spidser og være både stats- og militærflag.

Samtidig med Island sikkrede også Finnland sig sin selvstendighed ved imperiernes fall efter Første Verdenskrig. Efter hård frihedskrig og bitter borgerkrig fulgte en kort strid om statsformen som fallt ud til fordel for republikken, og endelig stod en strid om flaget tilbage. Under krigen førtes Finnlands våpen, en gul løve på rød baggrund, som banner, men det stod snart klart at den nye stat måtte søge støtte i Norden og legge avstand til Russland, og hær blev korsflaget ennu en gang løsningen.

Imidlertid fanntes der to muligheder: Å bruge våpenfargerne rød og gul eller å basere det på det særlige flag for de finnske seglforeninger - først Nylendska Jaktklubben, siden andre - som var et hvidt flag med blått kors. Det var ganske visst storfyrsten, den russiske tsar, som hade givet det (vell med forbillede i Ruslands orlogsflag hvår korset dog er diagonalt), men formen var merkværdigt nokk nordisk. Og dette flag gikk av med segren - om enn det annet siden da har vunnet någen udbredelse blandt finlandssvenskere. Finlands flag følger den svenske tradisjon med rektangulære innerfelter og splittflaget (med tre spidser) forbehåldt militæret.

Som det ses, har den nordiske tradisjon stadigt forplantet sig og gør det ennu i dag. Jeg skal senere vende tilbage til de flag som ikke repræsenterer selvstendige stater, idet jeg har sysselsatt mig udførligt med det færøske flag, blandt annet i en artikkel i Dimmalætting.

Hvilket lykketreff alltså, for oss i dag, at Dannebrogens form blev nordisk ved Sveriges insats, befestet av Norge og håldt ved lige av Island og Finnland. Det asymmetriske korsflag har i dag en ikonisk status som symbol for Norden - enhed i flerhed.

I Stokkholm

Jeg tilbragte for någle måneder siden et par dage i Stokkholm som hver gang slår mig som ganske annerledes enn Køpenhavn. Set fra et punkt udenfor Norden er de to stæder sikkert temmelig ens - nordiske millionstæder - men hærhjemme ligger de i bevisstheden som to poler i hver sin ende av et nordisk spektrum. Dette skyldes naturligvis også deres roller som poler i Nordens historie. Fra hver stad styredes et rige som i århundreder kempede om å være sterkest i Norden.

Det som på mange måder er vårt held i denne sammenheng, er at Norden også innehålder områder som ikke entydigt hører til den ene eller den annen pol. Norges mellemtilstand med tilhørsforhåld snart det ene sted og snart det annet har givet landet en viktig rolle som "mediator" i Norden nu hvår landets selvstendighed er genoprettet. Det gelder språgligt, men også politisk. Allerede i den norsk-svenske unionstid var det lettere for studenterskandinavismen å slå igennem i Danmark når man ikke blott ville nærme sig den gamle "arvefjende", men også det Norge som i befolkningen var omgærdet med langt mere sympati.

Også i senere skandinavistiske rørelser som Sven Clausens nordiske målstræv betød tilstedeværelsen av Norges "tredje pol" en større folkelig gennemslagskraft idet det var lettere å se nytten i en tilnærmelse til Norden fremfor allene Sverige som ennu den dag i dag vekker skepsis i Danmark. Dessverre lykkedes det ikke skandinavismen å slå igennem som politisk rørelse, hverken i 1800- eller 1900-tallet.

Men hvårdan med Køpenhavns gamle "modpol", Stokkholm? I dag konkurrerer de to stæder mest om inbyggertallet, et temmelig håpløst foretagende idet det jo blott er et spørsmål om hvår man avgrenser staden. Nettopp geografien er vel det mest ulige ved de to stæder. Køpenhavn er som den eneste storstad i Norden ikke bygget på klippegrund. Det gir en helt annen dimensjon til en stad som Stokkholm at man har udsikt til Sødermalms klippeskrent (det er vell Bellmans "berg ok branter") syd for Mælaren og Saltsjøn - en formasjon som bidrager væsentligt til stadens monumentalitet.

Men grundfjellsformasjoner som den under Sødermalm har også betydet at det har krævet godt sømannskap å nærme sig staden fra havet. Ganske visst har Stokkholm - og før den Birka - haft alle de fordele som det gir å ligge med adgang for skipstrafikken, men samtidig har den lange færd gennem skærgårdens stadig snævrere labyrint betydet at det har været ganske lett å lukke for adgangen til staden i forsvarsøyemed. Hærtil kommer at Stokkholm før 1809 lå midt i sitt rige.

Dette gjaldt også Køpenhavn før 1658 - men alligevel døljede denne stad sig allerede dengang bag de store festningsverker som i renæssancen oppførtes for å skerme mod fjender fra både sø og land. Stokkholm virker helt annerledes selvbevisst. Da middelalderens vålde omkring Gamla Stan blev fjernet, avløste man dem ikke med renæssancebefestninger, men lod staden ligge fri og åpen i landskapet omkring mælarens munning - så trygg følte man sig hær.

Tryggheden har interessant nokk også givet sig udslag i en større åpenhed for centraleuropæisk arkitektur. Således gelder Stokkholms slott for en av de betydeligste barokkbyggninger udenfor Italien. Og eksemplerne på en meget tyskpræget og nysselig nygotikk er langt mere tallrige hær blandt villaer og lysthuse, på f.eks. Djurgården, enn de er i Danmark. Tyskland har ikke historisk været en umiddelbar trussel som man arkitektonisk har ønsket å ta avstand fra.

På mange måder virker Stokkholm i dag langt mere som en centraleuropæisk stad enn Køpenhavn, som om et stykke fra midten av kontinentet er blevet rykket langt mod nord. Men den arkitektoniske modsettning opphører når man når lidt lengere opp mod vår egen tid. For efter historicismens nygotikk kommer - i Centraleuropa - jugendstilen som også kennes som art nouveau. Denne stil er imidlertid sjelden i Norden.

Kanske er det det tyske keiserriges ekspansjon i disse år som udvirker at det nu er begge nordiske lande som ikke tar imod de centraleuropæiske tendenser med åpne arme. I hvert fall når den rene jugendstil sjeldent frem til våre breddegrader. I stedet danner historicismens tese og jugendstilens antitese her en nordisk syntese som vi kaller skønnvirke. Den er fellesnordisk og kan derfor ikke undgå å ha min interesse. Ganske visst finnes der mange avskrekkende eksemler på denne stilart, men hvilken stilart har ikke det?

Der finnes også ypperlige skønnvirke-byggninger. En av dem er Stokkholms stadshus som jeg har glædet mig til å se. Det er med lidt forhindringer at jeg forhører mig om neste rundvisning, thi "det finns okså rundvisningar på engelska om du føredrar det". "Nei takk, hellere på svensk". "Førstår du svenska godt? Den engelska omvisningen børjar på samma tid". "Ja, men svensk er fint". "Javisst. Jag måste fråga om det før det finns många danskar som føredrar engelska." "Ja, tyverr". "Akk ja, tyverr".

Sådant kommer man jo ud for, men jeg er altid glædeligt overrasket over stokkholmernes vilje til å kommunikere med danskere på nordisk (de eneste som bruger engelsk, er de som ikke har svensk modersmål, og det har jeg forståelse for). Stadshuset var nu vakkert, og Norden er stadig eksponent for en stil som vekker beundring i verden. I verdens øyne er vi i dag en enhed på trods av de historiske og geografiske modsettninger, og interessant er det at den tidligere modsettning som nu er avløst av en felles orientering, kan avlæses i arkitekturhistorien.

Det som jeg mener med en felles orientering, er de felles interesser og de felles kulturfænomener som kennetegner Nordens to millionbyer i dag. Ingen tvivl om at vi i udlandets øyne udgør en helhed, men gelder det også Nordens indre virkelighed i dag? Hvilke uudnyttede muligheder finnes der for nordisk kulturel integrasjon?

Århus svikter Norden

Der har i de senere år været en tendens til at flere og flere danske køpstæder med å i deres navn går fra å stave med nordisk bolle-å tilbage til det gammeldanske dobbelt-a. Faktisk var den siste tilbageværende stad med bolle-å intil nu Århus som jeg alltid, kanske lidt naivt, har oppfattet som en stad med mod og progressivitet. Nu viser det sig at et flertall i byrådet støtter borgmester Nicolai Wammen (soc.dem.) i å stave Aarhus. Jeg tar på det kraftigste avstand fra dette.

Det er en demokratisk besluttning og skal respekteres som sådan eftersom Stednavneudvaljet dessverre gir mulighed for denne stavemåde, ikke blott i personnavne, men også i stednavne hvilket for lenge siden burde ha været avskaffet ved log. Men i modsettning til hvad mange tror, har danske kommuner ingen myndighed til å beslutte hvårdan andre skal stave deres navn. Det har allene Stednavneudvaljet som entydigt fastslår at bolle-å alltid er korrekt.

Om enn Århus Kommune vil skrive Aarhus på sitt brevpapir og sin hjemmeside, er det alltså alltid tilladt for alle andre å skrive Århus - og Ålborg og Åbenrå (jeg staver her Åpenrå). Der finnes alltså ennu rig mulighed for å udøve "civil ulydighed", en mulighed jeg håper mange vil gripe fremover.

Alligevell vil det være en grå dag for Norden når endringen inføres. Javisst, det er jo blott ett enkelt bogstav, og vi andre har som sagt ingen plikt til å følge kommunens luner. Men igen er denne lille endring udtrykk for den underliggende tendens at Norden er glemmt. Har lokalpolitikernes flertall skenket dette en tanke?

Hvem er det man vil tekkes med denne endring? Lokalpolitikerne snakker om "den globale udvikkling", som alltid som om den var en uavvendelig naturkraft som vi som mennesker ikke har inflydelse på. Globalisering er et villkår, javisst, men hvårdan den skal forløpe, ligger ikke udenfor menneskets evner. Vi har trods allt skapt den selv. Skal en globaliseret verden ha større mangfåld eller større ensrettning? Århus har tilsyneladende truffet sitt valj.

Nei, udenlandske medier kan ikke skrive Århus - om enn informasjonsteknologien burde ha avhjulpet deres problem for lengst. Men kan de ikke det, så skriver de "Arhus". Ganske enkelt. Og jeg kan ikke med min beste vilje se at det skulle gøre någen forskell for oss - eller for dem - om de skriver Arhus eller Aarhus. Ville man i udlandet være i tvivl om byens identitet ifall den iblandt var med og iblandt uden bolle over a'et? Ville man i Norden? Jeg tør godt svare nei.

Alltså må det være et ønske om å få en ens stavemåde i nordiske og udenlandske medier som er årsagen til bagstrævet i Århus. Det er jo en luksus som enn ikke Køpenhavn, Romm - eller for den sags skyld Athen har. Ganske visst er de hovedstæder og som sådanne mere kennte; men selv stæder som Sankt Petersborg oppfatter det vell snarere som en styrke enn som en svaghed å ha ulige navne på ulige språg. Det gir staden format. Sankt Petersborg er jo også en betydende provinsstad.

"Århus har en lang og flott historie, og navnet Aarhus vil pege bagud i vores historie og in i fremtiden", hedder det fra Socialistisk Folkepartis politiske ordfører, Thomas Medom. Det siger sig selv at dette udsagn bare har gyldighed i det øyeblikk det blir fremsatt. Når kommunens stavemåde er Århus, vil en eldre stavemåde "pege bagud" (men ikke lengere bagud enn Aarhuus, Arus eller Árós) samt selvklart pege fremad mod intensjonen om å geninføre den. Men i det øyeblikk endringen til Aarhus er inført, peger stavemåden ingen steder hen. Så lad oss glemme dette.

Rektor Lauritz Holm-Nielsen fra Aarhus Universitet (som ellers er formann for det nordiske universitetssamarbeide) støtter endringen idet han nevner de problemer som udenlandske samarbeidspartnere kan ha med å vide at "Arhus" og "Aarhus" er samme lokalitet. Imidlertid er løsningen på dette langt enklere: om blott Aarhus Universitet endrer stavemåde til Århus Universitet, vil det udenfor Norden være kennt som "Arhus ..." ligesom staden, så ingen forveksling er mulig. Helt enkelt.

Hvad politikerne tilsyneladende ikke har været oppmerksomme på, er at Århus er den eneste stad i Verden som er internasjonalt kennt under et navn med bolle-å (jeg beklager, Åbo). Hvårfor ikke gripe denne fantastiske mulighed når man vil markedsføre Århus i verden? Den norske skipsverftskoncern Kværner og den svensk-kanadiske butikkskæde Nygård fører sig i alle lande frem under disse navne - med disse stavemåder. Det gir identitet i det globale rumm. Hvem kan forestille sig Citroën uden "prikkerne"? Viste Århus ikke sitt mod da man nylig besluttede å geninføre sporvognene? Hvårfor har staden så ikke mod til å stå ved sitt rette navn ifølge geldende rettskrivning?

Med hensyn til økonomien i projektet mener SF's ordfører at ekstraudgifterne i forbinnelse med nye skilte (det er tilsyneladende ikke nokk med nytt brevpapir og ny hjemmeside om enn å og aa språgligt set er fullstendigt ækvivalente) vil tjæne sig selv in i form av øget omtale i udlandet og øgede turistintekter. Det er visst det, man kaller en ekstraordinær påstand som kræver ekstraordinære kilder! Må vi se fortilfellene, takk?

Jeg har ovenfor talt om globalisering som mangfåld kontra globalisering som ensrettning. Århus ønsker en global ensrettning fremfor nordisk enhed når det gelder stadens stavemåde. Læseren kan spørge: er min skandinavisme ikke også udtrykk for ensrettning? I någen grad, men snarere for en eksisterende enhed, vil jeg svare; og å forfølge enhed for å undvige yderligere splittelse i Norden er en meningsfull tanke eftersom vårt felles språg vil kunne behålde sin store kapacitet og kunne virke for kulturellt fellesskap som grundlag for et kulturellt sterkt Norden. Det gir mening å ta udgangspunkt i språgfellesskapet.

Å ville skape en kunstig enhed ved å ensrette en stads stavemåde i hele verden på bekostning av Nordens eksisterende fellesskap sagner derimod mening. Thi verdens språg blir ikke inbyrdes mere forståelige av den grund. Og Århus blir ikke mere kennt på grund av en annen stavemåde, men mister blott sitt særpræg på verdensscenen.

Jeg oppfordrer århusianerne til civil ulydighed for bolle-å'ets, Århus' og Nordens skyld.

Fellesnordisk tv - ja takk

En rekke norske opposisjonspartier har foreslået å opprette en felles nordisk kultur-tv-kanal. Høyre, Venstre, Fremskrittspartiet og Kristelig Folkeparti reagerede på et ønske fra en gruppe borgere som i Aftenposten ønskede sig mere tv fra flere europæiske lande frem for engelskspråget tv, ved udfra "enighed gør sterk"-devisen å foreslå en fellesnordisk kanal for kultur-tv. Nordisk Råds kultur- og uddannelsekomité gentog i løpet av samme debatt sit ønske om større nordisk tilgengelighed for de enkelte landes almene tv-kanaler. Dette er under alle omstendigheder en god idé, men nedenfor skal det handle om tankerne om felles-tv.

Forslaget var egentlig en reaksjon på andre debattørers kritikk av for meget engelskspråget tv på den norske sendeflade. Man må ennu en gang konstatere at tankerne om større nordisk enhed, ligesom Sven Clausens tanker om nordisk målstræv først vannt bred tilsluttning i Danmark ved den tyske besettelse, først og fremmest ser ud til å dukke opp under et ydre press. Det er synd. Tanken om større nordisk enhed burde være nærliggende alltid og oppstå av lyst, ikke av nød.

NRK's kringkastningssjef, Hans-Tore Bjerkaas, svarer i Aftenposten at et omfattende samarbeide i form av Nordvisjon allerede finnes, og at der udveksles omkring en times nordisk tv per nordisk land per dag. Når det ikke er ennu mere, skyldes det at tv-kanalerne erhverver rettighederne til å sende programmer for et bestemt territorium. Ifall NRK skulle erhverve rettigheder for hele Norden, ville det koste de norske licensbetalere dyrt.

Hærtil må man svare at en fellesnordisk kanal jo nettopp ikke skulle drives som en nasjonal kanal, men nettopp være eget i fellesskap. Med midler fra alle fire nordisktalende lande ville den nettopp kunne erhverve rettigheder for hele Norden. Prisen ville bli fordelt på alle lande, ligesom alle landes befolkninger ville få glæde av produktet.

Det lyder flott med en times nordisk tv per land per dag, men problemet er jo, hvilket man kan forvisse sig om ved å kaste et blikk på et tilfeldigt programm for en almen nordisk tv-stasjon, at disse udsendelser finnes på de "skæve" tidspunkter, tidligt på eftermiddagen eller sent om natten. De blir fortrengt til disse tidspunkter fordi tv-stasjonerne prøver å imødegå alles interesser og få plads til så meget som muligt på sendefladen. Men ville nordiske programmer ikke få flere seere ved å ha deres egen kanal hvår de kan ligge i den beste sendetid?

Kringkastningssjefen nevner også at flere nordiske kanaler allerede sendes til hele Norden via satellitt- eller kabel-tv, ennda delvis tekstet på grannelandenes dialekter. Problemet med denne tekstning er at seerne ikke venner øyet eller øret til de andre dialekter av vårt felles språg. Jeg mener at tekstning er en god ide for å støtte språgforståelsen, men selvklart skal de nordiske programmer - også på en felles kanal - tekstes på originaldialekten.

På færøsk tv tekstes dansk språg ikke. Dette forventes man å forstå, og vell med god grund, om enn det er et fremmedspråg hær. Men ei heller norsk språg tekstes. Dette forventes man også å forstå. Skulle vi andre da ikke kunne klare å se nordisk tv på originaldialekten - med tekster? Vi er ikke av natur mindre språgligt fleksible enn færinger, blott sagner vi lidt tilvenning. Når de kan, kan vi også.

Kringkastningssjefen konstaterer dog at grannelandenes satellittkanaler har små markedsandele i forhåld til de almene landsdekkende kanaler, og at en felles kulturkanal kunne få samme problem: at den ville blive en small nichekanal for de få interesserede. Jeg mener at denne frykt er vellbegrundet, og hær er vi vell også ved problemets kerne(r): Dels vil kultur-tv altid stå i fare for å være smallt tv, dels fungerer Norden ikke som et felles offentligt rumm. For de fleste mennesker føles det mindre vedkommende hvad der hender i de tre andre lande.

Tv er i dag en av de viktigste nøgler til andre lande, og denne resurse bør bruges optimalt ved at en fellesnordisk tv-kanal nettopp ikke blott blev en kulturkanal, men gjorde sig meget mere relevant ved også å være en fellesnordisk nyhedskanal med nytt fra samfund og politikk i hele Norden, også gerne lokale store og små nyheder som kunne øge kennskapet til hele Norden i hele Norden. Tv bør være et middel i bestræbelsen for det felles offentlige rumm i Norden.

Kringkastningssjefen slutter med å konstatere at tv i dag ikke bruges på samme måde som tidligere, og jo yngre folk er, jo flere medier og kombinasjoner av medier vil de bruge. Dette er riktigt set, og det kræver sin egen strategi som jeg må vende tilbage til på et annet tidspunkt.
Den norske opposisjons forslag blev ikke meget omtalt i danske medier, men de danske politikere legger sig i kølvannet av Hans-Tore Bjerkaas og udlegger situasjonen som jeg har refereret og kommenteret ovenfor. "Tiden er ikke moden", udtaler DR's generaldirektør, Kenneth Plummer. Hær må man svare med et spørsmål: Hvad kan modne tiden?

I Aftenposten kommenterer Ingrid Brekke forslaget og mener til gengeld at tanken om en felles kanal ligger i tiden og henviser til det fransk-tyske Arte og til 3sat som dekker det tyske språgområde i 7-8 lande. "Norge er et lite land" hedder det, og der henvises til de ofte imponerende programmer i det någet større Sverige. Alligevel synes Brekke å være enig med professor Tore Slaattaa som hun citerer for å spørge hvad der er i vegen for å hekte sig på kulturkanaler udenfor det nordiske språgområde. En felles kanal alltså, men ikke nødvendigvis en nordisk.

Hær kommer vi frem til ennu et kerneproblem: Det spørges, nesten retorisk, hvårfor vi skal stanse ved Norden. Er det ikke tysk, fransk og spansk tv vi fattes? Viden om hele Verden til "vårt lille nordlige land? ... En orientering utover fremfor en økt vektlegging på egen identitet som nordmenn eller Norden-boere. Styrking av den europeiske identiteten ville slik sett hjelpe, men hvorfor stanse dær?"

Ja, hvårfor stanse dær? Hvårfor stanse ved Norden når man kan stanse ved Europa? Hvårfor stanse ved Europa når man kan stanse ved hele Verden og blott ha en identitet som verdensborger? Spørsmålet er absolutt legitimt å stille, og målet er legitimt å forfølge. Et svar ligger faktisk i Brekkes formulering om "vårt lille nordlige land", hvis eksistens der ikke stilles spørsmål ved i denne sammenheng. Det forudsettes å eksistere - om enn det er lige så legitimt å spørge "hvad skal vi egentlig med Norge? (Danmark? Sverige? ...)" som det er å spørge hvad vi skal med Norden!

Uanset hvår meget verdensborgere vi er, møder man sjeldent någen som er uenige i, at det er en rigdom for Jorden med flere språgområder og de dærtil knyttede kulturer (jeg tar selv visse forbehåld - efter min mening er et enigt Norden en styrke i dagens Verden). Ett språgområde muliggør felles medier, undervisning og kulturtilbud - og det ville være uligt mennesket ikke å gi disse felles villkår en betydning (har ting ikke allerede en betydning, gir vi dem en - en vanlig antropologisk iakttagelse). En betydning som dærmed gir en identitet.

Der finnes også andre identitetsskapende faktorer, f.eks. felles historie, som gir en felles identitet - og det er vell grunden til de fire nordisktalende landes identiteter. Men ifall man mener at en felles historie er tilstrekkeligt til å gi en identitet som dansk, svensk, norsk eller finsk - og det er et allminneligt og legitimt synspunkt - så er det minst lige så legitimt å mene at det felles nordiske språg gir en felles identitet som det er værd å styrke og forfølge.

Det er altid muligt å foreta reductio ad absurdum når det handler om identitet, ved å spørge hvårfor til logikken eller berettigelsen, men identitet fungerer ikke sådan. Det er i dagens Verden vårt villkår å ha fire stater og ønske vellfungerende nasjonalt tv i disse. Og det er vårt villkår å ha ett språgområde og forhåpentlig støtte tanken om felles tv i dette, som jeg gør hær. Ikke blott med kultur, men med et komplett programmtilbud fra hele Norden. Og gerne tekstet, men på originaldialekterne så vi kan lære dem å kenne.