Andersen og Norden

H.C. Andersen var tidligt ude som skandinavist, og man har i hans erindringer någle klare eksempler på den misstillid som de første skandinavisk orienterede intellektuelle mødtes med i midten av 1800-tallet. Der herskede ennu en udbredt folkelig misstro mod Sverige, som få årtier forinnen hade inlemmet Norge efter Danmarks nederlag på Napoleons side. Tendensen til at en stats seneste politiske nederlag bringer alle andre nederlag i ihugkommelse og gør fjenden til arvefjende, kenner vi også i dag fra krigene på Balkan. Og hos oss skete Norges skiften hender ennda uden blodsudgydelse.

Andersen skriver således om sine tidlige år i Køpenhavn: "Da kennte man ikke hvad man nu kaller skandinaviske sympatier; fra gamle krige mod naboen var ennu nedarvet en slags misstillid; de køpenhavnske gadedrenge glemmte ikke om vinteren, når isen bannt landene sammen, og svenske komm i kane over til oss [!], på en rå og kåd måde å skrige efter dem; meget lidt kenntes av svensk litteratur, og det fallt kunn få danske in at man med ringe øvelse lett kunne læse og forstå det svenske språg".

Situasjonen på Andersens tid var alltså, som han beskriver den, ganske som i dag. Ingen kunne dengang forestille sig den oppblomstring som skandinavismen skulle få i de følgende årtier - dessverre en skandinavisme som ikke for allvår slog rod i befolkningen, men som de fleste mennesker i samfunnet alligevell komm til å stifte bekenntskap med; dens eksistens blev kennt, også blant dem som ikke lod sig rive med. I 1830-tallet var den derimod stadig, som i dag, en subkultur.

Således skriver Andersen fra sitt første besøg i Romm i 1833 hvår han omgikkes mange dærboende tyskere og nordboer, blant andre Bertel Thorvaldsen: "Skandinaver og tyskere dannede én kreds, franskmennene [...] dannede et annet håld. Ved middagen i osteriet 'Lepre' hade hvert landsmannskap sitt eget bord; om aftenen komm svenske, norske danske og tyskere sammen til et lag".

Man tør antage at megen samtale har funnet sted på det tyske hovedsprog hvilket naturligvis ikke kan være annerledes når ikke alle deler språg. Hvad der imidlertid er viktigt å hålde sig for øye, dengang som nu, er at om man fortsetter med hovedspråget, også i tilfelle av at alle tilstedeværende forstår nordisk, blir det til hvad jeg tidligere har kallt "den allt for lette løsning" Hær gelder det om å gøre en insats for Norden.

Andersen kennte hær sin besøgelsestid, ikke blott språgligt, men også dikterisk, ved julefesten som måtte håldes i Campagnen udenfor pavestaden, og hvår bare nordboer var samlet: "Jeg hade skrevet en sang - den var min egentlige første skandinaviske vise. - I Romm var julen en naturlig skandinavisk fest, men skandinaviske sympatier var der ikke spor av. Til overskrift hade jeg satt: "Skandinavernes julesang i Romm 1833". Her skal citeres et enkelt vers:

Dansk, svensk og norsk, et kløverblad,
med sunnhedskraften, troskapsflammen,
de brødre tre der skiltes ad,
i Roma knyttes atter sammen!
Ett språg, ett hjemm oss himmlen gav,
og broder er hver skandinav!

Efter sangen udbragtes en skål for både den danske og den svensk-norske konge hvilket Andersen siden måtte høre kritikk for fra Køpenhavn, men han anser det for det eneste riktige å gøre i et skandinavisk sellskap: "Min mening var som sagt, dengang ikke alle andres; det har siden riktigt og smukkt forandret sig, men jeg fikk mine skenn - fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette tid, på rette sted".

Ja, den studenterskandinavistiske periode var på veg, og Andersen hade det held å være bannerfører for den på en tid hvår den ennu ikke var fremtvunget av et ydre fjendskap, et modsettningsforhåld til Tyskland, men oppstod innefra som del av den formulering av den nasjonale identitet som skulle gå hånd i hånd med begynnelsen til det nordiske demokrati. Nasjonens viktigste kennetegn er i Johann Gottfried Herders optikk språget, og det kan derfor ikke undre at man i demokratisk sinnede kredse i 1840-tallet allvårligt spurte sig selv om ikke Norden med sitt ene språg var ett folk.

Andersen svarer bekreftende på dette i den sang han fire år senere skriver, hjemmkommet fra en av sine sjeldne reiser nordpå, til Stokkholm, en færd som han beskriver som en av sine gladeste. Det kan være farget av at han tidligere fikk sitt gennembrud hær enn i Danmark og blev hyldet av Lunds studenter, men teksten til "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver" rekker efter min mening langt udover hans berømmte personlige forfengelighed. Om reisen skriver han:

"Jeg som kunn hade reist sydpå hvår alltså avskeden fra Køpenhavn er avsked med modersmålet, følte mig nu halvt som hjemme gennem hele Sverige, kunne tale mitt danske språg og hørte i landets tunge kunn som en dialekt av det danske; jeg syntes at Danmark udvidede sig, det beslektede i folket trådte mig så levende frem, jeg begrep hvår nær svensk, norsk og dansk stod til hinannen".

At den språglige mangfåld i Norge skulle begynne å vokse et tiår senere, ville neppe ha været for stor en udfordring for Andersen heller. Hovedsagen hær er at han, forud for sin tid, er en person som er villig til å ha øynene åpne for det nordiske og ta konsekvensen av hvad han ser - innen for sitt fag, diktningen. Hær skal citeres et par vers av "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver", skrevet i tidens typiske stil og metaforikk:

Vi er ett folk, vi kalles skandinaver,
i trenne riger er vår hjemmstavn delt;
men mellem nutids store himmelgaver
er den, vårt hjerte hører til et helt!
Lad være glemmt, hviss oss en urett skete,
tidsånden som en luttret Margrete
forener oss, den trefåld kraft forlener,
selv språget oss forener;
på fjell, i skog og ved det nattblå hav
jeg jubler høyt: jeg er en skandinav!

Lad ei den skønne enighed forsvinne,
norsk, svensk og dansk hinannen rekker hånd;
og gamle folkesange oss forbinne,
i melodien er et kraftigt bånd.
Av enighedens sæd kunn godt man høster,
vi skue kekkt mod vester og mod øster,
i fryd og sorg! o, hær er godt å være,
hær lever våre kære!
Fra gran og birk og bøg, vidt over hav,
nyd glædens sang: jeg er en skandinav!

Viktigt er det også, at besinnelsen på Norden på Andersens tid voksede fra ingenting intil den var på nippet til å bli en politisk faktor, en udvikkling som man brennende må ønske sig i dag, men denne gang for allvår. Det er ennu ikke for sent - men dessverre heller ikke sannsynligt.

"Lad være glemmt, hviss oss en urett skete" skriver Andersen om "arvefjendskapet". Det er vise ord, for ennu i dag trives en folkelig skepsis mod hverandre i Norden, kanske en av de største barriærer for øget enhed mellem våre lande. Vi har ellers ikke grumme inbyrdes krige i frisk erindring som dem der i dag skaper absurd språgteater i Eksjugoslavien.

Skoleminner

Mitt eget møde med nabodialekterne i skolesystemet var av meget svingende - og naturligvis, som forhåldene er, meget lav - kvalitet. I folkeskolens små klasser blev vi præsenteret for någle tekstprøver på svensk og bokmål. Jeg minnes ikke, at der var någen protester i den anledning, for i den alder har man travlt med å lære å læse og har bevaret en nyssgerrighed omkring nye ord og uvante bogstavsammensettninger. Man tar det nordiske som det kommer, og det er faktisk det perfekte tidspunkt å begynne den slags på.

Men hvårfor stanser eksperimentet så efter en uge? én tekst på svensk og én på bokmål, og så er det slutt! Dette er ganske forfeilet, for det er nettopp hær, man skal begynne med en systematisk inlæring av nabodialekterne så eleverne til sist kan komme til å læse også faglige tekster, for inhåldets skyld. Hvår mange allminnelige ord skiller dansk fra bokmål? nesten ingen. Hvår mange skiller fra svensk? 2-300? Hvår mange fra nynorsk? Et sted dærimellem.

Det rører sig om kanske 500 ord i alt. Det er ett ord om ugen i det antall år en elev går i folkeskolen. Skulle det ikke være til å overkomme å få dette med i skolernes læreplaner? Det gelder om å konstruere någle tekster som inlærer alle de nyttige nordiske ord - én ganske kort tekst med kanske fem ukente ord i en av dansktimerne i løpet av en uge. Det vil så være nødvendigt å repetere ordene ved efterfølgende å præsentere eleverne for fagligt relevante tekster på nabodialekterne, hvår de ingår. Risikerer man så ikke at eleverne blanner de nordiske dialekter sammen, kunne man spørge. Jo, forhåpentlig!

I gymnasiet forsøgte den gamle dansklærer å forklare oss om de systematiske forskelle mellem nordens dialekter: Diftonger og monoftonger, klusilsvekkelse og spirantsvekkelse. Han kempede en brav kamp, men formåede ikke ganske å fange interessen hos eleverne i 1. g. Dærsom han ikke hade stået med det ene ben i pensjonisttilværelsen, hade han kanske haft mere held med sig, både med dette og med Gunløg Ormstunges Saga.

Senere skulle man jo også i henhåld til skolens bestemmelser præsenteres for en (én!) tekst på en nabodialekt. Den nye dansklærer var til å begynne med nærmest en undskyldning for sig selv: "Jeg beklager virkelig at I skal udsettes for dette hær, men det står der alltså i undervisningsbestemmelserne at vi skal", fikk vi å vide da klassen forskremmt kikkede på prikkerne i den svenske tekst.

Senere gikk det lidt bedre, og jeg vil hær ikke sette mitt lys under en skeppe, for min ildhug ved opplæsningen hade nokk en ikke ringe andel i at klassen begynnte å synes at det vell var en smule interessant at någet som så så fremmed ud, faktisk blott var en annen dialekt av det språg de kennte så godt. Det er i disse situasjoner at det gelder om å hålde fast og fortsette fremfor atter å la det nordiske ligge. Men selvfølgelig kom der ikke mere nordisk i den skoletid.

Problemet ved allt dette er jo at allting er proforma. Der finnes ingen virkelig interesse, ingen virkelig ildhug blant lærerne som kan smitte og fenge hos eleverne og gi dem den alltavgørende fornemmelse av å leve i et stort språgområde som strekker sig fra Bergen til Borgå og fra Longyearbyen til Gedser - Gedser hvårtil jernbanen i praksis er nedlagt, men hvår der ennu kører ett tåg om dagen fordi det står i logen at man skal. Et godt billede på det nordiskes språgs proforma-status i skolesystemet. Tre leksjoner på tolv år...

Der bør finnes en systematisk undervisning i på hvilke punkter de skriftfestede nordiske dialekter adskiller sig fra hinannen så det kan gi eleverne praktiske færdigheder i å begå sig munntligt i Norden - både i å lytte og i å tale så kommunikasjonen kan lykkes. Vell å merke som en del av modersmålsundervisningen, ikke som fremmedspråg. Så lenge det nordiske i skolesystemet er henvist til samme plads som seksualundervisningen hade i 1950-tallet, kommer vi ingen vegne.

På min gamle høyskole var tingene ikke stort bedre. Jeg hade fået den fikse idé at vi bare én gang skulle prøve å synge "Millom bakkar og berg ut med havet", mest fordi den var av Ivar Aasen. Protesterne mod å synge på nynorsk var massive. Det er som om man allerhøyest kan legge sig fast på kanske tre nordiske sange (bare ikke på nynorsk) som man så synger atter og atter i hele høyskoletiden. Så mener man at man har givet Norden hvad Nordens er. Hvad er endemålet med å ha en hel høyskolesangbog dærsom man bare lærer sig en håndfuld sange eller to?

Det tog flere måneder å få forsamlingen med på Aasens sang. Alle undskyldte sig med at de ikke kennte melodien (kanske skulle jeg ha valt "Gud signe vårt dyre fedreland") på tross av at de ikke hade vanskeligheder med å lære intil flere nye melodier under høyskoleopphåldet. Skolen roste sig engang av å være en "nordisk" folkehøyskole - ganske visst "ny-nordisk" som den daværende forstander kallte det, et lettere absurd begrep som jeg må ta opp senere.

Det nordiske er der ikke meget tilbage av på høyskolen i dag. Hvårfor når så mange mennesker som er så videbegærlige som mindre, til et stadium hvår allt nytt blir en hindring i stedet for en udfordring? og hvårledes gør man det forståeligt at det nye blott adskiller sig marginalt fra det gammelkennte, og at det lønner sig hundredfåld å ta den udfordring opp som ligger i de nordiske dialekter?

Nordisk målstræv

Den danske jurist og dramatiker Sven Clausen vil formodentlig jevnligt være å finne på denne blogg. Hans språgpolitiske bestræbelser er nesten alldeles glemte i dag. I 1937 udgav han "Imod språgforbistringen" og i 1938 "Nordisk målstræv" hvåri han fremlegger sine tanker om det nordiske språgfellesskaps fremtid som han ønskede å sikkre gennem en tilnærmelse mellem de nordiske dialekters ordforråd.

At Clausen er gået i glemmebogen, skyldes formentlig to forhåld: En del av hans målstræv "segrede sig ihjell" ved rettskrivningsreformen i 1948 hvår dansk inførte bolle-å'et og de små begynnelsesbogstaver i substantiver m.m., en reform som, om enn den berørte de lidt mere overfladiske dele av rettskrivningen, komm til å stå klart i den folkelige bevissthed som den egentlige "nordiske rettskrivning" som hærmed var et avsluttet kapitel.

Dessuden udartede hans opprinneligt vakkre tanke om en tilnærmelse mellem de nordiske dialekter på grund av den tyske besettelse av Danmark under Annen Verdenskrig i en allt mere antitysk rettning. Fra opprinneligt blott å betone det nordiske går hans efterfølgende "Årbøger for nordisk målstræv" også in på hvad han anser for iboende tendenser i det tyske språg som styrer tanken i autoritær rettning, og som bør undviges - alltså en slags Sapir-Whorf-hypotese før Sapir og Whorf. Disse uvidenskapelige betraktninger har ikke ligefrem bidraget til å styrke målstrævstanken efterfølgende.

Clausen gjorde ærligt oppmerksom på, at han ikke var filolog, men var drevet til språgpolitikk av en bekymring for det nordiske språgfellesskaps fremtid. Han var heller ikke purist; det nordiske målstræv var ikke rettet imod at eliminere fremmedord, men mod så vidt muligt å modarbeide forskellene mellem de nordiske dialekter. Fra "Nordisk Målstræv" citerer jeg:

"De små skandinaviske språg udvikkler sig bort fra hverandre således at vi må forudse det tidspunkt da vi ikke lengere kan fatte hinannen. Dærsom nu en sådan katastrofal språgudvikkling foregikk innen for samme statsområde, da ville man antagelig reagere og sige: Dette må ikke finne sted. Vi må først og fremmest bevare selve språgområdets eksistens. Det er vårt viktigste språglige spørsmål.

Men fordi tragedien udspilles innen for 4 a 5 statsområder, så interesserer sagen ikke almenheden. Ved debatter om språglige spørsmål anføres det interskandinaviske hensyn aldrig. Trettes folk om et ord, hvårledes det bør udtales eller staves, eller om man overhovedet bør anvende det, aldrig faller det någen in å anføre hensynet til selve vårt språgområdes eksistens, alltså hensynet til å bevare overensstemmelse med språget i Norge og Sverige. Dette hensyn ligger i virkeligheden udenfor folkenes himmelbryn. (...) Dette er språgforbistringen, og den bør modarbeides."

I dag bruges ordet språgforbistring ganske visst ennu, men nu om enhver språgforandring som vekker ergrelse hos någle - en brug av udtrykket uden någen forbinnelse med hvad Clausens ærende var.

"Nordisk målstræv" bærer præg av å være lidt av et hastverksarbeide, kanske for tilfellet sammensatt av forskellige avsnitt og kryddret med anekdoter, lægmannsbetraktninger og referater av debatten i 1938. Bogen innehåller imidlertid adskillige håldbare betraktninger, blant annet om skoleundervisningens betydning:

"Hvad der i alle fald er sikkert, er at forbistringen skrider fremad. Når man betenker båderne ved å ha et større språgområde, så tykkes det selvklart, at kernen i modersmålsundervisningen i de nordiske landes skoler burde være modarbeidelse av øget språgforbistring."

"Hvår lang tid eller hvår kort vil der gå innen vi ikke lengere hær i Norden kan læse hinannens språg dærsom en slig udvikkling fortsettes? Rettskrivningsreformer er et fellesnordisk anliggende."

"Man må dærfor ha det midtpunktsøgende målstræv in i skolerne. Dels var det rimeligt om hver enkelt elev fikk en ordliste hvårav det fremgikk hvilket av to parallelle ord han burde foredrage. Dels burde der øves en nordisk tekstkritikk hvår endemålet bestod i å rette elevernes oppmerksomhed mod det udvidede språgområde. (...) At dansk er et led i et udvidet språgområde, og at hver enkelt gennem sin språgbehandling er med til å bestemme om dansk skal vedbli å være led i et sligt større språgområde, det er neppe gået opp for en eneste skolediscipel."

"Og jeg har hørt flere finnsk-finnske forfattere sige at vell burde børnene lære et språg ud over finnsk, men så burde det være engelsk, og ikke et språg der taltes av 6 millioner [1938]. Det ligger klart i dagen at vi alle er interesserede i å fasthålde og understrege at vårt språgområde er på 15 millioner [1938], og ta konsekvensen av at vi ønsker dette fasthåldt."

Sven Clausen foreslår, så vidt jeg kommer i hug, i en av sine årbøger blant annet at man venner skoleeleverne til en mere nordisk språgkultur ved å avspille grammofonopptagelser med de mere nordiske ord for dem (!); om reguleringen av språget skriver han: "[eksemplerne] viser hvår nødvendigt det er å ha et eller annet centralorgan for de nordiske mål dærsom der skal være någet håp om å bevare den ømsesidige forståelighed. Et sådant organ skulle ingående følge udvikklingen og derpå minst én gang om året udskikke sine advarsler gennem radio og presse."

Viljen er god nokk (og et fellesnordisk språgnevn burde ha været nedsatt for lengst), men valjet av den rette informasjonsteknologi er - i 1938 og i dag - blott et sekundært aspekt i oppretthåldelsen av språgfellesskapet. Det primære er samkvemm, samkvemm og atter samkvemm imellem Nordens folk. Felles uddannelse, felles litteratur, felles trykkte og elektroniske medier - på flest mulige måder et felles civilsamfund. En språglig tilnærmelse kan alene finnes som en del av en større kulturell tilnærmelse mellem de nordiske lande.

Clausen slutter blant annet med å sige: "Når jeg ikke er blevet stående ved defensiven, imod språgforbistringen, men er gået over til offensiven, for helnordisk målstræv, da er det fordi defensiven i lengden er en allt for sørgelig stilling å inta. Offensiven i defensiven kunne man kalle det".

Hans bekymring har i dag vist sig alldeles vellbegrundet - nu mest på grund av den hastige fonetiske og fonologiske språgforandring i dansk. Dærfor er der som skandinavist all mulig grund til å være pessimist. Men alligevell: "dærsom man stod tidligt opp og smed frakken, var det ikke utenkeligt at der kunne gøres et og annet".

Symptombehandling

En av de mere direkte anledninger til at begynne denne blogg var frustrasjonen over at Ungdommens Nordiske Råd for snart et år siden udsendte en engelsksproget udtalelse om å åpne mulighed for å bruge dette språg på sine møder om det var nødvendigt. I de referater av udtalelsen som blev bragt i de relevante medier, stod det dog uklart hvårnår det ansås for "nødvendigt". Meningen var tilsyneladende at de nordboer som har nordisk som fremmedspråg, alltså islendinge og finner, i stigende grad har problemer med de dialekter av nordisk som ellers er obligatoriske i deres skoleundervisning.

Det kan ikke siges tydeligt nokk at denne instilling er ødeleggende for Norden. Å åpne for et språg med en global styrke som engelsk er å åpne for en indre ladeport - av fristelse til å velje den løsning som kanske i øyeblikket synes nemmest, men som på lengere sikt blir et stort sømm i Nordens ligkiste. Om bare én ikke-nordisktalende nordbo er til stede på et møde i UNR, kan man risikere at alle deltagere blir frataget ennu en mulighed for å forhandle på deres modersmål og for å venne sig til hverandres dialekter. Et domænetap for det nordiske språg i Nordens udkanter.

Det er dessuden en glidebane i rettning av å benytte engelsk, også i tilfelle av at f.eks. en dansk og en svensk har inledende vanskeligheder med å forstå hinannen. Dette forekommer ganske visst dagligt i Norden, dessverre, men å åpne mulighed for det i UNR er alldeles uhyrligt da det er et direkte skridt mod å la nordisk lide domænetap i sit kerneområde og falle fra hinannen i dialekter.

Det er imidlertid slående at denne uhyrlighed tilsyneladende er et produkt av resignasjon. Når man som UNR's formann, Lisbeth Sejer Gøtzsche, konstaterer (citeret ifølge Nordisk Råd): "Uansett hvilket land man kommer fra [alltså også de lande hvår nordisk er modersmål?], er det problemer med å forstå de skandinaviske språkene" og i samme åndedrag peger på engelsk som en løsning - er man så ikke ved å resignere og gøre engelsk til den allt for nemme løsning for alle nordboer?

Efter å ha konstateret at finner og islendinge kan have problemer, veljer man å handle defensivt og satse på ren symptombehandling. Udtalelsen om brugen av engelsk bygger jo på den præmiss som Gøtzsche formulerer: "Det nordiske samarbeide skal være åpent for alle individer i Norden og ikke være en eksklusiv klubb for de[m] der behersker skandinavisk".

Det er formellt set en falsk præmiss å hevde at der finnes en modsettning mellem å beherske nordisk språg og å inkludere alle, all den stund at alle nordboer som har nordisk som fremmedspråg, lærer nordisk i skoleundervisningen. I Finnskfinnland i form av svensk, og på Island i form av dansk. For min skyld kunne islendingene erstatte dansk med svensk eller norsk; det er underordnet.

I praksis kan der være det problem (hvårmed præmissen reellt kan nærme sig sannheden) at någle individer ikke har været tilstrekkeligt flittige med nordisk i skolen. Men om man politisk har en nordisk instilling og veljer å sysselsette sig med arbejdet i UNR, finnes der ingen undskyldning for ikke å inhente det forsømte og lære nordisk umiddelbart. Tror man virkelig at man kan klare sig i verden med bare ett fremmedspråg, engelsk? EU-kommisjonen anbefaler at alle europæere lærer minst to fremmedspråg. Størstedelen av verdens befolkning, bl.a i Asien og Afrika, betjæner sig i dagligdagen av minst to fremmedspråg.

Om man på någen måde vil hevde å høre til i Norden, bør et av disse språg i islendinges og finners tilfelle være en dialekt av nordisk; dette gir dem adgang til et språgområde på 20 millioner mennesker med hvem de har alskens historiske og kulturelle bånd. Godt nokk vil jeg ikke gå så vidt som til å forestille mig at alminnelige islendinge ikke vil ha vanskeligheder med munntlig svensk, og alminnelige finner med munntlig dansk; men at folk som er aktive i UNR, må overvinne også disse vanskeligheder, er der intet umenneskeligt i å kræve, og det bør slett ikke stå til diskusjon.

Da udtalelsen fra UNR tilsyneladende er kædet sammen med en brist på tolkning i arbeidet, skal man kanske glæde sig over at der efterfølgende er beviljet flere penge til tolkning; man kunne håpe at hele sagen var ment som en polemisk formuleret bønn om dette; men da UNR ikke efterfølgende har funnet anledning til å revidere eller tilbagekalle sin engelsksprågede udmelding, er dette håp nokk forfengeligt. Hærtil kommer at tolkning så sannelig bare er den nestdårligste løsning. Den fritager kanske folk med nordisk modersmål fra å forhandle på fremmedspråg, men ikke folk med nordisk som fremmedspråg fra å overvinne deres egen språglige sløvhed.

"Vi må akceptere ... at kunnskapen i de skandinaviske språkene blandt de yngre generasjonene er stadig synkende, og at globaliseringen har mangfåldiggjort de nordiske landene" citeres Gøtzsche for av Nordisk råd. Akceptere som hvad, må man spørge. Akceptere som en observasjon som kræver øyeblikkelig handling, eller akceptere som et fait accompli? I betraktning av den defensive symptombehandling som UNR's udtalelse er udtrykk for, må man frykte den siste mulighed.

Globaliseringen har efter min mening neppe relevans i denne sammenheng. Bosetter man sig i Norden, må man lære nordisk som fremmedspråg og er således ikke annerledes stillet enn islendinge og finner hele tiden har været.

Det UNR som sidder i øyeblikket, mener alltså at man bør endre språget dersom språget udelukker individer. Samtidig citeres formannen for å sige at språget er kernen i arbeidet. Det gir jo ikke megen mening. Kan det være et feilcitat?

Jeg mener dærimod at individernes språglige evner kan og bør endres så de kan inkluderes. Vil bjerget ikke komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Om man mener någet som helst med begrepet Norden, gelder det om at henge i med toinen kotimainen kieli.

Det bør dog være selvklart at det å kommunikere på nordisk ikke blott stiller krav til evnen til å høre, men også evnen til å tale. Alle må ha kennskap til hverandres dialekter så de ved hvad der adskiller dem, og dærmed hvad man skal undvige av språglige "ekscesser".

Og hvår mange nordboer har ikke opplevet at man taler langsomt og tydeligt på sin egen dialekt, men får et hurtigt, mumlende svar uden någen refleksjon over at modparten kanske ikke er lige så vannt til å høre andre dialekter som man selv er. Hær er det samtalekulturen som må endres så vi kommer hverandre i møde. Selv forsøger jeg mig gerne på svensk i Finnskfinnland.

Gøtzsche er kommet til den konklusjon at hun ikke føler sig mindre nordisk ved å tale engelsk på møderne. Jeg er kommet til den diametralt modsatte konklusjon: Den nordiske identitet ligger i høyeste grad i språget - en konklusjon som jeg innerligt håper at UNR's neste formann og fremtidige medlemmer vil dele.

Blott må man glæde sig over at UNR samtidig er oppmerksomt på annet enn symptombehandling, nemlig den bristende nordiskundervisning i skolerne og dærmed det bristende kennskap til andres dialekter. Mere hærom senere.

På terskelen til Norden

Jeg nærer en dyp og gammel kærlighed til Estland, et av de områder i Nordens omegn som der skal skrives om hær. Engang hade Norden solidt fodfeste hær i form av estlandssvenskerne, et svensktalende mindretall på cirka 10.000 mennesker. Selv kallte de sig øbor eller øbofolket, siden også estlandssvenskar. Den estiske betegnelse er rannarootslased, dvs. "kyst-" eller "strandsvenskere". De fortjæner å kennes av en større kreds.

Estlandssvenskerne var bosatt i de kystnære egne og på øer ud for kysten, først og fremmest på halvøen Nukkø og i området omkring Rikkul på nordvesthjørnet av fastlandet, samt på øerne Nargø, Stora Rågø, Lilla Rågø, Odensholm og Ormsø samt Runø i Rigabugten; dessuden i enkelte egne på Dagø. Hærudover boede en del estlandssvenskere i Tallinn.

Estlandssvenskerne kennes fra 1200-tallet ligesom finnlandssvenskerne. Modsatt situasjonen hær hvår en del av den svensktalende befolkning udgjorde en kulturelite i samfunnet, var den estlandssvenske befolkning altid en gruppe med ringe inflydelse hvårav de fleste sysselsatte sig med fiskeri, landbrug, skipsbyggeri og i Tallinn lodsvirksomhed.

Ved nasjonalbevissthedens fremkomst i 1800-tallet grundlagdes flere svenske skoler og biblioteker og et seminarium til uddannelse av lærere. I 1909 grundlagdes kulturforeningen Svenska Odlingens Venner som fra 1918 sammen med den politiske organisasjon Svenska Folkførbundet udgav bladet Kustbon som hade stor betydning for udvikklingen av en felles estlandssvensk bevissthed.

Estlands selvstendighed i 1918 betød et stort skridt fremad for vedligehåldelsen av den svenske kultur, da den estiske stat hade vidtgående mindretallsbeskyttelse. Mulighederne for støtte fra Sverige til uddannelse og kulturell virksomhed øgedes. Der grundlagdes en svensk avdeling av gymnasiet i Haapsalu og en svensk folkehøyskole på Nukkø.

Estlandssvenskerne blev mere vellhavende da staten udstykkede herregårdsjordene til småbønder. Dessuden kunne man begynne en eksport av landbrugsprodukter og fisk fra svenskbygderne. En del estlandssvenskere søgte i perioder arbeide i finnske og svenske byer, og rigssvensk språg fikk sterkere inflydelse på de estlandssvenske dialekter.

I 1930-tallet forverredes forhåldene for landets mindretall dog efter Konstantin Päts' statskupp, som betød avsluttningen på 1920-tallets ekscepsjonelle mindretallspolitikk. En del yngre estlandssvenskere udvandrede. Dette var dog intet i forhåld til sovjettmaktens ødeleggelser. Udbrudet av Annen Verdenskrig betød stort set udslettelsen av svenskheden i Estland. Ved Den Røde Hærs fremmarsj i 1944 flyktede 8.000 estlandssvenskere i både og mindre skipe over Østersøen og efterlod svenskbygderne avfolkede.

Efter krigen gendannedes Svenska Odlingens Venner i Sverige og varetar ennu rollen som kontaktorgan og interesseorganisasjon for estlandssvenskerne i Sverige. I den sovjett-estiske marionettstat var de få tilbageværende estlandssvenskere, eldre mennesker hviss efterkommere var udvandret, udsatt for forfølgelser og deportasjoner på grund av tilknyttningen til et vesteuropæisk land. De måtte flytte fra kysterne som blev militærområder.

Ved Estlands befrielse i 1991 viste det sig at der ennu fanntes rester av denne folkegruppe som jeg allerede som barn hade læst om hos Andres Küng. Den må desverre betraktes som uddøende da den i dag udgør omkring 250 mennesker med svensk modersmål. Dog har de tidligere flyktninge fået mulighed for å generhverve deres egendom i svenskbygderne, og mange opphålder sig i Estland om sommeren. Dærfor er Nukkø kommune siden 1997 officiellt tospråget.

En del estlandssvenskere med bopæl i Sverige har atter fået estisk statsborgerskap, og Svenska Odlingens Venner har genopprettet en avdeling i Estland. Mange tidligere svenske byer er blevet forsynet med tosprågede byskilte hvilket dog primært skal ses som en historisk gestus fra den estiske stats side - et ønske om å genopplive fortiden. Bare ganske få estlandssvenskere er flyttet tilbage permanent.

Der finnes dog en voksende interesse for den svenske arv blandt esterne. Mange har svenske aner, heriblandt salig Lennart Meri. En del taler i dag svensk som fremmedspråg, og i 1990 åpnedes et gymnasium med kostskole på Nukkø med svenskundervisning som speciale. Den svenske menighed i Tallinn er genoppstået i Sankt Mikaels Kyrka som også huser en svensk folkehøyskole med svenskundervisning og sommerkurser.

Summa summarum er dog, som det er blevet udtrykkt: "någon livskraftig minoritet som har svenska som modersmål kommer knappast mer å uppstå". Svenskheden i Tallinn udgøres i dag mest av rigs- og finnlandssvenskere og har neppe permanent karakter. I resten av landet er det en "sommersvenskhed". Det er vel bedre enn ingenting, men dessverre ikke meget mere enn ingenting.

Var det ikke for den sovjettiske besettelse ville Estland i dag ha haft svensk som et regionalt officiellt språg og kunne kanske ha oppnået en status som associeret medlemm av Nordisk Råd.
Men Estland er ved å gå tapt for Norden - som selv er i fare for å falle fra hinannen. Sic transit gloria mundi?

For Nordens enhed

Skandinavismen har alltid været en rørelse med ringe tilsluttning. Det synes som om den kræver en trussel udefra for å kunne få en bredere folkelig appell hvilket er synd. Det var i hvert fall tilfellet i 1930-tallet og 40-tallet da Sven Clausen hade någet held med sit nordiske målstræv som fortjæner en nærmere behandling på et tidspunkt.

Omkring hundrede år tidligere, i 1840-tallet, hade studenterskandinavismen dog god vind i seglene, i hvert fall blandt ungdommen. Den eldre generasjon minnedes i Danmark ennu tapet av Norge til Sverige i 1814; men de unge mødtes jevnligt til nordiske studentermøder i hverandres hovedstæder, og deres ildhug og nasjonale - nordisk-nasjonale - høystemmthed grep også borgerskapet. Det var ikke en helt ufarlig sag for i 1840-tallet var formuleringen av en nasjonal bevissthed tett sammenkopplet med tanken om demokrati - en ennu uhørt tanke.

Tidsånden gikk i rettning mod folkestyre; spørsmålet var blott hvårdan man avgrensede begrepet "folk". Var inbyggerne i de tre gamle kongeriger tre eller ett folk? Store dele av studenterungdommen foretrakk den siste mulighed og håpede oppriktigt på en genopprettelse av Kalmarunionen.

Til de nordiske studentermøder skrev någle av tidens beste hoveder sange som er nesten ukennte i dag. Enkelte blev i 2001 insunget av mannskoret Cantantes Animi som jeg hade den store glæde å være formann for. En av studenterskandinavismens fremmeste skikkelser, Carl Ploug, var alltid mann for fedrelandsk demokratisk patos, og hans sang "Til avsked" fortjæner et større publikum.

Den er gennemsyret av Herders tanker om Verdens nasjoner som en del av en himmelsk plan, en tanke som kanske ennu har en viss udbredelse og som jeg har mødt blandt enkelte færinger. Andre dele av sangen rummer observasjoner som med en tidssvarende formulering stadig kan bruges, om enn Nordens politiske integrasjon i dag overhales av Europas; thi Nordens kulturelle integrasjon er enn ikke begynnt.

Carl Ploug skrev sangen til avsluttningen av studentermødet i 1845. Melodien er av H.E. Krøyer:

TIL AVSKED
Et ord ennu. Vårt samlivs daglys svinner, (studentermødet)
om korte timer er dets fryd forbi;
da syssler tanken med de rige minner,
og hjertet nynner sagnets melodi,
momentets perlekrans i støvet ruller,
og livets allvår tynger på vår skulder!

Kom I da, brødre, hid kunn for å skue
i broget glans nordhavets dronningstol; (Køpenhavn)
kunn for å kryste nydelsernes drue
og vågne trette opp med neste sol?
Nei, der var inhåld i vår ungdomsgammen;
en mektig tanke drev og bannt oss sammen.

Og det var den at livets Herre hented
av samme kilde våre årers blod, (folkeligt slektskap)
det samme språg på våre læper prented (det nordiske)
og drog vår higen av den samme rod,
gav oss i odel efter våre fedre
det samme hjemm å verge for og hædre. (det nordiske fedreland)

Og det var den at, som av store minner
vi fikk i varetekt den samme skatt (felles historie)
som oss én tro, ett åndens præg forbinner, (felles religion og kultur)
er oss det samme mål i tiden satt: (en historisk forpliktelse)
å kempe fremst i folkenes bravalle (for demokratiet)
frigøre Verden atter eller falle.

Og denne tanke ei med glæden slukkes,
den dør ei bort med våre stemmers klang:
med eder over havets strømm den vugges,
hos oss den spirer på den grønne vang;
den giver mod å trodse dage mørke,
den giver sinnet kraft og armen styrke.

Den lærer oss at stammens skillte grene (de tre riger)
som sygned hen i mørke makters bånd,
må til et enigt hele sig forene,
da er vår skæpne i vår egen hånd. (folkestyret)
så far da vell! Vårt felles løsen være:
For Nordens enhed, Nordens segr og ære!

Og hvad er det så for observasjoner som også i dag kan bruges? At allt det som binner Norden sammen, også i vår tid kan være grundlaget for en felles offentlighed. Ennu finnes ingen felles medier, hverken trykkte eller elektroniske. Dagbladene opptager bare artikler på én målform, selv i Norge.

Ennu finnes ingen felles videregående uddannelsessystemer. Ennu finnes ikke en felles litteratur. For hundrede år siden var vi tett på, men i dag oversettes nesten alle bøger imellem de fire skriftnormer frem for å udgis i originalversjonen i hele Norden, kanske med en ordliste i margenen.

Allt dette er spill av tid og penge og fører blott til at vi aldrig venner oss til synet av hinannens dialekter. Skal Norden fortsette ad denne veg?

Modersmål i Bengalen og i Netto

Det er i dag UNESCOs internasjonale modersmålsdag. Tradisjonen kommer fra Bangladesj hvår kampen for det bengalske språgs ligeberettigelse på denne dato krævede dødsoffre. Dagen bruges dærfor til å markere retten til modersmål og til å feire språglig mangfåldighed i verden.

Modsettningsforhåldet mellem enhed og mangfåldighed er et tilbagevendende emne i filosofiens historie. Språglig mangfåldighed er en av de ting som gør verden værd å leve i. Samtidig kan den bli et tveægget sværd når uinteressante forskelle mellem dialekter blir til uoverstigelige hindringer om der går statsgrenser eller nasjonale grenser gennem språgområdet, og om vi venner oss av med å omgås dem på den annen side. Under disse forhåld kræver det en vedvarende bevisst insats å bevare et språgfellesskap. Den er dessverre ikke til stede i Norden.

Når man som skandinavist tenker på sitt modersmål som nordisk, er det med bekymring at man ser det falle fra hinannen. Nesten all språgforandring i Norden fører dialekterne bort fra hverandre. Vi færdes ikke i samme offentlige rumm, og vi har ikke øren for hverandres målformer. Oftere og oftere taler nordboer et fremmedspråg sammen. I Danmarks Radio gennemføres intervju med selv nordmenn med klar og tydelig bokmålslignende dialekt ved at en dansk speaker avbryder for å fortelle oss på dansk hvad der blir sagt. Hvårnår skal vi så høre norsk?

Bengalen komm i fare for å gå ad samme veg da Pakistan i 1948 inførte det vestpakistanske hindustani (av politiske grunde kallet urdu) som officiellt språg i hele landet. Om bengali i Østpakistan var blevet reduceret til hjemmespråg, kunne det ha begynnt en selvstendig språgforandring bort fra Vestbengalen i Indien. Oppgøret med hindustani var dærfor ikke blott begynnelsen til et selvstendigt Bangladesj, men også til bevarelsen av bengalsk felles språg og felles offentlighed på tværs av grensen. Lenge leve Bengalens enhed.

I Norden har vi ikke politiske modsettningsforhåld som kræver dødsoffre, men de oppdeler språgområdet, ganske ligesom det serbokroatiske og det hindustanske (hindi og urdu), for de bevirker at vi nordboer ikke er oppmerksomme på å oppretthålde en felles offentlighed som kan dempe språgoppsplittningen; sådan behøver det ikke å være. Tyskland og Østrig så vell som Holland og Flandern lar ikke deres felles språg være et problem i forhåld til deres ulige nasjonale identiteter, men oppretthålder en balance mellem enhed og mangfoldighed. Kan vi lære av dem?

Mangfåldigheden er vakker, og all språglig og menneskelig mangfåldighed skyldes jo i sidste ende politiske og historisk-geografiske forhåld. Alligevell ville det være synd om mangfåldighedens pris for oss var Norden selv. Det er vanskeligt å gøre denne skandinavisme til en ideologi for så skulle den gelde overallt og til alle tider, og så skulle vi ønske å ha bare ett språg på Jorden; det ville være en forskrekkelig verden. Alligevell byder min nordiske identitet mig å arbeide for at den nordiske mangfåldighed ikke blir for stor.

I disse tider er der trøst å hente i supermarkedet - av alle steder. Når man bor i en grenseby som Køpenhavn er det en fornøyelse å oppleve hvårdan de fleste medarbeidere i Netto i disse år er svenske; hvårfor ved jeg ikke. Men kommunikasjonen forløper upåklageligt. Der hilses på svensk og svares på dansk, spørgsmål stilles på dansk og besvares på svensk. De forskellige tallord bruges side om side. For nylig blev jeg hilst med et "tjænare" hvilket er ganske eksotisk å oppleve i et supermarked. Lenge leve køen i Netto og dens lille bidrag til Nordens enhed!