I Oslo

Jeg tilbragte nylig en dag i Oslo og forsøgte å se så meget av staden som muligt på denne tid. Fra "Danskebåten" gikk færden til Akershus hvår en omviser nettopp var i gang med å bibringe en skoleklasse kundskaper om de oldenborgske konger hviss personligheder blev beskrevet en for en. Det komm et øyeblikk til å stå mere levende for mig hvår stort et fellesskap Danmark og Norge har om enevåldskongerne.

Videre gikk jeg gennem renæssancestadsdelen som engang kalltes Christiania. En fraksjon av lokalpolitikere foreslog nylig å genopplive dette navn for den del av Oslo som nu kalles Sentrum, men blev nedstemmt. At viljen til å endre navnet er til stede hos någle, er kanske en efterklang av at staden i sin tid i någen grad fikk navneskiftet trukket ned over hovedet av landspolitikerne; men at de trods allt ikke kunne samle flertall, viser at de tidligere christianienseres efterkommere i hvert fall i dag har taget navnet Oslo til sig fullt og helt. Der var da heller ikke tale om å omdøpe hele hovedstaden, blott Sentrum.

Begge parter i ordskiftet anklagede hverandre for historieløshed hvilket efter min menig er meningsløst uanset hvad. Dærsom man endrede navnet tilbage, ville man vekte den historie som forteller om Norges 400 danske år. Dærsom man ikke endrede det, ville man vekte, at disse år (og de 100 svenske) nu er forbi. I begge tilfelle forteller navnet historie, spørsmålet er blott hvilken historie man veljer. Historieløs blir man først når man ingenting aner om fortiden.

Foran slottet tronede Carl XIV Johan til hest. Dette har man ikke endret på; det er jo lettere å la minnerne stå enn å endre frem og tilbage på dem, men kan selvklart bare gøres med minner som ikke gør ondt. Et annet minne som tilsyneladende ikke er smerteligt, er de mange citater fra Ibsens skuespill som er nedfellet i fliserne foran Nasjonalteatret [sic]: De står faktisk på dansk, om enn man på denne tid kallte språget norsk. Bokmålet er ennu ikke spiret frem i skriftbilledet.

Det er vanskeligt å sige om bokmål er dansk på norsk substrat eller norsk på dansk substrat. Sagen er jo at det norske substrat har funnedes igennem århundrederne i de "dannede klassers" danskpåvirkede språg, men først omkring siste århundredeskifte gennemføres i rettskrivningen. Kanske kan man kalle det norsk på dansk på norsk substrat.

Om enn bokmålets oppkomst betød en større språglig mangfåld i Norden, er lykketreffet ved bokmålet at det er havnet på pladsen midt imellem dansk og svensk. Tett på svensk udtale og tett på dansk ordforråd. Denne "språgbro" som nu kan hålde Norden sammen, er kanske det danske språgs viktigste avtrykk på språgfellesskapet. Det er skæbnens ironi at dette språg nu er i fare for at bortdø fra det fellesnordiske, men trods allt efterlod sig et brugbart avtrykk i Norge - mangfåld kan i någle tilfelle styrke fellesskapet dærsom den ikke går udover den eksisterende mangfåld, men finner en nisje innen for yderpunkterne.

Annerledes er sagen selvklart med nynorsk. Jeg legger vegen forbi Noregs Mållag og finner ganske ydmyge lokaler ovenpå en Statoil-tankstasjon i udkanten av Sentrum. Ingen glassfasade, ingen bannere, ingen brosjyrer. Så svagt står landsmålet alltså i hovedstaden. Men selvom denne målform er mere særnorsk, og jeg er skandinavist, kan jeg alligevell ikke la være med å omfatte den med sympati.

For der finnes ubestridelige fordele ved nynorskens eksistens, først og fremmest at den sikkrer at alle nordmenn er eksponeret for to forskellige målformer innen for samme språgområde. Dette, og dialekternes tradisjonellt sterke stilling i landet, gir en språglig fleksibilitet og tolerance og først og fremmest en språgbevissthed som er misunnelsesverdig og faktisk er en drømm for en skandinavist. Tenk om vi alle i Norden levede under disse forhåld. Tvungen sidemålsstil på dansk og svensk - nettopp som en del av modersmålsundervisningen.

Hærtil kommer at den nynorske skriftnormal på mange punkter hvår den adskiller sig fra bokmål, faktisk har lighed med svensk. Det gelder selvsagt ikke arvesølvet, diftongerne, men mange andre vokal- og konsonantforbinnelser og store dele av ordforrådet; så den er ikke bare en språgbro til ingenting, men også til en viss grad til brødrafolkens væl, som den siste unionskonge, Oscar II, ville udtrykke det.

Alle uligheder til trods er der faktisk meget som minner om situasjonen i Finnland. Ganske visst rører det sig ikke om to ubeslektede språg, men om to skriftnormaler av samme språg (to udav fire, må jeg her inskyde), men i begge tilfelle med statslig sanksjonering og i begge tilfelle i lande med et så høyt udvikklet civilsamfund, at det er muligt for borgerne å sørge for en stabil tilstand for målene. Den språglige bevissthed i disse samfund er, alle vanskeligheder ufortallt, et gode i sig selv.

Naturligvis gir de ulige håldninger til historien sig også udtrykk i ulige håldninger til språget i et både gammelt og ungt land som dette, hvår Bygdø (kongsgård) ligger på Bygdøy, og hinsides hvilken jeg finner berømmte skipe som dem fra Oseberg og Gokstad udstillet tett på Fram og Kon-Tiki, spennende over et gap på 1000 år, men alle satt i forbinnelse med en tids nasjonalhelte. Uanset hvilken mening man kan ha om sådanne i dag, er historisk bevissthed under alle omstendigheder heller ikke å forakte.

Andersen og Norden

H.C. Andersen var tidligt ude som skandinavist, og man har i hans erindringer någle klare eksempler på den misstillid som de første skandinavisk orienterede intellektuelle mødtes med i midten av 1800-tallet. Der herskede ennu en udbredt folkelig misstro mod Sverige, som få årtier forinnen hade inlemmet Norge efter Danmarks nederlag på Napoleons side. Tendensen til at en stats seneste politiske nederlag bringer alle andre nederlag i ihugkommelse og gør fjenden til arvefjende, kenner vi også i dag fra krigene på Balkan. Og hos oss skete Norges skiften hender ennda uden blodsudgydelse.

Andersen skriver således om sine tidlige år i Køpenhavn: "Da kennte man ikke hvad man nu kaller skandinaviske sympatier; fra gamle krige mod naboen var ennu nedarvet en slags misstillid; de køpenhavnske gadedrenge glemmte ikke om vinteren, når isen bannt landene sammen, og svenske komm i kane over til oss [!], på en rå og kåd måde å skrige efter dem; meget lidt kenntes av svensk litteratur, og det fallt kunn få danske in at man med ringe øvelse lett kunne læse og forstå det svenske språg".

Situasjonen på Andersens tid var alltså, som han beskriver den, ganske som i dag. Ingen kunne dengang forestille sig den oppblomstring som skandinavismen skulle få i de følgende årtier - dessverre en skandinavisme som ikke for allvår slog rod i befolkningen, men som de fleste mennesker i samfunnet alligevell komm til å stifte bekenntskap med; dens eksistens blev kennt, også blant dem som ikke lod sig rive med. I 1830-tallet var den derimod stadig, som i dag, en subkultur.

Således skriver Andersen fra sitt første besøg i Romm i 1833 hvår han omgikkes mange dærboende tyskere og nordboer, blant andre Bertel Thorvaldsen: "Skandinaver og tyskere dannede én kreds, franskmennene [...] dannede et annet håld. Ved middagen i osteriet 'Lepre' hade hvert landsmannskap sitt eget bord; om aftenen komm svenske, norske danske og tyskere sammen til et lag".

Man tør antage at megen samtale har funnet sted på det tyske hovedsprog hvilket naturligvis ikke kan være annerledes når ikke alle deler språg. Hvad der imidlertid er viktigt å hålde sig for øye, dengang som nu, er at om man fortsetter med hovedspråget, også i tilfelle av at alle tilstedeværende forstår nordisk, blir det til hvad jeg tidligere har kallt "den allt for lette løsning" Hær gelder det om å gøre en insats for Norden.

Andersen kennte hær sin besøgelsestid, ikke blott språgligt, men også dikterisk, ved julefesten som måtte håldes i Campagnen udenfor pavestaden, og hvår bare nordboer var samlet: "Jeg hade skrevet en sang - den var min egentlige første skandinaviske vise. - I Romm var julen en naturlig skandinavisk fest, men skandinaviske sympatier var der ikke spor av. Til overskrift hade jeg satt: "Skandinavernes julesang i Romm 1833". Her skal citeres et enkelt vers:

Dansk, svensk og norsk, et kløverblad,
med sunnhedskraften, troskapsflammen,
de brødre tre der skiltes ad,
i Roma knyttes atter sammen!
Ett språg, ett hjemm oss himmlen gav,
og broder er hver skandinav!

Efter sangen udbragtes en skål for både den danske og den svensk-norske konge hvilket Andersen siden måtte høre kritikk for fra Køpenhavn, men han anser det for det eneste riktige å gøre i et skandinavisk sellskap: "Min mening var som sagt, dengang ikke alle andres; det har siden riktigt og smukkt forandret sig, men jeg fikk mine skenn - fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette tid, på rette sted".

Ja, den studenterskandinavistiske periode var på veg, og Andersen hade det held å være bannerfører for den på en tid hvår den ennu ikke var fremtvunget av et ydre fjendskap, et modsettningsforhåld til Tyskland, men oppstod innefra som del av den formulering av den nasjonale identitet som skulle gå hånd i hånd med begynnelsen til det nordiske demokrati. Nasjonens viktigste kennetegn er i Johann Gottfried Herders optikk språget, og det kan derfor ikke undre at man i demokratisk sinnede kredse i 1840-tallet allvårligt spurte sig selv om ikke Norden med sitt ene språg var ett folk.

Andersen svarer bekreftende på dette i den sang han fire år senere skriver, hjemmkommet fra en av sine sjeldne reiser nordpå, til Stokkholm, en færd som han beskriver som en av sine gladeste. Det kan være farget av at han tidligere fikk sitt gennembrud hær enn i Danmark og blev hyldet av Lunds studenter, men teksten til "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver" rekker efter min mening langt udover hans berømmte personlige forfengelighed. Om reisen skriver han:

"Jeg som kunn hade reist sydpå hvår alltså avskeden fra Køpenhavn er avsked med modersmålet, følte mig nu halvt som hjemme gennem hele Sverige, kunne tale mitt danske språg og hørte i landets tunge kunn som en dialekt av det danske; jeg syntes at Danmark udvidede sig, det beslektede i folket trådte mig så levende frem, jeg begrep hvår nær svensk, norsk og dansk stod til hinannen".

At den språglige mangfåld i Norge skulle begynne å vokse et tiår senere, ville neppe ha været for stor en udfordring for Andersen heller. Hovedsagen hær er at han, forud for sin tid, er en person som er villig til å ha øynene åpne for det nordiske og ta konsekvensen av hvad han ser - innen for sitt fag, diktningen. Hær skal citeres et par vers av "Vi er ett folk, vi kalles skandinaver", skrevet i tidens typiske stil og metaforikk:

Vi er ett folk, vi kalles skandinaver,
i trenne riger er vår hjemmstavn delt;
men mellem nutids store himmelgaver
er den, vårt hjerte hører til et helt!
Lad være glemmt, hviss oss en urett skete,
tidsånden som en luttret Margrete
forener oss, den trefåld kraft forlener,
selv språget oss forener;
på fjell, i skog og ved det nattblå hav
jeg jubler høyt: jeg er en skandinav!

Lad ei den skønne enighed forsvinne,
norsk, svensk og dansk hinannen rekker hånd;
og gamle folkesange oss forbinne,
i melodien er et kraftigt bånd.
Av enighedens sæd kunn godt man høster,
vi skue kekkt mod vester og mod øster,
i fryd og sorg! o, hær er godt å være,
hær lever våre kære!
Fra gran og birk og bøg, vidt over hav,
nyd glædens sang: jeg er en skandinav!

Viktigt er det også, at besinnelsen på Norden på Andersens tid voksede fra ingenting intil den var på nippet til å bli en politisk faktor, en udvikkling som man brennende må ønske sig i dag, men denne gang for allvår. Det er ennu ikke for sent - men dessverre heller ikke sannsynligt.

"Lad være glemmt, hviss oss en urett skete" skriver Andersen om "arvefjendskapet". Det er vise ord, for ennu i dag trives en folkelig skepsis mod hverandre i Norden, kanske en av de største barriærer for øget enhed mellem våre lande. Vi har ellers ikke grumme inbyrdes krige i frisk erindring som dem der i dag skaper absurd språgteater i Eksjugoslavien.