Skoleminner

Mitt eget møde med nabodialekterne i skolesystemet var av meget svingende - og naturligvis, som forhåldene er, meget lav - kvalitet. I folkeskolens små klasser blev vi præsenteret for någle tekstprøver på svensk og bokmål. Jeg minnes ikke, at der var någen protester i den anledning, for i den alder har man travlt med å lære å læse og har bevaret en nyssgerrighed omkring nye ord og uvante bogstavsammensettninger. Man tar det nordiske som det kommer, og det er faktisk det perfekte tidspunkt å begynne den slags på.

Men hvårfor stanser eksperimentet så efter en uge? én tekst på svensk og én på bokmål, og så er det slutt! Dette er ganske forfeilet, for det er nettopp hær, man skal begynne med en systematisk inlæring av nabodialekterne så eleverne til sist kan komme til å læse også faglige tekster, for inhåldets skyld. Hvår mange allminnelige ord skiller dansk fra bokmål? nesten ingen. Hvår mange skiller fra svensk? 2-300? Hvår mange fra nynorsk? Et sted dærimellem.

Det rører sig om kanske 500 ord i alt. Det er ett ord om ugen i det antall år en elev går i folkeskolen. Skulle det ikke være til å overkomme å få dette med i skolernes læreplaner? Det gelder om å konstruere någle tekster som inlærer alle de nyttige nordiske ord - én ganske kort tekst med kanske fem ukente ord i en av dansktimerne i løpet av en uge. Det vil så være nødvendigt å repetere ordene ved efterfølgende å præsentere eleverne for fagligt relevante tekster på nabodialekterne, hvår de ingår. Risikerer man så ikke at eleverne blanner de nordiske dialekter sammen, kunne man spørge. Jo, forhåpentlig!

I gymnasiet forsøgte den gamle dansklærer å forklare oss om de systematiske forskelle mellem nordens dialekter: Diftonger og monoftonger, klusilsvekkelse og spirantsvekkelse. Han kempede en brav kamp, men formåede ikke ganske å fange interessen hos eleverne i 1. g. Dærsom han ikke hade stået med det ene ben i pensjonisttilværelsen, hade han kanske haft mere held med sig, både med dette og med Gunløg Ormstunges Saga.

Senere skulle man jo også i henhåld til skolens bestemmelser præsenteres for en (én!) tekst på en nabodialekt. Den nye dansklærer var til å begynne med nærmest en undskyldning for sig selv: "Jeg beklager virkelig at I skal udsettes for dette hær, men det står der alltså i undervisningsbestemmelserne at vi skal", fikk vi å vide da klassen forskremmt kikkede på prikkerne i den svenske tekst.

Senere gikk det lidt bedre, og jeg vil hær ikke sette mitt lys under en skeppe, for min ildhug ved opplæsningen hade nokk en ikke ringe andel i at klassen begynnte å synes at det vell var en smule interessant at någet som så så fremmed ud, faktisk blott var en annen dialekt av det språg de kennte så godt. Det er i disse situasjoner at det gelder om å hålde fast og fortsette fremfor atter å la det nordiske ligge. Men selvfølgelig kom der ikke mere nordisk i den skoletid.

Problemet ved allt dette er jo at allting er proforma. Der finnes ingen virkelig interesse, ingen virkelig ildhug blant lærerne som kan smitte og fenge hos eleverne og gi dem den alltavgørende fornemmelse av å leve i et stort språgområde som strekker sig fra Bergen til Borgå og fra Longyearbyen til Gedser - Gedser hvårtil jernbanen i praksis er nedlagt, men hvår der ennu kører ett tåg om dagen fordi det står i logen at man skal. Et godt billede på det nordiskes språgs proforma-status i skolesystemet. Tre leksjoner på tolv år...

Der bør finnes en systematisk undervisning i på hvilke punkter de skriftfestede nordiske dialekter adskiller sig fra hinannen så det kan gi eleverne praktiske færdigheder i å begå sig munntligt i Norden - både i å lytte og i å tale så kommunikasjonen kan lykkes. Vell å merke som en del av modersmålsundervisningen, ikke som fremmedspråg. Så lenge det nordiske i skolesystemet er henvist til samme plads som seksualundervisningen hade i 1950-tallet, kommer vi ingen vegne.

På min gamle høyskole var tingene ikke stort bedre. Jeg hade fået den fikse idé at vi bare én gang skulle prøve å synge "Millom bakkar og berg ut med havet", mest fordi den var av Ivar Aasen. Protesterne mod å synge på nynorsk var massive. Det er som om man allerhøyest kan legge sig fast på kanske tre nordiske sange (bare ikke på nynorsk) som man så synger atter og atter i hele høyskoletiden. Så mener man at man har givet Norden hvad Nordens er. Hvad er endemålet med å ha en hel høyskolesangbog dærsom man bare lærer sig en håndfuld sange eller to?

Det tog flere måneder å få forsamlingen med på Aasens sang. Alle undskyldte sig med at de ikke kennte melodien (kanske skulle jeg ha valt "Gud signe vårt dyre fedreland") på tross av at de ikke hade vanskeligheder med å lære intil flere nye melodier under høyskoleopphåldet. Skolen roste sig engang av å være en "nordisk" folkehøyskole - ganske visst "ny-nordisk" som den daværende forstander kallte det, et lettere absurd begrep som jeg må ta opp senere.

Det nordiske er der ikke meget tilbage av på høyskolen i dag. Hvårfor når så mange mennesker som er så videbegærlige som mindre, til et stadium hvår allt nytt blir en hindring i stedet for en udfordring? og hvårledes gør man det forståeligt at det nye blott adskiller sig marginalt fra det gammelkennte, og at det lønner sig hundredfåld å ta den udfordring opp som ligger i de nordiske dialekter?

Nordisk målstræv

Den danske jurist og dramatiker Sven Clausen vil formodentlig jevnligt være å finne på denne blogg. Hans språgpolitiske bestræbelser er nesten alldeles glemte i dag. I 1937 udgav han "Imod språgforbistringen" og i 1938 "Nordisk målstræv" hvåri han fremlegger sine tanker om det nordiske språgfellesskaps fremtid som han ønskede å sikkre gennem en tilnærmelse mellem de nordiske dialekters ordforråd.

At Clausen er gået i glemmebogen, skyldes formentlig to forhåld: En del av hans målstræv "segrede sig ihjell" ved rettskrivningsreformen i 1948 hvår dansk inførte bolle-å'et og de små begynnelsesbogstaver i substantiver m.m., en reform som, om enn den berørte de lidt mere overfladiske dele av rettskrivningen, komm til å stå klart i den folkelige bevissthed som den egentlige "nordiske rettskrivning" som hærmed var et avsluttet kapitel.

Dessuden udartede hans opprinneligt vakkre tanke om en tilnærmelse mellem de nordiske dialekter på grund av den tyske besettelse av Danmark under Annen Verdenskrig i en allt mere antitysk rettning. Fra opprinneligt blott å betone det nordiske går hans efterfølgende "Årbøger for nordisk målstræv" også in på hvad han anser for iboende tendenser i det tyske språg som styrer tanken i autoritær rettning, og som bør undviges - alltså en slags Sapir-Whorf-hypotese før Sapir og Whorf. Disse uvidenskapelige betraktninger har ikke ligefrem bidraget til å styrke målstrævstanken efterfølgende.

Clausen gjorde ærligt oppmerksom på, at han ikke var filolog, men var drevet til språgpolitikk av en bekymring for det nordiske språgfellesskaps fremtid. Han var heller ikke purist; det nordiske målstræv var ikke rettet imod at eliminere fremmedord, men mod så vidt muligt å modarbeide forskellene mellem de nordiske dialekter. Fra "Nordisk Målstræv" citerer jeg:

"De små skandinaviske språg udvikkler sig bort fra hverandre således at vi må forudse det tidspunkt da vi ikke lengere kan fatte hinannen. Dærsom nu en sådan katastrofal språgudvikkling foregikk innen for samme statsområde, da ville man antagelig reagere og sige: Dette må ikke finne sted. Vi må først og fremmest bevare selve språgområdets eksistens. Det er vårt viktigste språglige spørsmål.

Men fordi tragedien udspilles innen for 4 a 5 statsområder, så interesserer sagen ikke almenheden. Ved debatter om språglige spørsmål anføres det interskandinaviske hensyn aldrig. Trettes folk om et ord, hvårledes det bør udtales eller staves, eller om man overhovedet bør anvende det, aldrig faller det någen in å anføre hensynet til selve vårt språgområdes eksistens, alltså hensynet til å bevare overensstemmelse med språget i Norge og Sverige. Dette hensyn ligger i virkeligheden udenfor folkenes himmelbryn. (...) Dette er språgforbistringen, og den bør modarbeides."

I dag bruges ordet språgforbistring ganske visst ennu, men nu om enhver språgforandring som vekker ergrelse hos någle - en brug av udtrykket uden någen forbinnelse med hvad Clausens ærende var.

"Nordisk målstræv" bærer præg av å være lidt av et hastverksarbeide, kanske for tilfellet sammensatt av forskellige avsnitt og kryddret med anekdoter, lægmannsbetraktninger og referater av debatten i 1938. Bogen innehåller imidlertid adskillige håldbare betraktninger, blant annet om skoleundervisningens betydning:

"Hvad der i alle fald er sikkert, er at forbistringen skrider fremad. Når man betenker båderne ved å ha et større språgområde, så tykkes det selvklart, at kernen i modersmålsundervisningen i de nordiske landes skoler burde være modarbeidelse av øget språgforbistring."

"Hvår lang tid eller hvår kort vil der gå innen vi ikke lengere hær i Norden kan læse hinannens språg dærsom en slig udvikkling fortsettes? Rettskrivningsreformer er et fellesnordisk anliggende."

"Man må dærfor ha det midtpunktsøgende målstræv in i skolerne. Dels var det rimeligt om hver enkelt elev fikk en ordliste hvårav det fremgikk hvilket av to parallelle ord han burde foredrage. Dels burde der øves en nordisk tekstkritikk hvår endemålet bestod i å rette elevernes oppmerksomhed mod det udvidede språgområde. (...) At dansk er et led i et udvidet språgområde, og at hver enkelt gennem sin språgbehandling er med til å bestemme om dansk skal vedbli å være led i et sligt større språgområde, det er neppe gået opp for en eneste skolediscipel."

"Og jeg har hørt flere finnsk-finnske forfattere sige at vell burde børnene lære et språg ud over finnsk, men så burde det være engelsk, og ikke et språg der taltes av 6 millioner [1938]. Det ligger klart i dagen at vi alle er interesserede i å fasthålde og understrege at vårt språgområde er på 15 millioner [1938], og ta konsekvensen av at vi ønsker dette fasthåldt."

Sven Clausen foreslår, så vidt jeg kommer i hug, i en av sine årbøger blant annet at man venner skoleeleverne til en mere nordisk språgkultur ved å avspille grammofonopptagelser med de mere nordiske ord for dem (!); om reguleringen av språget skriver han: "[eksemplerne] viser hvår nødvendigt det er å ha et eller annet centralorgan for de nordiske mål dærsom der skal være någet håp om å bevare den ømsesidige forståelighed. Et sådant organ skulle ingående følge udvikklingen og derpå minst én gang om året udskikke sine advarsler gennem radio og presse."

Viljen er god nokk (og et fellesnordisk språgnevn burde ha været nedsatt for lengst), men valjet av den rette informasjonsteknologi er - i 1938 og i dag - blott et sekundært aspekt i oppretthåldelsen av språgfellesskapet. Det primære er samkvemm, samkvemm og atter samkvemm imellem Nordens folk. Felles uddannelse, felles litteratur, felles trykkte og elektroniske medier - på flest mulige måder et felles civilsamfund. En språglig tilnærmelse kan alene finnes som en del av en større kulturell tilnærmelse mellem de nordiske lande.

Clausen slutter blant annet med å sige: "Når jeg ikke er blevet stående ved defensiven, imod språgforbistringen, men er gået over til offensiven, for helnordisk målstræv, da er det fordi defensiven i lengden er en allt for sørgelig stilling å inta. Offensiven i defensiven kunne man kalle det".

Hans bekymring har i dag vist sig alldeles vellbegrundet - nu mest på grund av den hastige fonetiske og fonologiske språgforandring i dansk. Dærfor er der som skandinavist all mulig grund til å være pessimist. Men alligevell: "dærsom man stod tidligt opp og smed frakken, var det ikke utenkeligt at der kunne gøres et og annet".

Symptombehandling

En av de mere direkte anledninger til at begynne denne blogg var frustrasjonen over at Ungdommens Nordiske Råd for snart et år siden udsendte en engelsksproget udtalelse om å åpne mulighed for å bruge dette språg på sine møder om det var nødvendigt. I de referater av udtalelsen som blev bragt i de relevante medier, stod det dog uklart hvårnår det ansås for "nødvendigt". Meningen var tilsyneladende at de nordboer som har nordisk som fremmedspråg, alltså islendinge og finner, i stigende grad har problemer med de dialekter av nordisk som ellers er obligatoriske i deres skoleundervisning.

Det kan ikke siges tydeligt nokk at denne instilling er ødeleggende for Norden. Å åpne for et språg med en global styrke som engelsk er å åpne for en indre ladeport - av fristelse til å velje den løsning som kanske i øyeblikket synes nemmest, men som på lengere sikt blir et stort sømm i Nordens ligkiste. Om bare én ikke-nordisktalende nordbo er til stede på et møde i UNR, kan man risikere at alle deltagere blir frataget ennu en mulighed for å forhandle på deres modersmål og for å venne sig til hverandres dialekter. Et domænetap for det nordiske språg i Nordens udkanter.

Det er dessuden en glidebane i rettning av å benytte engelsk, også i tilfelle av at f.eks. en dansk og en svensk har inledende vanskeligheder med å forstå hinannen. Dette forekommer ganske visst dagligt i Norden, dessverre, men å åpne mulighed for det i UNR er alldeles uhyrligt da det er et direkte skridt mod å la nordisk lide domænetap i sit kerneområde og falle fra hinannen i dialekter.

Det er imidlertid slående at denne uhyrlighed tilsyneladende er et produkt av resignasjon. Når man som UNR's formann, Lisbeth Sejer Gøtzsche, konstaterer (citeret ifølge Nordisk Råd): "Uansett hvilket land man kommer fra [alltså også de lande hvår nordisk er modersmål?], er det problemer med å forstå de skandinaviske språkene" og i samme åndedrag peger på engelsk som en løsning - er man så ikke ved å resignere og gøre engelsk til den allt for nemme løsning for alle nordboer?

Efter å ha konstateret at finner og islendinge kan have problemer, veljer man å handle defensivt og satse på ren symptombehandling. Udtalelsen om brugen av engelsk bygger jo på den præmiss som Gøtzsche formulerer: "Det nordiske samarbeide skal være åpent for alle individer i Norden og ikke være en eksklusiv klubb for de[m] der behersker skandinavisk".

Det er formellt set en falsk præmiss å hevde at der finnes en modsettning mellem å beherske nordisk språg og å inkludere alle, all den stund at alle nordboer som har nordisk som fremmedspråg, lærer nordisk i skoleundervisningen. I Finnskfinnland i form av svensk, og på Island i form av dansk. For min skyld kunne islendingene erstatte dansk med svensk eller norsk; det er underordnet.

I praksis kan der være det problem (hvårmed præmissen reellt kan nærme sig sannheden) at någle individer ikke har været tilstrekkeligt flittige med nordisk i skolen. Men om man politisk har en nordisk instilling og veljer å sysselsette sig med arbejdet i UNR, finnes der ingen undskyldning for ikke å inhente det forsømte og lære nordisk umiddelbart. Tror man virkelig at man kan klare sig i verden med bare ett fremmedspråg, engelsk? EU-kommisjonen anbefaler at alle europæere lærer minst to fremmedspråg. Størstedelen av verdens befolkning, bl.a i Asien og Afrika, betjæner sig i dagligdagen av minst to fremmedspråg.

Om man på någen måde vil hevde å høre til i Norden, bør et av disse språg i islendinges og finners tilfelle være en dialekt av nordisk; dette gir dem adgang til et språgområde på 20 millioner mennesker med hvem de har alskens historiske og kulturelle bånd. Godt nokk vil jeg ikke gå så vidt som til å forestille mig at alminnelige islendinge ikke vil ha vanskeligheder med munntlig svensk, og alminnelige finner med munntlig dansk; men at folk som er aktive i UNR, må overvinne også disse vanskeligheder, er der intet umenneskeligt i å kræve, og det bør slett ikke stå til diskusjon.

Da udtalelsen fra UNR tilsyneladende er kædet sammen med en brist på tolkning i arbeidet, skal man kanske glæde sig over at der efterfølgende er beviljet flere penge til tolkning; man kunne håpe at hele sagen var ment som en polemisk formuleret bønn om dette; men da UNR ikke efterfølgende har funnet anledning til å revidere eller tilbagekalle sin engelsksprågede udmelding, er dette håp nokk forfengeligt. Hærtil kommer at tolkning så sannelig bare er den nestdårligste løsning. Den fritager kanske folk med nordisk modersmål fra å forhandle på fremmedspråg, men ikke folk med nordisk som fremmedspråg fra å overvinne deres egen språglige sløvhed.

"Vi må akceptere ... at kunnskapen i de skandinaviske språkene blandt de yngre generasjonene er stadig synkende, og at globaliseringen har mangfåldiggjort de nordiske landene" citeres Gøtzsche for av Nordisk råd. Akceptere som hvad, må man spørge. Akceptere som en observasjon som kræver øyeblikkelig handling, eller akceptere som et fait accompli? I betraktning av den defensive symptombehandling som UNR's udtalelse er udtrykk for, må man frykte den siste mulighed.

Globaliseringen har efter min mening neppe relevans i denne sammenheng. Bosetter man sig i Norden, må man lære nordisk som fremmedspråg og er således ikke annerledes stillet enn islendinge og finner hele tiden har været.

Det UNR som sidder i øyeblikket, mener alltså at man bør endre språget dersom språget udelukker individer. Samtidig citeres formannen for å sige at språget er kernen i arbeidet. Det gir jo ikke megen mening. Kan det være et feilcitat?

Jeg mener dærimod at individernes språglige evner kan og bør endres så de kan inkluderes. Vil bjerget ikke komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Om man mener någet som helst med begrepet Norden, gelder det om at henge i med toinen kotimainen kieli.

Det bør dog være selvklart at det å kommunikere på nordisk ikke blott stiller krav til evnen til å høre, men også evnen til å tale. Alle må ha kennskap til hverandres dialekter så de ved hvad der adskiller dem, og dærmed hvad man skal undvige av språglige "ekscesser".

Og hvår mange nordboer har ikke opplevet at man taler langsomt og tydeligt på sin egen dialekt, men får et hurtigt, mumlende svar uden någen refleksjon over at modparten kanske ikke er lige så vannt til å høre andre dialekter som man selv er. Hær er det samtalekulturen som må endres så vi kommer hverandre i møde. Selv forsøger jeg mig gerne på svensk i Finnskfinnland.

Gøtzsche er kommet til den konklusjon at hun ikke føler sig mindre nordisk ved å tale engelsk på møderne. Jeg er kommet til den diametralt modsatte konklusjon: Den nordiske identitet ligger i høyeste grad i språget - en konklusjon som jeg innerligt håper at UNR's neste formann og fremtidige medlemmer vil dele.

Blott må man glæde sig over at UNR samtidig er oppmerksomt på annet enn symptombehandling, nemlig den bristende nordiskundervisning i skolerne og dærmed det bristende kennskap til andres dialekter. Mere hærom senere.

På terskelen til Norden

Jeg nærer en dyp og gammel kærlighed til Estland, et av de områder i Nordens omegn som der skal skrives om hær. Engang hade Norden solidt fodfeste hær i form av estlandssvenskerne, et svensktalende mindretall på cirka 10.000 mennesker. Selv kallte de sig øbor eller øbofolket, siden også estlandssvenskar. Den estiske betegnelse er rannarootslased, dvs. "kyst-" eller "strandsvenskere". De fortjæner å kennes av en større kreds.

Estlandssvenskerne var bosatt i de kystnære egne og på øer ud for kysten, først og fremmest på halvøen Nukkø og i området omkring Rikkul på nordvesthjørnet av fastlandet, samt på øerne Nargø, Stora Rågø, Lilla Rågø, Odensholm og Ormsø samt Runø i Rigabugten; dessuden i enkelte egne på Dagø. Hærudover boede en del estlandssvenskere i Tallinn.

Estlandssvenskerne kennes fra 1200-tallet ligesom finnlandssvenskerne. Modsatt situasjonen hær hvår en del av den svensktalende befolkning udgjorde en kulturelite i samfunnet, var den estlandssvenske befolkning altid en gruppe med ringe inflydelse hvårav de fleste sysselsatte sig med fiskeri, landbrug, skipsbyggeri og i Tallinn lodsvirksomhed.

Ved nasjonalbevissthedens fremkomst i 1800-tallet grundlagdes flere svenske skoler og biblioteker og et seminarium til uddannelse av lærere. I 1909 grundlagdes kulturforeningen Svenska Odlingens Venner som fra 1918 sammen med den politiske organisasjon Svenska Folkførbundet udgav bladet Kustbon som hade stor betydning for udvikklingen av en felles estlandssvensk bevissthed.

Estlands selvstendighed i 1918 betød et stort skridt fremad for vedligehåldelsen av den svenske kultur, da den estiske stat hade vidtgående mindretallsbeskyttelse. Mulighederne for støtte fra Sverige til uddannelse og kulturell virksomhed øgedes. Der grundlagdes en svensk avdeling av gymnasiet i Haapsalu og en svensk folkehøyskole på Nukkø.

Estlandssvenskerne blev mere vellhavende da staten udstykkede herregårdsjordene til småbønder. Dessuden kunne man begynne en eksport av landbrugsprodukter og fisk fra svenskbygderne. En del estlandssvenskere søgte i perioder arbeide i finnske og svenske byer, og rigssvensk språg fikk sterkere inflydelse på de estlandssvenske dialekter.

I 1930-tallet forverredes forhåldene for landets mindretall dog efter Konstantin Päts' statskupp, som betød avsluttningen på 1920-tallets ekscepsjonelle mindretallspolitikk. En del yngre estlandssvenskere udvandrede. Dette var dog intet i forhåld til sovjettmaktens ødeleggelser. Udbrudet av Annen Verdenskrig betød stort set udslettelsen av svenskheden i Estland. Ved Den Røde Hærs fremmarsj i 1944 flyktede 8.000 estlandssvenskere i både og mindre skipe over Østersøen og efterlod svenskbygderne avfolkede.

Efter krigen gendannedes Svenska Odlingens Venner i Sverige og varetar ennu rollen som kontaktorgan og interesseorganisasjon for estlandssvenskerne i Sverige. I den sovjett-estiske marionettstat var de få tilbageværende estlandssvenskere, eldre mennesker hviss efterkommere var udvandret, udsatt for forfølgelser og deportasjoner på grund av tilknyttningen til et vesteuropæisk land. De måtte flytte fra kysterne som blev militærområder.

Ved Estlands befrielse i 1991 viste det sig at der ennu fanntes rester av denne folkegruppe som jeg allerede som barn hade læst om hos Andres Küng. Den må desverre betraktes som uddøende da den i dag udgør omkring 250 mennesker med svensk modersmål. Dog har de tidligere flyktninge fået mulighed for å generhverve deres egendom i svenskbygderne, og mange opphålder sig i Estland om sommeren. Dærfor er Nukkø kommune siden 1997 officiellt tospråget.

En del estlandssvenskere med bopæl i Sverige har atter fået estisk statsborgerskap, og Svenska Odlingens Venner har genopprettet en avdeling i Estland. Mange tidligere svenske byer er blevet forsynet med tosprågede byskilte hvilket dog primært skal ses som en historisk gestus fra den estiske stats side - et ønske om å genopplive fortiden. Bare ganske få estlandssvenskere er flyttet tilbage permanent.

Der finnes dog en voksende interesse for den svenske arv blandt esterne. Mange har svenske aner, heriblandt salig Lennart Meri. En del taler i dag svensk som fremmedspråg, og i 1990 åpnedes et gymnasium med kostskole på Nukkø med svenskundervisning som speciale. Den svenske menighed i Tallinn er genoppstået i Sankt Mikaels Kyrka som også huser en svensk folkehøyskole med svenskundervisning og sommerkurser.

Summa summarum er dog, som det er blevet udtrykkt: "någon livskraftig minoritet som har svenska som modersmål kommer knappast mer å uppstå". Svenskheden i Tallinn udgøres i dag mest av rigs- og finnlandssvenskere og har neppe permanent karakter. I resten av landet er det en "sommersvenskhed". Det er vel bedre enn ingenting, men dessverre ikke meget mere enn ingenting.

Var det ikke for den sovjettiske besettelse ville Estland i dag ha haft svensk som et regionalt officiellt språg og kunne kanske ha oppnået en status som associeret medlemm av Nordisk Råd.
Men Estland er ved å gå tapt for Norden - som selv er i fare for å falle fra hinannen. Sic transit gloria mundi?

For Nordens enhed

Skandinavismen har alltid været en rørelse med ringe tilsluttning. Det synes som om den kræver en trussel udefra for å kunne få en bredere folkelig appell hvilket er synd. Det var i hvert fall tilfellet i 1930-tallet og 40-tallet da Sven Clausen hade någet held med sit nordiske målstræv som fortjæner en nærmere behandling på et tidspunkt.

Omkring hundrede år tidligere, i 1840-tallet, hade studenterskandinavismen dog god vind i seglene, i hvert fall blandt ungdommen. Den eldre generasjon minnedes i Danmark ennu tapet av Norge til Sverige i 1814; men de unge mødtes jevnligt til nordiske studentermøder i hverandres hovedstæder, og deres ildhug og nasjonale - nordisk-nasjonale - høystemmthed grep også borgerskapet. Det var ikke en helt ufarlig sag for i 1840-tallet var formuleringen av en nasjonal bevissthed tett sammenkopplet med tanken om demokrati - en ennu uhørt tanke.

Tidsånden gikk i rettning mod folkestyre; spørsmålet var blott hvårdan man avgrensede begrepet "folk". Var inbyggerne i de tre gamle kongeriger tre eller ett folk? Store dele av studenterungdommen foretrakk den siste mulighed og håpede oppriktigt på en genopprettelse av Kalmarunionen.

Til de nordiske studentermøder skrev någle av tidens beste hoveder sange som er nesten ukennte i dag. Enkelte blev i 2001 insunget av mannskoret Cantantes Animi som jeg hade den store glæde å være formann for. En av studenterskandinavismens fremmeste skikkelser, Carl Ploug, var alltid mann for fedrelandsk demokratisk patos, og hans sang "Til avsked" fortjæner et større publikum.

Den er gennemsyret av Herders tanker om Verdens nasjoner som en del av en himmelsk plan, en tanke som kanske ennu har en viss udbredelse og som jeg har mødt blandt enkelte færinger. Andre dele av sangen rummer observasjoner som med en tidssvarende formulering stadig kan bruges, om enn Nordens politiske integrasjon i dag overhales av Europas; thi Nordens kulturelle integrasjon er enn ikke begynnt.

Carl Ploug skrev sangen til avsluttningen av studentermødet i 1845. Melodien er av H.E. Krøyer:

TIL AVSKED
Et ord ennu. Vårt samlivs daglys svinner, (studentermødet)
om korte timer er dets fryd forbi;
da syssler tanken med de rige minner,
og hjertet nynner sagnets melodi,
momentets perlekrans i støvet ruller,
og livets allvår tynger på vår skulder!

Kom I da, brødre, hid kunn for å skue
i broget glans nordhavets dronningstol; (Køpenhavn)
kunn for å kryste nydelsernes drue
og vågne trette opp med neste sol?
Nei, der var inhåld i vår ungdomsgammen;
en mektig tanke drev og bannt oss sammen.

Og det var den at livets Herre hented
av samme kilde våre årers blod, (folkeligt slektskap)
det samme språg på våre læper prented (det nordiske)
og drog vår higen av den samme rod,
gav oss i odel efter våre fedre
det samme hjemm å verge for og hædre. (det nordiske fedreland)

Og det var den at, som av store minner
vi fikk i varetekt den samme skatt (felles historie)
som oss én tro, ett åndens præg forbinner, (felles religion og kultur)
er oss det samme mål i tiden satt: (en historisk forpliktelse)
å kempe fremst i folkenes bravalle (for demokratiet)
frigøre Verden atter eller falle.

Og denne tanke ei med glæden slukkes,
den dør ei bort med våre stemmers klang:
med eder over havets strømm den vugges,
hos oss den spirer på den grønne vang;
den giver mod å trodse dage mørke,
den giver sinnet kraft og armen styrke.

Den lærer oss at stammens skillte grene (de tre riger)
som sygned hen i mørke makters bånd,
må til et enigt hele sig forene,
da er vår skæpne i vår egen hånd. (folkestyret)
så far da vell! Vårt felles løsen være:
For Nordens enhed, Nordens segr og ære!

Og hvad er det så for observasjoner som også i dag kan bruges? At allt det som binner Norden sammen, også i vår tid kan være grundlaget for en felles offentlighed. Ennu finnes ingen felles medier, hverken trykkte eller elektroniske. Dagbladene opptager bare artikler på én målform, selv i Norge.

Ennu finnes ingen felles videregående uddannelsessystemer. Ennu finnes ikke en felles litteratur. For hundrede år siden var vi tett på, men i dag oversettes nesten alle bøger imellem de fire skriftnormer frem for å udgis i originalversjonen i hele Norden, kanske med en ordliste i margenen.

Allt dette er spill av tid og penge og fører blott til at vi aldrig venner oss til synet av hinannens dialekter. Skal Norden fortsette ad denne veg?

Modersmål i Bengalen og i Netto

Det er i dag UNESCOs internasjonale modersmålsdag. Tradisjonen kommer fra Bangladesj hvår kampen for det bengalske språgs ligeberettigelse på denne dato krævede dødsoffre. Dagen bruges dærfor til å markere retten til modersmål og til å feire språglig mangfåldighed i verden.

Modsettningsforhåldet mellem enhed og mangfåldighed er et tilbagevendende emne i filosofiens historie. Språglig mangfåldighed er en av de ting som gør verden værd å leve i. Samtidig kan den bli et tveægget sværd når uinteressante forskelle mellem dialekter blir til uoverstigelige hindringer om der går statsgrenser eller nasjonale grenser gennem språgområdet, og om vi venner oss av med å omgås dem på den annen side. Under disse forhåld kræver det en vedvarende bevisst insats å bevare et språgfellesskap. Den er dessverre ikke til stede i Norden.

Når man som skandinavist tenker på sitt modersmål som nordisk, er det med bekymring at man ser det falle fra hinannen. Nesten all språgforandring i Norden fører dialekterne bort fra hverandre. Vi færdes ikke i samme offentlige rumm, og vi har ikke øren for hverandres målformer. Oftere og oftere taler nordboer et fremmedspråg sammen. I Danmarks Radio gennemføres intervju med selv nordmenn med klar og tydelig bokmålslignende dialekt ved at en dansk speaker avbryder for å fortelle oss på dansk hvad der blir sagt. Hvårnår skal vi så høre norsk?

Bengalen komm i fare for å gå ad samme veg da Pakistan i 1948 inførte det vestpakistanske hindustani (av politiske grunde kallet urdu) som officiellt språg i hele landet. Om bengali i Østpakistan var blevet reduceret til hjemmespråg, kunne det ha begynnt en selvstendig språgforandring bort fra Vestbengalen i Indien. Oppgøret med hindustani var dærfor ikke blott begynnelsen til et selvstendigt Bangladesj, men også til bevarelsen av bengalsk felles språg og felles offentlighed på tværs av grensen. Lenge leve Bengalens enhed.

I Norden har vi ikke politiske modsettningsforhåld som kræver dødsoffre, men de oppdeler språgområdet, ganske ligesom det serbokroatiske og det hindustanske (hindi og urdu), for de bevirker at vi nordboer ikke er oppmerksomme på å oppretthålde en felles offentlighed som kan dempe språgoppsplittningen; sådan behøver det ikke å være. Tyskland og Østrig så vell som Holland og Flandern lar ikke deres felles språg være et problem i forhåld til deres ulige nasjonale identiteter, men oppretthålder en balance mellem enhed og mangfoldighed. Kan vi lære av dem?

Mangfåldigheden er vakker, og all språglig og menneskelig mangfåldighed skyldes jo i sidste ende politiske og historisk-geografiske forhåld. Alligevell ville det være synd om mangfåldighedens pris for oss var Norden selv. Det er vanskeligt å gøre denne skandinavisme til en ideologi for så skulle den gelde overallt og til alle tider, og så skulle vi ønske å ha bare ett språg på Jorden; det ville være en forskrekkelig verden. Alligevell byder min nordiske identitet mig å arbeide for at den nordiske mangfåldighed ikke blir for stor.

I disse tider er der trøst å hente i supermarkedet - av alle steder. Når man bor i en grenseby som Køpenhavn er det en fornøyelse å oppleve hvårdan de fleste medarbeidere i Netto i disse år er svenske; hvårfor ved jeg ikke. Men kommunikasjonen forløper upåklageligt. Der hilses på svensk og svares på dansk, spørgsmål stilles på dansk og besvares på svensk. De forskellige tallord bruges side om side. For nylig blev jeg hilst med et "tjænare" hvilket er ganske eksotisk å oppleve i et supermarked. Lenge leve køen i Netto og dens lille bidrag til Nordens enhed!

Præambel om rettskrivningen

DET NORDISKE SPRÅG finnes i dag i fire officielle skriftnormer: Nynorsk, svensk, dansk og bokmål. Der finnes tre typer av forskelle mellem disse normer:

1. Forskelle som skyldes en forskell i udtalen
2. Forskelle som språghistorisk skyldes en forskell i udtalen, men hvår en annen stavemåde som ikke ligger fjernere fra udtalen, i dag lige så vell kan inføres dærsom den bringer de forskellige rettskrivninger sammen.
3. Forskelle som allene skyldes forskellige rettskrivningstradisjoner.
   

Målet med rettskrivningen i denne blogg er å fjerne forskellene av annen og tredje type imellem de nordiske skriftnormer så bare første type, forskelle i udtalen, skiller dem, ganske som det i dag er tilfellet mellem bokmål og nynorsk. Da man betrakter disse to målformer som samme språg, vil man med de nedenstående endringer i princippet kunne betrakte alle fire nordiske skriftnormer som varianter av samme språg.

Endringerne er et skritt på vegen mod den visjon at hele Norden kan komme til at virke som et enkelt språgområde med øget kulturellt samarbeide, med felles litteratur og medier, og hvår alle nordboer språgligt færdes i samme offentlige rumm.

Om man nu frykter for udslettelsen av dansk, norsk og svensk som språg, kan jeg berolige med at allt dette er en utopi. Norden går ikke i denne rettning - tværtimod. Det nordiske språgfellesskap er truet som aldrig før, og denne blogg er blott en spæd røst som skal mane til eftertanke for at vi kan besinne oss på hvad der er i fare for å gå tapt.

Inspirasjonen til rettskrivningsreformer for det nordiske språgs skriftnormer kommer fra Allan Karkers bog Nordisk retskrivning - den ideale fordring (1977) hviss forslag hær er gjort mere vidtgående. Rettskrivningsendringerne som bruges i denne blogg når der skrives på dansk, og når der citeres norske og svenske tekster, følger nedenfor. To fagudtrykk: Ved morfemkonstans forstås at et morfem (en orddel) så vidt muligt staves ens under bøyning. En diftong er to vokaler i trekk i én stavelse.

DANSK

D1. Karker: Præposisjonen af endres til av. Det fjerner den siste uregelmessighed fra dengang /w/ betegnedes med f eller ff. Dessuden er udtalen i sammensettninger altid /aw/. Endringen gir overensstemmelse med norsk og svensk og gør stavningen lettere (en uregelmessighed er fjernet).

D2. Karker: gt i ordstammer endres til kt (magt, rigtig > makt, riktig). Det retter opp på en uregelmessighed da /g/ i andre konsonantgrupper skrives med k. Stavemåden med g behåldes i bøyninger av stammer med g av hensyn til morfemkonstansen (sagt, søgt). Endringen gir overensstemmelse med svensk og norsk. Stavningens sværhedsgrad er uendret eller en smule lettere (stadig to mulige stavemåder, men med en mere logisk fordeling).

D3. Karker: Fordelingen av nd og nn endres efter etymologiske principper (finde, kende > finne, kenne). Stavemåderne er blandet sammen fordi begge lyde i olddansk fallt sammen i [nj], skrevet nd, hvårimod nn komm til å betegne /n/ efter kort vokal. Udtalen [nj] er bevaret hos eldre jyder, men andre skelner ikke, og fordelingen kan dærfor bringes i overensstemmelse med norsk og svensk, medens stavningens sværhedsgrad forblir uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

Endringen innebærer også at adverbiet ind endres til in idet konsonaten her skrives enkelt ifølge undtagelsen til punkt 5 nedenfor. Denne endring gør stavningen lettere da forskellen mellem ind- og fremmedordenes in- opphæves.

D4. Karker: Fordelingen av ld og ll endres efter etymologiske principper (falde, snilde > falle, snille). Stavemåderne er blandet sammen fordi begge lyde i olddansk fallt sammen i [lj], skrevet ld, hvårimod ll komm til å betegne /l/ efter kort vokal. Udtalen [lj] er bevaret hos eldre jyder, men andre skelner ikke, og fordelingen kan dærfor bringes i overensstemmelse med norsk og svensk, medens stavningens sværhedsgrad forblir uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D5. Konsonant skrives dobbelt efter kort, trykksterk vokal, også finalt hvilket ikke er tilfellet i dag (stok, hat, hop, ven, os > stokk, hatt, hopp, venn, oss). Karker foreslår hær de norske regler for dobbeltskrivning, medens jeg heller mere til de svenske regler - også foran avlednings- og bøyningsendelser - da dette gir den største morfemkonstans (se også svensk, punkt 5).

Dobbeltskrivningen gelder dog ikke j og v som står for halvvokaler /j, w/, og ei heller g når det står for /w/ (dog, og), medens gg her vil stå for /g/. Bogstavet d frembyder dessuden et særligt problem da dansk har mange eksempler på vokalforkortelse før finalt d når stavelsen ikke har stød (fad, bad); når d ikke er finalt, er vokalen derimod lang (fadet, badet). Karker foreslår å undta d og r fra dobbeltskrivningen finalt.

Forskellen mellem lang og kort vokal er imidlertid i någen grad i oppløsning i dansk foran d og r - hvilket er et problem for språgfellesskapet. Under disse forhåld gir det den enkleste stavning med størst mulig morfemkonstans, at man helt undviger vekslen mellem d og dd, og en sådan regel vil faktisk samtidig gi en større nordisk lighed. Enkeltskrivning geninføres i bøyninger som bud - buddet > budet; finalt dd bruges bare ved kort vokal med stød (sjeldent; mest imperativer: sidd, rydd) samt i andre ord hvår vokalens udtale tilsiger det (flådd, odd), og d hhv. dd fasthåldes i bøyning. r bør følge hovedreglen og fordobbles efter kort vokal så der oppnås morfemkonstans; undtagelser er hyppige småord: er, var.

Småordene han, ham, hun, man, den, dem, hvem, men, hen, igen, at, et, til, om, hos, frem, in (se punkt 3), som samt gen-, sam-, -som, -dom, -dan og modalverberne kan, skal og vil bør dog skrives med enkelt konsonant hvilket også vil gelde bør, tør samt gør. Disse ord har en høy frekvens og må ha en enkel stavemåde om enn det for någle ord vil medføre vekslen med dobbeltskrivning under bøyning. Den høye frekvens minsker i sig selv staveproblemer i denne forbinnelse.

Tredobbelt skrivning av konsonanter bør nokk fortsatt undviges (enn + nu = ennu) om enn det kan gi et problem med skelnen mellem bunne (flertall av subst. bunn, /'bonə/) og bunne (flertall av ptc. bunnen, /'bon:ə/.

Endringen til dobbeltskrivning vil gi overensstemmelse med svensk og norsk og gøre stavningen lettere da den for mange skolebørn svære vekslen mellem enkelt- og dobbeltskrevet konsonant avskaffes.

D6. Finalt g efter langt æ er et særligt problem da der i dag i en del ord veksles med ikke-finalt gg som om vokalen var kort (hæg (bot.), læg, skæg, væg, æg (comm.), æg (neutr.)). Den er imidlertid forlenget, og gg står hær blott for udtalen /g/ i modsettning til /j/ - som er vanlig efter lang vokal. På grund av /g/-udtalen kan dette ikke endres. Jeg foreslår å stave med æ+gg, også finalt. Det skal så inlæres separat at æ antyder lang vokal (se punkt 7), og at gg hær angir /g/-udtalen, ikke vokallengden, hvilket under alle omstendigheder er uregelmessigt - til gengeld oppnås morfemkonstans så stavningens sværhedsgrad vil være stort set uendret.

D7. Karker: Fordelingen av æ og e stående for kort /æ/ endres efter etymologiske principper i overensstemmelse med norsk (næste, mænd > neste, menn) hvår dansk og svensk i dag har en arbitrær fordeling. Hærmed vil e være den alminneligste stavemåde, medens æ blott finnes i former hvår det er avledt av å (væske, færre). Dette vil gi langt større lighed med norsk og (reformeret) svensk, og stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling) eller kanske en smule lavere (langt færre eksempler på æ).

D8. I enkelte tilfelle av at e står for /æ:/, endres til æ i overensstemmelse med svensk (her, der tjene > hær, dær, tjæne). Endringen vil gi større overensstemmelse med dette, men mindre lighed med bokmål. Det er vanskeligt å avbalancere hensynene i disse tilfelle, men jeg vurderer at lighed med svensk må tilstræbes da dansk og bokmål allerede ligner hverandre rigeligt. Dessuden er det allerede en tilvannt sag at dansk ofte har æ hvår bokmål har e. Stavningen blir lettere da en uregelmessighed fjernes. Stavemåden der (rel. pronomen og foreløpigt subjekt) kan fasthåldes (større lighed med norsk/svensk det) da hær er kort vokal.

D9. ds endres til ss (før konsonant s) når dette gir overensstemmelse med norsk og svensk. En del danske ord har ds hvår norsk har ss og svensk har ts. Visse ord har derimod ss i begge disse skriftnormer, og dansk kan hær endre til ss (klods, kryds, bedst, sidst > kloss, kryss, best, sist). Karker oppgir tanken da reformen forekommer for tilfeldig. En omfordeling av ll og ld henhåldsvis nn og nd er imidlertid lige så tilfeldig for den allminnelige språgbruger så det gør neppe någen forskell om man omfordeler ds og ss (s før konsonant) Stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D10. Infinitivmerket at endres til å i overensstemmelse med norsk. Denne udtale er alminnelig i både dansk og svensk så endringen vil være en tilnærmelse både mellem de tre skriftnormer og til udtalen (hvilket kan føre til at færre feilaktigt skriver og); endringen gør stavningen lettere. Karker avstår fra endringen, men åpner mulighed for at den kan være valjfri - det er også en mulighed, og hær foretrekkes den.

D11. Karker: Verbalformerne bede, beder, blive, bliver, give, giver, have, lade, lader, tage, tager suppleres med be, ber, bli, blir, gi, gir, ha, la, lar, ta, tar. havde endres til hade. Inførelsen av disse kortformer er en tilnærmelse både til norsk og svensk og til udtalen så endringen gør stavningen lettere.

D12. Fremmedord staves lydrett når det gir overensstemmelse mellem språgene. I hovedsagen erstattes x, z, u /y/ og -tion, -sion, -ssion med ks, s, y og -sjon (excentrisk, zone, kostume, station, version, diskussion > ekscentrisk, sone, kostyme, stasjon, versjon, diskusjon). Fremmedords integrasjon i språget kan være et staveproblem, særligt da denne ofte veksler fra skriftnorm til skriftnorm. Ifølge Karker må det vurderes i enkelttilfelle hvad der gir den største nordiske lighed. De ovenstående endringer bør ikke være i konflikt med dette.

Å gøre fremmedordenes stavning lydrett kan være et problem i forhåld til inlæring av fremmedspråg hvår stavningen er etymologisk, da man ikke vil kenne stavemåderne fra sitt eget språg. Som et kompromis mellem disse to hensyn fasthåldes hær c /s/ (cc endres til kc). Disse endringer vil gi større lighed med norsk og (reformeret) svensk og gøre stavningen klart lettere. Om der kan foretages flere felles assimilasjoner av fremmedord, må undersøges nærmere.

D13. ej, aj endres til ei, ai; øj, oj, uj til øy, oy, uy. (nej, maj, høj, trojka, huje > nei, mai, høy, troyka, huye) Det er med någen betenkelighed at jeg foreslår dette, men det er den eneste måde å komme omkring diftongproblemet på som også Karker behandler. Norsk har hær stavemåden med i (y) og kan ikke endre til dansk-svensk j idet stavningen av de "vestnordiske" diftonger i så fall vil synes fremmedgjort fra fellesskapet i skriftbilledet (stein, løyse, ikke stejn, løjse, da ei og øy er mere genkennelige som varianter av e og ø).

Løsningen synes å være at dansk og svensk i stedet endrer ej til ei hvilket for danskens vedkommende vil være en tilbagevenden til en eldre stavemåde. Norsk kunne hær komme de andre skriftnormer i møde ved å endre øy til øi, også hær en eldre stavemåde (øy er en etymologiserende undtagelse da man har både oi og ui), så man vil ha bare to stavemåder for /j/, men dette vil i tilfelle av "vestnordisk" diftong stadig gi norsk en uhensiktsmessig forskellighed fra ø; øy er mere genkenneligt. Derfor må dansk/svensk øj også endres til øy.

Av hensyn til visse tilfelle av svensk diftong med o over for norsk/dansk med ø (f.eks. stoja vs. støye) bør denne diftong for lighedens skyld staves oy overallt; hærmed har man også et mere gennemskueligt principp for fordelingen av i og y (hhv. efter rundet/urundet vokal), særligt om også uj endres til uy. I øvrigt er oy- og uy-diftongerne ganske sjeldne i Norden.

Dessverre vil disse endringer allt i allt medføre tre forskellige stavemåder for /j/: før vokal j, efter urundet vokal i, efter rundet vokal y (og i dansk også g efter fortungevokal). Staveprincipperne vil på dette punkt være mere komplicerede, men ikke nødvendigvis sværere idet fordelingen av stavemåder er klart gennemskuelig (diftongerne kan eventuellt inlæres som helheder - hvilket er opplagt på grund av /aj/- og /åj/-udtalen av ei og øy). Til gengeld elimineres en viktig principiell forskell mellem stavetradisjonerne i Norden, så der ikke finnes andre forskelle enn dem som udtalen tilsiger (type 1).

I øvrigt bør vejr endres til vær. Sammenhengen med verbet veire må så oppgis, men er i forvegen uklar for de fleste; dette gir lettere stavning og større språgfellesskap.

D14. b efter lang vokal endres til p efter etymologiske principper (håbe, løbe > håpe, løpe). I den danske lydforandring medfører klusilsvekkelsen at /p/, /t/ og /k/ efter lang vokal blir til b, d og g. Dog står de to sistnevnte skrivemåder i dag for spiranter/hemmelyd eller approksimanter, mens b ennnu står for /b/, en klusil/lukkelyd. Imidlertid har dansk ikke lengere forskell mellem /p t k/ og /b d g/ inne i ordet: p (og t og k) står faktisk for /b/ (hhv. /d/ og /g/), både i konsonantgrupper (hjælpe, trampe, slapt - jevnfør Karkers endring av gt til kt) og ved dobbeltskrivning (hoppe, slippe) samt (sjeldent) ved enkeltskrivning (type, trope).

Alltså kan /b/ hær lige så godt skrives p hvilket allerede finnes i fremmedord. til gengeld må b fasthåldes i andre fremmedord (møbel, stræbe) samt i peber der har /w/. Endringen er en viktig tilnærmelse til norsk og svensk da en tredjedel av klusilsvekkelsen grafisk elimineres, og stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D15. Fordelingen av eg og ei (tidligere ej) henhåldsvis øg og øy (tidligere øj) endres efter etymologiske principper (vej, eje, løj, føje > veg, ege, løg, føge). Det er med den største betenkelighed at jeg foreslår denne endring, samt de to følgende, som grafisk skal eliminere den danske spirantsvekkelse hvårved (blandt annet) olddansk gh blir til v eller j efter vokal medens norsk og svensk udvikkler /g/. De fleste nulevende danskere udtaler det g som oppstår av klusilsvekkelsen (ovenfor), mage til det j/v som oppstår av spirantsvekkelsen: /j/eller /w/. Dette sammenfall er et tilbageskritt for den nordiske språgforståelse, men åpner mulighed for å vende tilbage til stavemåden g.

Betenkeligheden skyldes at endringen vil fjerne dansk fra bokmål som har samme forandring efter e og ø (formodentlig et dansk superstrat). Igen: når en reform vil gi større lighed med svensk (og i dette tilfelle også med nynorsk) hvår lighed virkelig behøves, må dette foretrekkes idet ligheden med bokmål allerede er rigelig stor - og vil bestå i udtalen hvårfor danskskrivende neppe vil ha problemer med bokmåls stavemåder. Dessuden må man antage at bokmålskrivende kenner de ikke-spirantsvekkede stavemåder fra deres nynorskundervisning.

Dansk hade intil 1955 mulighed for stavemåderne dejg, fejg, sejg hvår man dessverre avskaffede g'et i stedet for j'et hvilket ovenstående reform vil gøre annerledes. Dessuden oppnås grafisk overensstemmelse mellem veg og vegne. Ligheden med adjektivet veg og præteritumformen veg (med /e:/) som skyldes klusilsvekkelsen (svensk, begge: vek), kan eventuellt undviges ved hær at skrive med é; dærimod må formen høy (svensk: høg) trods allt veljes til forskell fra høg (svensk: høk), men den er ikke allt for forskellig fra svensk høyd og høya. Muligvis skal stavningen øye (subst.) også veljes frem for øge for å skelne verbet øye "gennemse" fra øge (svensk: øka).

Endringen vil tilnærme dansk til svensk og nynorsk, og stavningens sværhedsgrad vil være uendret: Skrift til lyd-forhåldet vil stadig være tvetydigt (eg og øg kan både være /e:j/, /ø:j/ og /aj/, /åj/), og lyd til skrift-forhåldet ligeså (/aj/ og /åj/ kan både være eg, øg og ei, øy), blott med en annen fordeling.

I ord som lejr, sejr kan ved endringen inskydes et e: leger, seger, hvilket er en tilnærmelse til både svensk og til udtalen, en stavemessig lettelse.

D16. Fordelingen av og og ov henhåldsvis ag og av endres efter etymologiske principper (skov, lov, savne, bavn > skog, log, sagne, bagn (i formerne med a er etymologien rettelig ak)). Formen bov (svensk: bog) må dog fasthåldes til forskell fra bog (svensk: bok). Forskellen mellem log og lov må inlæres - til gengeld undviges problemer med lege og leje samt løj - løgn, eje - egen som alle får g, jevnfør ovenfor. Formerne lav, tav må fasthåldes til forskell fra lag, tag og på grund av det klarere forhåld til udtalen da ag kan være tvetydigt i udlyd (a kan være både langt og kort når g = /w/). Former med forlenget a, /a:w/ (have, lav, lave, mave, sav), kan ikke endres da a hær er blevet fortungevokal). Endringen er en tilnærmelse til svensk og begge slags norsk, og stavningens sværhedsgrad er uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D17. Fordelingen av ig og i henhåldsvis ug og u endres efter etymologiske principper (sti, tie, hu, bue > stig, tige, hug, buge). Det kan synes radikalt å inføre stumme bogstaver. Imidlertid finnes disse allerede i stavningen, blott med en annen fordeling. Det er dessuden av språghistoriske grunde det normale at dansk vil ha en stumm konsonant mellem to vokaler. Undtagelser til dette skyldes bortfall av olddansk dh og v ved spirantsvekkelsen (skue, drue), og disse undtagelser vil hærmed bli færre. Endringen er en tilnærmelse til svensk og nynorsk medens forhåldet til bokmål vil være som beskrevet i punkt 15. Stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig mulighed for stumm konsonant eller fravær av samme, blott med en annen fordeling). Verbet du (svensk: duga) kan ikke endres da infinitiver må ende på vokal. Kanske bør muglig med to stumme g'er undviges, også da ligheden med nynorsk mogleg neppe oppveger forskellen fra bokmål mulig, svensk møylig.

D18. Fordelingen av rg og rv endres efter etymologiske principper (torv, kurv, farve > torg, kurg, farge) hvilket vil være en tilnærmelse til svensk og norsk medens stavningens sværhedsgrad er uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling).

D19. Hvår og står for /å:w/, endres til åg om dette gir overensstemmelse med norsk og svensk (sprog, tog > språg, tåg). Denne udtale finnes, muligvis på grund av dissimilasjon, i en del ord hvår en stavemåde med å også vil være en tilnærmelse til udtalen. Av hensyn til den nordiske lighed må o dog oppretthåldes i andre slige ord (bog, klog) hvårfor begge stavemåder stadig vil finnes, blott med en annen fordeling, så sværhedsgraden vil være uendret. I kombinasjon av punkt 16 og 19 må vove (svensk: våga) endres til våge hvårved et staveproblem, forskellen fra det enslydende våge (svensk: vaka), elimineres.

I ordene noget og nogen, nogle må en endring til någet for morfemkonstansens skyld ligeledes medføre endring til någen og någle om enn en udtale med /å:/ i dag er sjelden i disse to former. Til gengeld for disse undtagelser vil noget, altid med /å:/, ikke lengere være en undtagelse.

D20. Hvår or står for /å:r/, endres til år om dette gir overensstemmelse med norsk og svensk (vor, hvor, alvor > vår, hvår, allvår). Endringen vil også være en tilnærmelse til udtalen, og da den uregelmessige stavemåde med o stort set vil være elimineret (undtagen i forstavelsen fore- hviss lighed med for- må oppretthåldes), vil stavningen bli lettere.

D21. Fordelingen av o og å før ll/ld endres efter etymologiske principper (holde, vold, Lolland > hålde, våld, Lålland). Det er en dansk konvensjon å skrive /å/ som å før nn/nd, men ikke før ll/ld hvår der bruges o. Endringen gir lighed med norsk og svensk; da begge stavemåder for /å/ fortsatt vil finnes, blott med en annen fordeling, vil stavningens sværhedsgrad være uendret.

D22. Fordelingen av lj og lg endres efter etymologiske principper og i overensstemmelse med svensk (sælge, vælge > velje, selje). På grund av den felles udtale /lj/ er fordelingen av disse stavemåder ofte uetymologisk. En tilnærmelse til svensk vil dog betyde en fjernelse fra bokmål hvår fordelingen er som i dansk, hvårfor det atter er med betenkelighed at jeg foreslår dette. Ifølge argumentasjonen ovenfor om lighed med svensk versus bokmål bør dog svensk efterlignes da bokmålskrivende vil kenne lj-formerne fra nynorsk. Da der stadig vil være to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling, vil stavningens sværhedsgrad være uendret.

I samme omgang kan de uetymologiske g'er i solgte, valgte osv. (og spurgte, spørgsmål) avskaffes: sålte, valte (spurte, spørsmål) hvilket gir lighed med norsk og svensk og med udtalen, en stavemessig lettelse.

D23. Mulighed for aa i stednavne avskaffes (Ålborg, Åpenrå). Bort med bagstræberiet, takk. Stednavne bør følge den alminnelige rettskrivning, særligt når den er fellesnordisk. Dessuden avskaffes et helt unødvendigt rettskrivningsproblem hvilket gør stavningen lettere. Personnavne kan vi ikke røre ved.

NORSK (begge slags)

N1. hv som er avskaffet i enkelte ord i bokmål, geninføres hær i overensstemmelse med dansk så fordelingen blir etymologisk (valp, veps, verv, virvel > hvalp, hveps, hverv, hvirvel). Ligheden med dansk og (reformeret) svensk vil bli større, og stavningens sværhedsgrad er uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling). At h'erne i sin tid blev avskaffet trods hv-formernes større lighed med nynorsk kvalp/kvelp, kvefs, kvarv, kvervel skyldes åpenbart at v-formerne også er gangbare i nynorsk hvår der ikke kan skrives hv. De må dærfor evt. behålles hær.

N2. gj og kj før fortungevokal endres til g og k (kjenne > kenne, kjøpe > køpe skjære > skære). Stavemåden med j er en rest fra eldre dansk stavetradisjon og avspegler for så vidt udtalen, men er ganske inkonsekvent da den bare bruges før æ, e og ø, ikke i, y, ei, øy. Den palataliserede udtale er dessuden nesten enerådende så j'erne kan lige så godt undværes som i svensk; i enkelte ord som kø, genser vil stavningen ganske visst ikke kunne vise den ikke-palataliserede udtale, men det er så få, at det neppe vil oppvege den stavemessige lettelse ved å oppgi inkonsekvensen. Dessuden vil endringen være en tilnærmelse til svensk og dansk.

Endringen vil ikke gelde før trykksvagt e, der ikke er en fortungevokal: ikkje, følgje, kyrkje endres ikke.

N3. Enkeltkonsonant skrives dobbelt efter kort, trykksterk vokal i overensstemmelse med svensk (se også svensk: 5) som også skriver dobbelt før både avlednings- og bøyningsendelser, idet man hærved får den største grad av morfemkonstans (bygning > byggning, felte > fellte). Da dansk stavning hær skal laves helt om, bør man i samme omgang inføre samme principp i hele Norden; også finalt m efter kort, trykksterk vokal endres til mm (fem > femm; finnes allerede i imperativer, svømm). Fjernelsen av inkonsekvenserne vil gøre stavningen lettere.

Småordene han, ham, hun, man, den, dem, hvem, men, hen, igen, at, et, til, om, hos, frem/fram, som samt gen-, sam-, -som, -dom, -dan og modalverberne kan, skal, vil fasthåldes, medens adverbiet inn endres til in i overensstemmelse med svensk og (reformeret) dansk. Disse ord har en høy frekvens og må ha en enkel stavemåde om enn det for någle ord vil medføre vekslen med dobbeltskrivning under bøyning. Den høye frekvens minsker i sig selv staveproblemer i denne forbinnelse. Endringen av inn til in gør stavningen lettere da forskellen mellem inn- og fremmedordenes in- opphæves.

N4. I tilfelle av at e står for /æ:/, endres til æ i overensstemmelse med svensk (her > hær, der > dær), en stavemessig lettelse, som også gir større lighed med (reformeret) dansk i någle høyfrekvente ord.

N5. I fremmedord geninføres c /s/. Dette må gennemføres i forlengelse av mine overvegelser (under dansk: 12) om assimileret kontra etymologisk stavning av disse ord. Dersom det skitserede kompromis skal være fellesnordisk, må norsk hær bringe offre. Endringen vil gøre stavningen sværere og skal derfor kanske være valjfri, men nordmennene vil få færre problemer med stavning av eksempelvis fransk og engelsk.

N6. oi, ui endres til oy, uy (koi > koy, huie > huye). Av hensyn til de "vestnordiske" diftonger må dansk og svensk komme norsk i møde ved at endre øj/öj til øy. Samtidig bør oj endres til oy (se dansk: 13), og med ui > uy fås det lettest gennemskuelige principp for fordelingen av i og y i diftong (efter urundet hhv. rundet vokal). I øvrigt er oy- og uy-diftongerne ganske sjeldne i Norden.

N7. De ganske få tilfelle av at nd er endret til nn i strid med etymologien, føres tilbage: tenne, unnvike > tende, undvike. Stavningens sværhedsgrad vil være uendret, da der stadig finnes to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling, og stavningen vil være tettere på dansk og svensk.

SVENSK

S1. Karker: hv geninføres (vad, var, vila > hvad, hvar, hvila). Det kan undre at Karker foreslår dette da denne reform utvetydigt gør rettstavningen sværere idet den infører en ukennt stavemåde. hv avskaffedes i 1906 sammen med f og fv som tegn for /v/. De to siste endringer var gode fra et nordisk synspunkt, hvårimod avskaffelsen av hv dessverre førte til et någet annerledes skriftbillede i svensk. Jeg er enig i at en geninførelse er nødvendig fordi hv ikke kan avskaffes i bokmål av hensyn til ligheden med nynorskens kv (i dansk kunne man eventuellt avskaffe det om enn eldre nordjyder ennu har /hw/).

Problemet ved endringen er dog begrenset da det blott omfatter omkring 25 ord hvårav 5 er prominente spørgeord. Forskellige muligheder for stavning av samme lyd er sjeldent et problem i begynnelsen av ordet, muligvis fordi denne posisjon står sterkere i språgbrugernes bevissthed.

Endringen vil gøre stavningen moderat sværere (men gi færre problemer med engelsk wh). For så vidt kunne man til gengeld avskaffe hj overallt, da det står for /j/ hos alle nordboer med undtagelse av /hj/ hos eldre nordjyder. Imidlertid medvirker det grafiske h til å sammenbinne nordiske ordformer som hjørne versus hørn, hjelte versus helt og hjemm versus hemm/heim med /j/ overfor /h/ i udtalen. I betraktning av at ordbegynnelsen sjeldent gir staveproblemer, bør hj oppretthåldes.

S2. Karker: x endres til ks (yx, blixt, växa > yks, blikst, veksa). Bogstavet x er i sig selv et rettskrivningsproblem da /ks/ også kan skrives ks (riksdag), og da bogstavet ikke kan deles selv om det står for to fonemer. Endringen vil gøre stavningen lettere og gi større lighed med dansk og norsk - samt med finnsk hvilket gør det en smule lettere for både finner og finnlandssvenskere å lære andra inhemska språket.

S3. Karker: ck endres til kk (stock, tacka > stokk, takka). Bogstavet c står normalt for /s/ hvårfor ck for /kk/, en stavemåde der er inført fra tysk med bogtrykkerkunsten, udgør et mindre staveproblem. En tilbagevenden til kk vil gøre stavningen lettere og gi større lighed med dansk og norsk - og finnsk, til glæde for alle finnlendere.

S4. Karker: konjunksjonen och endres til ok (med enkeltskrivning da det er et hyppigt småord). Stavemåden er i dag en uregelmessig arkaisme på linje med dansk af, ennda med en bogstavforbinnelse som bare forekommer i dette ord. Endringen gir større overensstemmelse med norsk og dansk og gør stavningen lettere (en uregelmessighed er fjernet). I adverbiet också ingår konjunksjonen ock som ifølge punkt 3 endres til okk. Dog kan stavningen lige så vell baseres på det etymologisk beslektede ok som medfører en hensiktsmessig kortere stavemåde for dette hyppige ord, okså, hvilket også er en tilnærmelse til norsk og dansk.

S5. Finalt m og n efter kort, trykksterk vokal endres til mm og nn. Dette finnes på svensk bare i enkelte ord i dag. Karker foreslår finalt nn på linje med norsk og reformeret dansk, og jeg følger endringen til dørs ved også å foreslå mm i hele Norden. Hærmed finnes ingen undtagelser til dobbeltskrivningsprincippet, og den størst mulige morfemkonstans sikres; begge dele gør stavningen lettere. Småordene han, hon, man, den, dem, dom, hvem, men, igen, om, fram, som samt sam-, -sam, -dan og modalverbet kan fasthåldes på grund av ordenes store hyppighed.

S6. Karker: Småordene att, ett, till og modalverberne skall, vill endres til at, et, til, skal, vil. Disse hyppigt forekommende ord vil dærmed, sammen med dem under punkt 5, undtagelsesvis have enkeltskrivning i samme udstrekkning i hele Norden. Det er mest praktisk med en enkel stavning for høyfrekvente ord; frekvensen minsker i sig selv staveproblemer i denne forbinnelse.

S7. Karker: tt (efter vokal) og t (efter konsonant) endres til dt i overensstemmelse med etymologien efter samme regler som i norsk (og i dansk, hær mindre hyppigt) dels i adjektiver (gott, runt > godt, rundt) og dels i verber (stritt, sänt > stridt, sendt). Endringen er for så vidt en geninførelse av en nu ukennt stavemåde, dt; til gengeld oppnås morfemkonstans i bøyningen (jevnfør god, rund, strida, sända med d), ganske som g(g) og b(b) bibehåldes foran endelser med t trods udtalen /kt/ og /pt/. Stavningens sværhedsgrad vil dærfor formentlig være uendret, og overensstemmelsen med dansk og norsk større. I trykksvag stavelse, i participier som kastat (intetkønn, felleskønn kastad), bør dog ikke skrives dt da språgbrugerne neppe oppfatter /t/ som to endelser; dessuden ville det gi forskell fra dansk og norsk.

S8. ä endres til æ (lära, här > læra, hær). Karker avstår fra å geninføre gammelsvensk æ og ø, som blev erstattet med tysk ä og ö med bogtrykkerkunsten (ae finnes ennu i navne som Ulvaeus), idet han vil ta hensyn til finnsk som til finners og finnlandssvenskeres fordel også har ä og ö, og argumenterer for at hyppigheden av ä ifølge punkt 10 vil være langt mindre. Jeg mener dog at det er en conditio sine qua non å geninføre æ og ø i svensk idet synet av ä og ö i høy grad får i hvert fall allminnelige danskere til å løpe skrigende bort. De udgør en grafisk barriære på linje med gammeldansk aa og må avskaffes. Stavningens sværhedsgrad vil være uendret, og ligheden med dansk og norsk langt større. I samme omgang kan den alfabetiske rekkefølge av æ, ø og å harmoniseres med dansk og norsk.

S9. ö endres til ø (löpa, röd > løpa, rød). Karker avstår fra denne endring ud fra samme argument om ligheden med finnsk. Om enn alle finnlendere har fordel av denne, kan ingen nekte at svensk og finnsk er to i alle henseender meget ulige og, så vidt vi ved i øyeblikket, ubeslektede språg. Ligheden med de danske og norske dialekter av vårt felles modersmål må vege tungere. Finnlenderne får til gengeld glæde av felles ks og kk, og forskellen fra æ og ø til ä og ö (som i finnsk må fasthåldes av hensyn til estisk) må føge sig til den rekke av vanskeligheder som nu engang er forbunnet med andra inhemska språket. Svenskens lighed med dansk og norsk vil være høyere, og stavningens sværhedsgrad uendret. Et finnsk tastatur må så kunne skifte mellem Ää, Öö og Ææ, Øø, f.eks. med Ctrl+å.

S10. Karker: Fordelingen av æ (tidligere ä) og e stående for kort /æ/ endres efter etymologiske principper i overensstemmelse med norsk (nästa, män > nesta, menn) hvår svensk og dansk i dag har en arbitrær fordeling. Hærmed vil e være den alminneligste stavemåde, medens æ blott finnes i former hvår det er avledt av å (vætska, færre). Dette vil gi langt større lighed med norsk og (reformeret) dansk, og stavningens sværhedsgrad vil være uendret (stadig to mulige stavemåder, blott med en annen fordeling) eller kanske en smule lavere (langt færre eksempler på æ (ä).

S11. Infinitivmerket at endres til å i overensstemmelse med norsk. Denne udtale er alminnelig i både svensk og dansk så endringen vil være en tilnærmelse både mellem de tre skriftnormer og til udtalen; endringen gør stavningen lettere. Karker avstår fra endringen, men åpner mulighed for at den kan være valjfri - det er også en mulighed, og hær foretrekkes den.

S12. Fremmedord staves lydrett når det gir overensstemmelse mellem språgene. I hovedsagen erstattes z og -tion, -sion, -ssion med s og -sjon (zon, station, version, diskussion > son, stasjon. versjon, diskusjon; om x > ks, se punkt 2). Fremmedords integrasjon i språget kan være et staveproblem, særligt da denne ofte veksler fra skriftnorm til skriftnorm. Ifølge Karker må det vurderes i enkelttilfelle hvad der gir den største nordiske lighed. De ovenstående endringer bør ikke være i konflikt med dette.

Å gøre fremmedordenes stavning lydrett kan være et problem i forhåld til inlæring av fremmedspråg hvår stavningen er etymologisk, da man ikke vil kenne stavemåderne fra sitt eget språg. Som et kompromis mellem disse to hensyn fasthåldes hær c /s/ (cc endres til kc). Disse endringer vil gi større lighed med norsk og (reformeret) dansk og gøre stavningen klart lettere. Om der kan foretages flere felles assimilasjoner av fremmedord, må undersøges nærmere.

S13. ej, aj endres til ei, ai; öj, oj, uj endres til øy, oy, uy. (nej, maj, höja, trojka, huja > nei, mai, høya, troyka, huya). Det er som nevnt med betenkelighed at jeg foreslår dette som historisk er fremmed for svensk, men det er den eneste måde å løse det diftongproblem på som også Karker behandler. Norsk har hær stavemåden med i (y) og kan ikke endre til svensk-dansk j idet stavningen av de "vestnordiske" diftonger i så fall vil synes fremmedgjort fra fellesskapet i skriftbilledet (stein, løyse, ikke stejn, løjse, da ei og øy er mere genkennelige som varianter av e og ø).

I teorien kunne ei, øy fasthåldes som skrivemåde for "vestnordisk" diftong (bein, høyre) og ej, øj for sekundær diftong (røja, nejd) da førstnevnte primært forekommer i (ny)norsk og sidstnevnte i dansk/svensk, og altid i forskellige ord (bortset fra nei, ei). Problemet er dels at bokmål har en mengde sekundære diftonger fra dansk som av hensyn til det enhedslige lyd-skrift-forhåld i norsk må skrives "vestnordisk", dels at alle nordiske målformer rummer mange høy- og nedertyske og hollandske ord med samme diftonger i samme ord.

Løsningen må være at svensk og dansk i stedet endrer ej til ei. Norsk kunne hær komme de andre skriftnormer i møde ved å endre øy til øi, også hær en eldre stavemåde, så man vil ha bare to stavemåder for /j/, men dette vil i tilfelle av "vestnordisk" diftong stadig gi norsk en uhensiktsmessig forskellighed fra ø; øy er mere genkenneligt. Derfor må dansk/svensk øj også endres til øy.

Av hensyn til visse tilfelle av svensk diftong med o over for norsk/dansk med ø (f.eks. stoja vs. støye) bør denne diftong for lighedens skyld staves oy; hærmed har man også et mere gennemskueligt principp for fordelingen av i og y (hhv. efter rundet/urundet vokal), særligt om også uj endres til uy. I øvrigt er oy- og uy-diftongerne ganske sjeldne i Norden.

Dog vil disse endringer allt i allt medføre tre forskellige stavemåder for /j/: før vokal j, efter urundet vokal i, efter rundet vokal y, Staveprincipperne vil på dette punkt være mere komplicerede, men ikke nødvendigvis sværere idet fordelingen av stavemåder er klart gennemskuelig (diftongerne kan eventuellt inlæres som helheder). Til gengeld elimineres en viktig principiell forskell mellem stavetradisjonerne i Norden, så der ikke finnes andre forskelle enn dem som udtalen tilsiger (type 1).

Så vidt skriveprincipperne. Nu kan der skrives ORD I NORD.